I love you, but I won't survive the summer [1D]

Da den kræftsyge Scarlett ved et træf for støtte mod cancer møder Liam Payne, forandres hendes verden fuldstændigt. Hendes sygdom forbedres hastigt, mens hendes nyetablerede forhold til Liam blomstrer og blomstrer.
Men så begynder det pludselig at gå den anden vej igen. Scarlett bliver tvangsindlagt på hospitalet, mens Liam er på turne med drengene. Mens hun ligger på hospitalet finder hun ud af at Liam har haft et sidespring. Hendes verden går atter under.
Hvad sker der med hendes sygdom? Bliver hun nogensinde rask? Vil hun kunne tilgive Liam?

17Likes
6Kommentarer
1420Visninger
AA

17. If only you knew

Scarlett's synsvinkel:

Jeg løb og løb. Jeg havde ikke løbet rigtigt i flere år, og luften slap snart op. Jeg stod i parken. Foroverbøjet fik jeg langsomt vejret. Jeg famlede mig i blinde hen til en bænk, hvor jeg satte mig. Lægerne havde tidligere forslået, at jeg havde permanente slanger i næsen, så jeg bedre kunne få vejret, men jeg havde slået det hen, fordi jeg dengang havde været ligeglad. Dengang ville jeg bare have det overstået og dø. Nu fortrød jeg min beslutning. Måske havde det gjort forskellen? Jeg fik synet tilbage, mens jeg sad på bænken, og jeg kiggede rundt på de forskellige mennesker i parken. En lille dreng gik med sin mor i den ene hånd, og en ballon i den anden. Han grinede, og moren løftede ham op, så ballonen svævede endnu højere. Ved springvandet sad en ung dreng med en ung pige i hånden. Genert tog han hånden om hendes nakke, og kyssede hende. Ved siden af mig sad en mand og smilede for sig selv.

Jeg besluttede mig for at få noget at spise. Det var helt mærkeligt at gå i gaderne alene. Det havde jeg aldrig prøvet. Tidligt på aftenen ringede min mor. Jeg tog den, men sagde ingenting.  "Scarlett?"  Lød det i den anden ende, og jeg svarede med et suk. "Jeg har læst dit brev fra hospitalet.." Begyndte hun, og jeg sukkede igen uden at svare. "Jeg synes du skal komme hjem." Fortsatte hun. Jeg skulle til at svare, da jeg kunne høre en skratten. "Hej Scarlett. Det er far. Vil du ikke være sød at komme hjem? Nu." Sagde han snøftende. "Græder du?" Spurgte jeg selv med tårerne strømmene ned af kinderne. "Kom hjem. Vi har brug for dig." Nærmest hviskede min far. Jeg nikkede, og lagde på. Så traskede jeg hjemad. Mine forældre stod rødøjede og snøftende i døren, og bød mig velkommen ved at overfalde mig med kram, og medfølende bemærkninger.

Endnu engang lå jeg i min seng. Jeg følte mig bundet. Fjernsynet stod på det lille sofabord overfor, men jeg orkede ikke at tænde for det. -Selvom jeg vidste, at min yndlingsserie 'How I met your mother' kørte lige nu. Faktisk ventede jeg bare på, at Liam skulle ringe. På en eller anden måde skulle jeg fortælle ham om brevet. At jeg sandsynligvis kun havde en måned tilbage. Min ringetone lød, og inden for 2 sekunder, havde jeg grebet mobilen, og hilst. 

Liam lød træt. Det var klart, han havde været på arbejde hele dagen, og havde sluttet af med en koncert.

"Hvad har du lavet i dag? Og er du okay?" Spurgte Liam.

Det spurgte han altid om. Jeg sukkede dybt, og forberedte mig på at fortælle alt om brevet, og dermed slå op. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Han arbejdede hårdt, og skulle ikke bekymre sig mere om mig, end han gjorde i forvejen. Så i stedet begyndte jeg bare at opdigte min dag, lavede bare lidt om på den, så vinklen var en anden.

"Altså jeg startede dagen ud med at snakke lidt med min søster. Så læste jeg lidt, og så havde jeg brug for lidt frisk luft, så jeg gik en tur ned i parken, og bagefter tog jeg ud og spiste. Til sidst tog jeg g´hjem, og så lidt tv." Sagde jeg, og fik det til at lyde som om jeg havde det bedre end før.

Jeg kunne nærmest høre ham smile, og var lettet over hvor god min dag lød.

"Okay, det lyder hyggeligt. Ja, jeg har bare lavet det sædvanlige. Sangskrivning, indspilning, lydprøve, koncert, sangskrivning, indspilning. Så nu er jeg godt træt, og skal til at gå i seng." Sagde han, og jeg kunne høre hvordan hans åndedræt blev langsommere og tungere.

"Liam?" Spurgte jeg, men han svarede ikke. Han var faldet i søvn. Jeg grinede af ham, og lagde på. Men der var egentlig ikke noget at grine af. Jeg havde ikke fået fortalt ham om brevet. 

Inden jeg gik i seng, lovede jeg mig selv at fortælle ham om brevet næste gang jeg så ham. Men inderst inde håbede jeg, at jeg ville stoppe med at trække vejret, før jeg så ham igen. Jeg ville ikke kunne klare at fortælle ham det.

Selvom det var selvisk, havde jeg ikke lyst til at sige ordene: "Du skal komme videre, og en dag vil du finde en anden pige." For jeg ville ikke have, at han skulle finde en anden pige end mig.Jeg ville ikke have, at han skulle få et eller andet mega fantastisk familieliv, mens han bare glemte alt om mig. Det var uretfærdigt, at han havde så store chancer for, at alt skulle gå ham godt, mens min skæbne var bestemt. Jeg var nemlig bare så  heldig, at jeg i 5 år af mit liv havde ventet på, at jeg skulle dø, og da jeg så endelig havde noget at lave for, ja så skulle jeg da lige dø. Jeg skulle jo ikke få det for godt! 

 

Undskyld! Endnu en gang undskyld for den lange ventetid. C'est moi (min medforfatter), og jeg har begge været på ferie, og det er derfor mig der udgiver endnu et kapitel.

God sommer!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...