Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4415Visninger
AA

24. At fikse en sjæl

Rebecca fortæller:

 

Jeg havde forlængst droppet at fikse min mascara, da den alligevel blev ved med at flyde ned af mine kinder, i lange sorte striber i takt med mine tåre. Jeg havde tilbragt de sidste par dage i sengen, ude af stand til at gøre noget. Hvordan skulle jeg overhovedet bære mig ad, uanset hvad jeg gjorde ville folk jo hade mig.

Regnen larmede mod ruden, og skyerne var lige så sorte som mit humør. Hvordan kunne man overhovedet være glad i sådan et vejr? 

Sofia havde opgivet at få kontakt med mig, efter at jeg havde ignoreret hende adskillige gange. Hun var endda indvilliget i at sove på sofaen, så jeg kunne få hendes soveværelse for mig selv, fordi hun simpelthen ikke kunne holde ud af høre mig græde hele tiden. 

Men jeg kunne ikke stoppe. Hun havde flere gange prøvet at trøste mig. Holdt om mig. Givet mig papirlommetørklæder jeg kunne tørre næse i, men intet hjalp det. Jeg var utrøstelig, og havde været det i snart en uge nu.

Jeg havde været på arbejde én gang, og der blev Paulo nød til at sende mig hjem igen, da jeg ligeudsagt var ubrugelig i dette humør. Jeg kunne intet. Derfor hadede alle mig.

Igår var Sofia kommet ind med en hel stak breve til mig, og det var alle sammen fra nogle ondskabsfulde fans, der svinende mig til på den ene, eller den anden måde. I det ene brev stod der, at hvis jeg viste mig på gaden igen, ville hun personligt komme og kvæle mig, og ikke engang skamme sig over det bagefter.

Jeg tog mig til halsen, og kunne næsten mærke hvordan den blev klemt sammen mellem to hænder. Jeg gispede en smule, og fortsatte så mit tuderri.

Sådan lå jeg indtil om aftenen. Jeg spiste ingenting, og drak kun den smule vand Sofia tvang i mig. Hver time bankede hun på døren og kom ind med et nyt glas vand til mig, og hun gik ikke før jeg havde drukket det.

Så da det bankede på døren omkring 8 tiden, troede jeg selvfølgelig at det var hende. Jeg vendte mig om så jeg lå på maven, og skjulte mit hoved i puden. Jeg orkede ikke mere vand. Mere vand betød bare flere tåre, og dem var der i forvejen rigeligt af. 

Jeg kunne høre fodtrinene hen ad gulvet, og mærke madrassen bevæge sig, da personen satte sig ned i sengen.

En hånd blev lagt på mig ryg. Det gav et sæt i mig, for det kunne ikke være Sofias hånd, det var den for stor til.

Jeg kiggede forsigtigt op fra puden, og til min overraskelse var det Louis der sad på sengekanten.

"Hej" sagde han venligt og sendte mig et opmuntrende smil.

"Hej" min stemme var hæs og pibene, efter jeg flere dage havde forholdt mig tavs.

"Ved du hvorfor jeg er kommet?" spurgte han.

"Jeg har en anelse" sagde jeg kort og satte mig op i sengen.

"Godt, for det vil gøre det her så meget nemmere for mig," begyndte Louis. "Han er helt knust."

Jeg kunne mærke skyldfølelsen skylde ind over mig og jeg sukkede tungt.

"Han har ikke lavet andet de sidste par dage, end at ligge i sengen. Og det ser det vidst også ud til at du har." Louis kiggede smilende på mig, og jeg vidste udmærket hvorfor, jeg havde virkelig verdens værste hårdag, for ikke at snakke om mit tøj, og mit ansigt. Kort ud sagt, lignende jeg lort.

Jeg trak på skuldrene, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle gøre.

"Så det jeg faktisk håbede på, var at du ville forklare hvorfor" Louis' stemme var stille.

"Øhm," tøvede jeg, hvordan skulle jeg få det sagt, det ville jo bare lyde vildt mærkeligt. Og det var lige netop derfor jeg havde undgået emnet hele tiden. Men nu var der bare ingen vej udenom. Skaden var sket, så jeg kunne lige så godt få det sagt. "Jeg er med i sekten Jehovas Vidner."

Louis kiggede undrende på mig. "Og det er?" spurgte han uvidende.

"Det er en slags religion, lidt i nærheden af kristendom, bare på en anden måde, og med nogle andre regler."

"Okay" sagde Louis. "Hvilke slags regler?"

"Vi får ikke gaver til jul og fødselsdage. Vi mødes oftere i rigssalen, end I mødes i en kirke. Og vi må ikke være kærester med nogen uden for sekten" det sidste hviskede jeg så stille, at jeg ikke troede at Louis ville høre det, men det gjorde han selvfølgelig. 

"Så dig og Harry måtte faktisk ikke være sammen, fordi han ikke har samme tro som dig?"

Jeg nikkede og kunne mærke at tårene kom frem i øjenkrogene igen, da jeg tænkte på hvor uretfærdigt jeg egentlig havde behandlet Harry.

"Jamen hvorfor fortalte du os det ikke bare?"

"Fordi... fordi jeg var bange for at miste Harry, og jer" forklarede jeg med de første tåre trillende ned af kinderne.

"Oh, så du holdt os hemmelig for din familie, så du ikke behøvede at undvære nogen af os?" spurgte Louis da han langt om længe så ud til at fatte det hele. 

Igen nøjes jeg bare med at nikke, da gråden havde forhentret mig i at snakke. Louis lagde armene om mig, og jeg græd ud ved hans skulder.

Det var dejligt endelig at snakke ud om de ting, jeg havde gået inde med så længe. Dog ville jeg allerhelst fortælle om det til...

"Gud jeg må snakke med Harry!" udbrød jeg pludseligt og for op fra sengen. "Louis du må køre mig hen til ham lige nu!"

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Nyt kapitel igen, igen :)

Håber I kunne lide det, ved godt det ikke er vildt spændende, men det skulle jo med.

 

- Sara Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...