Summer Love [Færdig]

Den 18-årig pige Rebecca er med i sekten Jehovas Vidner, og lever under sin families strenge regler. I fritiden arbejder hun på Cafe Sunshine, hvor hun er servitrice, sammen med veninden Sofia. En dag kommer der to britiske drenge ind, og den ene kan slet ikke få øjnene fra Rebecca. Sofia fortæller hende at de er medlemmer af Boy bandet One Direction. Dagen efter besøger drengene igen cafeen, sammen med tre andre drenge. De forslår Rebecca at blive deres personlige guide, imens de er i Danmark. Rebecca takker ja, og dette fører dem alle gennem en oplevelsesrig sommer, rundt i Danmark.
Men da billeder af Rebecca og drengene, kommer frem forskellige steder i blade og på nettet, begynder det at gå galt. For pga. hendes tro, må hun ikke have et forhold til en som ikke er med i Jehovas vider.

Og pludselig står Rebecca i et kæmpe dilemma: Skal hun vælge familien, eller sit livs kærlighed? For én ting er sikker, hun kan ikke vælge dem begge!

62Likes
72Kommentarer
4582Visninger
AA

21. Afgørelsens time

Det kolde vand friskede mine øjne op, da jeg stod foroverlænet ude ved badeværelses vasken. Jeg tørrede mig blidt med et håndklæde, og trak i noget nyt tøj. Tankerne kørte rundt, selvom jeg gjorde alt for at holde dem væk. De skulle for alt i verden ikke forstyre mig nu.

Min bror bankede på døren, og jeg kom ud til ham. Han ikke så meget som kiggede på mig, men holdt bare blikket stift ned i jorden. Ikke engang han, ville kendes ved mig.

Vi gik ud af huset, og satte os ind i bilen. Selvom vejen til rigssalen var så kort at vi sagtens kunne gå, havde min far været den førte til at tænde bilen. Sikkert så vi kunne komme hurtigere derhen.

Turen tog ikke engang to minutter, og de velkendte gamle mennesker, som mine forældre altid stod og snakkede med til møderne, stod allerede udenfor og ventede på os. De hilste på mine forældre og min bror, men da jeg rakte hånden ud mod en af dem, nikkede han bare afværgende til mig, som om jeg havde en eller anden smitsom sygdom.

Alle blev vi vist ind i salen, hvor jeg havde været en million gange før, og blev henvist til de forreste pladser. Selv satte de sig overfor os, og så afventende på mig. Den ene af dem rejste sig, og så nedværdigende på mig. Han holdt en lang tale om vores love og regler, og selvom jeg ihærdigt prøvede på at høre efter, kunne jeg simpelthen ikke koncentrerer mig. Jeg kunne ikke undgå at tænke på Harry.

Han havde ingen ide om dette, fordi jeg hele tiden havde undgået at tale om det. Han måtte hade mig. Gad vide hvad han tænkte om det hele? Bare jeg kunne snakke med ham lige nu, så ville jeg forklare det hele.

Manden satte sig ned, og lod en anden dame få ordet. Hun var gammel og krumbøjet, og hendes hår var beton-gråt. 

"Så Rebecca, nu må du have indset, at det du gjorde var forkert" startede hun.

"Ja det ved jeg" svarede jeg stille.

"Og vidste du det hele tiden, var du hele tiden bevidst om konsekvenserne?" fortsætte hun.

"Ja..."

"Men hvorfor gjorde du det så? Har du overhovedet begreb om alle de problemer dette kan medføre dig, og ikke mindst, din families omdømme, tænker du slet ikke på dem?! Har du ingen respekt for dem der har opdraget dig, og elsket dig, siden du bare sådan udenvidere føjter rundt med en tilfældig knægt og snakker om kærlighed med første blik. Har du da slet ingen selvrespekt!?"

Raseriget kogte indeni mig. Hvordan kunne hun overhovedet tale sådan til mig. Jo, jeg vidste udenmærket hvad det indebar, og det var jo lige netop det der havde plaget mig hele sommeren.

"Ved I hvad, sådan her vil jeg ikke behandles! Jeg indrømmer at jeg har haft noget kørende med en udenfor Jehova, og fordi jeg lige netop ved hvad der kan ske i sådanne situationer, har jeg holdt det hemmeligt. For jeg vil ikke miste hverken min familie eller Harry. Jeg elsker begge parter. Og vil ikke undvære nogen af dem!"

Jeg var næsten overrasket over de hårde ord der kom ud af min mund. Tænk at jeg havde det i mig. Jeg var stolt af mig selv for en gangs skynd.

Alle sad målløse og gloede på mig. De havde sikkert heller ikke forventet, det jeg lige havde gjort. Den gamle dame mumlede et eller andet, til manden ved hendes side, hvorefter hun rejste sig op.

"Rebecca, da du lige har indrømmet at du har haft en romance med en uden for ordenen, finder vi det lovpligtigt at bortvise dig fra Jehovas Vidner."

"Hvad?! Det kan I da ikke bare gøre, jeg mener, hvor skal jeg så bo? Hvem skal jeg være sammen med, stort set hele min familie er i Jehova, I kan ikke bare udstøde mig!"

Mit mod fra før, var pist forsvundet, og erstattet med angst. 

"Du har brudt en regel, og må derfor tage din straf" sagde damen hjerteløst.

"Jamen... jamen der må da være en løsning, en ting jeg kan gøre får at blive, hvad som helst!" det var ord af ren desperation. Dette måtte for alt i verden ikke ske.

"Faktisk," sagde en mand, der slet ikke havde haft ordet før nu. "Så findes der en måde, hvorpå du kan komme tilbage i ordenen. Det kaldes en midlertidig bortvisning."

"Ja, det lyder godt, bare fortæl mig hvad jeg skal gøre, så er jeg villig til at gøre det!"

Manden holdt vejret et par sekunder, hvilket næsten tog livet af mig. Hvorfor sagde han ikke noget?

"Du skal droppe drengen. Gøre det helt slut med ham. Og når du har gjort det, vil du kun blive bortvist til slutningen af sommeren."

Hvad? Jeg kunne da ikke. Jeg mener, jeg elsker jo begge. Jeg kunne da ikke bare... vælge én.

"Er du villig til det Rebecca?" kvindens stemme lød skarpt igen.

Hvad fanden skulle jeg svare?! Det var her og nu. Beslutningen skulle træffes NU!

"Må jeg få fem minutter for mig selv, så jeg kan overveje mit svar?"

De gamle kiggede spørgende rundt på hinanden, men så nikkede manden. Jeg nærmest løb ud af rigssalen. Luften var alt for tung, og det var et umuligt sted at tænke.

Jeg satte mig på jorden, og lænede min ryg op ad muren. Jeg tog mig til hovedet med begge hænder, og tog nogle dybe indåndinger.

Dette skulle overvejes grundigt, meget grundigt!

Min familie havde altid været streng og disciplineret. Et sted hvor regler skulle accepteres, og overholdes. De havde altid gået meget op i skole og uddannelse, og at man gjorde sit bedste. De ville have at mig og min bror blev til noget stort, så vi ville få et godt voksenliv. Og det ønskede jeg jo også for mig selv. Og nu lød det næsten som om, at mit familieliv var hårdt, men vi havde også gode tider. Om aftenen når vi sad og spillede kort, eller hyggede os i stuen. Det var jo trods alt også dem der havde født mig og opdraget mig.

Men Harry var jo bare... fantastisk! Han havde alt hvad en pige kunne ønske sig. Han var sjov, charmerende, romantisk, betænksom, en rigtig gentleman, og når ja, så var han også rimlig pæn, for ikke at sige lækker. 

Gennem sommeren havde vi også bare haft det helt vidunderligt. Alle de ting vi havde oplevet. Stået på rulleskøjter fra toppen af rundetorn. Vi havde været i zoologisk have, og han havde været med mig hos lægen, og støttet mig gennem det hele. Den aften på stranden, hvor jeg havde sovet op ad ham, og han havde båret mig ud i bilen, hvorefter jeg var vågnet op på deres hotelværelse. Den dag i tivoli, hvor vi havde prøvet Dæmonen, og Harry havde taget min hånd, og lovet mig at det hele nok skulle gå. Tatoveringen, som Harry havde betalt for. Og kysset! Jeg fik stadig gåsehud når jeg tænkte på det. Den følelse kunne ikke erstattes.

Vores date, hvor båden kæntrede, og vi begge røg i vandet, men hvor Harry bare virkede fuldstændig ligeglad med det hele, men bare var glad for jeg var der, og var okay. 

Og så var der ringen. Jeg havde den stadig på min finger. Den gjorde mig glad, og pludselig vidste jeg, at uanset hvad jeg valgte, ville Harry respektere min beslutning. 

Og for første gang, hele sommeren, havde jeg ikke været mere sikker på mit valg. Nu havde jeg taget beslutningen, om min fremtid. Nu vidste jeg hvem jeg ville vælge!

Dørene bragede op, og jeg gik hurtigt og målrettet ned gennem de mange stolerækker, og stoppede op, ud foran den lille forsamling der stadig sad og ventede på mig.

"Jeg har en afgørelse" sagde jeg beslutsomt.

Alles øjne var klistret til mig, og jeg tog en dyb indånding, før jeg sagde de afgørende ord.

"Jeg vælger..." begyndte jeg, men kom til at tøve en smule.

Var dette nu også rigtigt, jeg mener, måske ville jeg fortryde. Jeg tænkte hurtigt over det, og kom til den konklusion, at det var det eneste rigtige at gøre, selvom jeg så fravalgte en del af mit liv, jeg aldrig ville kunne få tilbage igen. 

"Jeg vælger min familie!"

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Kapitel 21, jaii...

Så fik jeg lige to timer til at skrive, hvilket resulterede i dette kapitel :-)

Hvad syntes i om Rebeccas valg, jeg vil rigtig, rigtig gerne høre jeres reaktion på det!!

 

Sara Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...