Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2076Visninger
AA

4. Store kærlighedshemmeligheder (Pigen der blev slagtet)

Klokken var kun lige blevet seks, da jeg fik et nødopkald på min mobil. Jeg rejste mig hurtigt, og tænkte, at der måske var sket noget alvorligt. Jeg tjekkede mobilen og så, at det var Jan. Jeg tog den med det samme. "Nina, du er nødt til, at komme på arbejde med det samme!" udbrød han. Så skyndte jeg mig, at tage tøj på, og køre ned på stationen.

Mikkel var der allerede. Han havde poser under øjnene og næsten uredt hår. Han var vist, også blevet jaget ud af sengen.

Kort efter kom Jan løbende ud fra sit kontor. "Vi har en nødsituation. Der er blevet begået et voldsomt mord." Jeg spærrede øjnene op, mens Mikkel kun løftede sit ene øjenbryn. "Præcis hvor voldsomt?" spurgte han. Jan rystede på hovedet. "En af de værste. En pige ved navn Katja er blevet fundet myrdet i en slagterbutik. Hun var blevet hængt op ude i kølerummet ved siden af grisene. Hendes mave var skåret op akkurat ligesom deres." Både Mikkel og jeg rynkede på næsen. "Føj hvor klamt." sagde Mikkel. Han vendte sig mod mig. "Jeg har ikke selv lyst, men det ser ud til, at vi skal hen på gerningsstedet." Jeg nikkede, og pressede læberne sammen. Bare tanken om gerningsstedet skræmte mig. "Vent her. Jeg henter lige nogle næseklemmer." sagde Mikkel og smilte. Jeg smilte halvhjertet tilbage. Gad vide hvor meget der egentlig stank af død ude på slagterriget?

Da vi kom ud i kølerrummet hos slagteren, hang der ganske vidst en ung pige, hængt op midt i rækken af grise. Der var beskidt, og rodet. Der flød alle mulige tilfældige ting alle vegne. Men det værste af det hele var nok den uudholdelige stank. Jeg holdt mig for næsen og gik hen og kiggede på pigen forfra. Det var mega klamt. Hendes indvolde var alle sunket sammen, og nogle lå på gulvet i en klam lille pøl, sammen med en masse blod. Men det var ikke det klammeste. "Hey, Mikkel... Jeg tror morderen rent faktisk, har glemt sit våben inde i offerets mave." Inde i maven lå en stor blodig kniv. Mikkel kom over og kiggede, og rynkede på næsen. Han havde en næseklemme på. Da han så, at jeg holdt mig for næsen, rakte han mig en. Jeg tog den på, men kunne alligevel godt lugte lidt af stanken. Mikkel tog en handske på, og lagde kniven ned i en plastic pose. "Lad os håbe, at der er fingeraftryk på den." Han holdt posen ud for sig i strakt arm, som om den var giftig. "Hej med jer!" råbte en stemme. Jeg blev meget forskrækket, og vendte mig straks om. Jeg åndede lettet ud igen. "Tori, hvad laver du her?" Hun kiggede på mig, som om jeg var lidt halvdum. "Jan sagde, jeg skulle tage herud. I kan vel ikke flytte Katja alene uden min hjælp?" spurgte hun. Mikkel rystede på hovedet. "Nej, så stor en plastic pose har vi heller ikke." Jeg kunne ikke lade være, med at grine af hans dumme bemærkning. Jeg lagde mærke til en stor sort soveposeagtig ting, som Tori stod med i hånden. Hun fulgte mit blik. "Det er den, jeg skal ligge liget ned i." Jeg brød mig ikke om, at hun brugte ordet 'liget'. Hun trak i en lynlås, så den åbnede sig. "Hvor er hun?" Jeg pegede hen på Katja, som hang i krogen i midten af rækken af grise. Så snart Tori nærmede sig, krympede hun sig pludselig sammen. "Den stank er ikke, til at holde ud." Mikkel rystede på hovedet, og trak endnu en næseklemme op af lommen. "Jeg tog en ekstra med til dig, hvis du nu skulle dukke op." Tori tog den på og fniste. "Jeg troede, I kun havde den på for sjov." sagde hun og pegede smilende på vores næser. "Klamt! se lige der!" sagde Mikkel og pegede ned på gulvet foran Katja. Der var et stort blodigt fodspor. Jeg blev nærmest helt lam. "Har han..?" spurgte jeg. Mikkel nikkede. "Han har stået og set Katja forbløde." Tori bukkede sig ned, og så nærmere på fodsporet. Til sidst stak hun hånden ned i sin grå skuldertaske, og tog et målebånd frem. Hun målte så fodsporet omhyggeligt. "En ting ved vi da nu. Vores morder bruger størrelse fyrre i sko." Vi hørte skridt bag os, og drejede hurtigt rundt. En høj mand med brunt hår, små briller, og et blodigt forklæde kiggede bedrøvet på os. "Ejer du det her sted?" spurgte Mikkel. Manden nikkede. "Jeg er slagteren. Det var et forfærdeligt syn, at se Katja hængt op, som en gris. Hun var sådan en sød pige, som kom i butikken tit." Slagteren havde et fjernt blik i øjnene. "Er der andre, som har nøgler til det her sted?" spurgte jeg. Slagteren nikkede. "Min datter Katrine, og min unge medarbejder Mathias."

Vi bad slagteren hente sin datter, og kort efter kom hun hen i butikken. "Var du Katjas veninde?" spurgte jeg. Katrines mund blev til en lige streg. Hun var vist blevet i tvivl. "Altså jeg var ikke ligefrem veninde med hende..." Jeg kunne ikke finde på mere, at sige. "Hvorfor tror du, hun blev myrdet?" spurgte jeg. Katrine sukkede. "Hun havde en vane, med at såre sine kærester, og være dem utro. Det kan jo være hun..." Hun gjorde ikke sætningen færdig. Jeg nikkede bare. "Okay, tak for hjælpen."

Jeg gik udenfor med Mikkel. Tori var allerede kørt tilbage til centret, for at undersøge Katjas døde krop. "Vi skal vist besøge ham Mathias." sagde jeg og rystede på hovedet. Jeg var deprimeret, over det der var sket med stakkels Katja. Jeg forsøgte at løse mysteriet. Hvem kunne nogensinde, drømme om, at slå en pige ihjel på den måde? Mikkel lagde vist mærke til, at jeg var lidt nede. Han lagde en hånd på min skulder. "Hey, er du okay?" spurgte han. Jeg prøvede, at nikke overbevisende. Men han hoppede vist ikke på den. Han strakte sine arme ud, og gav mig et langt kram.

Efter et par minutters kørsel stod vi ved Mathias' dørtrin. Jeg bankede let på døren. En kvinde på omkring fyrre år, kom og lukkede op. "Hvem er I?" spurgte hun. Vi tog begge vores efterforskningsskilte op, og viste dem til kvinden. "Vi er fra politiets efterforsknings afdeling. Er Mathias hjemme?" spurgte Mikkel. Kvinden rystede på hovedet. "Er der noget, som jeg kan hjælpe jer med?" spurgte hun. Mit blik mødtes med Mikkels, og vi nikkede begge to. "Vi vil gerne, se Mathias' værelse." Kvinden nikkede og lod os komme ind.

Mathias' værelse var rodet og grimt. Det bestod kun af mørke dystre farver, og en masse plakater med rocksangere. Hist og her lå der halvspiste pizzastykker og flød. Der kravlede endda tonsvis af insekter i vindueskarmen. "Det vil tage en evighed, at lede efter spor her. Burde vi ikke bare tage tilbage?" spurgte Mikkel. Jeg lagde hovedet på skrå, og kiggede ned på gulvet. "Synes du da ikke, at den dér er lidt malplaceret?" spurgte jeg. Han fulgte mit blik, og fik øje på et par røde og lyserøde trusser med blonder på.

Efter vi havde fået dem op i en pose, satte vi os ind i bilen og kørte væk fra Mathias' hus. Gad vide hvis trusser det var?

Da vi kørte hen på en lidt menneskeøde vej, (i forhold til resten af København) så jeg to, holde hinanden i hånden. Jeg kneb øjnene sammen. "Kør lidt langsommere." sagde jeg til Mikkel. Han rynkede panden, men gjorde som jeg bad ham om. Jeg kunne se parret tydeligt nu. "Mikkel... det der er min far og min mor." sagde jeg og pegede på dem. "Ja? Og hvad så..?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "De er skilt." Mikkel kiggede først på mig så på dem og så på mig igen. "Vil du 'afsløre' dem?" spurgte Mikkel. Jeg fjernede ikke blikket fra dem. De stod og grinte og flirtede. "Nej, men jeg må fortælle det til Michelle..." sukkede jeg. "Hun ved sikkert, hvad jeg kan gøre." Jeg bad Mikkel køre videre, og tog min iPhone op af lommen. Jeg ringede til Michelle. Bare hun stadig ikke var på arbejde. Heldigvis tog hun hurtigt sin mobil. "Hej, Nina..." sagde hun. Jeg kunne høre et tv i baggrunden, så jeg gik ud fra, at hun var hjemme. "Hej, Michelle. Du skal lige høre det vildeste nogensinde! Kan du holde på en hemmelighed?" Jeg kunne fornemme Michelle smile i den anden ende af røret. Selvfølgelig kunne hun ikke holde på en hemmelighed... eller det kunne hun i max fem minutter. "Sig frem." sagde hun. "Mor og far kommer sammen igen." sagde jeg og skulede ned af gaden. Vi var allerede kørt forbi dem. "What?!" råbte Michelle, og skruede lidt ned for sit tv. Jeg forklarede hende alt, hvad jeg havde set. "Hvordan kan de skjule, sådan en stor hemmelighed for os?" spurgte Michelle trist. Det chokerede mig lidt, for Michelle var næsten altid en lille glad solstråle. "Jeg aner det ikke." sagde jeg og rystede på hovedet.

Da vi langt om længe kom ind på Toris kontor, skulle hun selvfølgelig lige, lave sjov, da vi havde forklaret hende, hvad vi havde fundet. "Gad vide hvad den knægt mon har lavet?" spurgte Tori og løftede øjenbrynene op og ned. Jeg rullede med øjnene, og gav hende posen trusserne lå i. "Jeg burde kunne finde ud af, hvem der har haft dem på sidst, ved hjælp af en grundig DNA test." Hun studerede trusserne og vendte sig så derefter om. Mikkel og jeg gik ud, for at hun kunne arbejde i fred. Jeg lænede mig op ad væggen og sukkede. "Gad vide hvad denne her sag ender med..." Mikkel rystede på hovedet. "Ja... Jeg kan ikke rigtig se nogen grund, til hvorfor nogen skulle slå Katja ihjel. Slagteren sagde, hun var en sød pige." Jeg lænede mig væk fra væggen. "Ja, men Katrine sagde, at Katja havde såret mange af sine eks-kærester. Måske har en af dem, slået hende ihjel." Mikkel tænkte et øjeblik. "Men hun må have gjort noget meget slemt, siden hun fortjente sådan en død."

Vi skulle til at gå, da Tori åbnede døren til sit kontor, og kaldte på os. Vi gik hen til hende igen. "Jeg glemte helt at sige, at jeg har analyseret liget. Jeg fandt spor af brune hår på hende. Så vi ved, at morderen har brunt hår." Jeg tænkte på dem, vi havde mødt indtil videre. Men både slagteren, Katrine og Mathias havde brunt hår.

 

Næste dag stødte vi igen på Tori. Vi havde fået endnu et spor. "Vi har et match på DNA'et i underbukserne." sagde Tori og kiggede ned i jorden og sukkede. "Det matcher uden tvivl Katjas." Mikkel og jeg kiggede på hinanden. Vi tænkte vist det samme. Mathias havde helt klart, haft et kærlighedsforhold til Katja. Havde hun såret ham? Såret ham så dybt, at han ville slagte hende på den måde? "Det kan ikke være andre. Det kan det ikke." sagde Mikkel og rystede på hovedet.

Kort efter stormede vi ind i slagterbutikken. Den havde lukket, fordi den var et gerningssted. Men slagteren og Mathias var stadig derinde, for at fjerne det gamle kød i køledisken, og gøre rent. "Du kommer med os lige nu!" råbte Mikkel og pegede på Mathias. "Mig?" spurgte hun overrasket og pegede på sig selv. "Hvad sker der?" spurgte slagteren lige så overrasket. "Han har myrdet Katja." sagde Mikkel. Mathias' øjne blev store af skræk. "Det er ikke mig!" råbte han. Men jeg kunne se, at han svedte. "Vi ved, du og Katja har været kærester!" Mathias' øjne blev endnu større, og det lignede, at de kunne falde ud når som helst. Men han blev hurtigt vred. "Og hvad så? Det betyder jo ikke, at jeg slog hende ihjel? Hun har haft mange kærester!" snerrede han. "Ja, men hvor mange af de kærester, har haft nøglen hertil, hvor Katja blev fundet slagtet?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Det er altså ikke mig!" protesterede han. "Sig det til retten." mumlede Mikkel. Jeg kunne ane en politimand komme ind ud af min øjenkrog. Vi havde, bedt dem komme, for at putte Mathias i ungdomsfængsel. "Så mødes vi igen." sagde politimanden. Jeg kunne tydeligt genkende ham. Det var Chris. Jeg smilede som svar. Så vendte jeg mig om mod den forbavsede slagter. Han så trist ud. "Jeg beklager altså." Slagteren kiggede på Mathias, da Chris og Mikkel slæbte ham ud af butikken. Slagteren rystede på hovedet. "Jeg havde aldrig troet, at Mathias kunne gøre sådan noget. Han var så gode venner. Især med Katrine. Hun har fortalt mig mange historier, om hvor sød han var." Han kiggede ud af vinduet, stadig på Mathias. Jeg prøvede, at nikke forstående. "Er det okay, at jeg lige smutter ind og ser, om jeg kan finde flere beviser?" spurgte jeg. Slagteren nikkede.

Da jeg gik hen i kølerrummet, så jeg, at der allerede var nogen derinde. Det var Katrine. Hun stod og kiggede på noget af Katjas blod, som stadig lå på gulvet. Jeg hostede. Katrine drejede forskrækket om på hælen. "Åh, det er dig. Jeg stod bare og tænkte..." sagde hun, og gik ud igen.

 

Næste dag fik jeg en besked fra Jan. Han skrev, at der ikke var nogle sager lige nu, og vi havde gjort et godt stykke arbejde i går, så vi kunne godt holde en fridag. Det var godt, for så havde jeg mere tid, til at tænke over tingene. Som Mikkel havde sagt; hvad havde Katja gjort, siden hun fortjente, at dø på sådan en grusom måde? Hvis vi virkelig skulle fælde ham i retten, skulle vi vel finde ud af, hvad Katja helt præcist havde gjort. Slagteren havde fortalt mig, at Katrine var rigtig gode venner med Mathias. Måske vidste hun noget? Jeg vidste, at man ikke måtte udforske en sag privat, når man ikke var på arbejde, men jeg måtte finde ud af hvad Katja havde gjort.

Jeg kørte hen til Katrines hus og bankede på hendes dør. Hun åbnede selv. "Hej." sagde hun, og smilte falskt. Hun var helt klart ikke glad, for at se mig. "Må jeg komme ind?" spurgte jeg. Hun nikkede.

Vi gik op på hendes værelse og satte os. "Vil du have noget? Kaffe, te, vand..?" spurgte hun træt. Hun havde rander under øjnene, og havde nok ikke sovet så meget i nat. "Ellers tak. Jeg vil bare spørge dig om noget. Ved du hvorfor Mathias slog Katja ihjel?" spurgte jeg. Til min store skuffelse rystede hun på hovedet. Vi hørte det ringede på døren. Katrine rejste sig, og jeg fulgte efter hende. Hun åbnede, og udenfor stod hendes mor. Hun blev en anelse overrasket, da hun så mig. "Jeg er Nina Jones, fra politiets efterforskningsafdeling. Jeg skulle bare snakke med din datter." Moren løsrev sig fra sine tanker og nikkede. "Jeg laver noget kaffe til dig mor." sagde Katrine, og gik ud i køkknet, så jeg nu var alene med moren. "Man skulle jo tro, at hun var ked af, at Katja var død." sagde jeg. Moren nikkede. "Ja. De var gode veninder. Men til sidst gik det ikke så godt." sukkede hun. "Katrine og Mathias var jo kærester, som hun nok har nævnt." sagde moren og smilede. Jeg rystede på hovedet. "Det har hun ikke sagt noget om." "Nå, men Mathias begyndte, at trække sig længere og længere væk fra hende. Til sidst opdagede hun, at han var hende utro med Katja." Jeg spærrede øjnene op. "Katrine har et stort temperamant. Hun sad oppe på sit værelse, og skreg deres navne hele tiden. Hun nægtede at spise eller drikke. Jeg havde så ondt af hende. Men det er nok værre nu. Hun elsker sikkert stadig Mathias, og nu havner han sikkert i ungdomsfængsel." Jeg lagde hovedet på skrå. "Vidste hendes far noget om det her?" Moren rystede på hovedet. "Nej, men han er jo heller ikke så følsom. Så han ville nok ikke, kunne forstå Katrines smerte alligevel, hvis hun havde fortalt ham om det." sukkede hun. Katrine kom ud fra køkkenet. Jeg betragtede hendes fødder. De kunne godt være en størrelse fyrre.

Så snart jeg kom ud af huset, ringede jeg til Mikkel. "Mikkel, Jeg tror vi har begået en stor fejl..." sagde jeg.

"Du kan ikke bare efterforske i din fritid!" sagde Jan. "Det ved jeg godt." sagde jeg og sukkede. Jeg stod inde på hans kontor, og diskuterede sagen. "Men det her er virkelig alvorligt!" protesterede jeg. "Ja, du kunne blive fyret!" sagde Jan. Jeg rullede med øjnene. Jeg følte mig som en eller anden teenager, der havde et skænderi med sine forældre. "Jeg mener, at sagen er alvorlig." sagde jeg. Så forklarede jeg Jan, alt hvad jeg havde set og hørt. Han nikkede bare og satte sig på sin nye kontor stol. Så vendte han blikket mod mig. "Så la' gå. Gå ud og find beviser, og få fældet tøsen. Men begå ikke samme fejl igen. Forstået?" spurgte han. "Ja." smilede jeg. "Du ringer også lige til Mikkel først, og får ham, til at komme." sagde Jan og pegede på mig med sin pegefinger. Jeg sendte ham et lille lusket smil. "Det har jeg da allerede gjort." Så vendte jeg mig om, og gik ud af døren.

Mikkel stod udenfor og ventede, som jeg havde bedt ham om. "Jeg slipper udenom straffen." sagde jeg og gav ham en high-five. "Sådan!" sagde han og smilte. Det gik pludselig op for mig, at vi var blevet ret gode venner på det sidste. Før havde Mikkel været sur og irriteret på mig. Men nu opførte han sig helt anderledes. Jeg kom også til, at tænke på den dag ved slagterbutikken, hvor vi havde krammet i rimelig lang tid. Vi havde virkelig, fået et stærkt venskab. "Skal vi ikke tage et smut forbi politistationen, og hente Mathias?" spurgte jeg. Mikkel nikkede og holdt døren for mig på vej ud. "Lad os det."

Da vi kom hen på politistationen, bad vi se Mathias. Vi fik at vide, at han låst inde i et lille rum, indtil han ville indrømme noget i afhøringerne. Men han ville ikke give sig. Vi forklarede politiinspektøren, hvad vi havde fundet ud af. Han blev meget chokeret, og sagde at vi godt måtte slippe Mathias løs. Men at politiet stadig ville holde skarpt øje med ham. Han sagde også, at det ville være bedst, hvis kun én af os gik derind. Mikkel besluttede, at vente derude.

Jeg gik ind i lokalet, som kun bestod af grå og beskidte vægge, og en lille bænk. På bænken sad Mathias med håndjern på, som sad fast til bænken. Politiinspektøren havde givet mig nøglen til håndjernene, så jeg kunne låse dem op. "Undskyld." sagde jeg og kiggede ned i jorden. Det gjaldt, om at få hans tillid. Han rystede på hovedet. "For hvad? At du har anholdt mig?" spurgte han og fnyste. "Nej. Fordi du ikke er morderen." sagde jeg og løftede hovedet. Mathias' øjne lyste forventningsfulde op. "Hvordan..?" Jeg smilte. "Katrine hun... hun slog Katja ihjel." mumlede jeg. Mathias' mund gik på vid gab. "Hvad?!"

Jeg begyndte, at forklare, og langt om længe faldt brikkerne på plads i hans hoved. "Jeg vidste godt, at hun havde gået til psykolog, men ikke at det var slemt!" udbrød han. "Lige nu mangler vi bare beviser på, at det rent faktisk var Katrine, som slog Katja ihjel. Hvis ikke... så ender du måske i fængsel i stedet." sagde jeg og sukkede. Mathias blev rædselsslagen igen. "Jeg kan intet gøre lige nu, men jeg kan løslade dig midlertidigt." sagde jeg. Jeg tog nøglen op af lommen og viftede den frem og tilbage mellem mine fingre. Mathias lyste op i et lille smil. "Det var da noget." sagde han glad. Jeg smilede tilbage. "For at jeg kan hjælpe dig, må du give mig alle de informationer, du har om Katrine." sagde jeg og bukkede mig ned, så jeg havde samme højde som ham. Han nikkede, og noget sagde mig, at jeg trygt kunne stole på ham. "Kender du navnet på psykologen?" spurgte jeg. Han nikkede. "Jeg var engang med derovre, fordi psykologen mente, at jeg havde en beroligende virkning på Katrine. Hun hed Charlotte Wilhelm." Jeg nikkede og skrev det ned på min iPhone. "Jeg fortalte en dag Katrine, at hun ikke føltes som den rigtige for mig. Hun troede ikke på mig. Jeg sagde, at jeg slog op med hende. Men hun var stadig overbevist om, at jeg ikke havde. Så så hun, at jeg kom sammen med Katja, og det gjorde hende rasende. Men jeg vidste ikke, at hun ville gå vidt." Katja lød virkelig som en, der behøvede hjælp. Jeg spekulerede på, om hun mon nogensinde ville få det... eller om hun overhovedet ville have det.

Jeg tog med Mikkel hen til psykologens hus, for at hun kunne vidne til, at Katrine ikke havde været helt okay, med at Mathias havde fået en ny kæreste. Vi satte os alle ind i et rum med hvide vægge og røde møbler. Psykologen var en børnepsykolog, og det kunne man tydeligt se, for der flød rundt med legetøj og bamser. "Jeg vidste godt, at den pige ville gøre alt, for at få sin ekskæreste tilbage. Hun var meget deprimeret, og hendes kæreste var det eneste, som gjorde hendes liv en smule godt. Da han forsvandt, blev hele hendes verden ødelagt." Psykologen lagde det ene ben over det andet, og satte sig bedre til rette i den røde plasticstol. "Men hun var åbenbart mere syg, end jeg lige troede hun var. Jeg burde have vidst det. Jeg burde have stoppet hende." sagde psykologen og kiggede ned i gulvet. "Det kan vi godt forstå." sagde Mikkel. "Men du må altså vidne i sagen. Hvis hun bliver kendt skyldig, vil hun få den bedste hjælp helt gratis." Psykologen nikkede. "Jeg gør det." sagde hun bestemt.

Nu kunne vi virkelig få fældet hende. Jeg blev glad, for selvom hun var syg, var hun trods alt stadig en farlig og brutal morder. Jeg tænkte på Katjas familie. De måtte være ude af den af sår. Men jeg tænkte også på Katja selv. Gad vide om hun blev tortureret før hun blev dræbt? Gjorde Katrine det hurtigt af med hende, eller lod hun hende forbløde langsomt? Jeg glædede mig nu bare til det hele var overstået. Så kunne jeg endelig tænke på mine egne problemer; hvad havde mor og far gang i? Hvorfor fortalte de os ingenting, om at de var kommet sammen igen? Der var kun en måde, at finde ud af det på. Jeg måtte konfrontere dem med det - sammen med Michelle.

 

Et par dage senere stod jeg i retten med Mikkel, Jan og Tori. Vi viste resultaterne af efterforskningen og beviserne, vi havde fundet. Psykologen og Mathias fortalte hvad de havde oplevet. Jeg kom til, at svede. Havde vi nok beviser?

Efter mere end tre timers diskussioner blev Katrine dømt skyldig - fordi hun selv indrømmede det hele. Hun så neutral ud i ansigtet. Men Mathias så lykkelig ud. Vi havde puttet hans kærestes morder i ungdomsfængsel. Katrine skulle have gratis psykolog hjælp og sidde inde, til psykologen mente, at hun ikke længere var farlig. Jeg kunne ikke lade være, med at smile, da Mathias krammede sine forældre. De vendte hovederne mod mig og Mikkel. "Tak! Tusind, tusind tak, for at hjælpe min søn ud af det her!" råbte de. Jeg smilede og blinkede med det ene øje. Vi tog vores ting, og skulle til, at gå. Nogle mænd var ved at føre Katrine ud af salen. Vores blikke mødtes. Hun så trist ud. I dét øjeblik så jeg hende ikke længere som en brutal morder - Men som en stakkels pige som havde alvorligt brug for hjælp...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...