I love you, but I won't survive the summer [1D]

Da den kræftsyge Scarlett ved et træf for støtte mod cancer møder Liam Payne, forandres hendes verden fuldstændigt. Hendes sygdom forbedres hastigt, mens hendes nyetablerede forhold til Liam blomstrer og blomstrer.
Men så begynder det pludselig at gå den anden vej igen. Scarlett bliver tvangsindlagt på hospitalet, mens Liam er på turne med drengene. Mens hun ligger på hospitalet finder hun ud af at Liam har haft et sidespring. Hendes verden går atter under.
Hvad sker der med hendes sygdom? Bliver hun nogensinde rask? Vil hun kunne tilgive Liam?

17Likes
6Kommentarer
1477Visninger
AA

16. This is the end

Scarlett's synsvinkel:

Jeg lagde telefonen fra mig, og var helt i chok. De sidste dage havde jeg mest af alt bare ligget i min seng, og stenet Netflix. Jeg havde været på en enkelt hospitalstur, men ellers havde jeg kun snakket med mine familie, og Zoey. Og nu havde jeg så snakket med Liam. Clary havde konstant prøvet at overtale mig til at ringe, men hver gang jeg tog telefonen i hånden, kunne jeg ikke tage mig sammen. Problemet var ikke, at an havde været mig utro, hvilket jeg nu vidste ikke engang var sandt. Men jeg vidste, at det egentlig ville være bedst hvis han havde været mig utro. Det gav mig en mulighed for, at han fik skylden, så han ikke behøvede at være sammen med mig. For det kunne han ikke. Det blev nødt til at ende her. Jeg kunne ikke gå og holde ham hen. Vi kunne ikke bare lade som om alt var okay, for det var det ikke. 

Jeg havde sagt til Liam, at han skulle kom til London, ellers var det slut. Og det var min chance. Han kunne helt sikkert ikke nå at komme, og så havde jeg en grund til at gøre det forbi. Men på den anden side håbede jeg inderligt, at han ville komme, og vi så kunne være sammen.

Jeg lagde mig træt til at sove. Bare jeg vågnede op, og det hele var en drøm, så jeg aldrig havde mødt Liam. Før ham havde mit liv været meningsløst, men dengang havde jeg bare accepteret, at jeg nok vågnede død op en dag. Men efter jeg havde mødt Liam... Havde jeg noget at kæmpe for. Noget at holde mig i live for. 

Døren sprang op, og jeg vågnede med et sæt. Først troede jeg, at det var en drøm, altså det med døren. Så jeg kiggede træt hen på vækkeuret. Jeg havde sovet 11 timer! Jeg plejede aldrig at sove mere end 7 timer. Det var helt mærkeligt. Jeg vendte mig træt rundt, for at lukke øjnene lidt endnu. Og der stod han. Han lænede sig op af dørkarmen, og så trist ud. Hurtigt var jeg ude af sengen, jeg sprang op, og løb hen til ham. Jeg sprang op, og han nåede lige at gribe mig. Også knugede jeg ham bare ind til mig, som om jeg aldrig skulle se ham igen. Og det skulle jeg måske heller ikke. Da han endelig lod mig falde ned, så jeg at han havde tårer i øjnene. "Scarlett", sagde han bare, og strøg en hårtot fra mit ansigt om bag mit øre. "Scarlett", gentog han, og kyssede mig. "Liam... Vi bliver nødt til at snakke." Sagde jeg, og skubbede ham blidt væk. "Ja. Du har ret." Sagde Liam, og trak mig med over til sengen, hvor vi satte os ned. "Liam, jeg tror ikke... Jeg vil ikke såre dig, men jeg kan ikke klare tanken om, at jeg skal dø fra dig." Sagde jeg, og klemte Liam's hånd. "Scar... Der er intet i den her verden, jeg hellere vil have, end dig. Du betyder alt for mig, Scarlett. Og da jeg mødte dig.. Jeg har altid vidst, at du ikke havde lang tid at leve i, men jeg forelskede mig alligevel i dig. Men jeg vil ikke have, at du forlader mig med vilje." Svarede Liam, og trak mig ind til ham. "Men Liam..." Hviskede jeg med tårer i øjnene. 

Da jeg vågnede op igen, havde jeg slanger igennem næsen, og jeg lå i en hospitalsseng. Det kom egentlig ikke som en overraskelse. Det var sket før. Jeg satte mig langsomt op, og fik øje på de fem drenge fra One Direction. De stod ude foran døren. Louis kiggede ind, og prikkede til Liam, som vendte sig, og gik hurtigt hen mod døren. Hans mund formede mit navn inden døren åbnedes.

Han satte sig på kanten af sengen, og strøg mig over håret. "Er du okay?" spurgte han, og jeg nikkede. "Ja. Liam skal du ikke afsted? Du skal jo på tour." Sagde jeg nervøst, og begyndte at pille ved kanten af dynen. Liam smilede, og fjernede min rystende hånd fra dynen. "Jo, jeg tager afsted om lidt. Du betyder mere end alt andet for mig, men jeg kan altså ikke svigte 50.000 fans." svarede han, og lagde sig ned. Jeg lagde hånden om hans nakke, og pressede mine læber mod hans. Jeg så det overraskede udtryk i hans øjne, men det forsvandt hurtigt. Lidt efter lidt, bankede Niall på glasdøren, og Liam trak sig langsomt væk. "Det her fortsætter når jeg kommer hjem, ikke?" spurgte Liam. Jeg nikkede. "Jo" sukkede jeg til den lukkede dør. Drengene havde allerede slæbt ham afsted.

Senere kom mine forældre og hentede mig, og så lå jeg igen hjemme på værelset. Med hjem havde jeg fået et brev fra hospitalet. Det lå på skrivebordet, men jeg orkede ikke at læse det. Det var altid dårlige nyheder. Til sidst kom Clary ind, og smed sig ved siden af mig. "Du gider ikke læse brevet, vel?" Spurgte hun henkastet. Hun havde som altid regnet mig ud. Jeg orkede ikke engang at svare, så jeg puttede mig bare ind til hende. "Hvordan går det med Liam?" Spurgte hun, og jeg mumlede noget, jeg ikke engang selv vidste hvad betød. "Det går" svarede jeg til sidst. "Er i sammen igen?" spurgte Clary, og lod en hånd køre gennem mit hår. "Mmm" svarede jeg, og lå pludselig med tårer i øjnene. "Shh. Det skal nok gå." Sagde Clary, og kyssede mit hår. Hun rejste sig, og gik hen for at tage brevet. "Nu læser jeg det altså. Højt." Sagde hun, og tog brevet ud af kuverten. "Kære Scarlett - bla bla bla. Okay her kommer det: Din tilstand er forværret, og du skal nu til tjek hver anden dag. Bla bla bla. Din forværrede tilstand gør også, at du skal have mere medicin, og hvis din tilstand ikke snart forbedres, så skal du indlægges." Læste Clary. Jeg sad i chok. Jeg havde set den komme, men det var alligevel som at få en lussing. "Hvad stod der alle de steder, som du sprang over?" Spurgte jeg, og Clary rødmede. "Øhh..." Sagde hun, men jeg afbrød."Clary, jeg ved godt jeg skal dø. Hvor lang tid har jeg tilbage?" Spurgte jeg´, og rev brevet ud af hænderne på hende. Jeg skimmede hurtigt brevet, og kom til det. "Hvis din tilstand ikke forbedres snarest-" læste jeg højt med tårer i øjnene. "-Har du ikke mere end en måned tilbage. Hvis din tilstand ikke er forbedret ved næste tjek, skal du indlægges." Hviskede jeg, og lod brevet falde. "Fuck" sagde jeg, og så løb jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...