I love you, but I won't survive the summer [1D]

Da den kræftsyge Scarlett ved et træf for støtte mod cancer møder Liam Payne, forandres hendes verden fuldstændigt. Hendes sygdom forbedres hastigt, mens hendes nyetablerede forhold til Liam blomstrer og blomstrer.
Men så begynder det pludselig at gå den anden vej igen. Scarlett bliver tvangsindlagt på hospitalet, mens Liam er på turne med drengene. Mens hun ligger på hospitalet finder hun ud af at Liam har haft et sidespring. Hendes verden går atter under.
Hvad sker der med hendes sygdom? Bliver hun nogensinde rask? Vil hun kunne tilgive Liam?

17Likes
6Kommentarer
1424Visninger
AA

14. Well, that's what I heard

Scarlett's synsvinkel:

 

Jeg havde aldrig været så vred før. Jeg havde været vred og ked af min sygdom, men det her var næsten værre. Liam havde svigtet mig, og kysset med sin eks. Og ikke nok med det, så havde han løjet og benægtet det da jeg havde ringet. Til sidst havde jeg bare lagt på.

Jeg sad hjemme hos Zoey, og sad og stirrede på billedet af Liam og Danielle, som jeg igen havde fundet frem på Zoeys skærm, mens hun var ude i køkkenet. "Så er der trøstespisningsis!" sagde hun glad med en trist klang, og kom ind på værelset. "Ej, Scarlett! Stop det pis!" sagde hun vredt og slukkede for tv'et. "Hvis jeg skal hjælpe dig over det her lort, så må du altså også selv gøre en indsats." Kom nu sætter vi os og æder is, mens vi diskuterer dine muligheder" sagde hun ivrigt og rakte mig en skål is samtidig med, at hun satte sig ned i sengen. "Tak" mumlede jeg og begyndte at guffe den lækre chokoladeis i mig. "Hvad har du tænkt dig at gøre? Vil du tilgive ham eller vil du bare ignorere ham resten af dit liv?" spurgte Zoey indtrængende. "Jamen, der er sgu ikke så lang tid igen, så det kan jeg da ligeså godt. -Altså ignorere ham." svarede jeg og hostede lidt, da jeg havde taget for meget is på en gang. "Stop dig selv, Scar. Lad vær' med at være så deprimerende, okay? Altså du ved godt, at der er en mulighed for, at det bare er sladder eller photoshop, ikk'?" spurgte Zoey og så afventende på mig. "Scarlett? Svar mig" sagde hun kommanderende. Et øjeblik havde jeg fået håbet tilbage. Måske var det slet ikke rigtigt. "Nej, det kan man ikke. Det var tydeligvis ham. Og jeg tilgiver ham ikke før han har sagt undskyld!" sagde jeg hårdt. Der var ingen barmhjertighed der. "Scarlett, har du tænkt på at han nok allerede har ringet og skrevet til dig 1000 gange? For helvede Scar, han elsker dig jo! -Og du elsker ham! Tjek din telefon, og ring til ham." sagde Zoey og rejste sig. "Ellers så er det ud!" sagde hun seriøst og pegede mod døren. Måbende åbnede jeg munden, men vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Jeg mener det, Scarlett. Du ødelægger det for dig selv. Ring eller gå." sagde hun med hævede øjenbryn. "Hvis det er på den måde..." sagde jeg koldt, tog min jakke og gik hjem.

 

                                                                         **************

 

"Er det dig?" råbte min mor udefra køkkenet da jeg trådte ind af døren. Det råbte hun altid, selvom det ikke gav nogen mening. "Ja" råbte jeg alligevel tilbage. Jeg satte gummistøvlerne og smed jakken, og traskede op på mit værelse. Jeg kiggede rundt, men endte med bare at smide mig i sengen, hvor jeg krøb sammen i fosterstilling. Ligemeget hvor meget jeg prøvede at tænke på noget andet, kunne jeg ikke tænke på andet end Liam og Danielle, og skænderiet med Zoey. 

Døren åbnedes og min mor trådte ind. Hun listede langsomt hen og satte sig på sengekanten. Hun begyndte lige så stille, at nusse mig i håret. "Er du okay?" spurgte hun lavt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg lod bare være. "Er det sygdommen, eller ham drengen?" spurgte hun videre. Jeg begyndte at få tårer i øjnene, og havde sådan en stor klump i halsen, at jeg ikke kunne sige noget. Pludselig begyndte jeg at hulke højt. Jeg græd og græd i det der føltes som flere timer, mens min mor bare sad og aede mit hår, mens hun kom med beroligende lyde. Til sidst havde jeg ikke flere tårer og ikke mere gråd, så jeg satte mig forsigtigt op. "Scarlett, sødeste. Du bliver nødt til at fortælle mig hvad der foregår, ikke?" sagde min mor blidt, og lod en hånd køre over min ryg. Jeg nikkede, men forblev tavs. "Så behøver du ikke hjælpe mig" sagde jeg og fik fremtvunget et smil. "Det må du selv om, Scarlett. Men hvis det er om sygdommen skal du altså huske at sige, hvis det bliver værre." sagde hun formanende, og rejste sig for at gå. "Vi elsker dig mere end noget andet, det ved du godt ikke?" spurgte hun, mens hun stod ved døren. "Det ved jeg" sagde jeg, og kiggede ned i gulvet, mens døren lukkede. 

Næste morgen bankede det på døren, og før jeg nåede at svare, stod Clary inde på værelset. "Hva' så, dukkebarn?" grinede hun, og satte sig på sengen, men stoppede brat sit grin, da hun så mit triste ansigt. "Hva' så, er der noget galt?" spurgte hun i et helt andet tonefald. "Ja. Men jeg har selv været med til at ødelægge det hele." sagde jeg og lænede mig op af Clarys skulder. "Nåh, har frøken perfekt fucked det hele op? Det var sgu på tide" sagde hun og smilede. "Jeg er overrasket over, at du ikke har ødelagt dit liv før nu" sagde hun. "Mit liv var sgu ødelagt i forvejen" grinede jeg trist. "Du skulle bare vide, hvad jeg har gjort... Som mor og far ikke har ville fortælle dig." svarede hun i et forsøg på, at lysne det lidt op. "Som hvad?" spurgte jeg nysgerrigt, og vendte mig om mod hende. "Jeg... En af de første gange jeg havde sex, så mors veninde, du ved Nicole, det hele. Bagefter ringede hun til mor, og fortalte det hele.  Det var far og mor vist ikke så glade for... Så har jeg også gjort nogle dumme ting, som at være min kæreste utro" sagde hun ligegyldigt. "Havd?" spurgte jeg højt. "Jo, jeg havde lige fået en slags kæreste, men jeg var ret træt af ham og vi havde skændes, så jeg drak mig fuld, og mødte en anden fyr, som... Ja, min kæreste fandt aldrig ud af det, for jeg slog op med ham dagen efter. e har stadig lidt dårlig samvittighed, men altså.. Jeg kan ikke gøre det om." sagde hun med ligegyldighed og trak på skuldrene. "Vi er bare mennesker, Scarlett. Vi gør nogen dumme ting indimellem" sagde hun og rykkede sig længere ind mod væggen. Jeg sad stum, og undrede mig over hvordan Clary, som altid havde været så perfekt i mine øjne, havde gjort noget så dumt. "Hvad har du gjort, lillesøster?" spurgte hun, og puffede lidt til mig. "Liam har været mig utro. Jeg nogle billeder af det. Det var med hans ekskæreste. Jeg ringede til ham, men han benægtede det. Bagefter blev jeg så uvenner med Zoey. Hun tvang mig til at ringe til ham, ellers skulle jeg skride. Og så skred jeg." sagde jeg og kiggede flovt ned i jorden. Jeg havde dummet mig overfor Zoey. "Så må du rette op på dine fejl. -Men Scarlett. Vi er bare mennesker, okay? Liam... Han har måske fortrudt det. Hvis han ikke har, så lad ham være, men... Vi er bare dumme små mennesker. Vi laver fejl. Nogen gange er vi heldige at gøre det rigtige, og Liam gjorde det rigtige, da han valgte dig." sagde Clary og gav mig et langt kram.

 

Heeij!

Undskyld, jeg har været virkelig dårlig til at opdatere, men min computer er gået i stykker. Jeg har været så heldig, at jeg har fået en computer af min skole (det har alle på min årgang), så nu kan jeg opdatere. :) 

Håber i kan lide det nye kapitel.

VI ELSKER JER!

-Maren Directioner

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...