Need No One - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
Skilte forældre, bortløben storebror, lav koncentrationsevne, udelukket af fællesskabet og oven i alt det, stemplet som sindssyg af sin læge, familie og klassekammerater. Det er kun nogle af de problemer 17-årige Zoey kæmper med hver dag. Hun har nu i hele 10 år vidst at hun har lettere til vredesudbrud og tåre end andre, og udover det, har hun det med at skifte personlighed fra det ene øjeblik til det andet. Ja, der er meget at kæmpe med, men vil det hjælpe at blive ”babysittet” af et verdenskendt boyband, eller vil det dræbe hver en chance for at klare de mange udfordringer i Zoeys liv?
(Kan indeholde anstødende sprog og andet!)

9Likes
45Kommentarer
1043Visninger
AA

5. Ingen søde drømme...

Mørke. Mørke der bare fortsatte ud i uendeligheder. Du kan kalde det for en kuldsort intethed, for det var bestemt hvad det var. Der var ingenting i miles omkreds. Intet andet end de forpulede mørke. Og midt i alt det, var jeg. Jeg faldt, og faldt, og til en forandrings skyld faldt jeg lidt længere. Jeg så mig forvirret omkring, søgte efter noget eller nogen, som kunne hjælpe mig. Men der var ingen.

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, mens jeg bare styrtede mod den bund, som jeg tvivlede på eksisterede. Jeg klemte øjnene hårdt sammen.

”Hjælp!” tænkte jeg i en høj skinger tone. ”Hjælp mig!”

Jeg forsøgte at komme på lyse tanker, men da jeg igen åbnede øjnene, var der stadig mørkt, og jeg var stadig på vej ned i ingenting.

Pludselig hørte jeg en hvisken, fra en stemme, som jeg bestemt mente jeg kendte.

”Zoey din far og jeg har gjort alt for at hjælpe dig. Men du vil ikke tage imod vores hjælp.”

Først da genkendte jeg stemmen, som min mors.

”Vi har sent dig til adskillige psykologer, læger og sygeplejesker for at få dem til at hjælpe dig. Vi har forsøgt at tale med dine venner, men selv de kan ikke trænge igennem til dig.”

Pludselig lage en stor sten sig i min mave, og det flimrede for mine øjne. Jeg genkende de ord. Jeg havde hørt dem før. Men hvornår?

Stenen trak mig hurtigere ned i dybet, og pludselig..

SLAM!

Jeg havde ramt bunden. Eller det troede jeg da, indtil jeg fik set mig omkring. Jeg var landet på et trægulv, ikke de hårde sten, som jeg ellers var begyndt at frygte. Et helt almindeligt trægulv. Jeg satte mig op, selvom mit værkende hoved og sitrende krop, ikke just brød sig om ideen.

Rundt omkring mig stod der nogle sofaer, et fjernsyn, spisebord og nogle matchende stole. Og dér. Lige foran mig, stod min far, mor og (tro det eller ej) en yngre version af mig. Jeg gispede og skubbede mig selv længere væk fra dem, stadig siddende på trægulvet.

”Hør engang Zoey, Laura og jeg har det svært nok i forvejen. Tag dog at..!”

”Så er det godt Adrian! Lad hende lige få lidt luft,” afbrød min mor, og sendte min far et hårdt blik.

Selv sad jeg bare og stirrede. Stirrede på mit yngre jeg, som stod med blanke, røde øjne. Jeg havde grædt, og nu stod mit yngre jeg bare dér, og så på sine forældre.

Den knugende fornemmelse i maven, som stenen havde efterladt mig med, var uudholdelig, som jeg sad og havde ondt af mig selv. Tænk engang. Lille Zoey, som stod lige for næsen af mig, vidste intet om mine forældres skilsmisse, som lå nogle få måneder, eller måske kun uger forude.

Min mor vendte igen opmærksomheden imod Zoey, og sendte hende et af de mest triste og bedende blikke, jeg i mit liv havde set.

”Vi er her for dig Zoey. Lad os hjælpe dig!”

Den knugende fornemmelse spredte sig pludselig fra min mave, ud i resten af kroppen, da jeg genkendte den situation, jeg bogstavlig talt var styrtet lige ned i.

15-årige Zoey tog en dyb vejrtrækning, og mødte koldt vores mors blik.

”Jeg har ikke brug for jeres hjælp! Jeg har ikke brug for nogen! Hvorfor forstår i det ikke?” sagde hun med en stemme fyldt med gråd.

Jeg kunne tydeligt huske de mange følelser der strømmede igennem min krop, som jeg stod der. Hadet til min far og mor, fortvivlelse for hvad der skulle ske med mig og frygten for at min familie ville blive splittet helt ad. Frygten for at de kunne finde på at blive skilt, som til den tid havde vist sig, som sveddråber på panden, en forfærdelig hovedpine og den knugende fornemmelse i maven.

Et øjeblik stod Zoey bare og stirrede ond på sine forældre, inden hun snurrede rundt på hælene og marcherede ud af stuen, ned af gangen og ind på sit værelse.

”Zoey?” halvråbte vores mor efter hende.

”Ingen!”

Tårerne piblede ned af min mors kinder, da hun tog et skridt efter mig. ”Z-Z-Zoey?”

Min krop sitrede stadig, som jeg sad dér og så til. Forsigtigt rejste jeg mig fra gulvet, og trådte hen imod min mor.

”Mor jeg…”

”Hvad skal vi dog gøre med hende?” spurgte min mor fortvivlet.

”Jeg ved det ikke, men først må vi finde ud af hvad der er bedst for os to.”

Åh nej…

”Adrian jeg vil ikke blive skilt. Ikke endnu. Ikke når Zoey har det..”

”Hold nu op! Du tænker kun på Zoey og ingen andre! Vores søn er lige rejst væk, og alligevel tænker du kun på din ”lille pige”! Hun er 15 år Laura. Tænk nu lidt på noget andet end hende!”

”Du har ret.. Det går ikke med os længere…”

Nej… Nej!

Jeg bakkede væk fra dem. Det her måtte ikke ske! Måske havde jeg aldrig elsket min far, men min mor var knus længe efter hun var blevet skilt.

Så slog en tanke mig: måske kunne jeg stoppe det.

Hurtigt sprang jeg frem imod dem igen.

”Stop! I begår en stor fejl her! Mo-ar!”

Jeg greb ud efter hendes arm, for at ruske noget fornuft ind i hende, men af en eller anden grund kunne jeg ikke. Mine hænder gik lige igennem hende.

”Mor?”

Langsomt forsvandt stuen omkring os, som blev også den ædt, af den kulsorte intethed.

”Mor!” skreg jeg, men hun reagerede ikke. Hun stod bare og stirrede tomt ned i gulvet.

Nu begyndte også min far, Adrian, at gå i et med mørket, og kort efter blev det min mors tur.

”Nej! Jeg beder dig mor, forlad mig ikke! Jeg mente ikke hvad jeg sagde! Jeg HAR virkelig brug for dig! Jeg har virkelig…”

Jeg forsøgte igen at gribe ud efter hende, men ak.. Jeg var igen alene i intetheden, og styrtede ned imod, et nyt minde måske? Stemmer rungede i hvert fald rundt omkring mig. Min brors afsked til mig, de mange gange jeg havde råbt af min mor, ja selv min lange tale for de der 1D-fyre fløj igennem hovedet på mig.

Men så…

Beep, beep, beep, beep!

Jeg satte mig op i sengen med et skrig. Sved dryppede fra min pande som et vandfald, og både dyne og lagen klistrede sig til min krop. Derudover var mit hjerte helt oppe i halsen på mig, og det hamrede som bare helvede, inde i mit bryst. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så bange, som da jeg vågnede den morgen.

”Zoey? Skete der noget?” lød en stemme ude fra gangen, men jeg var for oprevet til at svare. Hvorfor havde jeg drømt, som jeg gjorde? Hvorfor kunne jeg ikke gribe fat i min mor? Hvorfor kunne jeg ikke forhindre skilsmissen, som havde gjort min mors, og dermed også mit liv meget værre.

Der blev banket på døren, og en ny stemme forsøgte at trænge igennem til mig.

”Zoey? Er du okay?”

”Ja… Ja alt er i orden,” sagde jeg med en røstende stemme, som må have lydt meget grødet, for pludselig gik døren op.

Jeg trak hurtigt den svedige dyne op over mig, og så chokeret over på de 3 drenge som stod i døråbningen og gennemsøgte mit værelse med blikket.

Et lettet suk forlod Nialls mund, da han opdagede at mit værelse lignede sig selv. Louis og Liam så småskeptisk på hinanden, inden de begge vendte deres opmærksomhed mod mig.

”Hvad skete der?” spurgte Louis, og så endnu engang rundt, just in case hans øjne havde overset noget.

Jeg rystede let på hovedet og tvang et lille smil frem.

”Bare et marerid,” forsikrede jeg dem, og de så alle lettede ud. De var sikkert glade for, at de ikke skulle til at opdigte en historie om hvordan jeg pludselig var forsvundet, eller noget i den dur.

”Hva’ så drenge? Var det en edderkop eller…” Harry dæmpede sin stemme, da han så hvordan vi alle stirrede på ham, nogle mere irriteret end andre.

”Nej, hun havde mareridt,” forklarede Liam kort.

Louis så stadig ikke helt overbevist ud, da han gennemsøgte mit ansigt, for eventuelle tegn på at jeg havde løjet. Til sidst mødte hans blik mit. Hans blik var venligt, ligesom det havde været aftenen før, men som jeg havde forudset, så de lidt tvivlende ud.

”Et mareridt?” gentog Zayn, som stak sit hoved ind af døråbningen, lige ved siden af Harry. Igen nikkede jeg. Zayn nikkede forstående, og sendte mig et lille opmuntrende smil, inden han gik ud, men Harry lige efter sig. Tilbage stod de andre 3 og så lidt på hinanden.

”Sikker på det kun var et mareridt?” spurgte Louis roligere, end hans øjne gav udtryk for.

Endnu engang nikkede jeg, og tilføjede: ”Helt sikker.”

Han skævede usikkert til de andre, inden han gik lidt længere ind på værelset.

”Er det noget du vil tale om eller..?”

Et øjeblik tav jeg. Som Louis stod der, og så bekymret på mig, mindede han mig mere om min storebror end jeg kunne bære.

Mine øjne blev pludselig fyldt med tåre og snart efter løb de om kap ned ad mine kinder. Louis satte sig på sengekanten, hurtigt forfulgt af Niall.

Niall rakte ud, og fik fat i min hånd.

”Hey rolig nu. Det var bare et ondt mareridt. Dem får vi alle engang imellem. De er ikke virkelig,” forsøgte han med en indtrængende stemme, som virkelig gik lige i hjertet på mig, selvom jeg ikke rigtig stolede på hans ord. Mit mareridt havde jo været ”virkeligt”. Jeg HAVDE jo stået lige dér i stuen foran min mor og far, og råbt op om hvordan jeg ikke havde brug for andre end mig selv. Det var ikke bare et mareridt, men et ondt minde, som jeg helst lagde bag mig.

Jeg rystede let på hovedet som svar, men kunne ikke nænne at trække min hånd til mig, da hans hånd var overraskende blød.

Niall så kort rundt på de andre, inden han fortsatte hans forsøg på at trøste mig.

”Hør Zoey. Måske er vi verdenskendte drenge med tusindvis af fans, men vi har da mindst lige så mange haters. Jeg har lært, at man bare må tage sig selv i armen og komme videre.” Hans ansigt var mildt, men også dybt seriøst, som han sad der og talte beroligende til mig. ”Jeg tror det er det samme du skal gøre nu. Tage dig selv i armen, og bare lægge det skide mareridt fra dig. Desuden har jeg fået drengene overtalt til at vi kan tage på Nandos i aften, så det hele skal nok blive godt. Vi er her for dig Zoey, også selvom vi næsten kun lige har mødt hinanden.”

Smilet han sendte mig var ikke til at tage fejl af. Det var et rigtigt smil. Et af de der smil, som bare smitter om man vil det eller ej.

Jeg nikkede stille og svang mine ben ud over sengen, da jeg pludselig kom i tanke om klokken.

”Shit,” hviskede jeg og vendte mit blik mod mit lille ur. Klokken var 9.25, hvilket ville sige at jeg kom for sent til skole/gymnasium. Herligt! Først fem nye babysittere (som faktisk viste sig at være helt i orden, allerede første aften), så mareridt og så for sent i til Hr. Andersons (en af gymnasiets mest kedelige lærere, som var lige så temperamentsfuld, som han var kedelig).

”Hvad nu?” spurgte Liam og så på mig.

”Jeg kommer for sent i skole!” halvråbte jeg og sprang ud af sengen, ligeglad med at drengene så mit ikke så pæne, kakigrønne nattøj.

”Det er også rigtigt!” Louis sprang op fra sengen. ”Hvordan kunne vi dog glemme det?”

”Det er ikke så svært at glemme når vi ikke selv skal op og i skole hver morgen Lou,” sagde Liam med et lille smil.

”Så vidt jeg husker, var skole ikke en af de ting jeg helst ville mindes om,” sagde Niall.

”Vi laver noget mad, og så køre jeg dig, ok?” sagde han og sendte mig et blændende smil.

Jeg ville have kommet med en indvendig, men inden jeg så meget som havde fået åbnet munden, havde drengene forladt værelset.

Jeg sukkede lavt, og begyndte at gøre mig klar.

Måske var One Direction, slet ikke så slemme, som jeg havde regnet med. De havde faktisk overrasket mig en del. Aldrig i mit liv havde jeg troet at nogle verdenskendte drenge kunne være så venlige, overfor en pige som mig. Men på den anden side, havde jeg heller aldrig regnet med at jeg var psykisksyg, at jeg ville blive bedstevenner med en flok outsiders, at jeg ville få hele fem babysittere, eller at jeg senere skulle blive forelsket i en af dem, men hver ting til sin tid…

-----------------------------------------------------------------------------------

Fjerde kapitel af NNO! :D

Ok, må indrømme at jeg fik lidt af et kreativitets-boost da jeg skrev det her kapitel, for jeg synes bestemt selv at det er kreativt, men da kreativitets så forlod mig, var jeg ALT for doven til at læse kapitlet igennem, men synes alligevel at jeg ville publicere det :3

Anyway, Zoey (fortæller) afslører at hun på et tidspunkt vil falde for en af drengene! Dam dam daaaamm!! :o Nogen bud på hvem vores søde Sunshine Zoey falder for, og hvad synes i om resten af kapitlet? ;D

Directioner message: Husk at vi stadig kan slå flere rekorder med Best Song Ever! Vi har ca. 40 mio views by now, men vi kan gøre det bedre endnu! For the boys, right? <3

Fortsat god sommer - hele 2 uger endnu på min skole, hvad med jer? ^^'

Knus!

~Solyrah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...