Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2125Visninger
AA

9. Lizards hævn (Kidnappet) del 1

Det var kort før daggry, da vi sad i bilen, for at rykke ud til en razzia. Politiet skulle hente bandelederen af Lizards, Alex. Jeg kendte endnu ikke hans efternavn. Politiet skulle fange Alex, og vi skulle bagefter finde beviser på mord, tyveri og narkosalg.

Vi var fire i bilen: Mig, Chris, Mikkel og Helena. "Lad os nu håbe, at vi ikke bliver skudt." sagde Chris, der sad på passagersædet ved siden af Mikkel. Helena lænede sig hen mod mig. "Det er nok derfor, at vi har skudsikre veste på, fjols." hviskede hun. Jeg udstødte et lille fnis, og trak et lommetørklæde op af min lomme, for at pudse min næse. Jeg var blevet forkølet, selvom det var sidst på sommeren. "Er du forkølet?" spurgte Helena. Jeg nikkede, og lagde pakken med lommetørklæder ned i lommen igen. "Han fortjener ikke andet, end at vi afslører ham, og får ham i fængsel." sagde Mikkel. "Det skal du ikke lige regne med." sagde Helena. "De er faktisk ret snedige. Man skal ikke undervurdere deres klogskab."

Kort efter politiet havde rykket ind, kom de tilbage igen. Alex havde ikke, været inde i huset. "Skal vi gå ind alligevel?" spurgte Chris. Politichefen nikkede. "Vi har tjekket. Huset er sikkert. I kan bare gå ind."

Da vi kom ind i huset, aftalte vi, at dele os. Jeg gik med Helena og Chris gik med Mikkel.

"Lad os se, om vi kan finde nogle spor før drengene." sagde Helena. "Det håber jeg, vi gør. De skal ikke have æren." sagde jeg. Helena smilte og fortsatte med at lede. Jeg var ved, at tage et kig på en opslagstavle, da Helena fandt en seddel på glassofabordet. "Forsøg ikke, at stoppe os. Ellers dræber vi gidslet. Vi har ikke et endnu. Men det kan vi sagtens skaffe." Jeg læste sedlen to gange, før jeg lagde den i en plasticpose. "Drenge!" kaldte Helena. De kom ind med det samme. "Hvad ar I fundet?" spurgte Mikkel. Jeg holdt plasticposen med sedlen i op. De læste sedlen og sukkede. "Det var jo det jeg sagde. Man skal ikke, undervurdere deres klogskab." sagde Helena.

Da vi kom tilbage til centret, indkaldte Jan til møde i spisesalen. "Vi skal sammen med politiet, have fundet den bande og deres leder." råbte han ud over forsamlingen. "Men så finder de jo et gidsel, og dræber det!" protesterede jeg. Jan rystede på hovedet. "Ikke hvis vi fanger dem først." "Jeg er enig med Nina!" råbte Tori nede fra den anden ende af spisesalen. Jan rystede igen på hovedet. "Alle skal fokusere, på at fange ham. Alle andre sager bliver udsat, til vi har fanget dem. Tag pistoler med, når i forlader centret. Det var alt." De fire andre efterforskere slentrede ud af lokalet. Men vi andre fire blev tilbage. "Kan I bytte, så Nina kører med Helena og Mikkel kører med Chris?" spurgte Jan. "Mikkel og Helena har være her i lang tid. I kan fortsætte, med at lede på gerningsstedet, og Chris og Nina kan lede efter Alex og banden." Vi nikkede alle, og gik ud til vores biler.

"Undskyld for i forgårs." sukkede Chris. Jeg rynkede brynene. "Hvad mener du?" spurgte jeg. "At jeg kyssede dig. Jeg var bare så opsat på, at slippe af med Emma en gang for alle." "Så du hendes ansigt?" spurgte jeg og fniste. Jeg var nødt til, at tilgive ham, hvis vi skulle arbejde sammen. "Ja, hun så sjov ud." sagde han og smilte.

Vi havde ikke gået særlig længe ude på gaden, da vi hørte støj. "Hvem laver nu ballade?" spurgte Chris. Bag et hjørne så vi ham - Alex. Han stod og slog en stakkel kvinde. "Find en på din egen størrelse!" råbte Chris. "Chris!" vrissede jeg. "Ring efter assistance." beodrede han og gik helt hen til Alex. Jeg havde intet andet valg, og ringede til Jan, som straks ville ringe videre til politiet. Jeg drejede hurtigt hovedet, da Chris skreg af smerte. Han var blevet slået i ansigtet. Jeg løb hurtigt over til ham. "Læste du ikke vores besked?" snerrede Alex. Han måtte mene, den vi fandt i huset. "Næste gang er det alvor! I skal ikke forsøge, at fange mig igen!" Hurtigt som et lyn forsvandt han bag et hjørne. Men jeg var ligeglad. Jeg gik først over til kvinden, og spurgte, om hun var okay. Hun sagde heldigvis hun havde det fint. Da jeg skulle til, at gå hen til Chris, rejste han sig op. "Jeg har det fint." sukkede han. Men han havde et stort sår i højre side af ansigtet. "Det der skal altså renses." sagde jeg og trak ham over mod bilen. "Hvorfor løb du ikke efter Alex?" spurgte han. "Fordi jeg ikke bare kunne gå fra dig." sagde jeg, som om han var dum.

Politiet kom med lynets hast. De kørte i den retning Alex var kørt, men uden held. De havde ikke kunnet fange ham.

 

Da jeg endelig kom hjem, blev jeg hilst af Phoebe. Hun hoppede op og ned ad mig. Julie kom ud i gangen. "Hvorfor er du hjemme så tidligt?" spurgte hun. Jeg skævede til uret over køkkenvasken. Klokken var kun lidt i et. "Lad os bare sige, at det har været en hård dag." sukkede jeg. Julie lyste op i et smil. "Hvad skete der? Fortæl, fortæl!" Jeg sukkede igen, men med et smil om munden. "Det kan du læse om i aviserne i morgen." sagde jeg, og tænkte på alle de journalister, der havde omringet os.

Vi satte os alle ned og spiste frokost sammen. Julie ville stadig gerne høre, hvad der var sket. Kiri var knap så nysgerrig. Jeg fortalte dem det hele. Da jeg var færdig, spærrede de begge øjnene op. Phoebe lå under min stol, så jeg tog hende op på skødet. Hun logrede lidt med halen. "Du er heldig, at du har fået det arbejde!" sukkede Julie.

 

Næste dag ringede Jan, og sagde, at Mikkel og jeg skulle med politiet ud til en lejlighed, hvor vi man gik ud fra, at Alex skjulte sig, i en anden persons navn. De ville gøre som ved første forsøg: Fjerne ham, og lade os finde spor.

Da jeg var på vej ud af døren, kom Julie hen til mig. "Hvad skal du?" spurgte hun med den ene hånd hvilende på hoften. "Politiet skal bryde ind i en lejlighed, og jeg skal finde spor, der kan bevise, hvad han har gjort." sagde jeg og tog min jakke på. "Er de virkelig nødt til, at bryde ind?" Jeg nikkede. "Du skal da bare banke på, og bede dem åbne butikken." sagde hun. Jeg smilede. "Det tror jeg næppe virker."

Da vi stod udenfor det slidte og faldefærdige kvarter, kom en høj og lyshåret politidame hen til os. "I skal ikke være bange." smilede hun. "Vi tager os af den fyr. Vi får ham helt ud af bygningen, og gennemsøger så lejligheden med hunde, for at sikre os, at der ikke er flere personer. Så kan I gå ind og tjekke lejligheden. Vi er klar, vi afventer bare ordre." sagde hun og pegede på sin walkie talkie.

Politiet gik kort efter ind i opgangen iført alt deres sikkerhedsudstyr.

Lidt efter hørte vi døren blive sparket ind, efterfulgt af en masse råb. Så blev der stille - helt stille. Derefter kunne vi høre en masse fødder trampe ned ad trapperne. Politiet kom tilbage. Men de havde ikke nogen med sig. Den samme politidame som før, lød hen til os. Hun skubbede sit pandehår tilbage på plads. "Vi må have taget fejl. Eller også var han bare ikke hjemme." sagde hun, mens hun hev efter vejret. "Bare ring, hvis I skal bruge os igen." sagde Mikkel. "Jeg har faktisk lige noget, vi skal snakke om..." sagde politidamen. "Nina, gider du ringe til Jan, og sige, at vi ikke fik fat i Alex?" spurgte Mikkel. Jeg nikkede og stak hånden ned i lommen. Men den var tom. Så kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt mobilen i min taske, der lå i bilen. "Jeg glemte min mobil. Jeg smutter lige over i bilen, og henter den." sukkede jeg. Mikkel nikkede og snakkede så med politidamen.

Jeg smuttede rundt om adskillige hjørner, for at komme hen til bilen. Vi havde parkeret den et stykke væk, for at Alex ikke skulle fatte mistanke. Måske ville han genkende bilen, for jeg kørte i den sammen med Chris i går. Da jeg lige havde fået øje på bilen, kunne jeg se en skygge i øjenkrogen, forsvinde bag en rød murstensbygning til venstre for mig. Havde den holdt øje med mig? Var det... Alex? Eller var det bare en skygge fra et træ, som stod bag bygningen? Det måtte det være. Jeg gik hen bag bygningen. Men der var intet træ... og heller ingen personer. "Jeg må have set syner." mumlede jeg lidt for mig selv. Så bemærkede jeg et åbent vindue til venstre lige ud for mig hoved. Skyggen var sikkert bare en kat, der var drejet rundt om hjørnet og så hoppet ind af vinduet. Jeg havde ikke mere tid, til at tænke over det. Mikkel og politidamen undrede sig nok, over hvor jeg var blevet af. Så jeg drejede om på hælen. Men inden jeg nåede, at tage et eneste skridt tilbage, hørte jeg en skarp hvæsen fra vinduet. "Jeg sagde jo til dig, at I ikke skulle forsøge, at fange mig!" Pludselig greb en beskidt og stinkede hånd mig om ansigtet. Den dækkede munden og næsen. Lugten fra hånden var næsten uudholdelig. Derefter blev et sort stykke stof trukket ned over mine øjne, og derefter blev alting sort...

 

Fortsættes i næste kapitel ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...