Need No One - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 8 sep. 2013
  • Status: Igang
Skilte forældre, bortløben storebror, lav koncentrationsevne, udelukket af fællesskabet og oven i alt det, stemplet som sindssyg af sin læge, familie og klassekammerater. Det er kun nogle af de problemer 17-årige Zoey kæmper med hver dag. Hun har nu i hele 10 år vidst at hun har lettere til vredesudbrud og tåre end andre, og udover det, har hun det med at skifte personlighed fra det ene øjeblik til det andet. Ja, der er meget at kæmpe med, men vil det hjælpe at blive ”babysittet” af et verdenskendt boyband, eller vil det dræbe hver en chance for at klare de mange udfordringer i Zoeys liv?
(Kan indeholde anstødende sprog og andet!)

9Likes
45Kommentarer
1050Visninger
AA

2. En næsten normal dag..

”Ok alle sammen! Så slår vi op på side 138 i bogen og Trey, vil du være så venlig at læse første afsnit?” spurgte vores kedelige matematiklære, Pennelope Prinson, som havde besluttet at fællesoplæsning af matematikbogen var lige sagen.

Trey begynde roligt  at læse afsnittet op, som åbenlyst hanlede om udregning af kvadratroden. Hvor kedeligt. Vi havde fornyligt arbejdet med ligninger, og nu det her. Hvem vidste ikke at kvadratroden af, lad os sige 16 selvfølgelig var 4. Hvorfor? Fordi 4 x 4 gir 16, og sådan er det bare. Slut prut finale.

Efter oplæsningen gik vi til næste side, hvor opgaverne stod i kø for at blive lavet. Jeg sukkede og gik i gang.

Da klokken slog 14.35 fik vi kort oplyst at de to siders opgaver var lektier, og at de var til næste time, som var på torsdag –til jeres orientering var det tirsdag- og vi ville arbejde videre med kvadratroder næste gang også.

Jeg lukkede mit hæfte og bog, og lagde dem i min taske. Forsigtigt rejste jeg mig, og satte stolen op. Rundt omkring mig var alle de andre i fuld sving med at komme ud af klasselokalet.

Da jeg havde fået alle mine ting samlet sammen i min taske, lynede jeg den, og tog den på ryggen. På vej u d af klasselokalet stoppede min lære mig, ved blidt at tage fat i min skulder.

Jeg vendte mig om imod hende, med et roligt blik. Hun så spørgende på mig, men på en mild måde.

”Hvordan var timen i dag Zoey? Kunne du følge med?” hendes stemme var rolig og hun smilte venligt.

”Ja ja, den var fin. Jeg fik næsten lavet de tre sider,” svarede jeg og gengav roligt hendes smil.

Ser i Fru Prinson havde til den tid fået direkte besked om at ”passe lidt på mig”, og eftersom hun var et meget venligt og omsorgsfuld lære og person, påtog hun sig rollen som super overvågende og medfølende lære med glæde.

”Det var godt. Hvad med derhjemme?”

Jeg trak på skuldrene og rynkede let på næsen. ”Kunne have gået bedre.”

Hun nikkede forstående, inden hun stillede sit næste spørgsmål.

”Hvad siger lægerne og psykologerne så? Går det fremad?” hendes stemme gik op i en lysere tone, og jeg kunne se på hende at hun forsøge at tage det roligt, mn frygtede mit svar.

”Nogenlunde. Jeg er vidst ret besværlig,” svarede jeg kort, men ærligt. Kan i fornemme at jeg ikke ligefrem var specielt snaksalig?

Anyway.

Fru Prinson så på mig med endnu et af sine kærlige blikke og klappede mig en enkelt gang på skulderen.

”Rolig nu. Alt skal nok blive godt,” sagde hun sukker sødt, og pludselig trak hun mig ind til et, hvad nok skulle have været trøstende kram, og gentog sine beroligende ord.

 

Da jeg endelig fik lov til at gå, var universitetets mange lange gange, næsten helt tomme. Der var nogle få folk tilbage, som gik rundt i mindre grupper og snakkede. Jeg gik roligt hen og fandt mit skab, blandt de mange andre, og åbnede.  Jeg lagde alle mine matematikbøger ind og trak en pose ud med et æble i stedet. Igen lukkede jeg skabet og fortsatte ned af gangen imod udgangen. Men lige som jeg skulle til at gå ud af den store dør, hørte jeg en kalden.

”Zoey? Zoey vent på os!” råbte en drengestemme så alle måtte dreje hovedet for at se hvem der råbte. Undtagen mig. Jeg vidste tilfældigvis at det var min bedste ven Kyle.

Stille drejede jeg hovedet imod råbet, og rigtigt nok, kom Kyle løbende imod mig i fuld fart, stærk efterfulgt af en pige med kort brunt hår, og som rosinen i pøleenden kom endnu en pige, med langt sort hår.

”Zooooeeeeey!” råbte pigen med det lyse hår, som jeg hurtigt genkendte som min veninde Alexia eller Alex, som hun bliver kaldt.

”Så vent dog kvinde!” råbte Celia, som er pigen med det mørke hår, der løb bag Alex, men det havde i måske regnet ud?

Endelig kom de hen til mig, og Alex springer lige hen i armene på mig, og giver mig et rigtigt bjørnekram, og Kyle besluttede sig hurtigt for at han ville være med, og møvede sig ind i midten. Celia derimod lagde armene over korst og himlede med øjnene, som om vi var en flok idioter, hvilket nok passede fint. Ja, jeg er ikke specielt god socialt, men med Kyle og Alex ved min side, kunne jeg da godt gå hen og blive en smule lalleglad, om man vil.

”Hva så smukke?” spurgte Kyle og smilede. ”Har du planer for i dag, eller vil du med på Starbucks?”

Jeg lage forsigtigt hovedet på skå.

”Starbucks på en tirsdag eftermiddag? Det tror jeg ikke. I ved alle tre, at jeg har andre planer om tirsdagen,” svarede jeg og lod et suk slippe ud gennem mine læber.

”Din mor kan da ikke bestemme at du skal lave lektier og være sammen med hende HVER tirsdag!” beklagede Alexia sig og skød underløben ud.

Kyle så lidt på hende med et undrende udtryk og rynkede så lidt på næsen.

”Der tror jeg desværre at du tager fejl. Det er sådan at så længe du er under..”

”Ja ja, det har du sagt før! Jeg mener bare at hun bør have lov til at bestemme selv!” svarede Alex hårdt igen.

”Men ifølge loven…”

Pludselig kørte Alex og Kyles diskussion bare som smurt, og Celia og jeg stod udenfor som altid.

Det gik lige op for mig at jeg ikke har præsenteret jeg ordentligt for min lille vennegruppe her. Ser i, Kyle var gruppens eneste mandlige medlem (hvilket han ikke lader sig påvirke af), og var desuden også gruppens kloge hoved. Han så egentlig også godt ud. Sølvskinnende øjne, lyst hår og en normal kropsbygning. Egentlig virker han ret normal, men sku’ endelig ikke hunden på hårene. Kyle var homoseksuel og var desuden også både perfektionist og fashionist , som så begyndte at lyde lidt sjovt. Han var den eneste af os, som ”ikke havde et problem”, som vi plejede at sige.

Next up er Alexia, som var gruppens optimist og fjollehoved. Hun var ligesom Kyle, ret good looking med det korte brune hår, brune øjne og ”en røv der vil noget”, som kyle sagde, men hun ville ikke selv indrømme at hun så godt ud. Derudover have Alex det med at bliv let sur. Lægerne sagde at hun led af en blid version af ADHD, som gjorde hende mere temperamentsfuld. Udover det var Alex også min bedste veninde, som jeg virkelig kunne fortælle alt.

Celia, som var halvt asiatisk og senere flyttet her til London, var den mest stille i gruppen. Hun havde det med at holde sig lidt i baggrunden, men var i bund og grund en rigtig sød person, så snart man fik hendes til at smide den kolde facade fra sig. Hun havde ligesom Alexia, et større temperament, men hun holdt det som regel tilbage. Celia er som sagt heller ikke helt normal. For nogle år siden tog hendes liv sig en tur ned af en meget stejl bakke. Lægerne fastslog at det bare var en vinterdepression, men da det blev forår og senere sommer og efterår, gav det ikke rigtig mening længere. Celia har selv fortalt at hun nok bare havde en mindre depression, men vi troede egentlig at det er værre.

Sidste person i gruppen var mig. Ifølge Kyle og Alex havde jeg det perfekte udseende, med mit bølgede lystbrune hår og grønlige øjne. For resten sagde de også at jeg var gruppens hotty, men jeg ignorerede dem altid når de begynde at kalde mig det. Selv mener jeg at jeg var gruppens psykopat. Ikke fordi jeg er eller var specielt temperamentsfuld, men fordi jeg både er skizofren, har en rigtig dårlig koncentrationsevne OG meget  humørskiftende – og ikke som en normal teenager, men som en der er psykisk syg, for det er hvad jeg er. Men på trods af vores forskelligheder, blev vi blevet venner, og sammen dannede vi en lille vennegruppe. De andre elever kaldte os ”Psykopaterne”, men det berørte os egentlig ikke længere til den tid. Vi var blevet kaldt så meget og haft så mange øgenavne, at vi ikke længere tog os af det. Det var deres problem. Ikke vores.

 

Da Alex og Kyle endelig fik diskuteret færdigt, og jeg for syvende gang havde sagt at nu måtte jeg virkelig til at komme af sted, gik vi. Jeg vinkede kort farvel til de andre, og gik så roligt hen til busstopstedet hvor bussen kom kort efter. Bussen var meget tæt pakket, og jeg måtte spejde rundt længe for til sidsts, at finde en plads, ved siden af en gammel dame og hendes mops. Den lille mops -som for resten er en lille grim hund, som er så grim at den bliver nuttet – knurrede vredt af mig, og damen skældte den ud, hvorefter  hun undskyldte mange gange for Kingos opførsel. Ja, hunden hed Kingo. Det sjove er, at jeg kun kan huske navnet, fordi jeg måtte holde et grin inde under hele turen, lige til damen steg af, og jeg ikke kunne lade være med at fnise.

Ok, videre i historien. Jeg steg af bussen ude foran et mindre lejlighedskompleks, som jeg genkendte som mit hjem. Fuglene fløjtede omkring mig, da jeg gik hen imod den lejlighed hvor jeg boede i. Jeg smilte og stoppede op, for at se på en af de små fugle. Desværre fløj fuglen, og jeg gik videre ind i lejligheden.

Efter en forholdsvis kort vandretur op af trapperne, fandt jeg endelig den ratte dør. ”Laura og Zoey Sunshine” stod der på vores lille skilt på døren. Jeg sukkede svagt. Hvis der var noget der irriterede mig, var det mit efternavn og min mor. De to ting alene var de værste ting i den store verden. Men det skulle jeg hurtigt trække tilbage.

Jeg åbnede døren og trådte ind i lejligheden. Jeg havde smidt skoene og var i færd med at hænge jakken, da mit øre opfangede lyden af stemmer. Jeg genkendte en af stemmerne som min mors, men de andre var ukendte for mig.

Forsigtigt sneg jeg mig hen imod døren ind til stuen, og lagde et øre imod døren. Det lød som om min mor talte med nogle… nogle drenge? Jeg var ikke sikker. Måske var det en ny kæreste? Min far var det i hvert fald ikke. Han var flyttet for nogle år siden. Måske min bror Nate? Nej, han var stukket af hjemmefra, omkring samme tis, som mine forældre var blevet skilt, og min far, som sagt, var flyttet.

Jeg stod længe og tænkte over det, da døren pludselig blev åbnet…

Der stod min mor så og så på mig. Hun smilte og trak mig ind til et kram.

”Hej Zoey! Godt du kom hjem. Jeg har fundet nogle nye babysittere til dig,” sagde hun smilende og trak mig med ind i stuen.

”Jeg har ikke brug for nogen til at passe mig mor! Jeg er 17 år! Desuden hedder det ikke en babysitter, men mindre det er en der skal passe en baby,” svarede jeg koldt igen. Som i måske kan gætte, var mit humør allerede på nul. Men da jeg så så dem, fem drenge der sad og delte vores tremandssofa, røg mit humør helt ned i kuldkælderen, gemt et sted hvor igen ville finde det igen.

Jeg husker tydeligt den første tanke der ramte mig:

”Fuck. Mit. Liv.”

-------------------------------------------------------------------------------------------

Første kapitel af Need No One! Hvad synes i så? :)

Jeg er selv ret begejstret for historien og har en masse ideer til hvad der kan ske, men jeg vil selvfølgelig også rigtig gerne have jeres meninger! Sig endelig hvis der er noget jeg kan gøre bedre, eller hvis der er noget jeg gør godt. Go tell me! :D

Håber at i vil læse med. Husk evt. at like og føje til favoritlisten, hvis i kan lide min movella :)

Gud, det slog mig lige at der her kapitel er blevet meget langt (næsten 2000 ord), og det vil jeg nok ikke gøre fremover. Det var mest for at præsentere personerne og situationen lidt, så jeg håber at det virkede :)

Mange tak for de likes jeg allerede har fået nu! Det betyder så meget for mig! <3

Knus og kram

~Solyrah

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...