Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4445Visninger
AA

16. Fuck perfekte dates

Rebeccas del:

 

Harry og jeg sidder i 'båden' i tavshed et stykke tid, uden rigtigt at lave andet end at stirre på hinanden. Alt den snak om familie og det, havde givet mig en dårlig mavefornemmelse, og tanken om hvor hurtigt det hele kunne gå galt. Hvis nogen opdagede at jeg var sammen med Harry, hvem vidste så hvor hurtigt jeg kunne miste min familie?

Harry så tøvende på mig. "Ved du hvad? Nu når vi snakker om at prioritere mellem forskellige mennesker, så tvivler jeg faktisk nogle gange på, at de mennesker jeg er sammen med, dem jeg kalder mine venner, faktisk kan lide mig, eller bare er forelsket i min berømmelse" han holdt en kort pause.

"Men ved dig var det anderledes. Første gang jeg så dig i cafeen, var du helt nede på jorden. Ja, det virkede næsten som om, at det ligefrem irriterede dig, at mig og Louis var til stede, hvilket de fleste piger ellers ville flippe ud over" griner Harry.

Hvis det var kommet ud af alle andres mund, havde de lydt som en total egotripper, som bare vidste at pigerne kiggede efter én. Men når det kom fra Harry, som jo var berømt, og vant til det i sin hverdag, lød det bare helt naturligt.

Jeg begyndte at grine, for jeg havde jo faktisk syntes at det var ubehageligt, især hans blik.

"Jeg kan godt følge dig, det må være hårdt at der altid er nogen der prøver at masse sig ind, bare for at få en bid af berømmelsen" sagde jeg, og kunne nemt forholde mig til problemet.

Det mindede mig om mine mange år på privatskolen. Alle kæmpede for at kommer øverst i hierarkiet for de populære, og mange var villige til at gøre meget for det. Dog havde jeg aldrig været sådan en, jeg havde nok bare holdt mig for mig selv, og ladet som ingenting.

"Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg faktisk ikke hørt om One Direction, før Sofia fortalte mig om jer" siger jeg stille og følger at det er en lille smule pinligt.

Harry blotter sine tænder i et stort smil. Han giver mine hænder et lille klem, og et glimt kommer frem i hans, lige nu virkelig funklende, grønne øjne.

"Det gør det jo bare endnu bedre" siger han.

"Endnu bedre?" spørg jeg med et løftet øjenbryn.

"Ja. Du valgte at lære os at kende, selvom de ikke vidste noget om os. Du tog en chance, som mange ikke ville have taget, når de mødte et par fremmede drenge."

Jeg var overrasket over hans ord. De fik mig til at lyde modig og imødekommende. Hvilket undrede mig en smule, da det ikke plejede at være de ord, folk brugte om mig.

Harry åbnede munden igen, men der kom ingen ord ud. Han rystede på hovedet af sig selv og begyndte at grine.

"Hvad?" spurgte jeg, og følte mig lidt dum, da jeg ikke helt forstod hvad det sjove var.

"Ingenting," sagde Harry. "Det er bare virkelig dejligt, endelig at møde en, der ikke vælger at date mig, på grund af min berømmelse" forklarede han.

Jeg smilede. Det lød næsten som poesi. Jeg mærkede varmen stige op i kinderne igen. Harry havde åbenbart fået øje på det, og kiggede nysgerigt på mit ansigt.

Han lænede sig tættere på mig, så båden begyndte at gynge en smule. Vores ansigter var kun få centimeter fra hinanden.

"Rebecca du er mere unik end du tror" hviskede han, og hans blik borede sig ind i mit.

Jeg ville sige noget men nåede det ikke. Harrys læber mødte mine, og kyssede mig blidt.

Pludselig dryppede noget vådt ned i ansigt. Vi kiggede begge op, idet regnen begyndte at vælte ned. Dem ramte min hud, og gled stille ned af min krop. Mit tøj blev gennemblødt, og mit hår sad tæt ind til min nakke. Jeg kiggede tilbage på Harry. Han var lige så våd af regnen, som jeg var. Hans krøller sad klistret ind til han pande, og han hvide T-shirt var blevet gennemsigtig, som jeg kunne se de tatoveringer, han havde på maven.

Et smil kom frem kom frem på mine læber. Hele situationen var simpelthen for komisk. Daten skulle have været perfekt. I stedet sad vi nu i en lille jolle, mens regnen skyllede ned på os. Mit smil blev til et grin, og jeg endte med at smitte Harry, som tilsyneladende heller ikke kunne tage dette seriøst.

Harry rejste sig op i båden, som var begyndt at vippe en smule faretruende, ved den pludselige vind, som var kommet ud af det blå. Eller nærmere det grå, for skyerne på himlen var snart mørkere en fortovet.

"Hvad laver du?" råbte jeg, så jeg var sikker på han kunne høre mig for blesten.

"Mærker livet" råbte han tilbage.

"Og hvordan føles det så?" spurgte jeg, og rejste mig op, for ikke at føle mig mindre, end jeg gjorde i forvejen. For Harry var jo vildt høj.

Han så ned op mig. "Helt ærligt. Så føltes det ret vådt!" grinte han.

"Du kan ikke altid forvente at livet er evig sol og sommer" sagde jeg overraskende klogt.

Harry gik et skridt hen mod mig. "Jeg er sikker på, at så længe jeg er sammen med dig, vil mit liv altid være fyldt med sol og summer" sagde han.

Han kyssede mig igen. Hans hænder lagde sig på mine hofter, og jeg anbragte mine, i hans nu så våde hår. Han trak mig tættere på sig. Min krop stod nu tæt op af hans muskeløse mave. Harry trådte endnu et skridt tilbage, så båden knagede en smule. Jeg trådte efter ham, og helt ned i den anden ende af den lille jolle. Den kom med endnu en knagende lyd, og da det næste kraftige vindstød rammer jollen, tipper den, og vender rundt.

Vi slipper hinanden, og et højt skrig kommer ud af min mund, inden jeg ryger under vandets kolde bølger.

 

Harrys del:

 

De mørke bølger var det eneste jeg kunne se. Jeg tog nogle enkelte svømmetag, og kom op til overfladen. Jeg kiggede panisk rundt. Hvor var Rebecca?

Båden lå med bunden i vejret, og gyngede hver gang en bølge ramte den. Jeg svømmede hen til den.

"Rebecca" råbte jeg med hæs stemme.

Stormen susede forbi mine øre, og selvom hun måske var oppe ved overfladen, var der igen chance for at hun kunne høre mig. Hvad skulle jeg gøre? Noget måtte jeg gøre! Jeg dykkede under båden, med øjnene åbne. Hvis hun nu skulle være dernede. Men det var hun ikke. Jeg kom op til overfladen igen.

"Rebecca" råbte jeg med mine lungers fulde kræft.

Hvor i al verden var hun. Hun måtte ikke være... Jeg ville ikke tænke sætningen færdig. Det turde jeg ikke!

Noget ramte mig skulder, og et gisp undslap mine læber. Jeg vendte hovedet, og åndede lettet op, da det var Rebeccas ansigt der mødte mig. Jeg fandt hendes hånd, og vi svømmede hen til jollen, som var flødet et stykke væk.

Jeg hjalp Rebecca op på siden af den, og kravlede derefter selv op. Hun lagde sig på siden, og hostede vand op.

"Lykken er åbenbart ikke med os i dag, den vil i hvert fald have at vores date går i vasken" grinte Rebecca, og hostede lidt mere.

"Fuck perfekte dates" sagde jeg med et smil.

Og det var fuldstændig lige meget for mig lige nu. Det vigtigste var, at Rebecca var uskadt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...