Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2072Visninger
AA

8. I kærlighed gælder allle kneb (Den syge pige)

Da jeg vågnede dagen efter, var jeg næsten ikke syg længere. Så snart jeg satte mig op, kom Phoebe springende op i min seng. "Hej, Putte." sagde jeg og aede hende over ryggen. Da jeg var syg, havde Kiri og Julie været meget flittige, til at gå tur med hende (selv om natten). "Skal vi gå ind og få os noget morgenmad?" spurgte jeg. Hun sagde ikke noget, men fortsatte med, at lege med dynen.

Så snart jeg åbnede døren til stuen, fløj hun ned fra sengen og ind til sin elskede bold, der lå og flød på gulvet. Hendes hale logrede vildt, da bolden trillede frem og tilbage. "Er du rask i dag?" spurgte Julie, der allerede sad ved morgen bordet sammen med Kiri. "Rask nok til at tage på arbejde." sagde jeg og smilte. Jeg rettede mit blik mod Kiri. "Hvad laver du her? Burde du ikke være på badeværelset nu?" spurgte jeg. Kiri rystede på hovedet. "Jeg ville for en gang skyld, lade dig komme først." Julie nikkede. "Det er jo trods alt også hende, der bor her ikk'?" Hun rettede på sin græsgrønne top og sine køkkenternet shorts, før hun tog en stor mundfuld cornflakes. "Ja, det er det jo. Men jeg har altså også ret til badeværelset." sagde Kiri, mens hun tog en af sine mange glimmer øreringe på.

Da jeg kom ned på centret, stod en høj, undervægtig og ung pige og diskuterede med Emma. Hun råbte og skreg. Chris kom hen til mig. "Hvad foregår der?" spurgte jeg og kiggede hen på pigen og Emma. Chris var åbenbart, også lige kommet, for han havde ikke bemærket dem. Vi gik over til Emma og pigen sammen. Emma så utryg ud. Chris greb den fremmede pige i armen. "Du skal lige slappe lidt af." sagde han. Pigen snurrede rundt og stirrede vredt på ham. "Det skal du ikke blande dig i, idiot!" råbte hun. Så skubbede hun ham væk, og gik ud af døren. "Tak, for at redde mig!" sukkede Emma. Hun krammede Chris, der rullede med øjnene, og bare ville væk fra hende. Det var svært, at lade være, med at smile.

"Jeg kendte hende der." sukkede Chris, da Emma endelig gav slip på ham. "Hvem er hun?" spurgte jeg. "Hun hedder Tina. Hun er kun nitten år gammel." Han sukkede igen. "Hun var en stamkunde hos os. Hun begik hele tiden små-forbrydelser, nok for at få opmærksomhed." Jeg rynkede brynene. "Opmærksomhed?" spurgte jeg. Chris nikkede. "Hun var ensom. Hendes forældre var stofmisbrugere, og ville ikke vide af hende. Så fik hun en kæreste, hun troede kunne støtte hende. Men han var den forkerte type. Han var næsten altid fuld, og kunne godt finde på, at tæve hende. Men når han var ædru, trøstede han hende og støttede hende. Men til sidst slog han op med hende, og nu er det som om, hendes liv er ødelagt." Der bredte sig en trist stemning mellem os. Men Emma kunne åbenbart, ikke føle den. "Det kommer man sig over." sagde Emma og rullede med øjnene.

Da jeg lagde min taske ind i mit skab, kom Mikkel over til mig. "Vi har fået en ny sag." sukkede han og rakte mig nogle papirer. Der stod en anmeldelse fra en ung fyr ved navn Lukas. Hans kæreste forfulgte ham, og stod udenfor hans hus i flere timer og bare gloede. Hun ville konstant i kontakt med ham, og hvis han afviste hende, så smed hun sten på hans vindue og sparkede på hans dør. "Er det ikke noget, som politiet skulle tage sig af?" spurgte jeg. Mikkel trak på skuldrene. "Der er vist ikke nogle nye sager i øjeblikket. Så det er nok derfor, at de giver os den." Jeg nikkede og gav ham rapporten tilbage.

Da vi ankom til huset, blev jeg en del overrasket. En ung fyr, der sandsynligvis var Lukas, stod og råbte af en meget tynd pige. Det var pigen, jeg havde set på stationen.

Vi steg ud af bilen og gik hen mod dem. "Se, nu kommer civil politiet efter dig!" snerrede Lukas. Pigen snurrede rundt, og så skræmte på os. "Vi er ikke fra civil politiet. Vi er fra politiets efterforsknings center. Er det hende vi skal fjerne?" spurgte Mikkel og pegede på Tina. Jeg skulle lige til, at afbryde Mikkel, men Lukas kom mig i forkøbet. "I skal ikke bare fjerne hende." sagde han. "I skal få hende til, at indrømme, at hun slog og skar min kæreste." vrissede han og stirrede vredt på Tina. Tinas øjenbryn fløj op i panden på hende. "Det var ikke mig!" skreg hun. Hun skulle lige til, at kaste sig over Lukas. Men Mikkel holdt hende fast. "Hvad mener du?" spurgte jeg Lukas roligt. "Mig og min kæreste Misty havde et perfekt forhold. Det kan den forbandede tøs der ikke holde ud." sagde han og pegede på Tina. "I går kom Misty hjem med et blodigt ansigt. Nogen havde tæsket løs på hende og skåret i hende. Nu er hun på hospitalet, og ingen ved hvem der gjorde det mod hende. Hun tør nemlig ikke sige det." "Det var ikke mig, der gjorde det, skat!" sagde Tina med en trist stemme. Lukas trak mig lidt væk fra hende og Mikkel, så de ikke kunne høre, hvad vi snakkede om. "Jeg tror hun er lidt syg. Siden jeg forlod hende, er hun blevet mega tynd." sagde Lukas. Jeg kiggede nærmere på Tina. Man kunne se hver en knogle i hendes krop. "Hun forfølger mig hele tiden, og kan ikke klare, at jeg har fået en ny kæreste." Nu lød det mere, som om det var Lukas, der var offeret. "Vi tager os af det. Hvor blev Misty tæsket?" spurgte jeg. "I et boligkvarter." Han fandt et kort frem, og viste mig hvor. "Okay. Men hvorfor skrev du det ikke til politiet. I vores rapport stod der kun, at vi skulle hjælpe dig, men at slippe væk fra Tina." Lukas løftede det ene øjenbryn. "Jeg skrev da begge dele." "Det var nok derfor, at Jan ville have os herud." mumlede jeg.

Da vi kom ud til gerningsstedet, var der ikke meget, at se. Men der lå en tom coladåse og et stykke stof smurt ind i blod henne ved et ødelagt hegn. Der var en lille bule i det. Jeg strøg hånden hen over den. "Hun må være, blevet skubbet ind i hegnet her, og så tæsket løs på." sagde jeg. "Det vil jeg også mene." sagde Mikkel. Han rakte mig et par engangshandsker. "Så du ikke sætter dit eget fingeraftryk på sporerne. De skulle jo nødig tro, at det var dig, der var den skyldige." smilte han. Jeg smilte tilbage og tog handskerne på. De var stramme og klæbede sig til min hud. Jeg samlede det blodige stof op og lagde det ned i en plasticpose. Jeg lagde denind i bilen, og gik hen til Mikkel, som sad på hug og var ved, at måle et fodspor og tage et billede som bevis. "Jeg tror det er forbryderens." sagde Mikkel. "Men det kan jo også godt være offerets." sagde jeg. "Jeg tror nu mere, at det der er offerets." sagde Mikkel og pegede på et fodspor lidt længere væk. Det var et aftryk af en højhælet sko. "Jeg tror du har ret." smilede jeg. "Okay, vores morder har i hvert fald en skostørrelse på 40. Men det er jo også en ret normal skostørrelse. Lad os tage tilbage med stoffet." sukkede Mikkel og rejste sig op. "Vent lige." sagde jeg og bukkede mig ned foran coladåsen. Den var flået halvt over. Jeg åbnede den forsigtigt. Indeni lå der en lille kniv, der var smurt ind i blod. Jeg rakte den til Mikkel, som puttede den ned i en plasticpose. Vi lagde også coladåsen ned. "Jeg tror, at forbryderen skulle skjule våbenet et sted, hvort vi ikke ville lede. Så derfor puttede han den ned i coladåsen." sagde jeg og klappede Mikkel på skulderen. Han så irriteret ud - nok fordi han ikke selv havde tænkt, på at lede der.

Da vi kom hen på stationen, gav vi Tori stoffet og kniven.

Bagefter gik vi hen på Mikes kontor, og gav ham coladåsen. Han vendte den om, og kiggede på stregkoden. "To sekunder. Jeg tjekker lige i registret, hvor den burde være købt henne." Han lænede sig tilbage i stolen og tastede på sin computer. "Lad os håbe, at butikken har overvågningskamera." sagde Mikkel og lænede sig op ad dørkarmen. "Kan jeg komme forbi?" spurgte en stemme. Det var Helena. Mikkel rykkede sig, og lod hende komme forbi. Da hun gik forbi mig strejfede hendes sorte hår min kind. "Er du i gang med noget?" spurgte Helena Mike. Mike nikkede. "Men jeg er færdig lige om et øjeblik." Han printede et stykke papir, og kiggede på det. "Jeg ville nødig skuffe jer." sukkede Mike. "Kan du ikke finde det?" spurgte jeg mere skuffet end det var meningen. "Nej, noget endnu værre..." Han kiggede på os med et dramatisk og sørgeligt blik. "Den er købt i den lokale Spar." sagde han og kiggede ned i jorden. "Nej!! Pokkers!!" råbte Mikkel og stampede i gulvet. "Det er løgn..." mumlede jeg og lagde den ene hånd på min pande. Jeg kunne tydeligt, huske min første arbejdsdag. Vi var blevet sendt ned i den lokale Spar, og skulle snakke med verdens sureste butiksejer, Jørgen. Nu var vi tvunget, til at tage derhen igen.

"Jørgen, vi orker ingen brok i dag." sagde Mikkel så snart han satte sin fod ind i butikken. Jørgen stod bag kassen og jamrede sig, over at vi var kommet ind i hans butik. Kunderne ved kassen var forvirret. "En mand har været herinde, og købe en coladåse. Vi skal bruge din overvågningsvideo." sagde jeg og forsøgte, at lyde bestemt.

Han brokkede sig et par minutter endnu, før han endelig gav os videoen. "Skrid, og kom aldrig tilbage." sagde Jørgen koldt og rullede med øjnene. Vi ignorerede ham, og gik igen.

Da vi endelig fik fri, og gik ud af centret fik jeg en stor overraskelse. Kiri sad i min bil, og ventede på mig. "Hvem er det inde i din bil?" spurgte Mikkel forvirret. Jeg sukkede og smilte. "Det er min søster, Kiri." Jeg gik hen og åbnede døren. "Hej, med dig! Ville lige komme forbi." smilede Kiri. Jeg rynkede brynene. "Hvorfor? Og hvordan kom du overhovedet ind i min bil?!" udbrød jeg. Hun blinkede til mig. "Jeg kan nogle kneb." Mikkel rynkede panden. "Er din søster en biltyv?" spurgte han. Jeg rystede smilende på hovedet og lagde en hånd på hans skulder. "Nej, min søster er bare lidt speciel." Jeg bukkede mig ned og stak hovedet ind gennem vinduet. "Kører du hjem eller hvad?" spurgte jeg. Hun nikkede smilende. "Nå, men så ses vi i morgen." sagde jeg og vinkede til Mikkel. Så satte jeg mig ind i bilen, og lod Kiri køre mig hjem.

 

Da jeg mødte i centret næste dag, kom Chris og slog armen om mig. "Hva' så skat?" spurgte han lidt for højt. "Du kan ikke score mig på den måde." fnyste jeg. Han så bedende ud. Pludselig drejede hans hoved. Jeg fulgte hans blik, og fik øje på Emma, der var grøn af misundelse. Måske ville han, bare slippe af med hende. "Det var da bare for sjov." smilte jeg. Han lyste op i et smil, og sendte Emma et blik, der tydeligt sagde, at hun skulle holde sig fra ham. "Godt reddet." hviskede han, uden Emma bemærkede det. Jeg blinkede til ham, hvilket Emma så. Hun bed tænderne sammen. "Jeg skal afsted nu." sukkede Chris falskt. "Vi ses senere." sagde han. Jeg nikkede. Jeg troede, at vi var færdige nu, men det var vi åbenbart ikke. Før jeg kunne nå, at reagere, drejede Chris hovedet og gav mig et stort og langt kys på munden. Jeg skulle lige til, at give ham en lussing, da jeg kom i tanke om, at Emma stadig så på. Jeg havde forventet et ondskabsfuldt blik. Men da jeg kiggede på hende, smilede hun bare smørret. Chris drejede hovedet. "Hvad kigger du på?" spurgte han, som om han lige havde opdaget, at Emma stirrede på os. "Ingenting..." sagde hun og trak på skuldrene. "Mikkel, jeg vidste ikke, at din 'makker' gik og kyssede med sine kolleger. Vidste du?" spurgte hun og vendte sit blik mod Mikkel, der stod i et hjørne. Han rystede forbavset på hovedet. Jeg havde lyst, til at gå hen og slå både Emma og Chris i ansigtet. Jeg var ikke forelsket i Mikkel, men alligevel af en eller anden grund, kunne jeg ikke lide, at han havde set det. "Nina, vi skal finde Tori og Mike." sagde han uden at blinke overhovedet. Jeg nikkede. "Kommer nu." sagde jeg smilende. Han smilte usikkert tilbage. Chris lænede sig ned til mit øre. "Du kysser godt." hviskede han.

"Jeg var på hospitalet i dag, og bede om en prøve af Mistys blod." sagde Tori, mens hun hængte en huskeliste op på sin opslagstavle. Hun var nødt til, at stå på tæer for at kunne nå helt op. "Jeg sammenlignede det med det blod på stoffet. Meget af det matchede. Men forbryderen kom til, at skære sig, da han eller hun prøvede, at skære hende. Så noget af blodet, stammer fra ham eller hende. Jeg analyserede blodet og ved nu, at forbryderens blodtype er A+." Tori gik hen til os. "Misty vil stadig ikke, sige hvem forbryderen er i frygt for, at han eller hun skal komme efter hende. Men hun sagde, at stoffet var fra hendes kjole, og at forbryderen hev det af kjolen i et forsøg, på at gribe fat i hendes arm. Jeg har fingeraftryk fra stoffet. Men intet matcher i registret, så forbryderen har nok ikke været kriminel før. Hvis I finder flere spor, kan jeg tjekke, om fingeraftrykkene derpå er det samme som på stoffet." Både Mikkel og jeg nikkede. "Vi kan være sikre på, at Misty taler sandt. For fingeraftrykkene på kniven matcher. Forbryderen er helt sikkert højrehåndet." "Godt arbejde." sagde Mikkel. Tori smilede halvt. "Tak..." mumlede hun.

Mike sad i sin kontorstol og halvsov, da vi kom ind. "Der var I, venner." sagde han muntert og rejste sig fra stolen af bar glæde. "Vores fyr er på videoen!" jublede han. han gav mig en high-five. "Forbryderen var klædt i sort fra top til tå, og havde hætte på. Men lidt af håret stak ud. Så forbryderen har blond hår. Desuden halter personen på højre ben. Det var alt, jeg kunne finde." Jeg nikkede. "Tak, Mike." Han smilede stort tilbage.

Mikkel og jeg aftalte, at vi ville tage ud, til Mistys mor og far for at spørge, om de vidste noget, vi kunne bruge.

Vi satte os ind i bilen og kørte. Jeg kunne fornemme, at Mikkel opførte sig anderledes; han var stille og fraværende. "Noget galt?" spurgte jeg. Han kiggede væk og forsøgte vist, at skjule noget. "Hvorfor kyssede du med Chris?" spurgte han. Jeg rystede smilende på hovedet, og forklarede ham det hele. Det så ud som om, han åndede lettet op. "Hvorfor spurgte du om det?" spurgte jeg og fokuserede på vejen foran mig. "Ikke for noget." sagde han og trak på skuldrene. Jeg rystede på hovedet. "Man blev måske en lille smule jaloux eller hvad?" spurgte jeg drillende og lagde armen om hans skulder. Han rystede smilende på hovedet.

Da døren til Mistys forældres hus blev åbnet, sprang de tilbage af skræk. De talte engelsk og forstod ikke en dyt dansk. Jeg spurgte dem, om de vidste noget, om hvem der kunne have været forbryderen. Men de var meget afvisende. "We don't want anything, to do with that girl! (Vi vil ikke have noget, at gøre med den tøs!)" råbte faren. "Maybe, but we need some infomation. (Måske, men vi skal bruge noget info.)" sagde  Mikkel. "For what? To find an insane and random person, that beat and cut our useless daughter? (Til hvad? Til at finde en eller anden sindssyg og tilfældig person, der har tæsket og skåret i vores ubrugelige datter?)" spurgte moren. "Listen! (Lyt nu!)" råbte Mikkel. Han gjorde mig lidt forskrækket. "We're actually trying, to help your daughter. (Vi prøver faktisk, at hjælpe jeres datter.)" Jeg afbrød ham. "Maybe you don't like her. But she's your daughter anyway. You should really help her! Maybe she's got into something really bad. But does that mean, that you don't love her at all? (Måske kan I ikke lide hende. Men hun er jeres datter alligevel. I burde virkelig hjælpe hende! Måske har hun rodet sig ind i noget virkelig slemt. Men betyder det, at I ikke elsker overhovedet?)" Forældrene kiggede på hinanden. De skammede sig vist. "Misty hated a girl, named Tina. She's her boyfriend's x-girlfriend. Tina does a lot of bad things to Mistys boyfriend... (Misty hadede a pige, ved navn Tina. Hun er hendes kærestes eks-kæreste. Tina gør en masse onde ting mod Mistys kæreste...)" "We know the story. Just tell more about Tina, please. (Vi kender godt historien. Bare fortæl mere om Tina.)" sagde Mikkel. "Tina has punched Misty in the face before... (Tina har før slået Misty i ansigtet...)" sagde moren. Men jeg lyttede ikke, til resten af samtalen. For noget andet havde fanget min opmærksomhed. Et engelsk blad der lå på sofabordet bag forældrene. Jeg gik hen til bordet, men da jeg så, at faren fulgte mine bevægelser, satte jeg mig ned i sofaen i stedet. Han smilede, nikkede og kiggede så på Mikkel, der nu snakkede til dem. Jeg rakte ud efter bladet, da det gik op for mig, at samtalen lige var slut. Jeg tog min hånd op til munde, og gav Mikkel tegn, til at fortsætte, med at snakke. Han så det og fandt på et eller andet tilfæligt, at snakke om. Jeg tog bladet uden en lyd, kryllede det sammen og lagde det i lommen.

Da vi kom ud i bilen, spurgte Mikkel mig, hvad jeg havde lavet. Jeg trak bladet op. "Se der." sagde jeg og pegede på en lille overskrift på forsiden. "We hate our child..." læste Mikkel højt. På billedet nedenunder var de to forældre, der skulede til Misty i den anden ende af billedet. "Godt set." sagde Mikkel. Vi slog op på artiklen. Det var et interview med forældrene. Der stod, at de hadede deres barn. Hun havde flere gange slået forældrene, skreget dem i ansigtet, drukket al deres sprut , brugt alle deres penge på stoffer og har endda prøvet, at forgifte dem uden held. "Der er ikke noget, at sige til, at de ikke kan lide hende." sagde Mikkel. "Så kan vi vel ikke udelukke, at de tæskede Misty? Det kunne jo være grunden til, at hun ikke vil sige, hvem der gjorde det." sagde jeg. "Vores forbryder har blodtype A+, er højrehåndet, har blond hår og halter lidt. Den eneste vi kan udelukke er moren, som var mørkhåret." sagde Mikkel. "Jeg har ikke lagt mærke til, om nogen af dem halter." sagde jeg. "Vi kan ikke rigtig gøre mere, før vi får dem tjekket. Jeg ringer til centret." sukkede Mikkel.

Blodprøverne ville tage en uge, så Mikkel og jeg fik fri i mellemtiden.

 

På min første fridag tog jeg over til Michelle, for at drikke kaffe og hygge mig med hende. Tvillingerne var taget ud at shoppe. "Hvordan kan de to være så energiske?" spurgte Michelle, da hun satte sig ved siden af mig i sofaen. "De er jo meget yngre end os. De er jo kun nitten år." sagde jeg og proppede en bid chokoladekage ind i munden. "Nu føler jeg mig total gammel." fniste Michelle. Men det var hun ikke. Hun var syvogtyve, mens jeg var femogtyve. "Hvor er Nick for resten?" spurgte jeg og kiggede mig omkring. "Han er jo på arbejde..." sagde Michelle. "Nå, ja..." sagde jeg og rystede på hovedet. Nick arbejdede i et computerfirma. Michelle arbejdede som dørvagt udenfor diskoteker, så hun skulle først arbejde om natten. "Hey Clara, hvad laver du skat?" spurgte Michelle og kiggede bagud. Jeg vendte hovedet. Clara sad oppe i vindueskarmen og kiggede ud. Hun sprang ned på køkkenbordet og hen på Michelles skød. "Hva' så?" spurgte Michelle og løftede hende lidt længere op på sit skød. "Mor... Der står en underlig mand, og kigger på vores vinduer." sagde Clara. "På vinduet?" spurgte Michelle forvirret. Jeg smilede og rejste mig. Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud, for at se, hvad Clara havde ment. Min krop blev med ét helt stiv. "Hvad er der?" spurgte Michelle. "Det er ham." sagde jeg. Michelle rystede smilende på hovedet. "Hvem ham?" spurgte hun. "Lukas..." sagde jeg. Han måtte have fulgt efter mig hjem til Michelle. Men hvorfor? "Hvem er Lukas?" spurgte Michelle. Hun havde nu løftet Clara op og stod henne ven vinduet. "Det er en, hvis kæreste blev tæsket og skåret i, en aften hun var på vej hjem til sig selv." "Det er da synd for ham." sukkede Michelle. "Men det er lidt underligt, at han forfølger mig. Jeg må hellere tjekke det." sagde jeg og gik ud i gangen, for at gå ned. Clara trak Michelle i håret. "Mor, er han farlig?" spurgte hun med en lille stemme. Michelle rystede på hovedet. "Nej, selvfølgelig er han ikke det." Men hun vidste lige så godt som mig, at han måske var farlig.

Da jeg kom derned, var Lukas forsvundet. "Typisk!" mummlede jeg lidt for mig selv. Et gammelt ægtepar der kom forbi, hørte det og kiggede underligt på mig. "Har I set en lyshåret fyr, der er cirka så høj?" spurgte jeg og viste hvor høj han var. De rystede på hovederne og gik videre ned ad gaden. Den eneste plan jeg havde lige nu, var at gå hjem til Lukas, og udspionere ham. Men hvis det blev opdaget, at jeg luskede rundt i sagen, når jeg ikke var på arbejde, blev jeg med garanti fyret. Ingen måtte opdage det. Hvis Lukas vidste noget, vi ikke vidste, så kunne vi ikke vente en uge, med at gøre noget. Jeg måtte ringe til Mikkel, og spørge ham om hjælp.

Da jeg havde forklarede ham det hele, blev han vred. "Du skal da ikke efterforske sagen i din fritid!" sagde han. "Men kan vi så ikke spørge Jan, om vi kan komme tilbage på arbejdet?" spurgte jeg forsigtigt. "Nej, det kan vi ikke! Han ville aldrig sige ja! Hvis der var mere, at efterforske i, så ville vi jo ikke få fri!" bed han mig af. Jeg sukkede. "Du kan ikke gøre det her..." sukkede Mikkel. Jeg knyttede mine hænder. "Det kan du tro, at jeg kan." snerrede jeg. "Og hvis du ikke hjælper mig, så gør jeg det alene." Der blev stille i den anden ende af røret. Til sidst sukkede jeg og lagde på.

Jeg spottede Lukas på et hjørne og forfulgte ham.

Efter noget tid gik han ind i en nedrevet bygning, hvor halvdelen af taget var faldet ned. En ældre fyr stod og røg og ventede på Lukas. Jeg gemte mig bag et stykke af en væg, der stadig stod tilbage. "Endelig kom du." sukkede fyren og smed cigaretten fra sig. "Ja, ja jeg skulle lige undersøge om hende strisseren, der har vores sag, stadig var på arbejde. Uheldigvis så hun mig. Men jeg skyndte mig væk, inden hun kunne indhente mig. Men hun har intet på mig..." Fyren nikkede. "Godt klaret. Men hvordan står sagen indtil nu?" spurgte han. "Tina ryger nok i fængsel. Men inden da skal vi lige dræbe Misty, så Tina kan blive mistænkt." Jeg spærrede øjnene op, og var nu så bange, at jeg holdt vejret. "Så kan vi endelig slippe af med den stikker. Hun skal ikke tro, at hun kunne sladre om os til politiet om den tyveri sag, og slippe godt fra det." sagde fyren og rettede på sin læderjakke. "Men er det ikke lidt voldsomt? Første forsøg mislykkedes. Hvad nu hvis det går galt igen? Så får vi problemer." sagde Lukas. "Vi slipper jo af med din irriterende eks-kæreste. Hvad er problemet?" Fyren tog endnu en cigaret op af lommen. "Jeg forsøger igen den  fjerde klokken ni om morgenen når hun er på vej hjem fra hospitalet." sagde Lukas. Han vendte sig om og skulle til, at gå sin vej. "Hvad med besøget på politistationen?" spurgte fyren. Lukas smilte. "Beviserne passerr ikke på mig." sagde han og gik. Jeg lyttede ikke rigtig. Jeg regnede oppe i hovedet. Den fjerde. Det var den dag, jeg ville komme tilbage på arbejdet. Jeg ville møde op klokken tyve i ni. Ville jeg kunne overbevise alle de andre på centret i tide, til at komme Misty til undsætning?

Lidt efter gik fyren. Jeg lagde mærke til, at han haltede lidt...

 

Så snart jeg mødte op på arbejdet, stormede jeg forbi den forvirrede Mikkel, og ind på Jans kontor. "Hvorfor har du så travlt?" spurgte han. Jeg forklarede ham det hele. Han rystede på hovedet. "Jeg ville gerne tro dig, Nina. Men Lukas passer ikke til vores beviser. Han er højrehåndet, blond og har blodtype A+. Men han halter ikke. Det var der faktisk ingen af dem der gjorde." sagde Jan eftertænksomt. "Men hans ven haltede. Det var ham, der var på videoen i butikken. Han ville købe en cola, så han kunne give dåsen til Lukas, som så kunne skjule kniven i coladåsen." Jan rystede på hovedet. "Beklager, men det lyder lidt for underligt. Dig og Mikkel må tage ud, og lede efter flere mistænkte." Jeg knyttede mine næver, og borede neglene ind i håndfladen. "Okay." sagde jeg og nikkede. Men jeg havde ikke givet op. Jeg skulle hen til Misty.

Jeg lavede lidt research på min iPhone, og fandt den rute, som Misty nok ville tage hjem. Da vi var tæt på ruten, bad jeg Mikkel stoppe bilen. Han gjorde som jeg sagde. "Men hvorfor?" spurgte han. "Jeg skal ud at finde Misty." sagde jeg og smækkede døren. Så løb jeg alt hvad jeg kunne - indtil jeg ikke længere kunne se bilen.

Jeg spottede hurtigt Misty. Hun gik med krykker. Som jeg havde forventet, var hun alene. Hendes forældre var ikke med. Jeg stod bag et hus, hvor jeg havde et godt udsyn. Pludselig hørte både jeg og Misty, en lyd i busken. Jeg så omridset af en krop, der sad gemt i den. Jeg skulle lige til, at advare Misty, da en hånd lagde sig på min mund, og en arm snoede sig rundt om mig mave. Jeg blev trukket bagud om bag huset. Hånden fjernede sig fra min mund, og jeg snurrede øjeblikkelig rundt. Det var Mikkel. Han satte sig hoved helt tæt på mit, så han kunne tale lavere. "Hvad har du gang i?" hviskede han. "Hvad tror du selv? Redder Misty. Hvorfor gav du mig sådan et chok?" snerrede jeg. "Fordi du bringer dig selv i fare." hviskede han. Jeg rullede med øjnene, og gik tilbage, så jeg kunne se igen. Men det skulle jeg ikke have gjort. Lukas stod og skulle lige til, at skyde Misty. Men han fik øje på mig, og rettede pistolen mod mig. "Du blander dig i noget, som du ikke burde blande dig i!" vrissede han. Jeg lukkede øjnene, og ventede på lyden af pistolen. Den kom også. Men i stedet for at jeg skreg af smerte, skreg Lukas. Han var blevet skudt i armen. Jeg snurrede rundt. Mikkel stod med en pistol i hånden.

Lidt efter kom politi hjælpen. Misty blev ført væk, og Lukas kom med en ambulance. Jan betragtede det hele.

Da alle var gået vendte han sig mod Mikkel og mig. "Hvem af jer skød Lukas?" spurgte han vredt. "Det var mig." indrømmede Mikkel. Jan flippede ud. "Hvorfor om jeg må spørge?" Mikkel sukkede. "Hvis jeg ikke havde skudt ham, havde han bare skudt Nina." Jan rystede på hovedet. "Hvorfor havde du overhovedet pistolen med?" Mikkel kiggede ned i jorden. "Fordi jeg vidste, at Nina bragte sig selv i fare... Jeg ville jo bare beskytte hende..." Jan nikkede. "Du får lov, til at slippe. Men hvis det nogensinde sker igen..." Mikkel åndede lettet ud.

Endnu en gang havde vi fanget en forbryder... sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...