Need No One - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
Skilte forældre, bortløben storebror, lav koncentrationsevne, udelukket af fællesskabet og oven i alt det, stemplet som sindssyg af sin læge, familie og klassekammerater. Det er kun nogle af de problemer 17-årige Zoey kæmper med hver dag. Hun har nu i hele 10 år vidst at hun har lettere til vredesudbrud og tåre end andre, og udover det, har hun det med at skifte personlighed fra det ene øjeblik til det andet. Ja, der er meget at kæmpe med, men vil det hjælpe at blive ”babysittet” af et verdenskendt boyband, eller vil det dræbe hver en chance for at klare de mange udfordringer i Zoeys liv?
(Kan indeholde anstødende sprog og andet!)

9Likes
45Kommentarer
1052Visninger
AA

4. En sludder for en sladder

Det var nu et stykke tid siden at min mor havde forladt mig, i selskab af mine nye passere/babysittere (I didn’t really care anymore), og min hund og kat, som tilsyneladende havde været passet hos nogle af min mors venner, fordi jeg havde boet hos min far i tre uger. Ja, min mor gad jo ikke passe hverken Milo eller Middens, uanset om jeg var i huset eller ej.

Lige inden i begynder at tro, at jeg har nogle forsømte små søskende, vil jeg præsentere Milo og Middens. Middens er min kat. Hun er en Tyrkisk Van, som er en lidt pelset hvid kat, med markeringer mellem ørene og på halen. Middens er lidt anderledes, eller fejfarvet, som man rigtigt ville kalde det. Hendes rød-orange/gylden markeringer på hovedet, er ikke kun mellem ørene, men strækker sig op og dækker begge ører. Halen er også rød-orange/gylden, med de mørkere striber, som der apropos også er nogle få af på hendes ører. Hendes øjne er også helt fantastiske! Gyldne og venlige øjne… I just can’t take it… So many feelings for my cat! Hun ER bare den sødeste kat på hele jorden! Og hun er min. Min lille puttegøj, skiderrik, snuske, skatter, sveske (selvom jeg aldrig har brudt mig om svesker, er det da et sødt kælenavn), musse, bøllemis og meget andet.

Milo derimod var en Australian Sheepherd (Australsk Hyrdehund, som man nok ville oversætte det til), som også havde nogle fejl, hist og her. Milo var primært hvid, med en masse brune, sorte og gråbrune pletter hist og her. Hans pels var lang og en smule stiv i det, men den var virkelig dejlig alligevel. Desuden havde han de sødeste øjne. Det ene øje var nemlig brunt og det anede var blåt. Sååååå cute!! Og Milos kendemærke? Jo hans hale… Den var ikkeeksisterende. Eller jo, der var en lille haleklup, som kunne logre og det, men jeg ville ikke kalde det ”en hale”. Anyways, det klædte ham.

Milo var, i modsætning til Middens, ikke rigtig mit kæledyr. Milo var min storebror Nate. Jeg har været lidt inde på at han ”flyttede hjemmefra” (flygtede), for omkring to år siden, da vores forældre blev skilt. Kort inden han flyttede, gav han mig ansvaret for Milo. Jeg husker tydeligt hvordan han sagde det:

”Zoey.. Jeg kan ikke klare det mere. Jeg må væk herfra.”

Jeg så undrende på ham.

”Væk herfra? Hvad mener du?”

Han havde rystet let på hovedet og taget den rygsæk der stod ved siden af os, på ryggen.

”Pas godt på Milo. Han er en trofast og god hund. Han skal ikke bare forlades, ligesom jeg blev forladt.”

Sorgen glimtede i hans øjne, og samme gjorde tårerne.

”Der hvor jeg skal hen, er der ikke plads til ham… Jeg beder dig Zoey. Pas på ham. Lige så godt, som du altid har passet Middens.”

Tårerne sved i mine øjne.

”Det skal jeg nok.”

”Tak søs,” sagde han, og trak mig ind til et kram.

Det var det sidste kram jeg havde fået af ham, for jeg havde slet ikke set ham rigtigt siden. Jo vi havde skypet og sms’et adskillige gange. Men han havde aldrig haft tid til at møde mig igen. Ja, han blev ”forladt” af vores forældre, som han selv sagde, og jeg blev forladt af både vores forældre og min bror. Og hans synes han havde det slemt? Han var jo helt normal! Eller, næsten i hvert fald. Han var ikke psykisksyg ligesom jeg. Langt fra faktisk. Han var bare meget begavet. Overbegavet måske? Det ved jeg ikke. Men han lå i hvert fald over gennemsnittet i det fleste fag, så vidt jeg husker.

Normalt plejede han at hjælpe mig med mine lektier og problemer, så da han flyttede hjemmefra blev jeg tvunget til at klare mig selv. Det havde også været svært i starten, men da jeg så endelig fandt Alexia (eller hun fandt mig), blev jeg også en del af hendes vennegruppe. Jeg tror aldrig de accepterede mig rigtigt, så da Alexia præsenterede mig for hendes bedste venner Kyle og Celia, som siden også blev nogle af mine bedste venner, begyndte det at gå fremad for mig. Jeg lærte at klare mig selv. At undvære min mor og fars hjælp. At takle eller undgå mine værste problemer.

Og så… Ja så kom de her fem drenge ind i billedet…

”Så er der cola!” råbte Zayn og placerede de seks Colaer på bordet, ved siden af kortspil.

”Fedt! Hvad skal vi så spille?” spurgte Louis med et smil og så på mig.

Jeg trak let på skuldrene og strakte en arm frem for at tage en Cola. ”Fisk?”

Mine fingerspidser var omkring ti centimeter fra den nærmeste Cola, da den blev trukket yderligere ti centimeter væk. Jeg fulgte hånden der hold om colaen op lang armen, til mit blik mødte Harrys, eller Krølle som jeg havde besluttet mig at kalde ham.

”Fisk?” spurgte han i et undrende toneleje.

”Ja, Fisk. Kender du ikke det? Det gælder om at få stik, for eksempel fire konger, ni’ere eller…”

”firere?” afbrød han, nu med et lille flabet smil. Hvor gammel troede han egentlig han var? Et stem mellem fem og otte år?

”Ja,” sagde jeg kort, og strakte mig hen over bordet for at nå Colaen.

”Så kender jeg det godt,” sagde han med et smil, og trak Colaen længere væk fra mig.

Jeg sendte ham et ondt blik.

”Så er det jo på plads. Vi spiller fisk!” vedtog Liam og sendte Harry et sigende blik, inden han to Colaen ud af hånden på ham og rakte den hen til mig. Jeg tog imod den med et lille smil, og skulede kort til Harry, som havde knebet øjnene sammen og rynket panden.

Louis som sad på min højre side, begyndte at blande kortene.

”Så Zoey, du er 17 år ikke?” spurgte han, med blikket rettet mod kortene.

”Snart 18,” svarede jeg kort og fulgte roligt med i hans kortblanding.

”Nice, jeg er 21, Zayn er 20 og så er resten 19. Harry er godt nok kun lige blevet 19 i år, mens Liam og Niall fylder 20 i år, ligesom Zayn gjorde.”

Jeg nikker stille, selvom deres alder ikke rigtig interesserer mig. Jeg ville egentlig bare vide hvorfor de skulle passe mig, og hvor længe, men netop som jeg skulle til at spørge, blev jeg stillet et nyt spørgsmål.

”Hvad laver du så i din fritid?”

Det var Niall. Jeg behøvede ikke at kigge, da den irske accent afslørede ham total.

Jeg måtte tænke mig om inden jeg svarede, for jeg lavede jo ikke det store, og de få ting jeg lavede, ville jeg helst holde for mig selv, af den ene eller den anden grund.

”Ikke rigtig noget. Jeg er lidt sammen med mine venner og så bruger jeg også en del tid sammen med Milo og Middens,” svarede jeg og kunne næsten mærke hvordan alle så mistroisk på mig.

”Så meget tid kan du da ikke bruge på dine venner og nogle kæledyr,” sagde Zayn med en stemme som var fyldt af kulde og så en svag latter.

Niall gav Zayn et skub i siden med albuen, og vente så opmærksomheden mod mig.

”Ja undskyld, men det lyder ret kedeligt i mine øre.” Zayns stemme var blødt lidt op.

Niall sukkede, tydeligvis ikke tilfreds med Zayns undskyldning.

”Hvad laver du så når du ikke er sammen med dine venner eller kæledyr? Jeg mener, ingen ville da kunne klare at være sammen med sine venner eller kæledyr hele tiden. Hvad laver du når du bare vil være dig selv?” hans stemme var fyldt med underen og nysgerrighed, og hans blå, blå øjne strålede.

Jeg trak let på skuldrene, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Skulle jeg fortælle dem om mine psykologbesøg, min skypen med mine bortløbne storebror og mine lange samtaler med mig selv? Skulle jeg bare sådan smide alle kortene på bordet? Overrække fem fremmede, og meget kendte, drenge min dagbog, fyldt med alle mine hemmeligheder og andre private ting og tanker, i form af en ulåst dagbog? (Super flot og forvirrende vending, ik? Flot Zoey, super flot!) Det tror jeg ikke.

”Jeg bruger også en del tid alene,” sagde jeg tøvende og holdt mit blik rettet på mine hænder. ”Jeg er ret asocial.”

Forsigtigt løftede jeg mit blik og lod det glide hen over drengende, som sad og sendte hinanden blikke. En svag gnist af vrede sitrede i min mave, og et vandfald af ord flød ud af munden på mig, i form af en skinger råben.

”Faktisk… Er jeg meget asocial. Jeg har kun 3 venner, som alle har et eller andet der gør dem til outsiders. Jeg har en hund og en kat, som jeg fortæller ting jeg ikke fortæller andre. Min storebror skred da han var omkring 18 år, og jeg har ikke set ham siden. Min mor tror det går fremad for mig fordi hun sender mig til psykolog hver anden uge, men i virkeligheden går det lige så dårlig som det gik for 10 år siden. Ja ja, og nu sidder i  alle sammen og tænker, at i hænger på en eller anden psykopatisk pige, og ved i hvad? Det gør i! I kan lige så godt vænne jer til tanken, for vi hænger tilsyneladende på hinanden! Fuck min fucking mor og resten af mine familie og venner! Fuck mit liv!”

Min pludselige storm af ord efterlod huset i total stilhed. Drengene så målløst på mig. Det samme gjorde Middens, som havde gemt sig under sofaen. Milo, som lå foran den utændte pejs, havde kort løftet hovedet, set sig omkring, og lagt sit hoved ned igen. Jeg selv sad med svidende øjne og så på drengene én for én. Min mave var fyldt med det der føltes, som et flammende bål, og mit hoved dunkede faretruende.

Louis var den første som turde sige noget, oven på mit pludselige personlighedsskift, eller vredesudbrud, som min mor så fint kaldte det.

”Det er jeg ked af at høre Zoey. Vi vidste ikke at det stod så dårlig til...”

”Nå ikke? Så skulle i nok have fået talt lidt bedre med min mor inden i påtog jer ansvaret for mig.”

Louis åbnede sin mund for at sige noget, men jeg løftede afværgende en hånd op, for jeg var langt fra færdig med at tale min sag.

”Bare fordi i er verdenskendte, kan i ikke bare komme rendende og tro at i kan ændre på min verden! I kan ikke bare komme og tro at i kan… at i kan..”

Jo, måske var jeg færdig. Jeg kunne i hvert fald ikke få afsluttet sætningen. Jeg sad bare der, som en anden idiot.

”Zoey det har aldrig været meningen at vi ville ændre noget… I hvert fald ikke til det dårligere. Vi er her fordi din mor os vores manager har talt sammen, og de blev enige om at det sikkert var en god ide, som forhåbentlig ville hjælpe både dig og os,” sagde Louis og forsøgte at smile opmuntrende til mig. Hans øjne lyste stadig af overraskelse, men også af omsorg og venlighed, og af en eller anden grund, troede jeg på ham. Dog kunne jeg ikke holde et spørgsmål tilbage.

”Hvad får i ud af det?”

Louis så på mig, og det ellers betrykkende blik forsvandt, som dug for solen. Han så lidt rundt på de andre drenge, til Liam tog over.

”For det første får vi omtale. God omtale. Derudover får vi lidt fritid og tid till at studere.”

”Er det en god ting? At bruge sin fritid på at studere?” spurgte jeg hurtigt, inden han kunne nå at sige mere.

”Ja da. Du må tænke på vi bruger meget tid på scenen og i studiet, men det er jo langt fra sikkert at vi kan leve af det altid,” forklarede Liam i en trist tone.

”Vi er jo kun et boyband. De plejer ikke at holde så længe.” Harrys stemme var også blevet seriøs og hans før drillende smil og blik, var forsvundet som dug for solen. Jeg så længe på ham, inden jeg lod mit blik glide videre. Der havde bare været et eller andet ved ham. En følelse jeg ikke kunne sætte t ord på.

”Vi har en fed tid nu, men om nogle år er det slet ikke sikkert det går så godt for os, som det går nu. De kan vi takke vores fans og management for.”

”Og Simon selvfølgelig!” Nialls stemme var pludselig fyldt med en længsel.

”Ja.. Det er længe siden efterhånden. Hele 3 år,” sagde Zayn med et smil.

Jeg så forvirret til imens smilene begyndte at sprede sig på drengenes læber.

”God tid. Kan i huske da vi sang første gang sammen. Torn, ik?” glæden i Liams stemme var ikke til at overhøre. Det var utroligt som de kunne skifte humør SÅ hurtigt. På den anden side, var jeg jo ikke meget bedere.

”Jeps! Lige efter Louis tur på hospitalet,” svarede Zayn grinende.

”C’mon drenge! Vi gik jo videre selvom jeg var på skadestuen.”

Igen kom Harrys drillende smil frem.

”Ja ja Tomlinson. Vi ved alle godt, at du var lidt af en tøsedreng.”

”Vel var jeg ej!”

”Vel var du så! Og hvem siger der ikke stadig gemmer sig en tøsedreng et sted derinde?” sagde Harry og så vurderende på Louis, som om han ledte efter et tegn på Louis’ indre tøsedreng, alt imens jeg bare sad og så forvirret til.

Niall opfattede tilsyneladende mit (meget) forvirrede ansigtsudtryk, og han lænede sig let hen imod mig, og så begyndte han ellers at sætte mig ind i hvad drengene snakkede om.

Inden længe sad alle drengende og fortalte om deres liv, før og efter X-Factor, og jeg blev langsomt mere og mere optaget af fortællingen. Den lød ikke så personligt, jeg fik kun lige berørt deres personlige meninger og følelser om tingene, og så skiftede de videre til næste show eller næste gang de skulle på scenen. Men alt i alt, gik det hen og blev en rimelig hyggelig aften, selvom jeg ikke kunne lade være med at sende min mor en tanke en gang imellem. Kortspillet, blev aldrig til noget. I stedet fik jeg fortalt lidt mere og mig selv. Jeg fortalte dem lidt om Alexia, Kyle og Celia og om mine forældre og bror, men ligesom dem, berørte jeg kun overfladen. Hvis de ville vide mere, måtte de lære mig bedre at kende. Men det viste sig, at de havde mere end lang tid til det.

----------------------------------------------------------------------------------

Så blev det tredje kapitels tur til at blive publiceret! :D So far so good :3

Zoey og drengene blev lidt tættere i det her kapitel, men blev de egentlig venner? Ikke hvis det står til mig ;P Jeg har stadig en del ideer, men hvis i holder på en ide, så del den endelig med mig! ;D Jeg er næsten helt åben for ideer. NÆSTEN.

Og så til et mindre fangiril-moment; One Direction udgav videon til Best Song Ever igår, og de/vi har nu slået rekorden, som mest sete video inden for én dag (tror jeg nok xD)!! Go Directioners!! Er virkelig, VIRKELIG stolt af drengene! <33 Jeg har nok ikke været Directioner lige så længe, som så mange andre, men jeg ER helt bestemt en større Directioners ;)

Anyways, mange, mange tak til alle jer som allerede læser min movella fast! Det betyder SÅ meget for mig C: Håber i fortsat vil læse med! :)

Hvis du stadig ikke har gjort det så like, føj til din favoritliste og bliv fan af mig ;3 I må også meget gerne dele movellaen med venner og andre Directioners ;)

Fortsat god sommer!

-Solyrah

Ps. Jeg har ingen anelse om hvorfor kapitlet har den titel, som den har. Jeg var lidt kreativtet-løs eller noget i den retning. Please don't judge me :3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...