Need No One - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
Skilte forældre, bortløben storebror, lav koncentrationsevne, udelukket af fællesskabet og oven i alt det, stemplet som sindssyg af sin læge, familie og klassekammerater. Det er kun nogle af de problemer 17-årige Zoey kæmper med hver dag. Hun har nu i hele 10 år vidst at hun har lettere til vredesudbrud og tåre end andre, og udover det, har hun det med at skifte personlighed fra det ene øjeblik til det andet. Ja, der er meget at kæmpe med, men vil det hjælpe at blive ”babysittet” af et verdenskendt boyband, eller vil det dræbe hver en chance for at klare de mange udfordringer i Zoeys liv?
(Kan indeholde anstødende sprog og andet!)

9Likes
45Kommentarer
1042Visninger
AA

6. Fjender og venner

Der blev pludselig meget stresset i det lille hus, i takt med at jeg blev mere og mere forsinket.

Niall havde lavet røræg med skinke og rugbrød til mig, som jeg hurtigt fik spist. Jeg så gerne at jeg havde haft mere tid til at spise det, for det smagte faktisk overraskende godt. Jeg havde ellers forsøgt at trække ’pjække-kortet’, men det havde drengene fået strenge ordre om IKKE at gå med til. Dog endte jeg med at få dem overtalt, til at springe første timer over, hvilket jeg var yderst taknemmelig over. Hvis jeg pludselig var trådt ind af døren, midt i en af Hr. Andersons timer… Jeg turde slet ikke tænke tanken til ende.

”Tak for mad Niall!” sagde jeg med et lille smil, inden jeg skyndte mig ud på badeværelset.

”Det var så lidt!” hørte jeg Niall råbe, inden jeg lukkede og låste badeværelsesdøren.

Det var egentlig ikke fordi jeg havde specielt travlt, men jeg brugte altid lang tid på badeværelset.

Jeg fik hurtigt børstet mine tænder og påført den smule mascara jeg brugte. Mit hår fik også en hurtig gang med børsten, og det var egentlig det. Problemet var bare, at jeg havde det med at stoppe op lige dér, og det gjorde jeg selvfølgelig igen den her dag.

Mine øjne var fastlåste til pigen inde i spejlets. Et par grønne øjne med en masse små detaljer i. Flotte øjne!

Mit blik studerede derefter pigens ansigt, som var meget feminint og kønt, med noget flot lyst brunt hår, som en slagt ramme udenom. Heller ikke helt ringe.

Fra håret gled mit blik længere ned af pigen i spejlets krop. Hun var slank, men ikke tynd, og havde en pæn hudfarve. Ja, hun lignede faktisk en hel normal pige, og faktisk en køn en af slagsen. Men man skal aldrig skue en hund på hårene..

Jeg drejede hurtigt mit hoved væk og klemte mine øjne hårdt sammen.

Man skal ikke skue en hund på hårene, og samme gælder for mennesker. Ingen er som de så ud til. Alle har en anden side af sig selv, som kun få kender til.

Mit forsøg på at trøste mig selv virkede ikke umiddelbart, men jeg havde travlt nu hvis jeg skulle nå anden time.

 

***

 

Niall parkerede bilen ude foran mit gymnasium. Han havde taget solbriller på, selvom der var overskyet, og havde også trukket hætten fra hans hættetrøje hen over hovedet, kort inden vi kørte ind på parkeringspladsen. Jeg havde ikke kommenteret det, da jeg regnede med at det var sådan en ting, man bare blev tvunget til som kendis.

”Jeg henter dig her når du har fri, ok?” spurgte han med et lille smil.

Jeg nikkede kort og gav ham et kort vink, inden jeg vendte mig om og gik.

Gangen var lettere fyldt, selvom der kun var få minutter til timen ville starte.

Jeg gik roligt op ad gangen, til jeg fandt mit skab. Inde i skabet var der pænt rodet. Skolebøger i alverden størrelser og former lå i en stor bunke, med mine matematikbøger øverst, da jeg havde brugt dem dagen før.

Irriteret begyndte jeg at lede efter de bøger jeg skulle bruge i timen, og fandt dem.

Jeg trak bøgerne ud, lukkede skabet, men da jeg rakte bagud efter min taske, grev noget fat om mit håndled. Forskrækket vendte jeg mig om, og jeg genkendte personen der havde grebet fat i mig. Brad, skolens røvhul.

”Hey Zoey! Sig mig, hvad tror du lige du laver?” sagde han flabet, sammentidig med at hans lille ”bande” stillede sig up bag ham.

”Hvad ser det ud til? Jeg er på vej til time, Bradley!” sagde jeg med en flabet tone og et koldt blik. Hvis der var noget den dreng fortjente, var det lidt modstand. Ellers troede idioten jo bare han ejede hele stedet, hvilket han ikke gjorde.

”Har jeg ikke sagt til dig, at du ikke skal kalde mig det? Jeg hedder Brad. Er du med? B-R-A-D. Brad!” Hans øjne lynede.

Aston, Bradleys bedste ven, lagde en hånd på hans skulder.

”Hey rolig nu. Hun prøver bare at kæmpe lidt imod. Enhver ved jo at du hedder Brad.”

”Det står der ikke på navnelisten…”
”Pas på med hvad du siger Sunshine.”

”Eller noget andet sted.”

Hans ansigt var blevet tomatrødt af vrede, og Aston så ud til at holde godt fast om hans skulder, alt imens de resterende drenge stod og småhviskede. Det vil sige, alle undtagen Chester, som stod og trippede usikkert lidt bag ved Aston.

Chester er en af mine barndomsvenner. Vi gik i børnehave sammen, så skole og gymnasiet. Han var en rigtig flink fyr, som vidst nok havde haft et meget langvarigt crush på mig. Egentlig havde jeg også kunnet lide ham, men da jeg langsomt trak mig/blev skubbet ud af fællesskabet, røg han længere ind i varmen hos de populære drenge. Det var egentlig også det han altid havde snakket om som mindre.

”Jeg bliver skolens populære dreng! Se det for dig: jeg går ned ad gangen på gymnasiet, og pigerne dåner rundt om mig. Kan du forestille dig det?”

Han blev rigtig nok en af skolens populære drenge. Desværre gjorde dette at vi blev trukket længere fra hinanden, end vi allerede var.

”Utroligt at lille miss Sunshine stadig ikke har forstået hvem der styrer stedet her,” sagde Brad med en lav truende stemme.

”Giv hende en læresteg!”

”Ja, giv hende en læresteg Brad!”

Mit blik mødte en af de jublende drenges blik. Han var yngre end de andre, på alder med Chester måske, men hans muskler skræmte mig en smule. Uheldigvis for ham, gjorde det strittende røde hår og fregnerne ikke at han så umiddelbart farlig ud.

Han stirrede koldt på mig, som om jeg havde dræbt en i hans familie, hvilket jeg helt klart ikke havde.

”Sig mig Bradley, hvor har du samlet nogle af de drenge her op henne? Børnehaven?”

Mit og skrigeungens blik var stadig låst fast, men min bemærkning fik ham til at springe frem imod mig.

”Hvad fanden kalder du mig din kælling?!”

Pludselig var han helt oppe i det røde felt, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage.

”Styr dit temperament Røde,” sagde Aston og tog også fat i hans skulder. ”Bare ignorer hende. Hun opfører sig altid sådan.”

Et irriteret grynt lyder fra Røde og han ser ud til at slappe lidt mere af.

”Nå.. Vi må også hellere gå. Kom så drenge,” siger Brad med en lidt tvær stemme, tilsyneladende ikke helt tilfreds med dagens mobning.

Drengene vender sig og begynder at gå, og samme gør jeg, men bliver stoppet da to hænder griber fat om min nakke og presser hårdt sammen.

”Du burde passe bedre på Zoey Sunshine, for en dag er det bare dig og mig, og så er du færdig!”

Det løber mig koldt ned ad ryggen. Måske burde jeg være mere bange for denne Røde?

Jeg vred mig fri af hans greb, og drejede mig for at konfrontere ham. Men da jeg havde snurret adskillige omgange, og set både til højre og venstre, gik ----- ting op for mig.

Først og fremmest var anden time begyndt, for gangen var helt tom.

For det anede var jeg lige blevet grebet hårdt fat om, for at personen kort efter forsvandt, uden at efterlade det mindste spor efter han havde været der.

Tredje og sidste ting der gik op for mig var, at jeg havde fået mig endnu en fjende. En fjende hvis temperament både skræmte mig og fik mig til at le.

Men selvfølgelig tænkte jeg ikke yderligere over det….

Hvor dum har man lige lov at være?

 

***

Da jeg fem minutter efter timens start, trådte ind i klasselokalet, blev alles blikke rettet mod mig.

Forsigtigt sneg jeg mig ned bagers i klassen og satte mig på min sædvanlige plads. Jeg hang min skuldertaske, hvori jeg havde de nødvendige skolematerialer, på siden af bordet, inden jeg tog bøger og et par høretelefoner op af tasken.

Stilfærdigt trak jeg min mobil op af lommen og stak stikket fra høretelefonerne i den.

Jeg skulle lige til at starte musikken, da jeg blev prikket på skulderen.

”Hey Zoey. Hvorfor kom du ikke til første time?”

Jeg sukkede lavt inden jeg svarede: ”Nye babysittere, og så sov jeg over mig.”

Alexia skar en grimasse og klappede mig opmuntrende på skulderen.

”Så så Sunshine, det skal nok gå.”

Jeg åndede lettet ud, da hun ikke spurgte yderligere ind til mine nye passere, men så heldig fik jeg ikke lov at være.

”Nå, hvem er så dine nye passere?”

Hendes ansigt lyste op i et stort smil.

”Bare nogle unge fyre. De kommer sikkert ikke til at passe mig specielt længe. Min mor så ud til at have fortrudt hun hyrede dem allerede i går aftes inden hun tog af sted.”

”Allerede?”

Jeg nikkede stille, og lod hurtigt mit blik scanne lokalet. Det så ikke ud til at nogen lyttede. Selv ikke læren så ud til at bemærke min og Alex’ samtale.

”Hvor længe skal din mor så være væk den her gang?”

Et sted inde i mit hoved hørte jeg min mors stemme, der fortalte mig om hendes forretningsrejse, og mine nakkehår rejste sig.

”Det kan være alt fra en uge og op efter,” sagde jeg lavt.

Vores blikke mødtes, og Alex fremtvang et trøstende smil.

”Hey, du kan altid tage hjem til mig hvis der er noget. Du ved jo at jeg tilbringer størstedelen af mit liv foran min bærbar,” sagde hun grinende. Jeg fik også et lille smil frem. Tro mig, jeg havde hørt en hel del om alle de mange folk hun fulgte på Twitter, Facebook, Instagram og hvad pokker hun nu ellers brugte.

”Anyway, hvem er de der fyre? Ser de godt ud? Kender jeg dem?”

”Alexia og Zoey er i venlige at gemme jeres snak til pausen?”

Forbavset så vi op på vores lærer, som så ned på os med et irriteret blik.

”Selvfølgelig. Undskyld,” svarede Alex på vores vegne og lænede sig tage i sin stol, og samme gjorde jeg.

Jeg satte igen høretelefonerne på plads i ørene, og nåde kun lige at starte musikken, før en papirkugle ramte min kind.

Vredt drejede jeg hovedet, kun for at møde Alex’ blik igen. Hun sad med et stort flabet smil på læben, og pegede på det lille stykke sammenkrøllede papir, som havde ramt min kind.

Irriteret tog jeg papiret op, folede det ud og lod hurtigt mit blik glide hen over den flot sammenbundede skrift, som næsten overraskede mig mere end selve teksten.

Jeg forventer at høre ALT om de der drenge i pausen! Jeg gentager; ALT!

Lige en ting mere, hvad var der med dig og 1D i går? Jeg troede ikke du kunne lide dem?

XoXo.”

Jeg skævede kort hen til Alex. Selvfølgelig huskede hun at jeg havde spurgt ind til One Direction, de var jo hendes idoler. Men ville jeg kunne fortælle hende om dem? Ville hun kunne holde tæt på så stor en hemmelighed, eller ville hun fortælle hele verden om det?

En tanke for igennem mit hoved, mens jeg sad og tænkte det hele igennem. Alex var min bedste veninde, og havde været ved min side gennem tykt og tyndt. Skyldte jeg hende at fortælle om mine nye babysittere?

Jeg var ikke sikker, og nåede heller ikke at blive det før det var for sent.

--------------------------------------------------------------------------------------

Det var så femte kapitel! Lyder ikke af meget, men jeg har aldrig skrevet mere på en FF selv.. Desuden er der nu (med citat og det hele) 22 (1/2) siders tekst og over 10.000 ord! Må indrømme at jeg er ret så stolt ;P

Jeg var lidt lad da jeg skrev det her kapitel, men håber i kan bære over med mig. Jeg er trods alt kun et menneske ;3

Hvad synes i om historien og handlingen so far? Nogle ideer om hvad der vil ske i næste kapitel? Tror i Zoey fortæller Alex om hendes verdenskendte "babysittere"?

Tusind tak fordi i læser med! Måske betyder 11 favoritlister, 6 likes, 290 views og 31 kommentarer (hvoraf halvdelen er mine) ikke meget, men jeg er utrolig stolt!

Please like, føj til favoritlisten og bliv fan af mig hvis du ikke er det endnu. It means so, SO much to me!

Huuugzz

~Solyrah

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...