Endeløst (Inspireret af en sang)

En Novelle baseret på en sang af Rasmus Walter

0Likes
2Kommentarer
383Visninger

1. Endeløst

Jeg havde det jo på fornemmelsen, egentligt burde jeg også bebrejde mig selv, men det gør jeg selvfølgeligt ikke. Gaderne er tætbefolkede, menneskerne myldrer mellem hinanden på de snævre fortove, og bilerne snor sig i lange køer på vejene. Der bliver allernådigst gjort plads til en kvinde med en barnevogn, og jeg ser mit snit til at klemme mig igennem menneskemængden. Træernes blade rasler let i vinden. Selvom folkene på gaderne har travlt, går det langsomt i min verden. Jeg bevæger mig nærmest rundt i slowmotion i forhold til de andre. Mine tanker hvirvler rundt i hovedet på mig. Jeg tænker på dig. Du sagde til mig, at det var slut, at du var kommet videre og aldrig ville se tilbage, men du burde kigge dig over skulderen og se på realiteterne. Du burde indse dine ords betydning og tage ved lære, men det gør du selvfølgelig ikke. Du råbte af mig da jeg kommenterede din dobbeltmorale. Du løb ud af døren og jeg har ikke set dig siden. Du løb den forkerte vej endnu en gang. Da vi første gang mødtes, fæstnede jeg mig ved dine øjne. De var fyldt med varme og håb. De er med tiden blevet mere og mere livløse. Dit liv er blevet fyldt med en form for tomhed, og du vil ikke selv indse det.

 

Jeg kommer forbi en stor bygning med en flot glasfacade.  Glasset er blankt og glitrer i genskæret fra den varme efterårssol. Foran står et stort træ der skygger for en lille bænk. Jeg sætter mig og betragter glasfacaden. Jeg lægger mærke til de forbipasserende folk. De går alle bag om bænken hvor jeg sidder,  men jeg ser deres spejlbilleder i de store vinduer. Hvert vindue er delt af en jernbjælke. Når menneskerne passerer, kommer der lige bagved en sløret udgave af dem selv bagved deres rigtige spejlbillede, men lige så snart mennesket når midten, smeltes de to skikkelser sammen til et. Sådan får jeg hurtigt tiden til at gå. Ser hvordan voksne og børn har en ekstra skikkelse lige bagved klar til at gribe dem hvis uheldet skulle være ude. En grå sky går foran solen. Små dråber falder i takt med at det tømmer ud i menneskemængden. Jeg sidder stille under mit træ. Gaden er næsten tømt, men nede i den anden ende ser jeg dig komme gående. Regnvandet drypper fra dit hår. Jeg kigger på dig, men du har stadig ikke set mig. Du fortsætter forbi glasfacaden, men dit spejlbillede er anderledes fra de andres. Den slørede skikkelse passerer forbi det rigtige spejlbillede og er således foran, klar til at skubbe dig, i stedet for at gribe. Du stopper op og kigger på mig, forventer nærmest jeg siger noget, men det gør jeg ikke. Jeg rejser  mig og går i den modsatte retning af hvor du er kommet. Jeg vender mig ikke om, men jeg ved du stadig står der, lige indtil du selv vender om, og fortsætter den vej du kom fra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...