Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4599Visninger
AA

7. Kun en overreaktion

Rebeccas del:

 

Taxien standsede brat op, og vi steg ud. Manden fik rigeligt med drikkepenge af Harry, og til gengæld sagde han at vi måtte beholde plastikposen. Vi stod nu på parkeringspladsen, udenfor lægehuset. Vi gik ind i entreen og op på et af vente værelserne. Jeg havde heldigvis været her før, og kunne kende vejen.

”Bare sæt dig ned, så snakker jeg med sekretæren” sagde Harry, og førte mig over til en stol.

Harry gik hen til skranken, og begyndte at snakke med en dame. Hun kiggede hurtigt hen på mig og nikkede derefter til Harry. Han kom tilbage, og satte sig på stolen ved siden af mig.

”Vi kommer ind næste gang hun har en ledig plads, men hun sagde at der højest ville gå en time” fortalte Harry.

Jeg nikkede bare, og følte mig helt ør oven i hovedet. Jeg kunne mærke brækfornærmelsen komme tilbage, så jeg skyndte mig at holde posen helt op til munden. Harry holdt mit hår igen. Heldigvis gik det hurtigt denne gang. Jeg måtte snart have brækket alt mit mad op. Harrys hånd kørte rundt i beroligende cirkler på min ryg. Jeg satte posen fra mig på gulvet, og tørrede mig om munden, med bagsiden af min hånd. To yngre piger, som sad og legede med venteværelsets legetøj, fniste lidt af mig. Den ene hviskede noget til den anden, og så fnisede de igen. Jeg så træt på dem, og lod som ingenting.

Tiden gik nogenlunde hurtig, og jeg blev kaldt ind til en læge, allerede efter en halv time. Lægen gennede mig over på briksen. Harry satte sig på en af stolene, i den anden ende af lokalet. Men selv om han sad et stykke væk, fulgte hans øjne med i det hele.

”Nå hvad er der så galt med dig?” spurgte lægen venligt.

Det var en kvinde, på et par og tredive ville jeg tro. Hun havde lyst opsat hår, og en hvid uniform på. Jeg tog en dyb indånden, for at sikre mig, at der ikke ville komme mere bræk.

”Vi var i zoo, og pludselig var der bare så mange mennesker. De tog billeder og ville ikke lade mig være i fred” sagde jeg og fik det helt dårligt med tanken.

Hun lagde sin hånd på mig pande. Derefter hentede hun et termometer og gav mig det i munden.

”39,5. du har vidst fået feber,” sagde hun beklagende, ”men bare rolig. Det er faktisk meget normalt for nogle folk. Jeg mener, visse typer reagere så voldsomt på andres opmærksomhed, at de kan gøre sig selv syge, fordi de bliver så bange.”

Jeg nikkede kort, og trådte ned fra boret igen.

”Bare sørg for at holde dig hjemme de næste par dage. Og hvis du bare slapper af, skal det nok gå” lovede hun mig.

Vi takkede og gik ud igen. Harrys mobil brummede.

”Drengene spørg om du er okay” sagde han og kiggede på mig.

”Ja har det fint nok nu” svarede jeg.

Harry smilede og skrev tilbage til de andre. Vi gik udenfor og vinkede efter en ny taxi. Der var straks en der holdt ind til siden, og vi gik ind i den. Cheføren spurgte hvor vi skulle hen. Jeg fortalte ham at han bare kunne sætte mig af ved cafeen. Harry så tvivlende på mig, og spurgte om jeg ikke hellere ville køres helt hjem. Jeg rystede på hovedet, og undgik dermed den lange forklaring.

Der var ret stille på vejen hen til cafeen. Kun cheføren spurgte om noget engang imellem. Jeg sad og kiggede ud af ruden på de mange huse vil passerede, og tænkte på hvor glad jeg var, for ikke at være berømt. Tænk at have sådan en mængde fans efter sig hele tiden. Og vide, at man ikke bare kunne løbe væk, for så ville de blive skuffede. Man skulle virkelig være skabt at noget specielt, hvis man skulle kunne klare det!

”Så er vi her” sagde cheføren kort, og holdt ind til siden.

Jeg gav Harry et kram, som var længere end de andre gange. Da vi slap hinanden igen så jeg ham dybt i øjnene, og takkede ham for hjælpen. Jeg stod og vinkede efter taxien, indtil den forsvandt om bag et hjørne. Jeg begyndte min gang hjem, godt hjulpet på vej, af forestillingen om en blød sen der ventede på mig.

 

Harrys del:

 

Rebecca havde virkelig set skidt ud. Jeg var virkelig bekymret for hende. Jeg havde ikke set hende sådan før. Ja faktisk, havde jeg aldrig set nogen, som fik det så dårligt af opmærksomhed. Det var virkelig skræmmende.

Cheføren kørte mig hen til det hotel hvor mig og drengene boede. Jeg kiggede hurtigt ud af ruden. Der stod en kæmpe flok piger udenfor.

Cheføren kiggede undrende på mig, ”var det ikke her du skulle af?” spurgte han undrende.

”Jo,” sagde jeg tøvende, ”men jeg tænkte på om du ikke kunne køre mig om til bagindgangen?”

Der gik et stykke tid før han forstod hvad jeg mente. Jeg elskede selvfølgelig vores fans, men efter det med Rebecca orkede jeg ikke rigtigt, at stille op til billeder nu. Omme ved bagindgangen stod der kun nogle få piger. Jeg tog ét enkelt billede med et par stykker af dem, og gav dem min autograf, før jeg gik ind. Jeg skyndte mig op til drengene. De sad alle sammen inde på værelset og ventede på mig.

”Er hun okay?” spurgte Liam, idet jeg satte mig på sengen.

”Tja hun sagde hun havde det fint, men ærligt talt, så lignede hun lort. Hun brækkede sig flere gange i bilen, først ud over det hele, men så gav cheføren hende en pose. Og lægen sagde så efterfølgende at hun havde feber” fortalte jeg.

Louis nikkede ”Det lyder ikke godt. For resten så har du bræk på trøjen.”

De andre kunne ikke lade være med at grine. Jeg så ned af mig selv. En stor brun plet sad lige under mit bryst.  Jeg trak trøjen over hovedet, og gik ud på badeværelset for at vaske det af. Jeg bebrejdede hende ikke. Hun kunne jo ikke gøre for det. Nu håbede jeg bare, at hun ville få det bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...