Need No One - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
Skilte forældre, bortløben storebror, lav koncentrationsevne, udelukket af fællesskabet og oven i alt det, stemplet som sindssyg af sin læge, familie og klassekammerater. Det er kun nogle af de problemer 17-årige Zoey kæmper med hver dag. Hun har nu i hele 10 år vidst at hun har lettere til vredesudbrud og tåre end andre, og udover det, har hun det med at skifte personlighed fra det ene øjeblik til det andet. Ja, der er meget at kæmpe med, men vil det hjælpe at blive ”babysittet” af et verdenskendt boyband, eller vil det dræbe hver en chance for at klare de mange udfordringer i Zoeys liv?
(Kan indeholde anstødende sprog og andet!)

9Likes
45Kommentarer
1060Visninger
AA

3. Livet giver ingen mening

Det tog mig lidt tid at få det lille puslespil til at gå op. Min mor havde fundet hele fem fucking drenge til at passe mig. Hele FEM! Og af en eller anden grund virkede drengene bekendte for mig. Mindede mig om nogle billeder og plakater Alex havde på sit værelse.

”Drenge. Det her er Zoey, min datter. Zoey det her er Liam, Zayn, Louis, Niall og Harry,” introducerede min mor. Og jeg? Jeg stod bare der og stirrede måbende på dem, og forsøgte forgæves at finde ud af hvorfor fem drenge jeg aldrig nogen sinde havde mødt, virkede bekendte. Faktisk undrede det mig også en del at jeg kom til at tænke på Alex da jeg så dem.

”Hej Zoey,” sagde drengen, Liam, med et smil.

Hvem var de? Hvad lavede de i min lejlighed og hvorfor var der fem af dem?

Jeg vendte mig imod min mor og så undrende på hende.

”Hvad laver de her?”

Et suk forlod min mors læber.

”De skal være dine babysittere skat, det har jeg jo sagt.”

”Jeg tror ikke det kaldes en babysitter, hvis man skal passe en pige på sytten,” sagde drengen med det krøllede hår, som vidst nok hed Harry.

Jeg drejede hovedet og så på ham. Han sad med et lille undskyldende smil på læberne.

”Nej. Men har i måske passet en psykisk syg pige før?” min mors stemme var hård og jeg bed mærke i Harrys smil som hurtigt forsvandt igen.

”Nej det har vi faktisk ik…”

”Nej vel? Det tænkte jeg nok. Jeg skulle aldrig have været gået med til det her!” afbrød min mor og tog en hånd til hovedet.

”Tænk at jeg som mor, lader et verdenskendt boyband passe min lille pige, bare fordi de vil gøre det gratis.”

Verdenskendt boyband? Pludselig forstod jeg bedre hvorfor jeg kunne huske dem fra plakater og billeder. Og Alex? Ja, hun var nok en af deres mange fans.

Jeg lagde hovedet let på skrå og så skeptisk på de fem drenge.

”Skal de passe mig?” spurgte jeg mistroisk. ”Det må være en joke.”

Louis, drengen med den stribede trøje og røde seler, stak en hånd i vejret, som for at få min opmærksomhed – hvilket han gjorde – og begynde så at tale.

”Det er det altså ikke. Vi er her fordi vores maneger fandt frem til din mors mødre gruppe, og så blev din mor tilbudt  at vi,” lille håndgestus imod hans venner og ham selv: ”Skal passe dig, imens din mor er på forretningsrejse.”

Jeg skød forvirret et øjenbryn op i panden.

”Forretningsrejse?”

 Min mor, som imens Louis-fyren talte, var på vej til at snige sig ud af stuen, vente sig om og så på os fra stuedøren.

”Ja… Øhmm.. Jeg skal en lille tur til Irland. Jeg er kun væk en uge eller to. Det lover jeg!” hendes stemme var desperat og en anelse skinger, hvilket fik mit hjerte til at slå hurtigere i mit bryst.

”Så du er væk i max to uger?”

”Jaaah…”

”Jaaahhh??”
”Med mindre jeg ikke er færdig til tiden.”

En stor sten lagde sig i min mave. Hun kunne risikere (eller nærmere: være heldig) at være væk i mere end de to uger.

Jeg sukkede og forsøgte at tænke positivt, men jeg have meget svært ved det.

”Hvornår skal du af sted?” spurgte jeg, alt imens jeg koncentrerede mig om min vejrtrækning.

”I aften.”

Og så…

”HVAD?!”

..Sprang bomben.

”Du fortælle mig først om din fucking forretningsrejse, hvad, nogle timer før du tager af sted?!”

Det var som om blodet kogte i mig, samme tid som mit hoved blev smadret ind i en væg.

”Det var ikke mening skat! Jeg-jeg troede først jeg skulle af sted i morgen,” peb min mor og trådte et skridt væk fra mig.

”Som om det skulle gøre det bedre.. Du holder mig jo for nar du gør!”

”Pus det var ikke sådan..”

”Ikke sådan ment? Selvfølgelig var det ikke det. Du har jo ingen intentioner om at rende mig noget så hårdt, bare fordi jeg ikke er ligesom alle andre. Du elsker mig jo over alt i den store verden ikke mor? Elsker mig selvom jeg er sindssyg?” min stemme var hård. Hårdere end den plejede at være, når vi var oppe at skændes.

”Zoey jeg er virkelig ked af det,” sagde hun med tåre trillende ned af hendes kinder.

”Yeah right.”

”Zoey?”

Jeg vendte ryggen til min mor og de fem drenge, som sad og så målløst til, alt imens jeg var så vred, at jeg kunne rive hovedet af min mor.

”Bare lad mig være fremover..”

Med stive ben begyndte jeg at gå ud af stuen. Mit hjerte var knust, på en måde det aldrig havde været før, og jeg havde ellers oplevet en del.

Pludselig kunne jeg mærke hånd tage fat i min skulder. Jeg drejede mit hovedet, for at stå ansigt til ansigt med min mor. Hendes øjne var helt blanke, men de havde fået et bestemt og vredt udtryk, som skræmte mig en smule.

”Du går ingen steder unge dame!”

Jeg kneb øjnene sammen og mødte koldt hendes blik.

”Hvorfor ikke? Du går jo hele tiden fra mig,” gav jeg koldt igen, og jeg kunne så på hende, at hun ikke brød sig om at skulle hæve stemmen på den måde.

”Lyt lige en gang Zoey. Det er ikke mig der bestemmer hvornår jeg skal på forretningsrejse eller hvor længe. Og de drenge der, er her for din skyld. For din skyld Zoey!”

Følelser susede igennem mig, og gjorde mig svimmel. Jeg kan huske hvordan jeg vaklede på benene og måtte støtte mig op af dørkarmen.

”Giv hende igen!” råbte en stemme inden i mig. ”Giv hende igen!”

Jeg knyttede mine hænder hårdt sammen. Så hårdt at mine knoer blev helt hvide, og jeg kunne mærke mine negle borede sig ind i indersiden af min hånd.

”Jeg må se at få pakket færdig,” sagde min mor og gik væk ud af stuen, og forlod dermed mig sammen med boybandet.

”Er du okay Zoey?” spurgte drengen med det lyse hår, hvis navn jeg havde glemt.

I et kort øjeblik stod jeg bare dér. Jeg kunne ikke få et ord ud af min mund. Som om jeg var blevet stum eller bare mundlam.

Jeg rystede kort på hovedet som svar og vendte mig hurtigt om, og løb direkte ind på mit værelse, og smækkede døren i bag mig. Mine øjne sved og mit hoved gjorde ondt som bare helvede.

Jeg kylede mig ned i min seng og slog mit hoved ned i min pude, som efterhånden var blevet skreget, råbt og grædt i mange gange.

Da jeg var kommet mig var lidt over mine nye kendte passere, og skænderiet med min mor, tog jeg min mobil frem. En besked fra Alexia.

”Hej igen tøsen :) Går det?”

Hendes besked fik et lille smil frem på mine læber. I det mindste var der en der bekymrede sig om mig.

”Kunne ha’ gået bedre :I Hvad med dig?”

Der gik ikke længe før hun igen svarede.

”Æv altså :C Keder mig lidt, og så kom jeg til at tænke på dig ;)”

”Haha! Du burde få dig noget at lave i din fritid ;)”

”Ain’t nobody got time for that! :D”

”Lol!”

Pludselig slog det mig, at jeg kunne spørge hende ind til mine nye passere, som så vidt jeg huskede, hang i store mængder hjemme på Alex’ værelse, dog som plakater. Jeg skyndte mig at tage mig mobil frem igen, og skrev en ny sms til hende, inden hun kunne nå at svare på den sidste.

”Hvad hedder det der boyband du er fan af?”

Så var det bare at vente på hendes svar. Men på trods af Alexias utrolige sms-evner, tog det hende utrolig lang tid at svare på min sms. Faktisk så længe, at det til sidst bankede på min dør og de fem drenge kom ind på mit værelse.

”Undskyld vi braser ind, men din mor kører om tyve minutters tid,” undskylde Liam med et lille smil.

”Ja, for du skal vel sige farvel til hende, ik?” spurgte drengen med det lyse hår, som jeg stadig ikke kunne huske hvad hed.

”Nej det skal jeg ikke..”

”Niall,” afsluttede han min sætning. ”Jeg er fra Irland.”

Jeg nikkede kort og skævede så hen imod døren, og håbede de snart ville lade mig være, for jeg havde lige lagt mærke til min mobil vibrerede.

”Hvad siger du til at vi drikker noget te eller snupper en sodavand, og lære hinanden at kende? Så kan vi bestille nogle pizzaer senere,” foreslog Zayn, som ellers havde været tavs imens jeg havde været der.

Jeg trak let på skuldrene og lagde en hånd hen over min mobil.

”Vi kan også tage på Nandos,” sagde Niall pludselig med et stort smil. ”Det ville Zoey synes om!”

”Du kender mig ikke,” svarede jeg koldt og sendte endnu et blik imod døren. Hvorfor ville de ikke gå?

”Nej, men du ville elske det!” sagde han. ”Alle elsker Nandos!”

”Specielt Niall,” sagde Harry kort og lænede sig op af dørkarmen. Pis og røv og nøgler! Jeg ville jo bare gerne være lidt alene.

”Nå, men vi kan jo finde ud af det om lidt ik? Din mor kører om ti, så du kan vel bare komme ud der, og så kan vi finde ud af det, okay?”

Jeg nikkede bare, og så forlod de endelig værelset og lukkede døren efter sig.

”Det her bliver hårdt,” hørte jeg en af dem sige på vej væk fra døren.

”Ja.. Hvis vi bare tog på Nandos, ville alting sikkert gå meget bedre!”

”Niall!”

”Allright allright.. Men så en anden dag.”

 

Jeg sad og lyttede til deres samtale, til min mobil igen vibrerede. Ivrigt tog jeg min mobil op af lommen. Der var to ulæste sms’er fra Alex.

”Hvilket boyband? Jeg er ikke fan af noget boyband!”

Beskeden gav mig et sug i maven, og jeg kunne mærke skuffelsen ramte mig, med et større slag, end jeg havde regnet med.

Da jeg så lod mine øjne glide længere ned af skærmen og jeg så den anden sms, tror jeg at mit hjerte sprang et slag over.

”Men jeg er Directioner, hvis det er det du mener ;) Dvs. Mega-über-awesome fan af One Direction :D De er de bedste!”

Det var dem. One Direction. Det var dem der lige havde været inde for at tilbyde mig pizzaer og lære hinanden at kende. Fuck! Et verdens kendt boyband, nu som babysittere for en psykisksyg 17-årig…

Livet giver ingen mening.

-----------------------------------------------------------------

Andet kapitel publiceret! Kan jeg få et "Wuuuup wuuup!"? ;)

Det tog mig lige lidt tid at finde inspiration til at skrive det her kapitel, men jeg synes selv jeg har gjort det rimelig godt :)

Hvad synes i så om Zoey Sunshine so far? Personlig kan jeg godt lide hende. Hun har en anderledes vinkel på tingende end jeg selv (som fx. havde genkendt 1D i sekundet jeg så dem!) og er derfor lidt en udfordring at skrive som ;)

Sig endelig til hvis i har en god eller sjov ide til historien, så vil jeg med glæde  skrive dem ind i historien. Det kræver godt nok at de passer ind i historien, som jeg vil skrive den, ellers ville det jo blive lidt af et rod ;)

Husk at like og tilføje movellaen til favoritlisen hvis i synes om den. Husk også at blive fan af mig, hvis i synes om mine andre movellaer :)

God sommerferie til alle! :D

~Solyrah

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...