At være genert

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 26 jun. 2013
  • Status: Igang
Essay om at være genert

2Likes
2Kommentarer
537Visninger
AA

1. At være genert

Det at møde nye mennesker kan være svært. At lære dem at kende endnu sværere. Og så det at blive deres ven, det må være det sværeste. Specielt hvis du lider af ”sygdommen” at være genert. Det mest frustrerende i denne verden.  

    Hvis vi nu antager, at jeg er på ferie, charterferie, og jeg keder mig helt ekstremt. At jeg ikke har noget at lave, udover at dase ved poolen og slappe af, nyde solen og varmen. Hvad skal jeg så gøre? Jo, altså jeg bliver bare liggende ved poolen og har ondt af mig selv, samtidig med at jeg er sur på mig selv, over at jeg ikke kan tage mig sammen og sige et enkelt ord til en person, der ser venlig ud - eller imødekommende ud – og have det sjovt resten af ferien.

    Så er der de kloge folk, der rejser sig op, svømmer en tur, ser en person, veksler et par ord og vupti har en ven resten af ferien. Måske resten af livet. Hvis man er heldig.

    Så er det så, jeg sidder der igen og har endnu mere ondt af mig selv, fordi jeg lige har fået demonstreret, hvor enkelt det egentlig er at få ven. At jeg så tilmed kender de kloge folk, der fik en ven, gør det ikke bedre. For så har jeg jo faktisk en grund til at snakke med den venlige person. Jeg kender den venlige persons nye ven. Jeg er i familie med den venlige persons nye ven.

     Den venlige person og mit familiemedlem prøver ligefrem at inddrage mig i samtalen, i legen. Men jeg smiler og siger nej. Og så er jeg for alvor træt af mig selv. Hvorfor var det nu lige, at jeg ikke sagde ja, hyggede mig resten af ferien og fik en ny ven?! Nå, jo, fordi jeg var et fjols. Og fordi nogen (jeg ved ikke, måske Gud?) opfandt begrebet at være genert.

   Og ikke nok med at det er svært at få nye venner, det kan også være svært at snakke med folk man egentlig kender. Folk man er fine nok venner med, men alligevel ikke hundrede procent.

    Det at spørge om noget kan være noget af det sværeste. Det giver ikke så meget mening, for hvis man skal spørge om noget, ved man hvad man skal sige. Hvis man nu bare skal smalltalke lidt, er man ikke helt klar over hvad man skal sige, men det er nogle gange lettere. Måske er det noget med at når man spørger om noget, kræver man noget fra den anden, enten et svar eller noget man vil låne. Og så føler man, at man presser den anden.

    Ikke for at sige at det at smalltalke er let, for det er det langt fra. Måske er det fordi, man skal komme med sine holdninger, godt nok på små ting som vejret. Men det er stadig en holdning, en personlig ting. Nu er vejret måske ikke lige det bedste eksempel, for der er mange, der har den samme holdning til vejret. Sol er godt. Regn og blæst træls.

    Det kan også være, at jeg bare lider af lille inspirationsevne, for det er ofte, jeg ikke lige kan komme på noget at sige. Det kan også være, det er lavt selvværd. Så man ikke føler sig tryg ved, at sige hvad man mener. Man er bange for at blive udelukket.

    Det er nok meget det at være genert består af. At man er bange for at sige noget forkert, fordi folk så ikke kan lide en. For man er kun genert overfor folk, man ikke er venner med. De folk man er venner med, er man overbevist om også vil være der, selv hvis man siger noget forkert. Så derfor er man ikke genert overfor dem. Der kan man lukke alt muligt volapyk ud og stadig være sikker på at være accepteret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...