I love you, but I won't survive the summer [1D]

Da den kræftsyge Scarlett ved et træf for støtte mod cancer møder Liam Payne, forandres hendes verden fuldstændigt. Hendes sygdom forbedres hastigt, mens hendes nyetablerede forhold til Liam blomstrer og blomstrer.
Men så begynder det pludselig at gå den anden vej igen. Scarlett bliver tvangsindlagt på hospitalet, mens Liam er på turne med drengene. Mens hun ligger på hospitalet finder hun ud af at Liam har haft et sidespring. Hendes verden går atter under.
Hvad sker der med hendes sygdom? Bliver hun nogensinde rask? Vil hun kunne tilgive Liam?

17Likes
6Kommentarer
1435Visninger
AA

11. You Will always be mine

Liam's synsvinkel:

Endelig var Scarlett kommet over sin 'det var en fejl'-episode. Vi havde hygget os i går lige som vi altid gjorde og så var Scarlett ikke længere jomfru. Hvad ville hendes forældre mon sige til det?

Jeg stod ude i køkkenet og lavede morgenmad, da Scarlett kom lidt omtumlet ud til mig. "Hvad er der til morgenmad?" Spurgte hun og kyssede min kind. "Omelet og kalkunbacon" svarede jeg, og var stolt af det jeg stod og lavede til hende og mig selv. "Liam, du ligger alt for meget i det at lave morgenmad. Du burde bare have lavet to skåle med Coco pops" sagde hun og lagde glassene på bordet. Jeg rystede på hovedet og anrettede maden på to tallerkener. Vi spiste i stilhed indtil vi begge var færdige med at spise. 

"Nå, men hvad skal vi lave i dag? Ud og shoppe eller se London til fods?" spurgte jeg og kiggede hende i øjnene. Hun smilede til mig. "Jamen, jeg syntes vi skulle se London til fods. Jeg har aldrig rigtig set London på grund af canceren" sagde hun og tørrede en tåre væk fra sin indre øjenkrog. Jeg kunne mærke på hende at hun ikke være særlig komfortabel med at skulle snakke om den sygdom, hun bar rundt på indeni. "Så gør dig klar, Scarlett. Jeg rydder af" tilbød jeg, for hey, piger bruger altid ALT for lang tid på at gøre sig klar. Hun nikkede tilfreds og gav mig et lille kindkys, inden hun forsvandt ud af køkkenet. 

Jeg gjorde som en rigtig macho-mand og vaskede op i hånden. Det ville måske give lidt ekstra point i Scarletts bog. Da jeg næsten var færdig med at stille på plads, kom Scarlett ud og så fremragende ud. Hun havde egentlig ikke gjort noget ved sig selv, men hun lignede en million. Hun smilede til mig og straks blev jeg færdig med at stille på plads. Jeg svang min jakke omkring min krop og hev Scarlett med mig ud af døren. 

Hun virkede forvirret, da vi ankom til Hyde Park. Hun kiggede meget rundt og prøvede at hive sin hue ned om ørerne. Jeg havde købt hende i skindhue, da jeg kunne se at hun frøs. Vi satte os ned ved en bænk og varmede os på en kakao som jeg havde taget med hjemmefra. "Jeg føler mig altså ikke helt tilpas med at gå ude omkring folket, Liam. Måske skulle vi gå tilbage?" sagde Scarlett nervøst og tog en slurk kakao. "Scarlett, min skat. Dette at vi går ud mellem andre, påvirker din selvtillid og styrker den. Din sociale kompetance forbedres også. Du skal bare lære at tro på at du er god nok" sagde jeg og skruede låget på kanden. 

"Skal vi så gå lidt rundt i parken og tage hjem igen?" sagde hun og tog min hånd i sin. "Hvis du virkelig er så utilfreds med at være ude blandt andre levende organismer, så kan vi vel godt tage hjem efter dette" jeg grinte lidt af mig selv. Jeg plejede aldrig at lyde så professor-agtig. Scarlett rystede let på hovedet og smilede af min kommentar. 

***

Vi var næsten nået hjem, da Scarlett faldt om ude foran Notting Hill Gate Underground. Jeg kiggede omkring mig med et skrig hængende i luften. Et par forbipasserende kvinder kom forbi bekymret for Scarlett og hjalp mig med at komme igennem situationen. Den ene ringede 112 og den anden prøvede at berolige mig imens. En ambulance kom efter små fem minutter og hentede Scarlett og jeg. Redderen fandt en puls og Scarletts melodiske hjertebanken lød i rummet. Jeg blev helt afslappet ved det, og var i ro indtil vi ankom til hospitalet. Redderen løb ned af gangen med Scarlett i sengen og jeg løbende ved siden af. 

Hun blev anbragt på en stue og en sygeplejerske blev sat til at komme ind hver halve til hele time. Maskinen var den eneste ting, der bandt mig med Scarlett, mens hun lå der med øjnene lukket og brystkassen, der hævede sig i takt med maskinen. Jeg ringede rædselslagen rundt til hendes familie og de kom så hurtigt de kunne. Scarletts mor græd ved sin datters side og det samme med faren. Imellem tiden trøstede hendes søster, Clary, mig så godt hun kunne, men intet syntes at hjælpe situationen. Scarletts liv var i fare, eller det var hvad lægen sagde. Kræften var blevet forværret efter den lange gåtur gennem byen. Jeg burde have vidst, at hun ikke var klar til det. Det var min skyld at hun lå bundet til den maskine. 

Hendes familie forlod stuen, da klokken var syv om aftenen, mens jeg blev hele natten for at holde øje med hende. 

"Jeg skal på tour med drengene, Scarlett. Jeg lover dig at jeg kommer tilbage snart" hviskede jeg og kyssede hendes pande.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...