Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2216Visninger
AA

11. Lizards hævn (Kidnappet) del 3

"Hytten" var til min store overraskelse et sommerhus, der lå lige ud til en stor skovsø. Den var indrettet med billige møbler, som var i en hæslig stand. Men den var bedre end bandens tidligere gemmested.

Jeg blev båret ind i spisestuen, hvor de alle stod og diskuterede. "Jeg ved godt, at vi aldrig bor i vores gemmested, men når politiet er så tæt på, er vi nødt til det. Det er bare for en stund, indtil vi finder på en ny plan." sagde Alex. Han samlede mig op fra gulvet, og satte mig ind i et tomt værelse. Der var ingen møbler. Men i det mindste havde jeg en skøn udsigt til søen. Hele væggen foran mig, var erstattet af et gigantisk vindue. "Jeg gætter på, at jeg har fået det fine gæsteværelse." sagde jeg sarkastisk. "Bare rolig. Du kommer nok snart hjem igen... Hvis politiet altså gør, som jeg siger." smilede han og forlod værelset.

Jeg sad der alene i et par timer, før Anne kom ind. Hun bar på et fad med kaffe, småkager og hvidt brød. Jeg gik ud fra, at det var min aftensmad. "Jeg havde ikke forventet, at få god mad..." sagde jeg sarkastisk med et smil på læben. Anne gengældte mit smil. Hun satte fadet foran mig, og bandt mine hænder op. Jeg tog en bid af en af småkagerne. Den smagte gammelt. Men jeg var så sulten, at jeg spiste den alligevel. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få os ud." hviskede hun, som om nogen holdt øje med os. "Vi finder på noget." hviskede jeg tilbage. "Men indtil da må du holde mig i live." Hun nikkede. Jeg var desværre, parat til, at svigte hende, hvis jeg kunne slippe væk herfra. Men var det det samme med hende? Var hun også parat, til at svigte mig, hvis det skulle være?

Da vi havde snakket et stykke tid, gik Anne. Hun havde fået besked på, at binde mine hænder, efter jeg havde spist.

Da hun var gået, faldt jeg i søvn på det hårde og kolde gulv.

Næste morgen tænkte jeg over, hvor mine venner blev af. Havde de slet ikke fundet mit lommetørklæde? Hvis det var det, der var sket, så var mit eneste håb på nuværende tidspunkt Anne.

Da jeg sad midt i mine egne tanker, kom Alex brasende ind af døren med en mobil i hånden. "Det er politiet." sagde han og holdt mobilen oppe. "De vil sikre sig, at du er okay og at du ikke er skadet." Han rakte mobilen til mig. "Men hvis du prøver på noget, så skyder jeg dig." sagde han så højt, at politiet i mobilen kunne høre det. Han tog en pistol op af lommen og pegede på mig med den. Jeg tog forsigtigt mobilen ud af hans hånd. "Nina Jones?" spurgte en kvindestemme. "Ja, det er mig." sagde jeg. "Er du uskadt?" spurgte stemmen. "Ja, jeg har det helt fint." sagde jeg. "Lad som om vi snakker om noget andet, så Alex ikke opdager, at vi lægger en plan. Men svar mig ja eller nej som det første. Vi er rundt om huset, skjult og kamufleret. Hvilket rum er du i?" Jeg tænkte mig grundigt om, for at finde på et svar, så Alex ikke ville fatte mistanke. "Jeg sidder i et rum, hvor hele den ene væg er erstattet af et vindue. Her er helt rent. Så jeg sidder i et godt hus, hvor der ikke er nogle sundhedsfarer eller sådan noget." sagde jeg og skævede hen til Alex. Han fattede vist ingen mistanke. "Godt svaret." sagde politikvinden. "Kan du se ud til søen?" spurgte hun. "Ja, de har ikke gjort nogen skade på mig." svarede jeg. "Er du i fare lige nu?" spurgte hun. "Nej, nej de giver mig masser af mad. Så jeg sulter ikke eller noget." svarede jeg. "Vi finder på en plan. Bare bevar roen. Vi kan se dig nu. Hvis de på et tidspunkt bringer dig i fare, rykker vi ind." Jeg nikkede. "Okay, du får ham tilbage nu." sukkede jeg. Jeg gav mobilen til Alex, men han lagde bare på. "Hvad ville de?" spurgte han. "De ville bare høre, om I behandlede mig ordentlig. Om jeg fik nok mad og sådan..." Jeg spændte hver en muskel i frygt for, at han ikke troede på mig. Men til min store lettelse nikkede han bare og forlod værelset. Jeg trak vejret igen.

Pludselig dukkede et hoved op af vandet. Jeg kneb øjnene sammen. Det var Mikkel. Hans mørke hår var drivvådt af søens vand. Han satte en finger op for munden, for at antyde, at jeg ikke måtte sige en eneste lyd. Jeg nikkede i samme sekund, som døren gik op. Det var Alex og Anne. "Honey, tag denne her." sagde han og smed pistolen i hånden på hende. "Jamen Alex, hvad laver du?" spurgte hun forvirret. "Et hold af politimænd står uden for døren. Hvis jeg siger til, skal du skyde hende dér." sagde han og pegede på mig. Anne spærrede øjnene op. "Problem?" spurgte han. Anne rystede på hovedet. "Vi skal alligevel ikke bruge hende til noget." sagde hun. Alex nikkede og forlod rummet. Men hvad i hulen lavede politiet uden for døren? Havde politikvinden ikke sagt, at de ville gemme sig rundt omkring? Måske var det meningen, at politiet uden for døren skulle distrahere banden, mens de andre gik ind efter mig? "Jeg skyder dig ikke." sagde Anne. "Det kan godt være, at jeg selv vil blive skudt. Men jeg vil ikke det her mere. Jeg vil ikke have det her liv. Så vil jeg hellere dø." Pludselig slog en slem tanke mig. Hun stod jo med en pistol i hånden. De andre kunne jo tro, at hun ville skyde mig. Jeg vendte hovedet ud mod søen, og så en pistol komme til syne blandt sivene. Mikkel var der stadig. Jeg fik øjenkontakt med ham. Jeg pegede på Anne og rystede så på hovedet, for at fortælle ham, at hun ikke ville skyde mig. Anne kiggede forvirret på mig. Mikkel forstod og gav et eller andet signal til alle politimændene, som jeg ikke kunne få øje på. Jeg forklarede det hele til Anne.

Da jeg var færdig rystede hun på hovedet. "Vil de også hjælpe mig?" spurgte jeg. Jeg nikkede. De ville hjælpe hende, når de fandt ud af, hvad der foregik. "Gider du, at binde mig op?" spurgte jeg. Hun gjorde som jeg bad hende om, og løsnede rebbet om mine hænder og fødder. Der var kommet rødemærker efter de stramme reb, og det føltes godt, at få dem væk. Pludselig sprang døren op, og Alex kom ind. Men han havde ryggen til os. "Sådan leger jeg ikke!" råbte han. Alle de andre medlemmer sprang ind i rummet. Jeg lænede mig hen mod døren og kunne se, at han talte til en betjent. "I kunne have reddet hende! Anne skyd!" råbte han. Betjenten fór sammen og gav en meddelelse over walkie talki'en. Normalt ville jeg ryste af skræk, men jeg vidste, at Anne ikke ville skyde mig... og det gjorde hun heller ikke. "Hvad fanden venter du på?!" skreg Alex. Anne pegede ikke engang på mig med pistolen. Derfor stormede politiet ind. Men de turde ikke tage Anne, der stadig stod med den livsfarlige pistol i hånden. De tog kun de nærmeste, som var bandemedlemmerne og Alex. Politiet førte ham udenfor. En politimand blev tilbage, og talte til Anne som en psykolog, der ville have hende til, at slappe af og smide pistolen. Anne blev en smule vred. "Jeg ville aldrig skyde hende!" råbte hun. Politimanden sprang forskrækket tilbage over hendes reaktion. "Hvorfor skulle jeg dog skyde hende?" spurgte hun og pegede på mig, med den pistol hun havde i hænderne. Så hørte jeg et skud, der kom fra søen. Ruden blev smadret og Anne faldt sammen på gulvet i en blodig pøl. Jeg blev forskrækket og trak vejret hurtigt, som om det var mig, der lige var blevet skudt. "Hvorfor?!" råbte jeg af betjenten. Men naturligvis anede han lige så lidt som jeg selv gjorde. Men jeg kunne selv regne ud hvorfor. Da hun havde peget på mig med pistolen, havde betjentene udenfor troet, at hun ville skyde mig. Men det ville hun ikke. De havde måske dræbt en af mine gode veninder. Jeg kiggede ikke efter, om hun var død. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke. Jeg faldt grædende sammen på gulvet akkurat som Anne havde gjort. Jeg var i chok over det der var sket. Da jeg sad i fosterstilling med hovedet hvilende på knæet, kunne jeg høre skridt komme hen mod mig. "Det er okay..." sagde Mikkel og lagde en arm om mig. Jeg tog fat i hans ryg og knugede ham ind til mig. Jeg lagde hovedet på hans bryst og han hvilede hans hoved på mit. "Hvorfor..?" spurgte jeg. "Hvorfor skød de hende?" spurgte jeg. Så begyndte jeg, at græde så voldsomt, at tårerne bare strømmede ned ad mit ansigt.

 

To dage senere fik jeg et opkald fra hospitalet. Anne overlevede skuddet. Jeg åndede lettet ud. Men så kom jeg til at tænke på, om hun ville ende i fængsel. I så fald ville jeg gøre alt, for at hun ville få en så kort straf som muligt. "Jeg har lavet din yndlings kakao." sagde Michelle, der satte sig ved siden af mig i sofaen. Jeg var taget hjem til hende. Hele familien var her, for at trøste mig. Men lige nu stod de ude i køkkenet og snakkede. "Tak, Michelle." sagde jeg og kiggede ned i koppen. Det var kakao med flødeskum, chokoladesovs og et lille bitte strøg havsalt. Ligesom jeg bedst kunne lide den. "Det er godt du er tilbage." sagde Michelle. Hun havde ikke et eneste øjeblik hele dagen virket trist. Hun kendte mig og vidste, at jeg hadede når folk var sådan. Jeg tog en lille slurk af min kakao. "Så kan vi nemlig planlægge mit bryllup sammen. Du får lov, til at være min første brudepige." sagde hun og snoede sin finger om et af mine tot hår. Jeg smilede. "Tak." sagde jeg. Hun rakte ned under sofabordet og tog en avis frem. "Se, du er på forsiden!" udbrød hun og holdt den helt op foran mit ansigt. 'Efterforsknings betjent kidnappet af bande' lød overskriften. "Så er jeg jo berømt." sukkede jeg. "Så er én ting da sikker; du bliver på jobbet." smilede Michelle. Jeg nikkede.

At blive på jobbet, var jo det jeg ønskede mig mest i verden for et par måneder siden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...