Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4754Visninger
AA

20. Den hårde sandhed

Rebecca fortæller:

 

Tårerne trillede ned ad mine kinder som vandfald, og intet var i stand til at stoppe dette vandspild. Niclas og hans ene ven sad på forsædet i bilen, og sagde ikke et ord. Hvad var der iøvrigt at sige? Vi vidste alle tre godt hvad der ville ske nu. De ville køre mig hjem, og fortælle mine forældre om mig og Harry, præcis som Niclas havde advaret mig om han ville gøre.

Stakkels Harry. Niclas havde slået ham hårdt, og de havde taget mig med, før jeg nåede at se resten. Var han hårdt skadet? Hvad mon de andre drenge ville sige til det? Ville de tro det var min skyld? Okay i bund og grund var jeg vel også medskyldig, men Niclas burde slet ikke have blandet sig. Det var trods alt mit valg, ikke hans!

Vi drejede ned ad min vej, og bilen bremsede stille op. Niclas vendte hovedet og kiggede om på mig.

"Du bliver her" meddelte han, og hvad andet kunne jeg egentlig gøre, døren var jo låst.

Han gik ud af bilen, og hen til hoveddøren, hvor han bankede på, og ventede på svar. Mit hjerte bankede kraftigt, og gåsehuden sneg sig op ad mine arme. Jeg fik en klam fornemmelse i hele kroppen, og mærkede pludselig en følelse af min hals der snørede sig sammen.

Døren blev åbnet, og jeg kunne se min far komme halvt ud. Niclas begyndte at snakke, og min fars ansigt så mere og mere forvirret ud. Så nu sker det, tænkte jeg, da de begge to nærmede sig bilen. Niclas åbnede min dør, og min fars hånd greb hårdt fat om min arm, mens hans øjne lynede mod mine. Han var tosset. Dog sagde han ikke noget. Han forblev stum.

En flad hånd ramte min kind så pludseligt, at et gisp undslap mine læber. Havde min far lige slået mig?! Jeg skulle lige til at sige noget, da et nyt slag ramte mig. En hurtig smerte skær igennem den tynde hud i mit ansigt, og satte nye tårer igang. 

Min far rystede blot på hovedet ad mig, og nikkede godkendende til Niclas, som hurtigt satte sig ind i bilen igen, og kørte væk. Nu havde han sikkert sindsro igen, når han endelig havde fået busted mig og Harry.

Min far rev mig voldsomt med sig, så et lille knæk løb fra min overarm. I døren stod min mor og så undrende til, da han trak mig med ind i huset, og nærmest skubbede mig ind på mit værelse. Heller ikke hun sagde et eneste ord. Døren blev smækket højlydt i og jeg kunne høre et lille "klik" da nøglen blev drejet om.

Jeg rev fat i håndtaget, og ruskede alt hvad jeg kunne, men jeg var låst inde. Låst inde af min egen familie. Jeg slog hopløst på døren, men til ingen nytte. På den anden side af døren, kunne jeg høre min far råbe højlydt til min mor, hvor han fortalte alt det, Niclas lige havde fortalt ham.

"Far luk mig ud, jeg kan forklare det hele" råbte jeg så højt jeg kunne, men der kom ingen reaktion, hverken fra min mor eller far. 

Jeg råbte igen. Og igen. Indtil min stemme blev hæs og utydelig.

"Vær nu sød" hviskede jeg hæst og slog en sidste gang på døren, men ingen hørte det, de ville ikke høre det!

Jeg havde overtrådt en regel, og nu skulle jeg straffes. Jeg vidste det udmærket godt, og kendte også til konsekvenserne. Udstødelse!

Det her var noget lort. Det her var virkelig skidt. Nu ville jeg miste det hele. Ingen ville kendes ved mig længere. Ingen som helst! Mit åndedræt blev hurtigere og jeg var så småt ved at gå i panik. 

Hvordan kunne dette overhovedet ske? Hvorfor havde jeg dog gjort dette, jeg burde da være klog nok til at vide at dette ville være sket før eller siden?

Hvis bare jeg aldrig var taget på arbejde den dag Louis og Harry var på Cafeen første gang. Hvis bare jeg var kommet fem minutter forsent, så Rebecca kunne have taget deres bestilling i stedet. Så havde de ikke mødt mig. Harry ville ikke have kigget efter mig. De ville måske ikke være kommet igen. Så havde de nok ikke spurgt om jeg ville være deres guide, og vi ville aldrig have haft noget med hinanden at gøre.

Ja, hvis bare jeg var kommet for sent, ville det hele måske ikke være sket. Så havde alting bare været normalt. Alt ville være som det plejede. Alt ville være som det burde.

Mit åndedræt begyndte at falde mere til ro. Jeg kiggede ned på mine hænder der var ømme af at hamre forgæves på døren. Og der fik jeg øje på den lille ring. Harry gav mig den ring, og endda kun for nogle timer siden. Hvis jeg var kommet for sent på arbejde dén dag, havde jeg heller aldrig mødt Harry...

Jeg skreg vredt, og sparkede så hårdt ind i døren jeg kunne. Jeg væltede et billede, og kastede vredt blyanter og andre ubetydelige ting, så hårdt mod døren jeg kunne. Hvorfor skulle det hele gå ud over mig? Hvad havde jeg gjort siden jeg skulle straffes på denne måde?

"Hvad har jeg gjort?!" råbte jeg rasende, og kastede en vase mod døren, så den delte sig i tusindvis af bitte små stykker. 

Bare jeg var den, og  kunne gå i stykker sådan lige uden videre. Så havde jeg gjort det nu. 

 

* * *

 

Først da solen stod op, var jeg nået til det stadie der hed: håbløshed.

Jeg ville græde, men havde ikke flere tåre tilbage. Jeg ville skrige, men min stemme var brugt op. Jeg ville banke vredt på døren, men mine kræfter var opbrugt, og jeg lå slapt hen på gulvet.

Nogle af glasskærene havde skåret sig igennem min hud, så jeg blødte ud ad de små rifter. Mine øjne var trætte, men min hjerne tillod dem ikke at hvile. Mine tanker faldt på faster Lisa, eller min far ville ikke have vi kaldte hende "faster", så det var vel bare Lisa.

Som 23-årig var hun selv blevet forelsket i én uden for Jehova. Alle havde set det som en skændsel, da personen ikke blot var udenfor Jehova, men også bare det, at det var en kvinde, var uacceptabelt. Men Lisa havde holdt fast i sin beslutning, og valgt kærligheden frem for familien. I dag boede hende, og hendes kone i Tyskland, og havde endda adopteret to små piger fra Japan. Hvor jeg vidste det fra, anede jeg ikke, vi havde jo ikke kontakt med dem mere, så det var faktisk en underlig viden. 

Hvis alt gik helt galt, kunne jeg måske opsøge dem. Tanken beroligede mig en smule, bare det at jeg havde nogen at søge hen til, var en stor trøst.

Mine øjenlåg var lige ved at glide i, da nøglen lød i låsen ind til værelset, og min brors hoved stak ind.

"Få noget anstændigt tøj på. Vi kører til Rigssalen om ti minutter. De skal afgøre hvad der skal ske med dig." 

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Så kom der et nyt kapitel, nok det mest dramtiske.

Hvad syntes I om drejningen, var det som I have forventet, eller havde I troet at der ville ske noget helt andet?

Og hvad tror I at der vil ske nu? I må meget gerne komme med nogle bud :-D

Jeg undskylder også at der er gået langt tid før dette kapitel kom, men har ikke rigtig haft tid...

Men i hvert fald, nu er det her.

Håber I syntes om det, og for lyst til at læse videre.

 

Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...