Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4768Visninger
AA

15. Fælles problemer

Rebeccas del:

 

"Okay," begyndte Sofia. "Vi har to timer, til at lave den bedste madkurv ever!"

Vi stod i Hendes køkken, og var i fuld gang med at pakke til turen, som jeg skulle på med Harry, senere i dag. Sommerfuglene fløj allerede rundt i min mave. Gad vide om det var mine tatoveringer som var gået helt amok?

Sofia åbnede køleskabet, og tog alt indholdet ud. Hun fandt også noget brød frem, og rakte mig en kniv til at smøre med.

"Hvor meget kan I spise?" spurgte hun, og startede på den første sandwich.

"Aner det ikke?" sagde jeg.

For hvordan i al verden skulle jeg vide det? Selvfølgelig vidste jeg godt hvor meget jeg kunne spise, men jeg havde da ingen ide om hvor meget Harry kunne.

"Okay, så smører vi tre til hver" bestemte Sofia, og gik i gang med nummer to.

Jeg gjorde mig meget omhyggelig, med at lave mine. De skulle være perfekte. Perfekte til ham. Sofia begyndte at nynne en melodi, og der gik ikke ret lang til før jeg genkendte sangen. Godt nok vidste jeg ikke navnet på den, men jeg vidste at det var en af drengene, for de havde sunget den, den aften på stranden.

Jeg smilede for mig selv, de drenge kunne bare ikke andet end at gøre mig glad.

 

Tiden fløj af sted, og pludselig var klokken 13:45. Jeg havde aftalt med Harry, at vi mødtes, ved cafe Sun shine, som vi plejede, når vi skulle noget. Sofia fulgte mig derhen, da hun alligevel skulle møde om en halv time. Sofia gav mig et opmuntrende krav.

"Husk at fortælle mig alle detaljerne" hviske hun, og forsvandt derefter ind bag cafeens døre.

Jeg stod alene og ventede i et par minutter, for den velkendte sorte bil, med de tonede ruder, kom kørende ned ad vejen. Vinduet rullede ned, og Harry lagde armen ud af det, og kiggede smilende på mig.

"Hey Becca, er du klar?" spurgte han.

Jeg smilede og nikkede til ham. Jeg havde været klar siden jeg sendte ham sms'en. Jeg tog fat i kurven, hvor maden lå i, og gik hen til bilen. Kurven satte jeg på bagsædet, hvorefter jeg selv, satte mig ind på forsædet. Harry startede bilen, og kørte væk fra cafeen.

Sådan, nu var vi på vej.

"Drengene var skuffede over at de ikke måtte komme med" grinede Harry, og sendte mig et stort smil, med sine perfekte hvide tænder.

"Nurh, jeg håber ikke de blev alt for kede af det" sagde jeg med en trist mine, og skubbede underlæben frem.

"Jo, de sad alle sammen og stor tudede, da jeg kørte" jokkede han, og skruede en smule op for radioen.

Jeg kunne ikke lade vær med at grine, tanken om drengene som sad og hulkede hjemme på hotel værelset, var bare for sjov.

Vi sad et par minutter i tavshed, og lyttede til musikken, fra radioen. Det føltes akavet at sidde der, uden noget at sige. Men heldigvis brød Harry tavsheden, få sekunder efter.

"Hvor skal vi egentlig hen?" spurgte han, og kiggede hurtigt på mig.

"To sekunder," sagde jeg og fandt kortet frem. "Vi skal ud til en havn, men der står ikke lige hvad den hedder" sagde jeg og nærstuderede kortet.

Harry nikkede tænksomt. "Jamen så bliver det jo let at finde" sagde han med et smil.

Heldigvis var vejene indtegnet på kortet, så vi i det mindste kunne se hvad de hed.

"Du skal dreje til venstre i det næste lyskryds," sagde jeg samtidig med jeg kørte fingeren hen over kortet. "Eller også," begyndte jeg igen, og klattede kortet lidt mere ud, som havde krøllet sig i min lomme. "Skal du til højre" afsluttede jeg.

Harry grinede. "Er du nu sikker? Nu er jeg ikke kortekspert, men skal ordet 'landkort' ikke stå øverst?" spurgte han.

Ups, jeg havde vendt kortet på hovedet.

Flot Rebecca, virkelig flot, og supper intelligent.

Jeg kunne mærke en rødmen i mine kinder, og jeg skyndte mig at vende kortet om.

"Bare kør ligeud" sagde jeg stille.

"Det er da godt at jeg både kan køre bil, og læse kort samtidig" sagde Harry, og fortsatte ligeud i lyskrydset, som han skulle.

 

En times tid var gået, og vi stod nu endelig på havnen. Jeg havde brugt tiden på at læse kortet rigtigt, mens Harry kom med flere dårlige jokes, om min ringe sans for kortlæsning.

Temperaturen var faldet en smule, og himlen var blevet overskyet, men når vi nu var kørt herud, ville det være spild af benzin at køre tilbage igen, uden at have været ude på den planlagte sejltur.

Vi gik ned mod bådene, og skimmede dem med øjnene. Sofia havde sagt, at båden var opkaldt efter hende, hvilket forhåbentligt ville gøre det nemmere at finde den, når vi havde et navn at gå efter.

Hah, tænk at jeg troede det!

Vi gik i en halv time uden at se så meget som skyggen af en Båd ved navn Sofia. Ret pinligt, ifølge mig, da det jo var mig som havde arrangeret udflugten. Heldigvis var Harry i godt humør, og havde glæde nok til at muntre os begge op. Og tilfældigvis mens vi gik ned ad havnen og snakkede, støtte vi på den. Sofia. Vi kunne ikke lade være med at grine. "Båden" som Sofia havde kaldt den, var kun en lille jolle, med åre og det hele.

"Mind mig om at jeg skal sige til Sofia, hun skal slå ordet "båd" op i en ordbog" grinede jeg.

Harry nikkede bare, og rystede på hovedet af hele situationen.

 

Men ud at sejle skulle vi selvfølgelig, om det så var i en 'rigtig' båd eller ej. Vi tog hver en åre, og så roede vi ellers derudaf. Eller det troede vi da. For åbenbart kom båden ikke mere, end lige akkurat ud af havnen, før den bagundte at sejle i cirkler rundt om sig selv.

"Noget sige mig, at vi ikke er ret gode til det her" bedømte Harry, og sendte mig et smil.

"Helt enig" istemte jeg.

Vi besluttede os for at tage madkurven frem, da vi opgav at sejle mere. Båden havde åbenbart fået sit eget liv. Min mave var overaskende sulten, og jeg spiste mere end normalt.

"Fortæl mig noget" sagde Harry pludseligt, med meget betagende øjne.

Jeg løftede mit ene øjenbryn i underen.

"Så som hvad?" spurgte jeg.

Harry trak på skuldrende, og sendte mig et spørgende smil.

"Noget jeg ikke ved om dig. Fortæl mig om dit liv, din familie, dine venner?"

Jeg tøvede lidt, før ordene formede sig i min mund.

"Der er ikke så meget at fortælle," begyndte jeg. "Min familie er ikke ret stor. Faktisk, har jeg ikke ret meget med de fleste af dem at gøre."

Og grunden til jeg  ikke havde det, var at de ikke var med i Jehovas Vidner, og var man ikke det, var man udstødt. Ude af familiens liv. Efterladt. Alene!

Det var derfor jeg ikke ville fortælle min familie om Harry.

Og Harry om min familie.

Jeg var bange. Bange for at lide den samme triste skæbne, som mange andre. Det ville være forfærdeligt at leve med. Så næsten hellere dø, end at blive ignoreret af sin familie, i al evighed.

Harry smilede skævt til mig. "Jeg kender følelsen. Efter jeg er blevet berømt, er der også nogen i min familie, jeg ikke ser så ofte som jeg burde. Jeg prøver altid at sige til mig selv, at i dag skal jeg nå at ringe til dem, men jeg når det bare aldrig. Kender du det?" spurgte han en smule frustreret.

Jeg nikkede. Der var mange fra min familie som jeg ikke havde set i årevis, på grund af de åndsvage regler.

Harry smilede til mig. "Det er rart at finde en normal person at tale med det her om. Det er ikke det samme som at tale med andre berømtheder, det er jo som en del af jobbet."

Hvis bare han vidste. Måske var jeg en normal person, men mine årsager til ikke at se min familie, var langtfra de samme som hans. Han havde ikke tid. Jeg var tvunget til at ignorere.

Jeg kiggede på ham, og prøvede at smile med øjnene. Mine hænder fandt hans.

"Jeg er sikker på at du nok skal finde tid til at se din familie" sagde jeg opmuntrende.

Han kiggede taknemmeligt op på mig, og hans øjne lyste op. "Tak, jeg er sikker på det samme sker for dig" sagde han.

Jeg sukkede indvendigt. Hvis bare det var så let for mig som det lød, men i virkeligheden, var det helt og aldeles umuligt!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...