Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4674Visninger
AA

26. Bare venner?

Rebecca fortæller:

 

Jeg kiggede beundrende op på drengene, som de stod der på den store scene i parken. I de sidste par dage havde de ikke lavet andet end at øve. 

Det var første gang jeg var med henne og se dem, for jeg måtte jo faktisk ikke være her. Derfor var jeg blevet nød til at snige mig ud midt om natten, og tage en taxi herhen. Der skulle ikke flere billeder af mig på nettet, hvad ville mine forældre så ikke tænke. 

Men jeg følte jeg var nød til at gøre det her færdigt. Drengene var kun i Danmark tre dage endnu, så det var en af de sidste chancer jeg havde for at være sammen med dem. Tanken om at det hele snart ville være slut, gjorde mig så trist at det var helt ulideligt, og jeg gjorde derfor alt for at undgå tanken og fokuserede i stedet på den tid vi stadig havde sammen. 

Tooghalvfjerds timer var hvad vi havde tilbage. Drengene skulle bruge de næste to dage på at øve, og den tredje på selve koncerten. Det betød at der ikke var ret meget tid til bare at hænge ud.

Jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet af drengene, der løb og pjattede, mens adskillige folk prøvede at kontrollere dem, men uden held. Nogle gange undrede det mig virkelig at de var kommet så langt, når de for det meste, tog det hele alt for useriøst.

Louis stod og dansede tosset rundt. Zayn og Harry havde lagt Niall ned, og var igang med at demonstrere hvordan man bedst muligt kunne låse hans krop fast, så han umuligt ville komme fri igen. Og Liam, tja, han stod bare og rystede opgivende på hovedet og kiggede hen på mig. 

Stakkels Liam, for ham måtte det næsten være som at have fire små brødre, som hele tiden nægtede at følge de ordre der blev givet. Eller var det, for pludselig hoppede Liam med i legen og befriede Niall.

Good, godt jeg ikke var manager for dem, tænkte jeg og begyndte at grine. Harry hørte min stemme, og kiggede op. Vores øjne mødtes og Harry sendte mig hans charmerende smil.

Siden jeg havde fortalt ham om min baggrund, var det som om han havde accepteret det. Vi var vel blevet en form for venner, tror jeg nok. Det føltes bare lidt underligt. Men jeg vidste at det var det rigtige. Eller det håbede jeg i hvert fald. For hvis jeg skulle beholde min familie, måtte jeg jo som sagt ikke være mere end venner, hvis vi overhovedet måtte være det.

Harry kom løbende ned til mig, tog forsigtigt min hånd og trak mig med op på scenen til de andre. Han snurede mig elegant rundt, så jeg ikke kunne andet end at grine. 

Det var virkelig mærkeligt, bare det at han holdt mig i hånden, føltes helt anderledes og en smule forkert, men samtidig havde jeg heller ikke lyst til at slippe. Harrys hænder lukkede sig om mine øjne, og han førte mig et par skridt fremad. 

"Forstil dig, at du står her på scenen og synger for tusindvis af skrigende piger" hviskede Harry og fjernede hænderne.

"Woau" det var det eneste jeg var i stand til at sige. Mine øjne kiggede ud over Parken på en helt ny måde. Alle de pladser, tænk lige hvor mange mennesker her ville være om nogle få dage. Tænk at stå her,  med alle de skrigende mennesker omkring sig, og synge. Det var ikke noget jeg kunne tænke mig. Men det måtte være som en drøm for drengene. 

"Ja det er fedt ikke," sagde Niall bag os, og tog sin mikrofon op i hånden. "Men det fedeste er, at man kan råbe lige hvad man vil, og uanset hvor plat det er, så elsker alle det" grinede han og gav mig mikrofonen i hånden.

Jeg hævede det ene øjenbryn i undren, hvad i al verden skulle jeg med den, jeg kunne så ligesom ikke synge vel.

"Sige et eller andet" sagde Niall forventningsfuldt og kiggede nøje på mig.

"Hallo?" sagde jeg usikkert i mikrofonen, og jeg fik næsten et chok, da min stemme gav genlyd helt ud til alle publikums rækkerne. 

"Ej hvor fedt," sagde jeg og så imponeret hen på Niall som nikkede ivrigt. "Er I klar til at feste" råbte jeg, og drengene startede igen op på deres dans. 

Louis tog også sin mikrofon op til munden og begyndte at bitbokse, og det lød helt vildt fedt. Bare i det hele taget stemningen af at stå heroppe på scenen, og kigge ud over det hele, det var ubeskriveligt. Man følte sig bare så lille.

Gad vide hvordan de havde det, når de stod her med alle de øjne klistret på sig. Puha tanken gjorde mig næsten dårlig. Sikke et mod de drenge egentlig måtte have. Bare sådan udenvidere at træde frem og synge. Jeg skulle godt nok være fuld, hvis jeg bare skulle synge højt for en lille forsamling. 

"Drenge kan I ikke godt tage den fra toppen igen, så vi kan holde fri for i dag?" spurgte Helene og klappede opmuntrende i hænderne, som tegn på at de gerne måtte begynde.

"What makes you beautiful?" spurgte Liam og var selvfølgelig klar som den første.

Hun nikkede og drengene indtog deres pladser på scenen. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg satte mig hen i hjørnet og så på da de begyndte at synge.

Jeg havde efterhånden hørt sangen gentagende gange i dag, og kunne efterhånden synge med på det meste af teksten.

Drengene fjollede rundt som sædvanligt, og Helene stod opgivende og rystede på hovedet af dem, gad vide hvad hun tænkte og sit job netop nu. Det måtte jo være som at skulle holde styr på en sæk lopper.

Musikken blev stille og Harrys solo kom. Han kiggede ud på de mange tribuner, som til en hver anden koncert, men lige idet han sang: "you don't no-o-o, you don't no you beautiful" vendte han hovedet mod mig og hans grønne øjne strålede.

Underlige vibrationer gik igennem min krop, og det hele føltes pludselig så forkert. Nu blev jeg virkelig i tvivl, om jeg havde valgt rigtigt eller ej, altså i forhold til min familie og Harry. Tænk nu hvis han var The One. 

Jeg tog en dyb og holdt fast i min beslutning. Nogle gange, må man bare give slip på det man elsker, og lade det flyve af sted med vinden.  

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Kapitel 26.

Så er der ikke ret lang vej igen!

Jeg vil gerne takke for alle like, favoritlister og læsere. TAAK!

 

Sara Xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...