Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4412Visninger
AA

22. Alt er slut

Jeg følte mit forklæde sad alt for stramt, og det var ved at tage livet af mig. Min uniform var også alt for kort, og mit hår sad ad helvede til. Alt var forkert i dag. Hele mit liv var forkert, og der var kun én måde at rette det op på. Jeg måtte komme videre. Glemme alt om en hvis person, hvis jeg ville opnå min families tillid tilbage.

Der var kun gået to dage, siden mødet i rigssalen, og pludselig føltes sommeren uendelig lang. Efter det der var sket den dag, havde jeg fået en time til at pakke mine ting i. Mine forældre var blevet i salen, så jeg havde haft hele huset for mig selv. Jeg havde hurtigt fundet en kuffert og smidt alle mine ting i den. Jeg skulle have det hele med, for jeg måtte ikke komme tilbage og hente noget.

Med besvær havde jeg fået slæbt alle tingene hen til Sofias lejlighed, da hun var den eneste person jeg kunne tage hen til. Heldigvis havde hun taget imod mig med åbne arme, og hjulpet mig ind med tingene. Jeg havde fortalt hende alt, og for anden gang den sommer, havde vi begge siddet inde på hendes seng og stortudet. Alt virkede så håbløst. Men nu havde jeg et mål. Og det var at få min familie tilbage. Kærlighed kommer og går, men familien er der for altid, det prøvede jeg i hvert fald at sige til mig selv hver dag jeg stod op, og det var næsten som om at det hjalp mig til at fortsætte.

"Hej og velkommen til Cafe Sunshine, hvad skulle det være?" spurgte jeg en ung kvinde der sad med et lille barn på skødet.

Hun begyndte at læse op ad menukortet, og jeg skrev ihærdigt ned, indtil min koncentration blev distraheret, af de fem unge drenge der kom ind af døren, og gik hen til deres 'sædvanelige bord'. Jeg stivnede og undskyldte til damen, før jeg løb op til disken, og hen til Sofia.

Hun stod ved automaten og skænkede kaffe op. Jeg nikkede ned mod boret ved de ny ankommende gæster, og hun forstod straks at dette var hendes kunder. Hvis min plan skulle lykkedes, skulle jeg ses mindst mugligt med disse drenge, uanset hvor svært det så end blev, var jeg nødt til at gøre det.

I stedet stillede jeg mig om bag en væg, hvor jeg kunne høre dem, men ikke se dem.

"Hej drenge, hvad skulle det være?" lød Sofias glade stemme, og drengene begyndte strakt at sige frem fra kortet.

"Okay, ellers andet?" spurgte Sofia, da hun havde skrevet det sidste ned.

Jeg kiggede tøvende frem bag væggen, og kunne lige akkurat nå at se dem.

"Ved du hvor Rebecca gik hen, jeg vil gerne snakke med hende" sagde Harry, og så afventende op på Sofia, der lignede et stort spørgsmålstegn.

"Øhm, jeg tror hun har fri nu, hun er sikkert allerede gået hjem" skyldte hun sig at sige, inden hun skyndte sig væk fra bordet.

Harry råbte efter hende, men hun styrede direkte mod disken, uden så meget som at se sig tilbage. Hun kiggede hurtigt over på mig, og så tilbage på drengene og så igen på mig. Hun gjorde pludselig store øjne og viftede med hånden.

Jeg forstod ingenting, før jeg hørte hans stemme kalde på mig. Fuck! Jeg begyndte at gå hurtigt ned ad gangen, og ned mod det lille omklædningsrum.

"Rebecca vent lige" Harrys stemme var lige bag mig, og panikken for op i mig.

Familie. Familie. Familie, tænkte jeg ihærdigt, mens mit tempo blev hurtigere og hurtigere.

"Rebecca vi skal tale sammen" råbte han igen.

Jeg blev nødt til at sige noget til ham for at få ham til at gå.

"Harry gå med dig" råbte jeg tilbage.

Jeg var nået ned til omklædningsrummet, og rev febrilsk i dørhåndtaget, men døren var låst. Jeg måtte tænke hurtigt. Jeg styrede direkte mod bagdøren, da jeg vidste den førte ud i en lille gård, som så førte videre ud til gaden. Hvis jeg var hurtig, kunne jeg løbe fra ham der.

"Rebecca!" prøvede han igen, men jeg ville ikke lytte, hvorfor opgav han mig ikke bare, han kunne vælge mellem en million andre piger end mig, så hvorfor gjorde han ikke bare det.

Jeg åbnede døren ud til gården, og begyndte at løbe. Jeg kunne høre Harry satte tempoet op, og pludselig greb han fat om mit håndled, og stoppede mig i min flugt. Jeg gav et skrig fra mig i bare overraskelse, og prøvede forgæves at rive mig løs.

"Slip mig" råbte jeg kynisk, og prøvede at vriste mig hånd fri, men Harrys hånd var som et jerngreb.

"Nej, Rebecca hvad sker der, hvorfor er du pludselig sådan her, har jeg gjort noget forkert?" spurgte han en anelse forvirret. "Rebecca se på mig, hvad sker der?"

Jeg ville ikke se på ham. Det ville gøre for ondt. Jeg holdt mit blik i jorden, og var fast besluttet på at det skulle blive der.

"Harry vil du ikke bare lade mig gå?" bad jeg og var lige ved at græde, hele situationen havde en alt for stor påvirkning på mig, og jeg ønskede ikke at han skulle se mine tåre.

"Rebecca vil du ikke nok svare mig, hvad er der sket? Du har ikke svaret på mine sms'er de sidste par dage. Og når jeg har ringet har du blokeret mit opkald. Hvorfor?" Harrys stemme lød uvidende, men hvor skulle han også vide det fra?

"Det har bare været så kompliceret det hele, jeg har ikke lyst til at snakke om det" sagde jeg og prøvede at gå videre, men Harry rev mig tilbage.

"Men det skal vi altså. Er det på grund af at jeg er berømt, er det derfor?"

"Nej... det er bare. Jeg kan ikke fortælle dig det" sagde jeg og kunne høre gråden i min stemme der var lige ved at knække over.

"Hvorfor ikke? Du kan fortælle mig alt. Jeg vil bare gerne have et svar" sagde Harry bestemt.

"Men det kan jeg ikke give dig, du ville bare blive skuffet" sagde jeg stille, og prøvede at undgå at snakke om emnet.

"Er det fordi du har fundet en andet?" Harrys ord var korte og hårde, og de fik mit blik til at møde hans øjne.

Jeg gispede og tog mig til munden med min frie hånd. Harrys ene øje var blåt og han havde små sår i hele hovedet. Var det Niclas der havde gjort det?!

"Det er ham fra diskoteket ikke? Ham der gav mig det her," sagde han og pegede på sit øje. "Han sagde godt noget om at jeg skulle holde mig væk fra dig" fortalt Harry vredt og jeg kunne mærke foragten i hans tone.

"Niclas og mig, aldrig!" sagde jeg så overbevisende jeg kunne, men jeg kunne se på Harry at han ikke troede på et ord af det jeg sagde.

"Tror du jeg lyver!" råbte jeg fornærmet.

"Ja. Ja Rebecca, jeg tror du står og lyver mig lige op i hovedet" råbte han igen.

Jeg måbende. Tænk at han ikke troede på mig.

"Jeg er ikke sammen med Niclas, og så må du tro hvad du vil eller ej" vreden boblede i mig, dette havde jeg aldrig forestillet mig om Harry.

"Fint, men til en anden gang, så sig det dog forhelvede som det er, i stedet for at ignorere mig som en anden taber" Harry var lige så ophidset som mig, det kunne sagtens høres på hans sprog.

"Jamen det skal jeg da huske. Det må også være svært for en stjerne som dig, pludselig at blive ignoreret af folk, du skulle jo nødigt gå hen og føle dig normal."

Den gjorde ondt på ham, det kunne jeg med det samme se. Han bøjende hovedet en anelse, og vores øjne skiltes. Jeg havde bare brug for at komme af med alt dem vrede der flød rundt i min krop.

Vi stod lidt i tavshed, indtil Harrys stemme begynde at tale igen, dog i et mere normalt tonefald.

"Ved du hvad Rebecca, jeg tror bare vi skal stoppe her" hans stemme var ændret og mere hæs end normalt.

"Så vi slår altså op?" spurgte jeg dumt, for ligesom at få det bekræftet.

"Det gør vi vel" sagde han tøvende.

Vores øjne mødtes igen, og denne gang gjorde det vidst ondt på os begge. Hans blik skar sig lige ind i hjertet på mig, og det var ikke til at holde ud. Jeg måtte væk. NU! Jeg tog min hånd til mig, og han gjorde ingen modstand.

Jeg gik hurtigt hen imod bagdøren, og smækkede den højlydt efter mig da jeg var kommet ind. Tårerne var allerede begyndt at flyde ned af mine kinder, og jeg lænede mig op ad døren, og begyndte at tude. Langsomt gled jeg ned, og endte med at side på det beskidte gulv og pudse næse i mit forklæde.

Min familie vil altid være der, tænkte jeg, og prøvede at trøste mig selv. Min familie er der altid. Min familie er der altid. Kærlighed kommer og går, men min familie er der altid!

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Nyt kapitel, jaa.

Jeg fik lige en fridag, og havde så lidt tid til at skrive.

Hvad syntes I? Har Rebecca gjort det rigtigt? Eller var der en anden måde I ville have gjort det på?

Og foresten 1000 tak for de 40 likes, OMG! Elsker jeg!!! I gør at det er sjovt at skrive...

 

Sara Xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...