Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2129Visninger
AA

13. Michelles bryllup (Den rige piges lig)

Michelle snurrede en omgang rundt, mens hun kiggede sig i det store vægspejl inde i omklædningsrummet. Kjolen sad, som var den syet til hende. Den var kridhvid. Overdelen bestod af hvidt stof med et lag hvide blonder, som fortsatte ud over hendes skulder, og ned til hendes håndled. "Den er perfekt." hviskede hun, og drejede rundt endnu en gang. Det puffede satinskørt bevægede sig i en elegant bevægelse. "Skal vi ikke gå ud, og vise den til de andre?" spurgte jeg. Hun nikkede og trak forhænget fra. Mor, far, Kiri, Julie og Clara sad i en sofa lidt derfra. "Du er smuk, mor." sagde Clara. "Tak, skat." smilede Michelle. Kiri og Julie smilede. Men Mor og far så ikke så begejstret ud. "Den er lidt for enkel og kedelig." sukkede mor. Far nikkede. "Undskyld, men jeg giver hende altså ret." Michelle sukkede. "Jeg synes ellers, at den er pæn... og den overholder budgettet." smilede hun. Men mor og far var stadig utilfredse. "Kan du ikke sætte budgettet lidt op?" spurgte mor. "Det kan jeg vel godt." sagde hun og trak på skuldrene. "Godt, for jeg ledte hele butikken igennem, og fandt en rigtig flot kjole. Hun gik hen til nogle kjoler, der hang på nogle bøjler, og tog en kjole ned. Hun rakte den til mig. "Gå ind og prøv den." smilede mor. Michelle nikkede, og vi gik ind i omklædningsrummet igen. "Hvorfor gør du, som mor siger? Du plejer, at være så hårdfør og gå efter din egen mening." sagde jeg. Michelle lynede op i kjolen. "Det ved jeg. Men jeg kan bare ikke med mor. Gider du lige..?" spurgte hun og pegede på sin ryg. Lynlåsen havde sat sig fast. Jeg tog fat i den, og lynede den op. "Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil bare gerne have, at hun er tilfreds." sagde hun og trak forsigtigt kjolen af. Jeg kiggede ned på dén, som mor havde valgt. Den passede slet ikke til Michelle. Kjolen var af hvidt stof, og der var et lag af blonder, som dækkede hele kjolen. I modsætning til den anden kjole, var det ikke et lille og fint mønster i blonderne, men et ret stort blomstermønster. Det gik også ud over hendes skulder og arme som den forrige. Men den gik også op i en krave. Under brystet var et lille underligt mønster af grå ædelsten og nogle enkelte perler. "Vil du stadig have, at hun er tilfreds, når du skal have denne her på?" spurgte jeg og drejede kjolen, så hun kunne se den. "Oh God! Den er jo hæslig..." sukkede hun. Jeg hjalp hende med, at tage den på. Hun drejede en omgang i spejlet. "Ser min ladeport stor ud i denne her?" spurgte hun. Jeg rystede smilende på hovedet. "Din bagdel ser helt normal ud."

"Hvad synes I?" spurgte hun, da vi endnu en gang stod ude ved sofaen. Tvillingerne smilte som altid. Mor lyste op i et kæmpe smil, mens far havde et usikkert smil. Clara smilede til gengæld slet ikke. "Den er fantastisk!" udbrød mor. "Hvad koster den?" spurgte Michelle. "Kun tyvetusind." sukkede mor. Både Michelle og jeg spærrede øjnene op. "Tyvetusind?! Mor, den forrige kostede kun femtusind." sagde Michelle. "Bare rolig, jeg skal nok betale tretusind." sukkede mor. "Men det overskrider stadig budgettet med tolvtusind." sukkede Michelle. Men hun købte den alligevel.

 

Lige så snart jeg satte foden inden for døren på stationen næste dag, blev jeg mødt af Jan. Det var ret usædvanligt, for jeg plejede, at blive mødt af Emma. "Nina, jeg har en gave til dig." sagde han. Den måtte være ret god, for han havde ikke engang, sagt hej til mig endnu. "Nej, faktisk har jeg en gave til jer begge to." sagde han. Han kaldte på Mikkel, som kom gående ned ad gangen. Mikkel kom hen til os. "Hvad?" spurgte han. "Følg med begge to." sagde Jan og gik ned ad gangen.

Da vi nåede enden, stoppede han uden for en dør. "Jeg synes, at I har gjort et usædvanlig godt job de sidste par måneder." sagde han. Vi smilede begge stolt. "Så derfor..." sagde han og åbnede døren. "...får I jeres eget kontor!" Vi spærrede øjnene op og fløj ind i rummet. Det var lige så stort, som alle de andre kontorer. Der var to sorte borde overfor hinanden, og to spritnye kontorstole. På bordene stod to bærbare computere, og på væggen hang et stort whiteboard. Vindueskarmene var dekoreret med potteplanter og blomster. "Hvor vildt!" udbrød jeg og satte mig i den ene stol. "I har ikke noget imod, at dele kontoret vel?" spurgte Jan. Mikkel og jeg rystede på hovedet. "Godt, for vi har kun det her kontor ledigt. Jeg kommer med en ny opgave til jer om et øjeblik." Vi nikkede, og Jan gik. "Hvor vildt, at vi har fået vores eget kontor!" jublede jeg. "Ja..." sagde han og kiggede ned i jorden. "Noget galt?" spurgte jeg og rejste mig fra stolen. Han rystede på hovedet. "Nej, jeg har bare ikke fattet det endnu." sagde han og lænede sig op ad bordet jeg stod ved. "Det har været min drøm længe." sukkede han smilende. Jeg lænede mig op ad det samme bord som han. "Var det så det hele værd, at få et kontor, selvom du skulle arbejde sammen med mig?" spurgte jeg "Hvad mener du?" spurgte han. "Du hadede mig da i starten." fnyste jeg. "Ja, men der var du også uerfaren og irriterende..." fnyste han tilbage. "Ja, men hvorfor blev du så sødere?" spurgte jeg. "Fordi du var rigtig god som efterforsker..." sukkede han. Jeg smilte. "Det er godt du indrømmer det." Han surmulede og rettede sig op igen.

     I det samme kom Jan ind med hænderne fulde af en stak papirer. "Vi har lige fået en ny sag for en halv time siden." sukkede han. "Det er om en femtenårig rig pige ved navn Annastacia Fantasy. Hun er blevet fundet død i det rige villakvarter, hvor hun bor. Vi har akut brug for, at sagen bliver undersøgt. Pressen er helt oppe at køre over, at det kan lade sig gøre, at myrde en så rig pige, der lever i et topsikret miljø. Tori er allerede i gang med, at undersøge pigens lig. I to skal tage ud, og snakke med pigens forældre." Vi nikkede begge, og gjorde klar, til at tage af sted.

 

Hjemme hos Michelle:

"Åh nej!" udbrød Michelle, der sad i sofaen med regnskabet fra brylluppet. "Hvad er der?" spurgte Julie, og satte sig ved siden af hende. "Jeg har jo købt den der." sagde hun og pegede på kjolen, der hang på en bøjle på dørhåndtaget ind til soveværelset. "Den kostede mere, end jeg havde råd til, så jeg måtte bruge nogle ekstra penge, så jeg kunne købe den. Men nu har jeg ikke råd til bandet til bryllupet. Og det er Nicks yndlingsband!" "Men så fortæl det til ham, og byt kjolen tilbage. Den er alligevel hæslig." sagde Julie og trak på skuldrene. "Jeg kan ikke fortælle ham det, for så vil han bare insistere, på at jeg skal tage denne her på, og så vil han bare vælge et andet band." Julie tænkte sig om. "Så aflever den tilbage nu." Michelle rystede på hovedet. "Det kan jeg da ikke. Mor elskede den kjole." sukkede hun. Julie rykkede tættere på. "Det kan godt være, men den dag er din dag, og ikke hendes." sagde hun og prikkede Michelle i maven med sin pegefinger. Michelle sukkede. "Du har nok ret." Hun lagde armene over kors. "Jeg vælger den kjole, som overholder budgettet, og som jeg bedst kunne lide." sagde hun bestemt.

 

I det rige villakvarter:

Pigens hus var gigantisk. Det var malet kridhvidt og det var omgivet af et lille hvidt hegn. I haven stod farverige blomster og et springvand. Mikkel holdt lågen for mig og gik ind i haven.

Ingen svarede, da vi bankede på døren. Jeg satte en hånd for vinduet, og kiggede ind. "Ingen hjemme." sagde jeg. Jeg sprang forskrækket tilbage, da en lille hund sprang gøende op i vindueskarmen, få centimeter fra mit hoved. Jeg faldt og landede på mit haleben. "De har åbenbart en hund..." mumlede jeg. Mikkel smilede, men blev hurtig alvorlig igen. "Sagde vi ikke, at vi ville komme i dag?" spurgte han. Jeg nikkede og rejste mig op. Jeg tørrede de beskidte og mudrede hænder af i min jakke. "De har nok bare glemt det." sukkede jeg. Men lige da vi skulle til at gå, åbnede døren sig. En kvinde iført en flænset blondekjole, og som havde blå mærker i ansigtet og løbende mascara, stirrede ondt på os. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvem hun var. Hendes hjerteformede diamantøreringe var ikke noget, som en "almindelig" borger havde råd til. "Fru Fantasy?" spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. "Miss Fantasy!" snerrede hun med amerikansk accent.

    Jeg prøvede, at stille hende de spørgsmål, som jeg skulle. Men jeg kunne ikke lade være, med at stirre på hende. "Hvad er der sket?" spurgte jeg til sidst. "Bland jer udenom." hvæsede hun. Hun var ved at lukke døren, da Mikkel satte sin fod i klemme i den. "Din datter er blevet myrdet. Hvorfor vil du ikke have vores hjælp?" spurgte han. Miss Fantasy rystede på hovedet. Mikkel fjernede foden og rettede sig op. "Hør her, vi prøver jo, at hjælpe dig." sukkede jeg. Men Miss Fanasy smækkede bare døren. Jeg vendte mig om mod Mikkel. "Det var underligt..." sagde jeg. Han nikkede. "Jeg ringer til Chris og Helena og spørger, om de har fundet nogle spor på gerningsstedet." sagde Mikkel. Jeg nikkede.

 

Efter en kort samtale lagde Mikkel på. "De har fundet en blodig kniv og en hårnål. De tror, at hårnålen tilhørte Annastacia. Men de har brug for DNA at sammenligne med, så de kan se, om hårnålen rent faktisk tilhørte hende. Det kan nok kun findes på hendes værelse." Jeg sukkede. "Miss Fantasy vil aldrig lukke os ind." Mikkel smilte lusket. "Så må vi jo bare vente på, at hun forlader huset..."

Vi gemte os i en tæt busk. "Mikkel, er du sikker på, at det her overhovedet er lovligt?" hviskede jeg. "Ja, jeg spurgte Jan i en sms. De laver en razzia en af dagene. Han skrev, at vi lige så godt kunne gå ind." Jeg sukkede og gik hen i en ny ubehagelig stilling.

    Kort efter hørte vi nøglen blive drejet om inde bag hoveddøren. Miss Fantasy trådte ud. Hun havde redt sit hår og taget noget pænere tøj på. Men hun så stadig trist ud. Hun vendte sig, låste døren og satte sig ud i sin hvide Mercedes.

 

Da der var gået to minutter siden hun kørte, rejste vi os fra vores skjulested. "Hvordan skal vi komme ind?" spurgte jeg. Mikkel sagde ingenting. "Det har du vel gennemtænkt?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet. Jeg sukkede og kiggede på huset. Jeg opdagede pludseligt en altan. Bag den var et vindue, der stod på klem. Jeg gik hen under altanen. Mikkel fulgte efter. Altanen var højst to meter ude af min rækkevidde. Mikkel var heller ikke høj nok til at kunne nå den. "Hvordan skal vi komme op?" spurgte jeg. "Jeg kan prøve, at løfte dig?" spurgte han. Jeg fnyste. "Så er stærk er du altså heller ikke." "Jeg kan da godt, løfte dig?" sagde han. "Okay..." sagde jeg tvivlende. Han lagde armene rundt om mine ben og trak mig opad. For ikke at miste balancen, tog jeg fat i altanen. Mikkel stønnede. "Hvad har du fået at spise?!" Jeg smilede og lagde hånden på altankanten. Han gav slip og trådte tilbage. Jeg brugte næsten alle mine kræfter, på at svinge mig op på altanen. "Okay, jeg tager fat i dine arme og hiver dig op... Hvis jeg kan bære dig." sagde jeg. Mikkel løftede det ene øjenbryn. "Du kan jo også bare gå ned, og låse døren op." Jeg slog mig i panden. "Gud, hvor er jeg dum." sukkede jeg.

 

Da jeg havde lukket Mikkel ind, gik vi op på anden sal igen. "Jeg mener, at jeg så Annastacias værelse heroppe." sagde jeg. Jeg åbnede døren til venstre for mig. Det var Annastacias yndige værelse, der var skinnende rent. "Noget med tydelig DNA på?" spurgte jeg og kiggede mig omkring. "Vi kan helt sikkert bruge den der." sagde Mikkel og pegede på en mobil, der lå på sengen. "Mike kan sikkert også, finde noget på den, som vi kan bruge." Jeg trak en plasticpose op af lommen, og lagde mobilen ned i posen. "Er det her egentlig ikke tyveri?" spurgte jeg, da jeg proppede mobilen ned i lommen. "Der bliver jo alligevel lavet en razzia på huset om et par dage." Jeg trak på skuldrene. "Måske kan vi også bruge denne her..." sagde Mikkel og pegede på en pink dagbog med en lille hjerteformet lås på. Jeg nikkede, og puttede også den i en plasticpose. Da jeg lagde den i lommen, tyssede Mikkel på mig. "Kan du høre det?" hviskede han. Jeg lyttede efter, og hørte en bil køre ind i husets rundkørsel. Jeg styrtede hen til vinduet, og så Miss Fantasy stige ud af sin bil sammen med en mand, jeg ikke kendte. "Herned..." hviskede Mikkel og trak i min arm. Han kravlede ind under Annastacias store himmelseng. Jeg hørte nogen komme op ad trapperne. "Kom nu ned!" snerrede Mikkel. Jeg kastede mig lydløst ned på gulvet og rullede ind under sengen.

    Jeg fik lige akkurat mit højre ben med ind, da døren gik op. Miss Fantasy kom grinende ind. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, kun hendes pinkfarvede højhælede sko, der gik gennem værelset. Et par mande-sko kom til syne. De gik hen mod sengen. Jo tættere manden kom, jo mere knugede jeg mig ind til Mikkel, og jeg borede mine negle ind i hans underarm. "Mary, tilgiv mig..." sukkede manden. Han fik intet svar, så jeg gik ud fra, at Miss Fantasy enten rystede på hovedet eller nikkede. "Rolig nu..." hviskede Mikkel og fjernede min hånd fra hans underarm. "Tag den tilbage..." sukkede Miss Fantasy og kastede noget. Tingen landede ti centimeter fra mit ansigt. Det var en vielsesring af guld med diamanter. Manden bukkede sig ned, for at samle den op. Jeg blev bange for at blive opdaget, men han samlede vielsesringen op, uden så meget som at have chancen for, at opdage mig. "Men vil du så ikke... være sammen med mig længere?" spurgte manden. "Jo, James." svarede Miss Fantasy. "Men du må forstå, at jeg ikke kan være gift med den mand, der har..." Miss Fantasy gjorde ikke sætningen færdig. "Kom her..." sagde James og satte sig på sengen. Miss Fantasy gjorde det samme. Hendes blomsterparfume lugtede endnu kraftigere, nu da hun var så tæt på. Hun snøftede. "Du må ikke fortælle noget til nogen..." hviskede James beroligende. Jeg ved ikke helt hvorfor, men han mindede mig om en slange, der lammede sit bytte med gift, før den gik til angreb.

    Da de fortsatte med at snakke, brummede min iPhone i lommen. Godt at jeg havde sat den på lydløs. Jeg tog den op af lommen og kiggede på den. Det var en sms fra Chris. 'Kommer I snart?' Jeg bed mig i læben, og forsøgte, at forklare det hele kort. 'Tja... ikke foreløbig... Vi sneg os ind i Miss Fantasys hus. Men så kom hun hjem igen sammen med en eller anden mand, og vi gemte os under Annastacias seng, hvor vi nu ligger og venter på, at Miss Fantasy og hendes ven går igen...' Det var måske en ret hurtig forklaring, men jeg var nødt til, at skrive en hurtig besked. Min mobil brummede igen. '?' Jeg sukkede og lagde den ned i lommen igen. "Jeg lover..." sukkede Miss Fantasy. "Vi skal nok stikke af, og glemme alt om det..." hviskede James så lavt, at jeg kun lige akkurat kunne høre det. Det lød som en replik i en dramatisk kærlighedsfilm. Der var stille et øjeblik. Jeg gik ud fra, at de kyssede. Jeg vendte mig om mod Mikkel. "Hvordan kommer vi ud?" hviskede jeg. "Aner det ikke." hviskede han tilbage.

Kort efter bankede det på hoveddøren. Miss Fantasy sukkede, og gik ned og åbnede døren. "Det er politiet. Jeg leder efter en mand, der skulle befinde sig her." Det var Chris' stemme. "James, der er en politimand, der leder efter dig!" råbte Miss Fantasy. James sukkede, rejste sig fra sengen, og gik nedenunder. Jeg kravlede ud fra sengen. Det samme gjorde Mikkel. "Lad os tage vinduet." sagde han hurtigt og åbnede det. Jeg kiggede ud. Der var et godt stykke ned, men ikke noget jeg kunne brække nakken af. Jeg tog mig sammen og hoppede lige ned i en azaleabusk. Grenene rev mig på armene og efterlod lange, tynde, røde mærker.

Et øjeblik efter hoppede Mikkel også ud. Han landede heldigvis ikke i azaleabusken. "Det var da godt, at Chris kunne hjælpe os." sagde han. Jeg nikkede. "Lad os gå over til ham." Jeg gik ud af azaleabusken og hen mod hoveddøren. "Gad vide, hvordan han vidste, at vi var her..?" mumlede Mikkel. Jeg smilte lidt for mig selv og gik videre.

 

Chris stod stadig og snakkede med dem. Da han fik øje på mig og Mikkel, rystede han på hovedet. "Det var vist det. Jeg kommer tilbage en anden dag." Miss Fantasy og James nikkede. Chris gik hen mod mig. Miss Fantasys og James' øjne fulgte ham. Da de fik øje på mig, kneb de mistænksomt øjnene sammen, og gik derefter ind i huset igen. "Godt, at du kunne redde os." smilede jeg. "Det var så lidt." sagde Chris og smilede tilbage igen. "Skulle det være en anden gang..." Han blinkede med det ene øje. "Jeg tror så ikke, at vi nogensinde sniger os ind i et hus igen."

 

Da det blev aften, skulle jeg over og besøge Michelle. Hun havde ringet og sagt, at der var noget, hun gerne ville snakke om.

    Da jeg kom hjem til hende, sad hun og Nick i sofaen og aftalte, hvad det skulle bruge som bordpynt til brylluppet. "Hej." smilte jeg. "Hej, Nina." sagde Nick og Michelle i kor. "Du ville snakke med mig?" spurgte jeg Michelle. "Ja..." svarede hun og kiggede sigende hen på Nick. "Jeg går ud og laver kaffe." smilte han og gik ud i køkkenet.

    Så snart han havde smækket døren bag sig, begyndte Michelle at tale. "Problemet er, at jeg virkelig ikke kan fordrage den kjole, og den overskrider mit budget alt for meget." Jeg smilte. "Hvad?" spurgte hun. "Jeg vidste du snart ville sige det. Kom." sagde jeg, tog hende i hånden og trak hende op af sofaen. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun. "Ned i kjoleforretningen og bytte den!"

 

Vi to timer senere kom vi hjem med den første kjole, Michelle havde prøvet.

    I butikken havde hun prøvet mange kjoler, men endte til sidst med at tage den første. Hun havde været meget urolig for hvad mor ville sige, men jeg beroligede hende og sagde, at så snart hun så sin datter gå op ad kirkegulvet for at blive gift, ville hun glemme alt om kjolen. Til sidst faldt hun til ro og valgte at købe kjolen.

 

Næste dag fik vi svar på DNA prøven. Den tilhørte Annastacia som forventet. Dagbogen var også blevet åbnet.

    Mikkel og jeg sad på vores kontor, da Jan kom ind med den. "I burde læse den. Der står noget meget foruroligende!" Han lagde den på mit skrivebord og gik ud igen. Jeg tog den op og læste højt, der hvor Jan havde lavet et æseløre. "I dag har været forfærdelig. Min mors kæreste har igen slået mig og forsøgt at 'udnytte' mig. Som jeg hver gang har gjort, har jeg sladret til mor. Men hun vil ikke høre på mig. Hun siger at James er en ganske fin fyr, og når jeg viser hende mine blå mærker på arme og ben, siger hun, at jeg må have slået mig. Jeg sidder tit på mit værelse og spekulerer på, om mor mon er blevet psykisk syg, eller om hun er så forelsket i James, at hun ikke vil tro på, hvad jeg siger. Kærlighed gør blind, som man siger. Hvis det her står på meget længere, overvejer jeg at ringe til politiet... I dag har jeg også haft et skænderi med Fie..." Jeg stoppede med at læse. Mere vigtigt var der vist ikke. "Det forklarer det hele..." sagde Mikkel. "James må være meget voldelig, og det er nok derfor Miss Fantasy har fået tæsk. Det er måske ham, der har slået Annastacia ihjel." Jeg nikkede. "Men hvorfor?" Mikkel trak bare på skuldrene. "Måske stod der noget på hendes mobil og måske var der fingeraftryk på kniven?"

    Kort efter sad vi oppe på Mikes rodede kontor. "Langt de fleste sms'er består af private beskeder til kæresten og veninderne..." Han blev rød i hovedet og smilede. "Men her er også nogle beskeder til James." Han rakte os et papir, hvor han havde skrevet alle beskederne ned. Den første var: Annastacia: "Hvor bliver du af?? Mor sagde du kom hjem klokken tre!" James: "Hold nu kæft, møgunge! Jeg kommer lige om lidt." De andre mindede om den første. Beskeder, hvor James var led og ondskabsfuld. Men den sidste samtale var den mest interessante. Han havde bedt Annastacia møde ham på gerningsstedet.

 

Vi var på vej op til Jans kontor, da vi stødte på Tori. "Det var lige jer, jeg skulle have fat i!" smilede hun. "Der er opstået et problem. DNA'et på kniven, der blev brugt til at myrde Annastacia, matcher ikke James', men en meget eftersøgt fyr i Tyskland, der er snigmorder. Så det er faktisk ikke sikkert, at vi har nok beviser, til at få James dømt. Snigmorderen kan vi godt... Hvis altså der var nogen, der vidste hvor han var." Jeg sukkede. "Pokkers! Men hvad mere skal vi bruge? Vi har sms'er der viser at de virkelig ikke kunne lide hinanden og en dagbog, hvor Annastacia beskriver, at hun blev mishandlet groft. Desuden hørte Mikkel og jeg den der samtale." Tori sukkede. "Vi kan ikke bevise andet, end at de var uvenner. Desuden ved du lige så godt som mig, at man er nødt til at have optaget en samtale, for at den tæller som bevis." Jeg sukkede igen. "Hvad nu hvis vi kan finde nogle beviser for, at James har kontaktet ham snigmorderen?" foreslog Mikkel. "God idé. Fortæl det til Jan. Jeg har i øvrigt allerede fortalt ham om situationen med DNA'et." "Okay." svarede vi og gik ned mod Jans kontor.

 

Næste dag var vi og politiet klar til en aktion, hvor vi skulle varetægtsfængsle James, og ransage hans og Miss Fantasys hus for beviser.

    Anholdelsen foregik roligt. James gjorde ikke så meget modstand, og han sagde bare, det som de fleste anholdte sagde; at han var uskyldig, og at vi derfor ikke ville finde nogle beviser i hans hus.

 

Tre timer senere, var der stadig ikke fundet nogle beviser. Mig, Mikkel, Chris, Helena, en anden efterforsker ved navn Hannah og fire politibetjente ledte overalt.

    "Hvad med at snuppe denne her?" spurgte Helena og holdt en bærbar op. "God idé." svarede Hannah, der var i gang med at gennemsøge en reol fuld af bøger.

    "Se lige det her." sagde Chris pludselig. Han stod henne ved en printer og tog nogle papirer op, der lå ovenpå printeren. Han skimmede dem hurtigt. "Haha, sikke en idiot. Han har jo ikke engang gjort sig umage for at skjule dem. "Hvad står der?" spurgte Mikkel og tog papirene ud af hænderne på ham. "En e-mail, hvor han skriver til snigmorderen..."

 

James blev forhørt i retten. Han indrømmede det hele, og sagde at han havde myrdet hende, for at få pengene fra hendes livsforsikring, så han og Miss Fantasy kunne rejse til udlandet og nyde hinandens selskab, så han slap for Annastacia.

    Han blev undersøgt af en psykolog, som sagde at han ikke var rask. Derfor blev han sat i en speciel celle. Miss Fantasy derimod fik fem års fængsel, for ikke at have fortalt politiet, at hendes datter var blevet myrdet.

 

Endelig var sagen blevet afsluttet, og jeg kunne nok få fred de næste par dage, indtil en ny sag ville dukke op...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...