Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2131Visninger
AA

1. Ny på jobbet (Hånden i haven)

Nu var jeg her endelig. Jeg stod uden for den gigantiske bygning, hvorpå der hang et skilt med bogstaverne "Københavns politis efterforsknings center". Det var min første dag på jobbet, og jeg glædede mig meget.

Jeg åbnede langsomt døren og trådte ind. Indenfor var der en gang, som så ud til at være uendelig lang. Den snoede sig til både til højre og venstre. På trædørene hang der små skilte, der fortalte hvilken persons kontor det var. Der stod utallige kedelige græsgrønne potteplanter rundt omkring på gangen. Men det allerførste jeg fik øje på, var en kvinde, som var omkring tredive år, havde briller på, havde små blå øjne, kort, krøllet brunt hår og havde en hvid stof jakke på og lange sorte bukser. "Nina Jones?" spurgte hun og løftede kækt hovedet. "Ja, det er mig." sagde jeg og smilte. Men kvinden smilte ikke tilbage. "Jeg er Emma. Følg med mig, så viser jeg dig hen til chefens kontor." Så vendte hun sig om, og begyndte hurtigt, at gå ned ad den lange gang, som om hun havde travlt. Jeg havde intet andet valg, end at følge efter hende.

Snart efter kom vi til en dør, hvor der på et lille skilt stod "Efterforsknings chef, Jan Johansen" Emma bankede på døren med et let håndled, åbnede den og gik ind. En mand midt i fyrrene, som havde sort hår og brune øjne kiggede op fra sin computer, og kiggede tålmodigt og afventende på Emma. "Nina Jones, som er 'nybegynder ansat' er her nu..." Hun drejede elegant rundt på hælen og kiggede hovent på mig. "Du kan gå ind." Jeg gik ind og Emma gik ud. Jeg kunne høre hendes højhælede stiletter klikke, da hun gik hele vejen tilbage ad gangen. "Sid ned." sagde Jan og pegede på en sort kontorstol overfor ham. Jeg satte mig ned og smilte. Men heller ikke her, fik jeg noget smil tilbage. "Velkommen til Københavns politis efterforsknings center." sagde han. Jeg mumlede et stille tak. "Der her er jo din første arbejdsdag." sagde Jan og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg har haft mange som dig. Men jeg må desværre fortælle dig, at ikke engang halvdelen af dem, er blevet til andet end politibetjente. Mange har jeg fyret, fordi de ikke har egnet sig til jobbet." Han trak på skuldrene og kiggede ud af vinduet. "Men jeg vil altså virkelig det her!" protesterede jeg og skubbede en mørk tot hår om bag mit øre. Jan nikkede. "Okay. Jeg giver dig selvfølgelig en chance." Han rejste sig fra sin stol og gik hen til døren. "Vi har netop fået en ny sag for ikke så lang tid siden. Normalt er det ikke mig, der tager mig af det. Men i dag gør jeg, så du kan komme med og se på." Jeg rejste mig taknemligt og gik med ham ud af døren. Jeg var lykkelig over, at kunne komme med på en rigtig efterforskning.

Jeg satte mig ind i en bil sammen med Jan. Han kørte til et lille nedslidt hus i et næsten forladt getto område. Huset var grimt og malingen skalede af muren i store, hvide og tykke flager. Rundt om hele grunden var der sat gule bånd op, hvor der stod, at der var begået noget kriminelt. Så snart bilen stoppede, steg Jan og jeg ud af bilen, og gik hen til en mand, som stod inde på det grusede fortov. "Jeg kommer fra politiets efterforsknings center og hedder Jan Johansen, og det her er min kollega Nina Jones." sagde han og pegede på mig. "Hvad drejer den alvorlige sag sig om?" Mandens rystede, da han begyndte, at fortælle, hvad der var hændt. "Altså det her hus er ubeboet. Men i morges da jeg gik forbi huset, så jeg, at der var blod på muren!" Manden pegede på en mur, hvor der ganske rigtig var masser af blod. "I nat hørte jeg en masse spetakel, men jeg kunne ikke høre præcist, hvad det var. Jeg troede det bare var nogen, som skændtes ude på gaden eller sådan noget!" Jan klappede manden på skulderen. "Det var godt du ringede. Men jeg er bange for, at sådan nogle mysterier ikke kan løses..." Jeg kiggede forbavset på Jan. Havde han virkelig allerede givet op? Jeg tænkte også på den stakkels mand, som var gået helt i panik. Hvad nu hvis han ikke længere, turde gå udenfor om natten? "Jeg synes altså vi skulle lede efter spor. Det er jo det, vi er her for!" sagde jeg til Jan. Han så overrasket ud, og jeg kom i tanke om, at det nok ikke var så smart, at sige ham imod på min første arbejdsdag. "Undskyld Nina, men jeg har over femten års erfaring. Jeg ved, at de her sager næsten aldrig bliver løst." Manden kiggede lidt forvirret på os. "Det er hendes første dag på jobbet." sagde Jan, og nu forstod manden. "Jeg synes stadig, vi skulle lede. Bare lige hurtigt." bad jeg. Jan gav op og sukkede. "Okay. Så kan jeg vise dig, at det næsten er umuligt, at opklare sådan nogle sager."

Han fortsatte sin forklaring på vej hen til husets have. "Der er kun en anelse blod på muren. Offeret kan umuligt være død af blodmangel, og er sikkert stukket af. Desuden... hvis offeret var blevet slået ihjel senere, ville man have fundet liget. Vi kan jo alligevel ikke anholde nogen i sagen, hvis der ingen afgørende spor er." Han gik hen til muren og undersøgte området omkring den. "Led efter beviser i den anden ende af haven." beodrede han, og gav mig et par hvide plastichandsker. Haven var temmelig rodet, og der lå gamle og slidte møbler rundt omkring, plus noget gammelt affald. Det ville komme til at tage ret lang tid, at lede alt igennem. Men jeg nægtede, at give op!

Da jeg var i gang, med at flytte en sofa, spottede jeg noget rødt ud af min øjenkrog. Jeg satte forsigtigt sofaen på jorden igen, og kiggede derhen, hvor jeg havde set det røde. Det var et størknet blodspor på cirka fem centimeter, som så førte ind under en væltet lænestol. Turde jeg flytte den, og se om der lå noget under den? Det var mit job, så det var jeg nødt til. Jeg tog mig sammen, lukkede øjnene og løftede stolen. Under den så jeg det klammeste, jeg havde set i hele mit liv. Jeg skreg og tabte lænestolen på jorden. Jan kom straks løbende. "Hvad er der galt?!" råbte han. Jeg pegede på lænestolen og løftede den igen. Jan sprang nærmest op, da han så, hvad der lå under stolen. Der lå en sav, som var smurt ind i blod. Men det var ikke den, jeg havde skreget af. Ved siden af saven lå en hånd. Man kunne se knoglen og senerne stikke ud af den. Nogen havde sandsynligvis savet den hånd af med saven. Jan løb straks over til bilen og tilkaldte forstærkninger. Imens flyttede jeg stolen hen et andet sted, så den ikke ville ligge i vejen.

Da Jan kom tilbage, bad han mig gå ud af haven. Han sagde, at forbryderen måske stadig kunne være inde i huset.

Kort efter kom to biler kørende. En mand cirka på alder med mig, femogtyve, steg ud af bilen. Han havde glat brunt hår og blå øjne. Han var ligesom Jan og jeg, klædt i civil. Men i hans jakke hang et skilt, hvor der stod at han var efterforsker, det samme som jeg var... hvis Jan gerne ville beholde mig på jobbet. En kvinde steg ud af den anden bil. Hun lignede også en på femogtyve. Hun havde langt blondt hår, pastel lysød øjenmakeup og en hvid kittel på, hvor der stod, at hun var retsmediciner. Kvinden og manden gik hen til os. "Det her er den nye på jobbet Nina Jones." De nikkede begge. "Nina, det her er Victoria Madsen." Victoria smilte. "Hun er retsmediciner. Hun obducerer døde kroppe, og ser nærmere på DNA, fingeraftryk og fundne kropsdele." Ordene 'fundne kropsdele' lød underligt i mit øre. Jan vendte sig mod manden. "Det her er så Mikkel Thomsen. Han er professionel efterforsker, som har været her i fem hår. Du kan lære meget af ham." Mikkel så stolt ud og rettede på sit skilt.

Så begyndte Jan, at forklare dem hvad der var sket, og hvad jeg havde fundet i haven. Derefter forklarede han professionelt planen. "Victoria, du går hen og indsamler hånden og en noget af blodet fra muren, Mikkel og jeg går ind og undersøger og sikrer resten af huset, og Nina du kan indsamle saven, som er vores bevismateriale og sørg for, at bruge handsker. Dit fingeraftryk skulle jo nødig havne på beviserne." sagde han og smilte. Det var første gang, jeg så hans smil.

Jan og Mikkel ind i huset, og Victoria og jeg blev udenfor, for at klare vores opgaver. Jeg gik hen i bilen, og tog en pose til saven, og Victoria gik hen og hentede en pose og et lille bæger til hånden blodet.

"Så man er ny på jobbet?" spurgte Victoria, mens hun samlede hånden op, og mens jeg samlede saven op. "Ja. Det er min første dag. Men jeg håber, jeg kan blive her lidt længere end det." sagde jeg og smilte. Victoria grinte. "Det håber jeg også, for du virker ret sød. Tro mig, det er der ikke mange, som er henne på centret." "Du virker også sød Victoria." svarede jeg. "Du kan kalde mig Tori i stedet for. Det gør min familie og venner." Jeg nikkede. "Okay." Der var stilhed, mens vi lagde hånden,blodet og saven ind i bilerne. "Hvis du mangler noget, eller vil have nogle tips, så er du velkommen, til at spørge. Mit kontor ligger på anden sal for enden af gangen. For resten tror jeg du bliver lidt endnu. Det er ikke hver dag, at man finder en, som finder et afgørende spor på sin første arbejdsdag." Jeg skulle til at sige tak, da Mikkel kom ud af huset. "Vi har fundet liget af en mand uden en hånd!" Så gik han ind i huset igen. "Vi må vidst hellere, tage et kig." sagde Tori.

Huset var mere rodet indeni, end ude i haven. Ting lå spredt alle vegne og der stank kraftigt af affald. Ude på badeværelset fandt vi Mikkel og Jan. En død mand lå i badekarret. Hans øjne var åbne og de var store af frygt. Han svømmede i sit eget mørke blod i badekarret, og man kunne ikke ungå, at få ondt af ham. "Du ved, hvad du skal gøre." sagde Jan og kiggede på Tori. Tori nikkede og gik, sandsynligvis for at hente noget. "Hvad er det der?" spurgte jeg. "Det er en død mand. Det kan du vel se?" sagde Mikkel irriteret og rullede med øjnene. "Jeg mener køkkenkniven på gulvet, som også er smurt ind i blod." Jan fik også øje på den, og bøjede sig ned. "Den kan ikke have tilhørt manden. Den må have tilhørt morderen. Men der sidder stadig en stregkode på. Altså er kniven spritny." Jeg tænkte på, at mandens håndled var blevet savet af med en sav. "Men morderen havde jo allerede en sav. Hvad skulle han så bruge en kniv til?" spurgte jeg. "Sådan nogle typer som morderen har næsten altid en kniv på sig." sagde Mikkel hovent, som om han vidste alt.

Da vi kom tilbage på efterforskningscentret, bad Jan mig gå hjem. "Du kan ikke gøre mere for i dag." "Okay." sagde jeg, steg ud af bilen, og gik hen til min egen bil, som stod lidt længere henne på parkeringspladsen. "Godt klaret for resten!" råbte Jan til mig, inden jeg kørte. Jeg smilede og vinkede, da jeg kørte væk. Jeg skulle vist arbejde her mere end en enkel dag...

Da jeg åbnede døren til min lejlighed, blev jeg meget overrasket. En person med langt blond hår og en lille pige stod med ryggen til mig inde i stuen. "Hallo?" spurgte jeg, og personen og barnet vendte sig hurtigt om. Det var min søster, Michelle og hendes seks-årige datter, Clara. "Moster Nina!" råbte Clara og omfavnede mig. "Hej, smukke Clara." sagde jeg og smilte. Derefter løb Clara ind i stuen, sikkert for at lege. "Hej Tøsen! Hvordan går det?" spurgte Michelle og omfavnede mig. Jeg nikkede. "Fint. Men hvad laver I her?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg vidste godt, at Michelle havde nøglen til min lejlighed, men hun havde kun brugt den, hvis det var et nødstilfælde. "Jeg ville da bare spørge, om det gik godt på din første arbejdsdag." Pludselig lød der et kæmpe brag ude i køkkenet, og en person begyndte, at bande højt. "Hvem er det?" spurgte jeg, og skulle til at gå ud i køkkenet, men Michelle gik ind foran mig. "Nu er overraskelsen ødelagt." sagde hun dramatisk. "Men familien ville gerne holde en middag for dig, når nu du havde fået nyt arbejde." Jeg var super glad, for at hun og resten af familien ville holde en middag for mig, men jeg måtte desværre, fortælle Michelle de dårlige nyheder. "Min nye chef sagde, at ikke engang halvdelen af de nye ansatte han havde haft, endte med at blive noget, inden for efterforsknings branchen. Højst endte de med, at blive politimænd- eller kvinder. De fleste er bare ikke egnet til jobbet." sagde jeg og trak på skuldrene. Men som jeg havde forventet, blev Michelle ikke det mindste skuffet. "Jeg ved, at din chef vil beholde dig på arbejdet, og jeg ved, at du har talent for det." Hun lagde sin venstre hånd på min skulder. Jeg kunne høre skridt bag Michelle, og kiggede over hendes skuldre. Vores far og Michelles kæreste Nick, kom ud fra køkkenet. "Kan vi bestille en pizza i stedet?" spurgte Nick og kørte hånden gennem sit sorte silkebløde hår. Michelle og jeg grinte. "Gør I bare det." sagde jeg og klappede Nick på skulderen, mens jeg tænkte over, hvordan min søster mon havde fundet sigflot en kæreste. Nick var både stærk og smuk. Hans øjne var sølv-grå, og han havde stærke og maskuline arme. "Fedt!" sagde Nick og gik hen til min opslagstavle, og pillede en reklame fra en pizzarestaurant ned. "Hej, far." sagde jeg og krammede ham. "Hej, skat." svarede han. Jeg trak mig tilbage igen, og han kiggede dybt ind i mine havblå øjne. "Hvordan gik det på jobbet?" sagde han skubbede en tot af mit mørkebrune hår om bag mit øre. Jeg nikkede. "Fint." Jeg havde ikke lyst, til at fortælle ham sandheden. Det var én ting, at sige det til Michelle, men det var noget helt andet, at fortælle det til far.

Vi havde ikke mere end lige sat os ved bordet, før det ringede på døren. Jeg gik hen og åbnede. Det var mor. "Du ser godt ud mor." sagde jeg smilende og krammede hende. Hendes hår var gråt ligesom fars, men havde stadig et par røde hår imellem. Hun havde en lang kjole på, som klædte hende. Clara kom løbende inde fra stuen"Bedstemor!" råbte hun. Vi gik ind og satte os ved bordet. Mor satte sig ved siden af Michelle og mig. Mor og far var skilt, og var ikke så gode venner, så derfor gad mor ikke sidde ved siden af far. "Gid Julie og Kiri var her." sukkede Clara. Vi smilte alle. Julie og Kiri var mine to andre søskende. De var tvillinger, og havde før boet i København. Men de besluttede sig for, at flytte til Jylland. Mor skævede til Nick, og derefter til mig. "Har du stadig ikke fundet dig en kæreste?" spurgte mor og blinkede til mig. "Anette..." sagde far og sukkede. Men han kunne ikke skjule det lille smil, han havde på læberne. Jeg rystede på smilende hovedet. "Fortæl om din første dag på detektiv jobbet." sagde Nick, smilende og lagde armen rundt om Michelle. "Det er et politi efterforskings job. Detektiv er noget helt andet. Vi tager os af alvorlige mord og tyverier." sagde jeg. "Men nok om det..." Så begyndte jeg, at fortælle om hele min første arbejdsdag, mens familien spændt lyttede med. "Det lyder jo som et eventyr!" jublede Clara, og kravlede op på mit skød. Jeg kunne ikke lade være, med at smile. Måske lød det som et eventyr. Men ville det blive et eventyr med en lykkelig slutning..?

 

Da jeg ankom til centret næste dag blev jeg igen mødt af Emma. Hun havde vist ventet mig. "Victoria Madsen vil gerne opdatere dig i sagen om den der hånd." Så vendte hun om, og gik ned ad gangen igen. Først troede jeg, at hun ville vise mig vej til Toris kontor, men hun trippede i stedet ind på Jans kontor. Heldigvis kunne jeg huske, at Tori havde fortalt mig, hvor hendes kontor lå.

Jeg gik op på anden sal, og hen til døren for enden af gangen. Jeg havde forventet, at det var et normalt kontor med skrivebord, computer og en masse papirer, der fyldte hele kontoret. Men det var jo en hel klinik! På operationsbordet lå den døde mand, og hånden. Tori stod og skar i manden med en skalpel sammen med en kollega, jeg ikke kendte. Da hun så mig, sagde hun til kollegaen, at han bare skulle fortsætte med arbejdet. "Vi har identificeret manden. Han hedder Torben Sten og er fyrre år. Vi har også bekræftet, at hånden tilhører ham. Men det havde du nok gættet. Morderen har savet hans håndled af, og ladet ham forbløde til døde. Jeg har også undersøgt fingeraftrykket på saven. Desværre er det for utydeligt, til at analysere DNA'et helt. Men ved en hurtig scanning, ved vi med sikkerhed, at morderen er en mand." Jeg skulle netop, til at sige tak, da døren blev åbnet med et brag. Jan kom brasende ind. "Nina kom med mig nu! Vi skal hen i Spar!" råbte han. "I Spar?? Skal vi handle ind eller..?" spurgte jeg total forvirret. Jan rystede på hovedet. "Kom nu bare med!" Det lød som om vi havde travlt, så uden et ord gik jeg med ham ud af døren.

Da vi kom ud, stod Mikkel utålmodigt ved en af bilerne. "Jeg har ikke tid i dag, så du må arbejde sammen med Mikkel. Han forklarer dig det hele." Pokkers! Jeg gad ikke arbejde sammen med Mikkel. Han virkede kold og ligeglad med alt. Alligevel satte jeg mig ind i bilen uden brok, og han gjorde det samme.

Mikkel ræsede nærmest gennem gaderne, som om vi jagtede en spritbilist. "Hvad er det overhovedet vi skal?" spurgte jeg. "Vi har analyseret stregkoden, på den kniv du fandt. Den stammer fra den lokale Spar, som er ejet af en person, der hedder Jørgen. Han er sådan en gammel, mystisk og lusket type." sagde Mikkel irriteret. Han fjernede ikke blikket fra vejen, mens han snakkede. "Derfor er vi nødt til, at spørge ham, hvem der har købt en køkkenkniv for nylig." Han drejede skarpt ind til siden ved en Spar butik. Vi steg ud af bilen, og gik ind i butikken.

Jørgen blev i hvert fald ikke glad, for at se os. "Kom ud af min butik! I skræmmer jo kunderne væk!" råbte han. "Vi skal bruge nogle informationer, inden vi går herfra." sagde jeg og prøvede at virke afslappet. Men det satte tydeligvis ikke en dæmper på hans dårlige humør. Men til sidst indså han, at vi ikke gik, før han fortalte os, hvad vi ville vide. "Hvem har for nylig købt en køkkenkniv her?" spurgte Mikkel. "Det ved jeg ikke. Jeg overvåger jo ligesom ikke mine kunder vel?" sagde Jørgen og lagde armene over kors. Jeg sukkede. "Det kan godt være. Men så må vi vist undersøge butikken nærmere?" sagde jeg, og kiggede spørgende hen på Mikkel. Det var trods alt ham, som var den professionelle her. Han nikkede. "I kan gennemsøge det hele, men I vil aldrig finde noget mistænkeligt i min butik!" råbte Jørgen. Kunderne stod stadig utålmodigt og lidt skræmte ved kassen. Jørgen snakkede jo med os, så han kunne ikke betjene dem. "Kan vi ikke?" spurgte Mikkel. Han gik irriteret ud af butikken.

Da han efter et par minutter ikke var kommet tilbage endnu, gik jeg ud for at se, hvor han blev af. Det gjorde Jørgen glad, og han fortsatte, med at betjene sine kunder. "Mikkel!" kaldte jeg. "Herovre!" råbte han. Jeg fandt ham ved siden af en container. Han var meget beskidt, og han holdt et lille stykke papir i hånden. "Har du kravlet ned i den der?" spurgte jeg fnisende, mens jeg pegede på containeren. "Det er ikke spor sjovt!" vrissede han. Men det fik mig bare, til at grine endnu mere. "Jeg fandt denne her." sagde han og gav mig papiret. Det var en bon fra en person, som havde købt en kniv, en sav og bandage. "Det må have været morderen, som købte det her. Men hvordan kan det hjælpe os i sagen?" spurgte jeg. Mikkel kiggede på mig, som om jeg var snotdum. "Bandagen skulle nok ikke bruges, til at slå ham der Torben ihjel med vel? Det må betyde, at morderen har slået sig, og har bandage på." Jeg var total begejstret, over at vi havde fundet et nyt spor. Men jeg ville ikke vise det, når nu han havde været så led ved mig. "Godt." sagde jeg og trak lidt på skuldrene, for at virke ligeglad. Mikkel gik forbi mig, og hen mod bilen. "Men Mikkel..." Han vendte sig om. "Hvordan vidste du, at bonnen lå i affaldet?" spurgte jeg. "Man kan finde mange nyttige spor i affald. Selvom det nogle gange betyder, at man er nødt til, at kravle ned i det."

Da vi kom tilbage til efterforsknings centret, blev Jan henrykt over det, vi havde fundet. "Desværre er I nødt til, at lede videre efter spor. Indtil nu ved vi kun, at morderen er en mand, og at han sandsynligvis har bandage på." Han vendte sig om og kiggede ud af vinduet, for at undgå øjenkontakt. "Godt klaret i to. I kan arbejde sammen igen i morgen." "Nej!" råbte Mikkel irriteret. "Hun har siddet og grint af min affalds stank hele vejen hjem! Jeg gider ikke finde mig i det!" "Du lugter nu heller ikke for godt." sagde Jan og smilte. Mikkel blev endnu mere sur, og gik rasende ud af kontoret. "Han er lidt led og hidsig nogle gange. Men i bund og grund er han nu venlig nok." sagde Jan. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, så jeg sagde ingenting. "Gå du bare hjem og hold fri. Du har gjort et godt stykke arbejde, af en nybegynder at være. Sig til Mikkel, at han også har fri." Jeg smilte, og gik ud af døren.

 

Så snart jeg gik ind af døren til centret næste dag, hørte jeg en mand råbe. Det var butiksejeren Jørgen, som blev holdt fast af to betjente. Jan kom lidt efter ud fra sit kontor. "Hvad sker der her?" spurgte han forbavset, da han så betjentene sammen med Jørgen. "Vi var ude, for at fjerne denne her fulde man, som irriterede nogle mennesker på gaden. Så begyndte han, at råbe op, om at efterforskerne var hos ham i går i hans butik og skræmte hans kunder væk. Kan I genkende ham?" Jan fik øje på mig, og gav tegn til, at jeg skulle komme hen til ham. "Er det ham, I så i går?" spurgte han. Jeg nikkede. Jan kiggede fortsat mistænksomt på Jørgen. "Hvorfor har du bandage på armen?" spurgte han. Det var først nu, jeg lagde mærke til det. "Jeg brækkede armen i går, da jeg faldt i butikken. Ja, gulvet var lidt vådt." "Kender du en mand ved navn Torben Sten?" spurgte Jan. "Nej! Jeg aner ikke, hvem han er!" Jan troede ikke på ham. "Kan I holde ham tilbage et par dage?" spurgte han. "Hvad?! Din store idiot!" råbte Jørgen og prøvede, at kæmpe sig fri af politimændenes greb. Han var tydeligvis, stadig påvirket af alkoholen. Betjentene nikkede, og førte ham ud igen. "Det er næsten hundrede procent sikkert, at det er ham." sagde Jan og kiggede ned i gulvet. "Men selvom han har bandage på, betyder det jo ikke, at det er ham." sagde jeg. "Nej, men tingene var købt i hans butik. Måske vidste han, at vi ville komme tæt på. Derfor lavede han en bon, hvor der stod, at nogen havde købt de der ting." Jan havde selvfølgelig mere erfaring end mig, men jeg var nu ikke helt sikker på, at Jørgen var morderen. "Kan Mikkel og jeg køre hen, og spørge vidnet om nogle flere ting?" spurgte jeg. Jan nikkede. "Selvfølgelig."

Et par timer senere stod jeg ved vidnets dør sammen med Mikkel. Jeg bankede på, og kort efter kom vidnet ud. "Jer igen? Har I løst sagen? Har I nogle spørgsmål eller..?" spurgte han. "Kendte du Torben Sten, ham manden der blev myrdet?" spurgte jeg. "Ja. Men jeg kendte ham ikke så godt. Det eneste jeg ved, er at han engang boede i det hus, som han lige er blevet fundet myrdet i." Jeg nikkede. "Hvor ved du det fra?" "Jeg er ejendomsmægler, og Torben ville en dag have mig til, at sælge huset. Men ingen gad købe det. Torben havde et ret stort temperament og han havde vidst drukket lidt for meget, den dag jeg fortalte ham, at ingen gad købe huset. Så han blev meget, meget vred. Han slog mig endda hårdt i ansigtet." Jeg blev dybt chokeret. Jeg kiggede over på Mikkel. Han så nu mere forvirret ud. "Hvad er der sket med dit ben?" spurgte han. Jeg kiggede ned, og opdagede at han havde bandage på benet. "Jeg faldt bare ned ad trappen i går. Det endte med, at jeg måtte på hospitalet..." Der var tavshed et øjeblik. Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige. Vi havde ikke rigtig fået noget ud af snakken, og besluttede os derfor for at gå igen.

Men da vi kom tilbage til centret, faldt alle puslespilsbrikkerne pludselig på plads i mit hoved. "Mikkel, hvad nu hvis vidnet rent faktisk er morderen?" spurgte jeg. Mikkel grinte. "Som om." sagde han og rystede på hovedet. "Jeg mener det faktisk! Han havde bandage på, som morderen burde have, og han var en mand, hvilke morderen med sikkerhed er..." Mikkel rystede igen på hovedet og fortsatte ned ad gangen. "Jeg er altså ikke færdig, med at tale!" sagde jeg og indhentede ham hurtigt igen. "Torben var jo blevet meget vred på vidnet, og havde slået ham i ansigtet. Vidnet sagde også, at Torben havde fået for meget at drikke den dag! Måske havde han gjort andet, end bare at slå vidnet i hovedet. Hvad nu hvis han havde tæsket ham? Så blev vidnet måske så vred, at han købte han en kniv, sav og noget bandage, som han lige så godt kunne købe, mens han var der. Desuden kan du vel godt huske, da vi kom for at lede efter spor? Bemærkede du ikke, at vidnet rystede meget?" spurgte jeg. Mikkel nikkede. "Jeg troede først, det var fordi, han var så rystet over situationen. Men hvad nu hvis han i virkeligheden, var bange for at blive afsløret af os? Bange for, at vi fandt hans DNA på kniven eller saven måske?" Mikkel så lige pludselig eftertænksom ud. "Vi må vist have fat i Jan!" sagde han.

"Interresant. Så var det måske i virkeligheden ikke den flabede butiksejer..." svarede Jan, da vi havde fortalt ham hele historien. "Jeg tager mig af det her! Sagen er forhåbentlig løst inden i morgen." sagde Jan, rejste sig, og gik hen til døren. "Altså I må gerne få fri, hvis det er det I vil. Men I må også gerne tage med." "Jeg tager med." sagde jeg hurtigt og rejste mig. "Det gør jeg også." sagde Mikkel.

Snart efter sad Jan og forhørte vidnet inde i et forhørslokale. Der gik ikke ret lang tid, før vidnet bekfræftede vores mistanke, og tilstod, at det var ham, som havde myrdet Torben Sten. Vidnet brød sammen af gråd. "Det var slet ikke meningen! Jeg var virkelig så vred på Torben på det tidspunkt, at jeg slet ikke tænkte mig om. Undskyld!" Jan rystede på hovedet. "Jeg kan godt forstå, at du var vred på ham. Men det er stadig ulovligt, at slå folk ihjel. Klokken er 17:34 og du er anholdt." sagde Jan. Mikkel vendte sig om mod mig. "Jeg hader at indrømme det, men du var faktisk ret god, til at finde beviser og løse mysteriet." Jeg rakte tunge af ham for sjov. "Tak. Men den der har det værst, er nok Jan. Før jeg fandt hånden og saven, sagde han, at man aldrig kunne løse sådan nogle sager..." Jeg smilte igen og gik ned ad gangen og udenfor til min bil. Aftenvinden var dejlig kølig mod min hud. Jeg havde løst et mord allerede på min tredje arbejdsdag. Noget sagde mig, at denne her sag, ikke blev den eneste jeg ville få, og at mit lille eventyr, som Clara havde kaldt det, måske alligevel kunne ende lykkeligt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...