Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2135Visninger
AA

10. Lizards hævn (Kidnappet) del 2

Jeg blev båret væk. Jeg ved ikke hvordan Alex bar sig ad med det, uden at nogen så os. Jeg ville gerne kæmpe imod, men mine hænder og fødder var blevet bundet. Jeg havde også fået bundet endnu et stykke stof om munden, så uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke skrige. Men jeg kunne stadig sige lyde. Men hver gang jeg gjorde det, blev jeg slået i brystet, så smerten skød gennem min krop.

Efter noget tid blev jeg smidt ind i en bil og kørt væk.

Så blev jeg båret ud af bilen, og sat ned på jorden. Eller rettere sagt, smidt ned på jorden. Stoffet blev fjernet fra min mund og mine øjne. Mit syn var sløret i begyndelsen, efter ikke at have været brugt i over en time. Men jeg kunne tydeligt se syv slørede figurer omringet af hvidt, sort og brunt. Jeg blinkede med øjnene, og snart vendte synet helt tilbage. De syv slørede figurer var en høj slank kvinde med langt sort hår, Alex, en fyr af kraftig bygning på karseklippet hår, en stærk mand fuld af tatoveringer, en helt ung fyr der ikke var en dag over seksten, en kvinde med isblå øjne og kort blond hår og en mand med brunt hår, som var iklædt sejt tøj. Mens de stod og talte dæmpet rundt om et bord, kiggede jeg på omgivelserne. Jeg var i det rum, hvor det eneste møbel var bordet mine kidnappere snakkede ved. Den hvide maling på væggen skallede af. Man kunne se mange brune pletter under den. Jeg sad på et trægulv, som var ved, at rådne. Jeg måtte befinde mig i et forladt hus. Men hvor befandt huset sig? Lige uden for København eller midt ude på landet hvor man ikke kunne skaffe hjælp? Kvinden med det lange sorte hår, som den tatoverede fyr lige havde kaldt Karina, kom hen og satte sig på hug ved siden af mig. Jeg kunne nu tydeligt se, hendes øjne der var omkranset af masser af eyeliner, og hendes øjenvipper der havde fået et lag mascara eller to. Med sin overumplende skøndhed og hendes mørke farver, lignede hun den perfekte skurk. "Den gode nyhed er, at vi ikke slår dig ihjel foreløbig." sagde hun og smilede falskt. "Hvorfor?" spurgte jeg. Hun gav mig et lusket smil. "Fordi vi måske kan bruge dig til noget." afbrød Alex. "Karina, kom med os." beodrede han og pegede på døren. Karina sukkede og rejste sig. Hele banden gik ud af døren, undtagen kvinden med det korte blonde hår og de isblå øjne. "Honey, du sørger for, at vores gæst ikke flygter ikk'?" sagde Alex. Kvinden nikkede kort, og banden forlod rummet. Da Honey kom helt tæt på mig, opdagede jeg, at hun var yngre end jeg troede. Hun så ud til, at være omkring tyve til femogtyve år. Jeg kunne på måden Alex havde snakket til hende på, regne ud, at hun ihvertfald ikke sad øverst på ranglisten. Honey satte sig på en stol ved siden af bordet, og kiggede ud i luften. "Hedder du virkelig Honey?" spurgte jeg. Honey blev overrasket over at jeg, gidslet, talte så venligt til hende. "Nej, mit rigtige navn er Anne. Men de kalder mig Honey." sagde hun. "Anne er da et pænt navn. Hvorfor så kalde dig Honey?" spurgte jeg i endnu en venlig tone. Hun skulede over på mig. "Jeg slipper dig altså ikke fri, hvis det er det du tror." sagde hun og forsøgte, at lyde hård. Men hun lød ikke rigtig overbevisende. "Jeg er altså helle ikke ude på at undslippe. Jeg vil bare ikke sidde her, og stirre ud i luften." sagde jeg. Jeg havde bestemt tænkt mig, at flygte. Men ikke lige nu. De andre ville lede efter mig, og finde mig. Der var ingen grund, til at risikere sit liv, for at slippe væk - i hvert fald ikke lige nu. "Jeg må vel gerne snakke med dig..." sukkede hun. "Jeg bliver kaldt Honey, fordi jeg er Alex' kæreste... Men han behandler mig nu ikke, som om jeg er hans kæreste." Hun kiggede væk og begyndte, at pille ved sin neglelak. "Hvad mener du?" spurgte jeg forsigtigt. Nu lignede hun ikke længere et frygtet bandemedlem, men en skræmt og sårbar pige. "Han behandler mig, som en slave. Som om jeg er... hans." Hun tænkte grundigt over sine ord. "Han tror han bestemmer over mig. Han elsker mig slet ikke... Han elsker Karina." Jeg prøvede, at virke forstående. Det at hun fortalte mig sådan noget, betød jeg havde vundet hendes tillid nogenlunde - og det kunne give mig en kæmpe fordel...

 

I mellemtiden henne på centret...

Tori sparkede hårdt til sit skrivebord i frustration. "Hvad mener I tre med, at der ikke var et eneste spor?!" spurgte hun. Hverken Chris, Mikkel eller Helena svarede. "Der må da været et eller andet..." sukkede Tori, der var ved, at falde lidt til ro. "Vi har gennemsøgt alt." svarede Helena. "Det ved jeg... undskyld." sukkede Tori. "Det gør ikke noget. Vi er alle sammen bekymrede." sukkede Chris og lagde en hånd på hendes skulder. "Vi vil alle gerne have hende tilbage." sagde Mikkel. "Er I sikre på, at Lizards har kidnappet hende?" spurgte Tori. De nikkede alle tre. "Nina og jeg fandt jo sedlen i Alex' hus..." sagde Helena. "Han truede os, da han slog mig ned." sagde Chris. "Han var ikke i lejligheden, da vi kom ud efter ham, så han kunne meget vel snuppe hende." Mikkel. Toris kind blev fugtig af tårer. "Vi skal nok få hende tilbage." hviskede Helena. Hendes stemme knækkede over. "Kender vi nogen, som ved noget om Lizards?" spurgte Chris. "Den eneste jeg kender, er hende der Simone fra Black Butterflies." sukkede Mikkel. "Vi kan da spørge hende." sagde Helena. "Er du klar over, hvilken risiko det ville være?" sagde Mikkel. Helena rystede på hovedet. "Nøjagtig hvilke risikos er der?" Mikkel tænkte sig om. "Hun kan jo give os forkerte oplysninger og dermed lede os på vildspor." protesterede Mikkel. "Men hun hader jo Lizards." gav Helena igen. "Men måske hader hun os så meget, at hun ikke vil hjælpe os." sagde Mikkel. "Black Butterflies har kæmpet mod Lizards i årevis. Nogle af Black Butterflies medlemmerne er endda blevet skudt i kampene. Altså hvis jeg var Simone, så ville jeg da klart hjælpe efterforskerne." sagde Helena. "Andre risikoer?" spurgte hun og smilede. "Nej..." sukkede Mikkel opgivende.

 

Tilbage i den forladte bygning:

Efter at have hørt på Annes lange fortælling om udnyttelse og kæreste-problemer, fortalte jeg hende lidt om mine problemer. "Det er jo den femtende i dag." sukkede jeg. "Det var i dag, jeg skulle hjælpe min søster, med alle bryllups forberedelserne." Jeg lavede et trist ansigt. Anne købte den vist. Hun sukkede dybt og kiggede ned på sine negle igen. "I det mindste har du en familie. Det har jeg ikke." "Du må da have én eller anden form for familie?" spurgte jeg. "Nej." Hun rystede på hovedet. "De blev alle dræbt i en togulykke i Canada, da jeg var seksten. Vi var på en rejse med familien. Jeg var den eneste fra familien, der overlevede ulykken. Jeg blev sendt hjem til Danmark, hvor myndighederne ville have mig på børnehjem. Men jeg nægtede. Og så var det, at jeg fandt banden her. De blev min familie. De tog sig af mig." sagde hun. Pludselig var det som om, hun opdagede, at hun havde sagt for meget. Hun blev pludselig tavs. "Slår de mig ihjel?" spurgte jeg. Hun rystede på hovedet. "Alex har brug for dig. Han vil have politiet til, at lade os være i fred. De skal nok adlyde, når han truer, med at slå dig ihjel." Men kunne han virkelig finde på, at slå mig ihjel? "Du er sød..." sagde Anne pludselig. Så sukkede hun, rejste sig og kiggede ud af vinduet. "Ring efter en af dine venner og få hjælp, inden de kommer tilbage. Jeg har ikke set, at Alex tog din mobil." sukkede hun. Jeg rakte hånden ned i min lomme. Men den var tom. I et øjeblik havde jeg lige glemt, at mobilen jo lå i tasken, som lå i bilen. Men det vidste Anne jo ikke. "Når jeg har hørt, hvor forfærdeligt du har det, så vil jeg have, at du tager med mig." Anne spærrede øjnene op. Jeg havde ikke spurgt, om jeg bare kunne gå, fordi når Alex og de andre kom tilbage og jeg var væk, ville de nok gøre Anne ondt. Så Anne ville nok ikke bare lige lade mig gå. "Men jeg er jo fra en bande. De anholder mig!" udbrød hun. "Jeg fortæller dem sandheden. Så bliver du ikke anholdt. Det love jeg." sagde jeg og smilte overbevisende. Anne smilte lykkeligt tilbage. Faktisk kunne jeg ikke love hende, at hun ikke ville blive anholdt. Men jeg var desperat, efter at komme væk. "Men vi må gøre det en anden gang." sukkede hun og satte sig tilbage på stolen. "Hvorfor?" spurgte jeg. Men et sekund senere fik jeg svaret. Alex og de andre bragede forpustede ind. "Jeg tror de ved, hvor vi er." stønnede Alex. "Vi må af sted." sagde Karina og lagde armen om Alex. De stod alle et øjeblik i en rundkreds og drøftede hvad de nu skulle gøre. Min næse begyndte, at løbe igen. Pokkers! Hvorfor skulle jeg lige være forkølet netop i dag? Så slog en tanke mig. Hurtig som et lyn trak jeg et lommetørklæde op af min lomme. "Vi tager til vores reserveskjulested i skoven." sagde Alex. "Det i den lille splejsede hytte, vi ikke har været i i seks år?" spurgte fyren med tatoveringer. Alex nikkede og sagde, at de skulle dele sig. Han fortalte dem navnet på skoven, i tilfælde af at nogen ikke kunne huske hvor hytten var, og måtte spørge nogen om vej. Jeg brugte min skarpeste negl, til at ridse navnet i lommetørklædet, mens de aftalte, hvem der gik med hvem. Jeg kiggede bagud, og fik øje på et af mange store stykker plastic, der lå spredt på hele gulvet. Lige da de skulle til, at vende sig mod mig, løftede jeg plasticen, og lagde lommetørklædet ned under plasticen. Jeg nåede det lige i sidste øjeblik, da Karina kom hen til mig. "Går det godt?" spurgte hun med en sukkersød og falsk stemme. "Jeg skal altså pudse næse." sukkede jeg. Hun rynkede brynene og nikkede. "Vi har kun toilet papir." sagde hun ligeglad. Mens de andre samlede tingene fra deres lager sammen, gik Karina ud og fandt et stykke toiletpapir, jeg kunne pudse næse i. De gav mig igen et stykke beskidt sort stof for øjnene og et for munden. Så blev jeg igen båret ud i en bil og lagt i bagagerummet.

Lidt efter kunne jeg høre stemmer, der tilhørte Alex, Karina og Anne. Alex og Karina grinte af hinandens lamme vittigheder, mens Anne prøvede, at spørge ind til planen. Men hun blev ignoreret. Imens lå jeg og tænkte på, om jeg ville blive fundet. Hvis politiet virkelig havde fundet gemmestedet, ville efterforskerne blive sat ind, til at gennemsøge det. De ville måske lede under plasticen. Når Tori ville finde mine fingeraftryk på lommetørklædet, ville de vide, at det var mig, der havde ridset skovens navn ind. Men hvor lang tid ville der gå, før de fandt frem til mig?

 

I den forladte bygning, hvor Chris, Mikkel og Helena nu var:

"Er I sikre på, at det her er det rigtige sted?" spurgte Mikkel politiet. "Ja, vi er sikre." sagde en politibetjent. "Det ligner, at her ikke har været nogen i hundrede år." sagde Chris. Han kiggede på støvet, der lå i vindueskarmen. "Der ligger papkasser med forskellige ting herude." sagde Helena, der netop var kommet ud fra lagerrummet. "De må havde taget de vigtigste forsyninger med, og forladt de her." "Men er der nogle spor?" spurgte Mikkel. Helena rystede på hovedet og tørrede sveden af sin pande. "Her er jo ikke andet end rod!" råbte Chris surt og sparkede til et stykke plastic. "Hvad er det?!" udbrød han. De to andre drejede hovederne i hans retning. "Et gammelt lommetørklæde." sukkede Mikkel. "Led videre." "Nej, der er skrevet noget." insisterede Chris. Han samlede lommetørklædet op, og foldede det ud. "Det er navnet på en nærliggende skov." Helena og Mikkel gik hen til mig og kiggede nu også på lommetørklædet. "Tror I, det er Ninas?" spurgte Mikkel. Helena nikkede. "Hun var jo temmelig forkølet. Det kunne jo godt være, at hun havde en pakke i sin lomme." "Vi må få Tori, til at undersøge det for DNA" sagde Chris. "Lad os aflevere og komme af sted med det samme!" sagde Mikkel. Så gik de ud af bygningen, og satte kurs på vej mod centret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...