Den ene lille fejl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 26 jun. 2013
  • Status: Igang
Novelle - Der er den her dreng, som endelig er kommet på den anden side af noget rod, da fortiden indhenter ham.

0Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

1. Den ene lille fejl

Nu sidder jeg så her. Her i dette lille rum. På denne ene stol. Denne stol, der er den dårligste af de tre, der er her. De to andre har pude på sæde og ryg. De ser behagelige ud. Denne stol er hård, den har ikke noget ryglæn. Det er vel egentligt mere en skammel end en stol. Men jeg tør ikke flytte mig, ikke her. Her i dette lille, kolde rum. Det eneste der er herinde, er et bord, hvor på der er nogle papirer, en kuglepen og et billede, tre stole, eller to stole og så denne elendige skammel. Jeg kigger rundt, det kan da ikke passe, at det er det eneste, der er herinde… Men jo, der er virkelig ikke andet.

Altså, der er jo mig, mig der sidder og stirrer tomt ud i luften. Har albuerne på bordet, ansigtet i hænderne, stirrer tomt ud i luften. Hvorfor endte jeg her? Hvorfor gik jeg med til det? Nu havde det gået godt i to hele år! Og så kommer der én, én eneste person…

Jeg følte, jeg skyldte ham noget. Johan. Det var ham, der hjalp mig videre efter det lyskryds. Det lyskryds, der var skyld i så meget. Efter det lyskryds, har min far ikke været der. Han har skældt mig ud. Skældt mig ud, når jeg har lavet noget lort. Men han har ikke skældt mig ud de sidste to år. De to år på gymnasiet. Hvordan kom jeg egentlig på gymnasiet? Efter det sidste folkeskoleår. Efter 9. klasse. Hvordan kan det være, at jeg fik lov?

Men den aften, aftenen. I går, faktisk. I går aftes. Det fik det hele til at komme tilbage, alt det fra 9. klasse. Johan kom. Han manglede hjælp. Han hjalp jo mig dengang, så nu var det min tur. Min tur til at hjælpe. Det skyldte jeg ham da. En lille tjeneste. Jeg hjalp jo bare. Hvorfor endte jeg så her? Jeg gjorde vel ikke noget. Gjorde jeg? Jeg var der bare. Det var Johan, der gjorde det hele. Emil og jeg var der bare. Vi hjalp bare. Vi gjorde ikke noget. Det var da Johan, der slog tænderne ud. Brækkede næsen. Sparkede skulderen af led. Emil og jeg, vi holdt bare. Ikke også? Vi sørgede bare for, at han, ham der nu er på hospitalet, ikke gjorde modstand. Ikke sårede Johan. Vi sørgede bare for, at han ikke endte her. Men det var jo heller ikke meningen, at jeg skulle ende her. Hvad med mit sidste år på gymnasiet? Hvad med min far? Min far, der næsten var kommet liv i igen. Min far, der var begyndt at søge job igen. Hvad med ham nu? Hvad gør dette ikke ved ham?

Hvad nu hvis det bliver som i 9. klasse igen? Dengang jeg fik 12 i alt skriftligt, men ikke var aktiv i timerne, fordi det ville ødelægge mit ry. Mit, Johans, Emils. Når jeg tænker over det i dag, var det virkelig ikke et godt år. Jeg er ikke engang sikker på, Johan hjalp mig. Men jeg kan heller ikke forestille mig, hvad der ville være sket, hvis han ikke havde været der. Måske ville jeg alligevel have siddet her, men ikke af samme grund. Det ville måske have været noget værre. Nej, jeg ved ikke hvad, der kan være værre, end det vi gjorde.  For jeg var vel med. Det var jeg jo. Jeg var der. Jeg holdt ham. Jeg holdt ham fast, så han ikke kunne flygte. Så han ikke kunne forsvare sig selv. Forsvare sig overfor Johan. Men kan man overhovedet det? I 9. klasse var der ikke nogen, der kunne. Ikke engang mig. Hverken mig eller Emil. Heller ikke lærerne. Ikke Johans forældre. Måske havde han slet ikke nogen forældre. Måske boede han på børnehjem, måske var det derfor, han var, som han var. Er som han er. Han har lige vist, vist i går, at han ikke har ændret sig. Ikke som mig.

Jeg er blevet god i min klasse. Måske den bedste. Jeg har fået nye venner. Rigtige venner. Min liv er begyndt igen. Igen efter det lyskryds. Det lyskryds, der ikke virkede. Ham der ikke var opmærksom. Ham billisten. Min mor. Min mor, der ikke var opmærksom. Min mor… Mig. Jeg selv. Hvis jeg nu havde været hurtigere. Hurtigere til at reagere. Hurtigere til at råbe op. Hurtigere…

Nu sidder jeg her. Her på denne skammel. Her i dette lille, kolde rum. Jeg sidder her. Sidder her og stirrer tomt ud i luften. Har albuerne på bordet, ansigtet i hænderne, stirrer tomt ud i luften. Jeg, der sidder her. Sidder her og venter. Venter på min dom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...