Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4440Visninger
AA

17. Den hårde sandhed

Rebeccas del:

 

Jeg sad i rigssalen, og ventede utålmodigt på at komme ud. Alt virkede så indelukket herinde, med de hvide vægge og de mange mennesker. Jeg ville bare ud herfra. Ud herfra og hen på Cafe Sunshine, for at snakke med Sofia. Jeg havde lovet at fortælle hende alt om daten, og for at være ærlig, var jeg selv ved at eksplodere af trang til at snakke om den.

Drømme om mig og Harry, havde kørt rundt i mit hoved hele natten. Selv om daten ikke just havde været som i alle de kærlighedsfilm, som de altid sendte i fjernsynet, havde den været perfekt. Selv da vi faldt i vandet.

Et lille smil bredte sig på min mundvig. Harrys ord var stadig i min erindring: fuck perfekte dates. Jeg kunne mærke en svag vibrering i min lomme. Jeg kiggede mig omkring i lokalet, men alle andre var fuldt optaget af hvad der blev sagt.

Jeg tog stilfærdigt min hånd ned i lommen, og trak min mobil op. En ny besked blinkede på min skærm. Den var fra Sofia: Hvornår kommer du? Er ved at gå til af spænding! x 

Jeg smilede og skrev tilbage, at jeg kom så hurtigt jeg kunne. Selvom jeg tvivlede på at vi blev lukket herud fra foreløbig. Jeg lænede mig tilbage i stolen, og sukkede lavmilt. Nogle gange kunne det være praktisk at kunne spole i tiden.

 

***

 

Heldigvis var vi færdige kort tid efter. Jeg rejste mig hurtigt, og var en af de første henne ved døren. Jeg glemte alt om min mor og far, da jeg vidste at de alligevel ville blive og snakke.

"Rebecca" stemmen lød et stykke bag mig, men jeg var ikke i tvivl om hvem det var.

Jeg tog fat i dørhåndtaget for at komme ud, men da jeg skulle til at åbne den, blev en hånd lagt på min skulder.

"Rebecca vi er nød til at snakke" tonen var hård, og lød som en ordre.

Jeg vendte hovedet og mødte Niclas' vrede blik. Jeg vidste jeg ikke kunne slippe udenom. Ikke her. Så jeg havde ikke rigtigt andet at gøre end at overgive mig.

Jeg nikkede. "Okay, men ikke her" sagde jeg, da jeg havde på fornemmelsen hvad det var han ville snakke med mig om.

Vi fulgtes ud ad døren, og fortsætte om bag rigssalen. Her var vi uden for hørevide. Niclas kiggede sig dog alligevel over skulderen før han tog sin mobil op.

"Jeg troede du sagde at der ikke var noget imellem jer" sagde han, og gav mig mobilen.

Et lidt for afslørende billede ramte mit syn. Det var et billede fra den aften i Tivoli. Jeg kunne kende alle lysene i baggrunden. Og i forgrunden... et lidt for godt og genkendeligt billede, at mig og Harry der kyssede.

Jeg var målløs! Hvem havde taget det? Personen måtte have stået lige ved siden af os. Og ingen havde lagt mærke til det. Jeg sank en klump. Dette kunne nok ikke bortforklares. Selv ikke af en, som var rigtig god til at lyve.

Niclas stod stadig og ventede på et svar, men jeg var for chokeret til at give ham et.

"Ved du overhovedet hvilke konsekvenser dette kan medføre?" sagde han højlydt.

"Ja, det er bare..." mere nåede jeg ikke at sige før han afbrød mig.

"Nej. Nej det tror jeg ikke du gør! Ellers havde du vel næppe stået og snavet med Styles for fulde kamera" råbte han alt for højlydt.

Jeg tyssede på ham. De andre skulle ikke høre os. "Shh" sagde jeg, og holdt en finger op for munden.

"Hvorfor dog det? Samtlige mennesker i verden ved det allerede! Det er stort set et mirakel at dine forældre ikke har fundet ud af det endnu," han var ophidset og vred. "Men bare rolig, jeg kan forsikre dig om, at hvis dette fortsætter, vil jeg ikke have det dårligt med at fortælle dem det."

Jeg var ikke i tvivl om at ham mente det. Shit! Hvad skulle jeg gøre? Jeg ville ikke have at nogen fandt ud af det, med mig og Harry, så blev jeg jo... forvist!

"Nej, du må ikke sige det til dem. Niclas please, vil du ikke nok lade være?" bad jeg.

"Hvorfor skulle jeg?! Rebecca du går bag ryggen på dem. Syntes du virkelig de har fortjent det?"

"Nej, de har fortjent bedre det ved jeg, men jeg kan ikke lave om på det nu" svarede jeg.

Jeg kunne mærke tårerne presse sig på i øjenkrogen, men jeg ville ikke tillade dem at komme ud. Ikke her. Ikke foran ham.

"Jo du kan" sagde han kort og kiggede ned i jorden.

"Og hvordan skulle jeg gøre det?" denne gang var det mig der råbte, jeg kunne ikke lade være, det hele gjorde mig så frustreret.

"Enkelt nok," begyndte han, og løftede blikket igen, så vores øjne mødtes. "Lad vær med at se ham. Glem han eksistere. Lad ham glide ud af dit liv. Rebecca, det her ender galt hvis du ikke slipper ham, og det siger jeg ikke som din eks., det siger jeg som din ven."

Hans ord var hårde, men sande. Og det var først nu at alvoren rigtigt gik op for mig. Jeg kunne ikke vælge dem begge. Det var min familie eller Harry.

Jeg kæmpede, men før jeg vidste af det, stod jeg med tårerne trillende ned af mine kinder.

"Det ved jeg godt" sagde jeg stille med grødkvalt stemme.

"Godt. For hvis jeg ser ét billede til af der på nettet, bliver jeg nødt til at sige det. Jeg kan ikke bære at du holder din familie for nar på den måde. Det er ikke fair!"

Niclas vendte sig om, og forsvandt bag sidemuren. Mine knæ kunne i bære mig længere, og jeg sank sammen på jorden.

Hvorfor skulle det være sådan her? Var det virkelig det Gud ønskede for mig? Var det virkelig min skæbne? Jeg skulle vælge mellem min familie og Harry. Jeg vidste jeg ikke kunne bære at miste nogen af dem. Jeg elskede min familie. De var min støtte, mit kød og blod. Men Harry... han var så meget andet. Han fik mig til at føle mig levende, speciel... unik!

Jeg skjulte mit ansigt i mine hænder. Sofia måtte vente yderliggere noget tid. Jeg var nødt til at tænke over nogle ting. Nogle ting som jeg skulle have tænkt over for lang tid siden. Men som jeg udskudt til det sidste. Hvilket gav mig problemer til halsen nu!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...