Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2074Visninger
AA

7. Et nyt familiemedlem (Jagten på dyremishandleren)

Da klokken var otte om morgenen og jeg forgæves stod og bankede på toilet døren, fortrød jeg, at jeg havde givet Kiri og Julie lov, til at bo hos mig. De ville helst ikke bruge penge på et hotel, så jeg tilbød dem, at de kunne bo hjemme hos mig i nogen tid - indtil de tog hjem til Jylland igen. Indtil videre havde de boet her tre dage. Jeg lænede mig træt op ad døren. "Kiri, blev nu færdig for guds skyld!" råbte jeg. Inden hun gik derud, sagde hun til mig, at hun abre skulle ordne sit hår. Det var for en time siden. "Ja, ja! Jeg er næsten færdig." sagde Kiri. Julie sad ved morgenbordet og trommede i bordet med fingrene. Hun ventede også på, at hun kunne komme på badeværelset. Jeg sukkede og satte mig hen ved siden af hende "Jeg undskylder dybt for min søsters opførsel." sukkede Julie. Jeg rystede på hovedet. "Du kan jo ikke gøre for det." Jeg tog en bid af min bolle, og kiggede ud af vinduet. I vinduets spejling, kunne jeg se mig selv. Mit hår sad forfærdeligt, jeg havde rander under øjnene, og rød hud hist og her. Jeg så hæslig ud uden makeup. "Tusind tak for at du lader os bo her. Jeg håber vi ikke er for krævende." sagde Julie med et smil. "Hvordan kan vi gengælde dig?" spurgte hun. "Det behøver I altså ikke." sagde jeg, og rettede blikket på køkkenbordet. "Kaffe?" spurgte jeg. Julie nikkede.

Da jeg gik hen til køkkenbordet, kunne jeg ikke undgå, at kigge på uret, der hang på væggen lige over mit hoved. Klokken var tyve over otte. "Åh nej! Jeg kommer for sent på arbejde!" udbrød jeg. Julie vendte sig om mod mig. "Hvornår skal du være der?" spurgte hun bekymret. "Kvart i ni..." sagde jeg. "...Men jeg kan stadig nå det!" sagde jeg beslutsomt. I min familie havde jeg øgenavnet 'Regelfølgeren'. Hvis man skulle møde klokken kvart i ni, så mødte jeg op kvart i ni. Så var det lige meget, om mit hår sad dårligt og at mit ansigt lignede et uhyre. Jeg åbnede hurtigt skuffen og tog en teske ud. Jeg stak den ned i glasset med pulverkaffe, og stak den så ind i munden. Jeg tog noget vand fra et glas, og hældte det ind i munden. Til sidst tog jeg en kvart skefuld sukker og puttede det ind i munden. Jeg rystede lidt på hovedet, for at kunne blande det sammen. Bortset fra at det var koldt, smagte det egentlig ikke så dårligt. Julie smilede bare og vendte sig mod bordet igen.

Ti minutter senere havde jeg fået taget tøj og makeup på. Lige da jeg skulle ud af døren, kom Kiri ud fra badeværelset, med hår der var sat helt perfekt. "Hvor skal du hen?" spurgte hun. "På arbejde!" vrissede jeg.

Da jeg gik ind på centret, stod Emma og forsøgte, at gøre et godt indtryk på Chris. Hun var helt sikkert forelsket i ham. Det fik mig til, at tænke på mor. Hun insisterede på, at jeg skulle se, at få mig en kæreste. Men hvorfor insisterede hun så meget? Hvorfor måtte jeg ikke bare selv bestemme? Emma kom med et grisegrynt, i et forsøg på at grine og fik så øje på mig. "Hej, Nina. Jan vil gerne tale med dig." Jeg smilte akavet i et forsøg, på at være venlig. Så gik jeg ned ad gangen til Jans kontor. Jeg bankede forsigtigt på døren og gik så ind. "Hej." sagde han og lagde sine papirer til side. "Jeg har en ny sag til dig og Mikkel. Det drejer sig om en dyremishandler." Jeg rynkede panden. "Dyremishandler?" Jeg elskede dyr og kunne slet ikke forstå, hvorfor nogen ville mishandle dem. "Men er det ikke bare politiets opgave?" spurgte jeg. Jan nikkede, og så pludselig meget trist ud. "Men det her er en meget barsk sag, som er blevet givet videre til os. En person er brudt ind i fire personers haver. Personen har mishandlet deres hunde og katte, og slog dem ihjel bagefter. Dyrene har brændemærker og har sår på maverne og i hovedet. Vi skal have bekræftet, at forbrydelserne er begået af den samme person, og vi skal finde den skyldige." Han foldede sine hænder og kiggede ned i bordet. Han var vidst meget ked af situationen, og ville skjule det for mig. "Jeg skal nok få ram på ham." sagde jeg. Jeg håbede, at det var et løfte, jeg kunne holde. "Godt. Mikkel venter på dig ude i bilen." sagde Jan.

Da jeg kom ud til bilen, sad Mikkel der ganske rigtigt. Han trommede utålmodigt med fingrene på rettet. "Endelig kom du." snerrede han. Jeg vidste, at han sikkert mente det godt, så jeg ignorerede det og satte mig ind i bilen. "Tænk, at man kan gøre sådan noget mod et stakkels dyr. For ikke at tale om ejerne." sukkede jeg, mens jeg tog selen på. Mikkel rystede bare på hovedet, og tændte motoren. Jeg lagde hovedet på skrå, og løftede det ene øjenbryn. "Er du ikke enig?" spurgte jeg. Vi drejede ud fra parkeringspladsen og ud på vejen. "Det er jo bare et dyr..." sagde Mikkel. Han kiggede ikke engang på mig, da han sagde det. Han holdt blikket på vejen, selvom der næsten ikke var noget trafik. "Mikkel, det mener du da ikke!" sagde jeg og slog ham forsigtigt på skulderen. Da han ikke svarede, kiggede jeg ud af vinduet. Vi kørte vist væk fra storbyen, og ud til de roligere kvartere, hvor der ikke var nær så mange mennesker. "Mikkel, helt ærligt! Dyr har også følelser." sukkede jeg. Han nikkede, men var stadig ikke overbevist. Jeg grinte et af de der det-er-for-meget-grin, som man bruger, når noget er for underligt, til at man kan tro det. "Jeg siger jo bare, hvad jeg mener." sagde Mikkel. Jeg rullede med øjnene og fortsatte med, at kigge ud, for at undgå hans blik. "Men..." protesterede jeg, men jeg nåede ikke, at sige sætningen færdig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Lidt efter fandt jeg dog på noget. "Hvordan ville du selv have det, hvis du blev tæsket, skåret og brændt, og så bagefter blevet slået ihjel?" spurgte jeg. Endelig rettede han ansigtet mod mig. "Jeg ville nok ikke føle så meget, når nu jeg var død." drillede han. Jeg rullede med øjnene og slog ham på armen igen - denne gang meget hårdere. Han sagde ikke en lyd, men da han troede, jeg kiggede væk, tog han sig til armen.

Vi standsede ude foran et kønt hvidt hus. Det så nymalet ud. Ud til vejen var der en stor have, der mindede utrolig meget om en jungle. Da vi åbnede havelågen, blev døren straks åbnet, og en ung pige sprang ud af huset. "Hvem er I?" spurgte hun og lagde armene over kors. Det var helt tydeligt, at hun var usikker. "Vi er fra politiets efterforsknings center. Du er Maria ikke? Vi er her angående en myrdet hund." sagde jeg og smilte. Maria nikkede glattede sin blomstrede sommerkjole, som ikke havde en eneste fold. "Ja, hvad vil I vide?" spurgte hun. Hun fik tårer i øjnene. Jeg lagde en arm på hendes skulder, og hun smilte. "Vi er nødt til, at vide alt." sagde jeg. "Som I nok ved, mistede jeg Phoebe i går." Hun begyndte, at græde højt, som om hun blev slået. "Jeg kom hjem fra arbejde og så lå hun der bare." Maria gemte sit ansigt i hænderne. "Hun var blevet brændt og slået. Min lille Phoebe!" hylede hun. Jeg vendte mig om og kiggede på Mikkel. Han undgik mit blik, og kiggede ned i jorden. Han var sikkert flov. "Det må I altså virkelig undskylde. Men jeg kan altså ikke klare det her lige nu." sagde Maria. Jeg nikkede forstående. "Men..." Jeg bed mig i læben. "Vi er nødt til, at tage Phoebe med os." Maria rystede på hovedet og græd endnu mere. "Hvis du giver os hende, hjælper det os til, at finde morderen. Vil du ikke have, at vi kan finde hendes morder? Så vi kan straffe ham eller hende? Så vil Phoebe få retfærdighed." sagde jeg. Maria løftede hovedet. Hele hendes ansigt var smurt ind i tårer, og hendes mascara sad helt nede på hagen. "Jo... Du har ret!" sagde hun og smilte. "Du kan få hende tilbage bagefter. Så kan du begrave hende." sagde jeg smilende. Hun smilede lykkeligt tilbage. "Tak. Phoebe var ligesom mit barn. Jeg brugte nærmest alle mine penge på den lille hund." sagde Maria med et fjernt blik i øjnene. Måske tænkte hun på alle de gode minder, hun havde haft med sin hund. Hun tørrede sine tårer væk. "Jeg savner hende bare så meget!" sagde hun og begyndte, at græde igen. Hun omfavnede mig og takkede mig mange gange, for at forsøge, at finde morderen.

Da vi sad i bilen på vej til den næste dyremishandler sag, prøvede jeg, at holde tårerne tilbage. Mikkel måtte bare ikke se mig græde. Så ville jeg hellere, springe ud fra en klippe. "Synes du stadig, at det bare er et dyr?" spurgte jeg Mikkel, da gråden nogenlunde var forsvundet fra min stemme. "Det ved jeg ikke..." snerrede han. Jeg ignorerede ham og kiggede igen ud af vinduet.

Da vi havde kørt i mindre end fem minutter, var vi fremme ved næste sted. "Synes du slet ikke, at det var synd for Phoebe? Hvad med Maria? Hun elskede sin hund virkelig højt, som om det var hendes barn..." spurgte jeg mens vi stadig sad i bilen. Da jeg ikke fik noget svar, troede jeg bare, at han syntes, at alt det her var latterligt. Men da jeg åbnede døren, og Mikkel ikke også åbnede sin, kiggede jeg på hans ansigt. Han havde tårer i øjnene. Jeg lagde en hånd på hans skulder. "Er du okay?" spurgte jeg blidt. Han slog min arm væk, og steg ud af bilen. Han smækkede hårdt med døren.

De næste tre tilfælde var nogenlunde det samme som Phoebes - misandlede dyr der senere var blevet dræbt. Jeg brugte hele eftermiddagen, på at trøste ejerne og sige, at det nok ville få en lykkelig slutning - men ville det det?

Det var sent på eftermiddagen, da vi nåede ind på centret. Jeg havde stadig tårer i øjnene og kiggede ned i jorden hele vejen til Toris kontor. "Hva' så?" spurgte en stemme, der tilhørte Chris. Han lagde armen rundt om mine skuldre. "Skrid." sagde jeg og viftede den væk. Han blev vist ret forbavset, over at blive afvist. "Hvad er der galt?" spurgte han alvorligt, og gik ind foran mig. Da jeg løftede hovedet og han så jeg græd, blev han straks endnu mere alvorlig. Han tog sit ærme og tårede mine tårer væk. Jeg forklarede ham alt, der var sket. "Du skal ikke være ked af det. I skal nok løse det hele sammen." sagde han og aede mig på armen. Jeg fik det lidt bedre, og smilte. "Men sig mig lige... Hvad sagde Mikkel til det hele?" spurgte han. Jeg rystede på hovedet, og gik forbi ham ned mod Toris kontor. "Græd han?" råbte han efter mig. Jeg rystede på hovedet. "Nej, selvfølgelig gjorde han ikke det!" Det var nok det bedste, at holde sandheden skjult.

Jeg gav sækkene med de døde katte og hunde til Tori. Dyrenes navne stod udenpå. Jeg forklarede Tori, hvad der var sket. "Det lyder trist." sagde hun og vendte sig om, for at gøre obduktions bordet klar. Hun tog den første sæk, hvor der stod 'Phoebe' på. Jeg skulle lige til at gå ud, da jeg hørte, at Tori lagde Phoebe på bordet. Jeg vendte mig om, og så den sødeste hund, jeg nogensinde havde set. Dens pels var kastanjebrun og den havde den sødeste lille hale. "Hvad er det for en?" spurgte jeg. "Det er en pomeranian. Sød hund. Jeg får næsten dårlig samvittighed, af at skære i dig." sagde hun og bukkede sig ned, så hendes hoved var i samme højde som Phoebes.

Da jeg kom hjem, stod Kiri og Julie og smilede uskyldigt lige ved siden af hinanden. "Hvad nu?" spurgte jeg minstænksomt og løftede det ene øjenbryn. Jeg elskede mine søstre overalt på jorden, men ærlig talt orkede jeg ikke deres fjolleri lige nu. Jeg havde bare lyst, til at smide mig på sofaen og slappe af. "Vi har en overraskelse til dig!" jublede Kiri og klappede i hænderne. Julie stod ved siden af og smilede bare. "Undskyld, men jeg har haft en ret hård arbejdsdag. Jeg orker altså ikke fnogle overraskelser." svarede jeg. "Men du vil kunne lide denne her." sagde Julie. Jeg gav op og sukkede. "Vi er meget glade for, at du vil lade os bo hos dig... Selvom vi snupper dit badeværelse. Det er jeg altså ked af." sagde Kiri og kiggede ned i jorden. Jeg rystede træt på hovedet. "Det er altså lige meget." sagde jeg og forsøgte, at gå forbi dem. Men de spærrede vejen. "Når vi tager tilbage til Jylland, er du jo alene her igen..." sagde Kiri. "...og det kan vi jo ikke have." sagde Julie. Jeg spærrede øjnene op. "Åh nej, hvad er det?" spurgte jeg. "Inde på dit værelse." jublede Kiri. De flyttede sig, så jeg kunne komme ind på mit værelse. Tankerne snurrede rundt i mit hoved. Hvad var der inde i værelset? Et akvarie..? En... mand som du ville have mig til, at komme sammen med? Jeg lukkede øjnene samtidig med, at jeg åbnede døren. Jeg mærkede pludselig et par kløer strejfe mine ben. Jeg åbnede øjnene, og fik nok mit livs største chok. Under mig stod en lille logrende pomereranian (der var ingen tvivl). Den var hvid som sne og havde den sødeste lille pjuskede hale. Jeg troede at jeg for en time siden, havde set den sødeste hund i universet. Men nu havde jeg set en endnu sødere. Jeg var målløs. Tvillingerne kom ind på værelset. "Hvad synes du så? Var det for meget, at give dig en hund?" spurgte Julie og bed tænderne sammen. Normalt ville jeg flippe helt ud, men det gjorde jeg ikke i det her tilfælde. "Den er helt perfekt!" udbrød jeg. Jeg løftede den op, og krammede den i flere minutter. "Det er en hun. Hvad synes du, den skal hedde?" spurgte Julie. Jeg rystede på hovedet af bar glæde. "Jeg synes hun skal hedde Phoebe." sagde jeg med tårer i øjnene.

 

Næste dag gik jeg med det samme ind på Toris kontor. "Gæt hvad jeg har fået!" jublede jeg og krammede Tori. "Det ved jeg ikke." sagde Tori forvirret og trak på skuldrene. "Jeg har fået en hund af mine to tvillinge søstre!" sagde jeg og krammede hende igen. "En hund? Har du fødselsdag i dag eller hvad?" spurgte hun. Jeg rystede på hovedet og forklarede, hvorfor de havde givet mig den. "Fedt. Hvad hedder den?" spurgte hun og lænede sig op ad sit skrivebord. "Hun hedder Phoebe, og hun er bare total nuttet." Tori rettede sig op igen. "Er det ikke en af de hunde jeg undersøgte i går?" spurgte hun og løftede det ene øjenbryn. Jeg nikkede. "Hvilke minder mig om..." sagde hun og åbnede skuffen i skrivebordet. Hun fandt en lille stak papirer frem. "Det er hvad jeg fandt ud af, da jeg obducerede dyrene..." Jeg skulle lige til, at læse, da hun stak hånden ned i skuffen, og tog flere papirer op. "Og her er billederne der beviser det hele. Normalt ville jeg give det hele til Mikkel, men han er syg i dag. Du må hellere gå ned til Jan, og spørge, hvad du så skal gøre." Jeg nikkede og rettede mit blik på papirerne. Men inden jeg nåede, at læse det tredje ord, forklarede Tori. "Jeg er ikke vant til, at obducere dyr. Så jeg tilkaldte en dyrlæge, der måske kunne hjælpe mig. Vi fandt ud af, at alle dyrene er blevet skadet på samme måde, så det kan kun være den samme mishandler, der har mishandler alle dyrene. Dyrene er bl.a. blevet slået hårdt i hovedet, så deres kranier er blevet knust." Hun lænede sig frem, og pegede på et af billederne. Det forestillede et røngten billede af fire dyrs hovedet. Man kunne tydeligt se et hul i hvert kranie, og nogle splinter af kraniet, der lå halvejs i midten af hovedet. "Det værste er det her." sagde Tori og pegede på et røngten fotografi af de fire dyrs rygsøjler. Men jeg kunne ikke se noget underligt. Hun forstod vist forvirringen i mit blik. Hun pegede på et lille led i nakken, som jeg nu kunne se, var skåret over. "Ved at skære lige dér, er dyret blevet handicappet lige med det samme. Mishandleren må være syg eller sådan noget. Vi formoder, at han eller hun har stået og set på, at dyrene led. Det er meget, meget synd for dyrene. Men det giver os et spor. Mishandleren er, eller har været med sikkerhed, været dyrlæge eller læge. Intet 'normalt' menneske ville vide, at man skulle skære i lige netop den knogle." Jeg rynkede på næsen. "Vi også fundet sår på på mave og hoved. Der er ingen tvivl, om at de kommer fra en kniv. Mishandleren tabte det her i en af sårene." Tori rakte mig en lille bitte plastic pose med et kort hår i. "Håret er så lille, at det vil tage to uger, at DNA analysere det. Men vi kan se, at mishandleren har blond hår." Jeg bed mig i læben og foldede papirerne sammen. "Det var alt?" spurgte jeg. Tori nikkede. Jeg takkede hende, og gik ned på Jans kontor.

Jan sagde, at jeg i dag skulle arbejde sammen med Chris, men at det stadig var min og Mikkels sag.

Jeg fandt selvfølgelig min makker ude ved indgangen, da han stod og snakkede med Emma. "Du har nok ret." sukkede Emma dramatisk og lænede sig op ad en væg. Jeg gik hen til dem, og prikkede Chris på skulderen. Da han så det var mig, lyste han op i et smil. "Hej, Nina. Hvad så?" spurgte han. "Mikkel er syg, så jeg skal arbejde sammen med dig i dag." Jeg skævede over til Emma, som sendte mig et vredt og hadefuldt blik. Hun var nok vred over, at jeg havde afbrudt deres samtale. "Jeg venter på dig i bilen." sagde jeg og smilte. "Det gør ikke noget. Jeg kommer med nu." sagde han og blinkede. Jeg afviste ham og vendte mig rundt. "Farvel, Emma." sagde Chris og vinkede til hende.

Da vi kom ud til bilen, satte jeg mig i førersædet, og Chris dumpede ned i passagersædet. Jeg rettede på sidespejlet, og startede så motoren. "Emma blev godt nok sur, da jeg kom og 'stjal' dig." sagde jeg med et smil. Chris nikkede og smilte tilbage. "Du ved godt, at hun er forelsket i dig ikke? Det er jo helt tydeligt." sagde jeg med blikket på vejen. "Det ved jeg." sukkede Chris og åbnede vinduet. "Vi var engang kærester. Jeg synes, hun var sød,dengang jeg mødte hende. Men at være kærester med hende, var ligesom, at have pest." Jeg fniste. "Det kan jeg godt forestille mig." "Så derfor slog jeg op med hende. Nu er hun total desperat, for at gå mig tilbage." sukkede han. "Men hvorfor nævner du det? Er du da jaloux eller hvad?" spurgte han og lagde armen om mig. Jeg fjernede den sekundet efter. "Det ville du ønske jeg var." sagde jeg. Derefter forklarede jeg ham, hvad sagen drejede sig om. Da Mikkel ikke var her, skulle jeg bestemme, hvad vi nu skulle gøre. Jan fortalte mig, at en kvinde havde ringet til politiet, og sagt at hendes kat, var blevet mishandlet ihjel. Hun havde også sagt, at der var videobeviser. Jeg besluttede, at tage derhen, og se om det muligvis kunne være vores gerningsmand. Hvis ikke ville jeg give sagen til nogle andre efterforskere.

Jeg havde kodet kvindens adresse ind i GPS'en, og snart efter endte vi foran et lille hus inde i en af Københavns mange små gader.

Da vi bankede på døren, åbnede kvinden. Hun var gammel, havde hvidt hår og gik med stok. "Vi er fra politiets efterforsknings center. Vi er her angående en kat." sagde jeg. Kvinden nikkede og klappede mig på skulderen. "Det var godt I gad komme." sagde hun. Hun lukkede os indenfor i huset. Det var indrettet på gammeldags vis. Luften duftede af et strejf af billig parfume. Kvinden viste os vej hen til sit fjernsyn. Det var ret nyt, i forhold til hvad jeg havde forestillet mig. "Jeg har et overvågningskamera udenfor mit hus, fordi jeg engang blev bestjålet." sagde kvinden. "Da jeg kom hjem i dag, kunne jeg ikke finde Mona. Så kiggede jeg på overvågningen..." Kvinden så pludselig meget deprimeret ud. Hun tog fjernbetjeningen og trykkede play. En mand kom til syne udenfor kvindens hus. Da han gik længere ind i billedet, kunne man se, at han slæbede en kat over fortovet, ved at hive den i halen. På et splitsekund vendte katten sig om og bed manden hårdt i hånden, så blodet flød i floder ned ad hans hånd. Rasende sparkede han katten og kastede den ind af et vindue. Så gik han sin vej. Jeg kunne ikke tro, det jeg lige havde set. Scenen var så uhyggelig, at den kunne have været kommet med i en gyserfilm. Men Mikkel havde engang, fortalt mig, at det var uprofesionelt og gjorde ens 'kunde' usikker, hvis man selv viste, at man var usikker eller nervøs. Så jeg kæmpede, for at holde et poker face.

Da vi kom tilbage til centret, afleverede jeg optagelserne til Mike. Jeg bad ham identificere personen på videoen. Så gik jeg hen til Jans kontor, og gav ham en statusopdatering.

Da jeg var på vej hjem, fik jeg en sms fra Michelle. "Far og mor r på besøg. Kommer du herover? Hvis du gør, så slæb lige Kiri og Julie med. Send en sms tilbage, når du r på vej ;)" Michelle forventede vist, at jeg kom. Jeg havde ikke lyst, til at se far og mor lige nu, fordi jeg stadig var sur på dem. Men jeg ville ikke skuffe Michelle og Kiri og Julie gættede jeg på gerne ville derhen.

Da vi kom hjem til Michelle og Nick, kom Clara løbende ud i gangen. Hun krammede mig, Kiri og Julie.

Ved sofabordet inde i stuen sad vores forældre og snakkede. Jeg stod halvt ude i gangen, og vidste ikke, om jeg ville gå ind og afbryde dem. Jeg kiggede mig over skulderen. Kiri og Julie var stadig ved, at tage deres jakker af. Jeg besluttede, at gå hen til forældrene. "Hej." sagde jeg stille. De rettede begge deres hoveder mod mig. "Hej, Nina." sagde mor muntert. Jeg satte mig langsomt ned ved siden af hende i sofaen. "Vi hører, at du har fået en hund." sagde far i et forsøg, på at starte en samtale. "Ja, jeg kalder hende Phoebe. Hun er rigtig nuttet og sød." sagde jeg og smilte. "Du burde hellere se, at få dig en kæreste som Michelle." sagde mor. Jeg rullede irriteret med øjnene. Hvorfor var hun så opsat på, at jeg skulle få en kæreste? Hvorfor skulle hun plage mig hele tiden? "Apropo kæreste..." sukkede far. "Er du så stadig sur på os, fordi vi ikke sagde, at vi var kommet sammen igen?" Jeg var taknemmelig, for at han valgte, at skifte emne. "Det går vel... Men næste gang I har sådan en stor hemmelighed, så sig det dog." sagde jeg. De kiggede på hinanden og nikkede så. "Okay. Det må du undskylde." sukkede de.

Kort efter da vi alle var inde i stuen, ringede min iPhone. Jeg tog den op og kiggede på den. "Hvem er det?" spurgte Clara. Jeg rystede på hovedet. "Det er bare min kollega Mikkel. Jeg er lige nødt, til at tage den. Det kan være vigtigt." sagde jeg og gik ud i gangen, så jeg var sikker på, at ingen ville høre mig. "Hej, Mikkel. Hvad så?" spurgte jeg. "Jeg ville bare sige, at jeg er rask nok, til at komme på arbejde i morgen." "Det var godt." sagde jeg. "Men hvad skete der, mens jeg var væk?" "Bare rolig, jeg havde styr på det hele." sagde jeg og smilte. Så forklarede jeg ham, det der var sket i dag.

 

Næste dag da jeg mødtes med Mikkel, gik vi straks op til Mikes kontor. "Hvad så der yo?" spurgte han. "Fik du fixet videoen?" spurgte jeg og ignorerede hans gode humør. Han drejede kontorstolen hen foran computeren. "Jep! Manden er 100% Carlo Lopez. Kriminel spanioler der før har været i fængsel for børnemishandling." Jeg bed mig i læben, ved bare tanken om ham. "Så er det sikkert ham." sagde Mikkel. "Dyremishandling plejer i 70% af tilfældene at føre til børnemishandling. Vi skal vist lige have os en snak med ham." Jeg nikkede og gik med Mikkel ud af døren.

"Du Mikkel, er ham der Carlo farlig?" spurgte jeg ude på gangen, mens jeg rettede min top. Mikkel smilede og vendte hovedet væk, for at jeg ikke skulle se det. Men det gjorde jeg. "Jeg tror ikke, at han er farlig for andre end børn og dyr. Men jeg kan ikke love dig noget." svarede han og åbnede døren, for at gå udenfor. Jeg bed mig igen i læben, og uheldigvis bemærkede han det. "Bare rolig, der sker jo ikke noget. Ellers har vi jo denne her." sagde han og pegede på den lille røde knap i hans walkie talkie. Det var knappen, som vi kaldte 'panik-knappen'. Hvis vi blev overfaldet af nogen, skulle vi bare trykke på knappen. Så ville den nærmeste politibil komme os til undsætning. Men hvad nu hvis man en dag, ikke nåede, at trykke på den, før man blev slået ihjel af overfaldsmændene?

Da vi stod ude foran carlos dør, ringede Mikkel på den. En tatoveret og beskidt fyr i bar overkrop åbnede døren med en cigaret mellem sin venstre pege- og langefinger. "Hvem er I?" spurgte han med en dyb og vred stemme. Hans ånde stank af alkohol. "Vi er fra politiets efterforsknings center. Vi skal stille dig nogle spørgsmål." sagde Mikkel med en tålmodig stemme. Men Carlo vrissede bare af ham, og skulle lige til, at lukke døren igen, da jeg satte min fod i klemme. "Vi sagde, at vi ville stille dig nogle spørgsmål." sagde jeg. Men min stemme knækkede over. Carlo åbnede døren helt igen. "Er du usikker lille frøken?" spurgte han med en lille ynkelig stemme. "Du skal ikke genere min makker, okay?" sagde Mikkel stadigt tålmodigt. "Har du mishandlet dyr?" spurgte Mikkel. Carlo rystede på hovedet. "Hvem tror I jeg er mand?" Han var ved, at miste balancen, og greb fat i en kommode tæt på ham. Jeg lagde hånden på Mikkels skulder og lænede mig helt tæt på hans øre og hviskede. "Jeg tror han er fuld." Mikkel nikkede. "Tror du, at du bare kan hviske om Carlo her? Jeg godtager det ikke!" Han svingede mere frem og tilbage. Han var stensikkert fuld. "Har du været læge eller dyrlæge?" spurgte Mikkel lidt hårdere. Hans tålmodighed, var vist ved at løbe op. "Hva' dælen! Det kan jeg sgu ikke huske!" sagde Carlo og kløede sig i det fedtede hår. "Vi skal lige se på din lejlighed." sagde Mikkel. "Nej, nej, nej!" råbte Carlo. "Lad være, med at råbe." sagde jeg til ham i et beslutsomt tonefald. "Vi har faktisk krav på det." sagde Mikkel og skubbede sig forbi Carlo. Jeg gjorde det samme. Han prøvede, at forhindre det, men det var et forgæves forsøg. 

Lejligheden var fyldt med medicinskabe. Der var mindst halvtreds pilleglas i hvert skab. Det kunne betyde, at Carlo engang før sit alkoholmisbrug (sikkert for mangen, mange år siden) var læge. Mikkel tog en masse billeder, som bevis. Men vi kunne uheldigvis ikke finde nogle afgørende spor - indtil jeg gik op ovenpå.

Soveværelset var støvet, og det var svært, at trække vejret ordentligt. Væggene var brune og klamme. Jeg havde mest af alt lyst, til at spæne ud af værelset. Jeg følte mig som en stor diva, der skulle til, at kravle ned i et badekar fyldt med insekter. Så klamt syntes jeg, at værelset var. Der var intet mistænkeligt at se. Undtagen et lukket træskab. Jeg tog fat i håndtaget med fingerspidserne og åbnede det. Bunden af skabet var fyldt med knogler. Jeg skreg som en gal. Mikkel kom spænende op på værelset, og lagde beskyttende sin arm om min skulder. "Hvad sker der?" råbte han. Med en rystede hånd pegede jeg på knoglerne i skabet... Så blev Mikkel også skræmt fra vid og sans.

 

Vi gav knoglerne til Tori. Et par dage senere fortalte hun os, at det var dyreknogler, der stammede fra hunde og katte. Vi blev sat til, at forberede en retssag mod Carlo.

Da jeg kom hjem den dag, knuede jeg Phoebe ind til mig. Jeg var mega heldig, at Carlo ikke havde taget hende.

 

Dagen Carlo skulle for retten, blev jeg syg. Kiri mente, at det var p.ga alt det, jeg havde været igennem.

Senere ringede Tori og fortalte mig, at Carlo havde tilstået, og dømt til ti års fængsel for dyremishandling. "Det var skønt." sagde jeg og smed en godbid fra sengen over til Phoebe. "Ja." sukkede Tori. "Jeg kommer lige og besøger dig. Jeg har nemlig en ting til dig." sagde hun spændt. "Tak." hostede jeg. "Men nu er det ikke en hvalp vel?" grinte jeg og skævede over til Phoebe. Hun lå og legede med en raslende bold. "Nej, nej. Men du vil blive glad for det." sagde Tori.

Da jeg åbnede døren for hende, stod hun med en stod kurv i armen, som var fuld af blomster og chokolade. "Hej, Tori." sagde jeg og krammede hende. Hun rakte kurven over til mig. "Wow! Ej, tusind tak!" udbrød jeg. Tori smilte. "Det var så lidt." Jeg vendte mig om, og satte den på stuebordet. "Jeg har også, sendt en til de fem ejere, som mistede deres kæledyr. Jeg skrev et lille brev til dem, hvor der stod, at vi begge var kede af deres tab. Jeg skrev din del for dig." sagde Tori. Jeg smilte. "Tak. Det var en virkelig god idé. De skal nok blive glade for dem." En lille hvid kuvert faldt ud af min kurv. Jeg gik hen og samlede den op. "Jeg skrev et brev til dig." sagde Tori. Jeg åbnede det, og læste det højt. Jeg ved ikke lige hvorfor. "Kære frk. Lundgaard vi er meget kede af, at du mistede din kære kat. Så vi har sendt dig en gave. Håber du kan bruge den. Vi håber også, at du kommer over din dybe sorg. Hilsen Victoria Madsen og Nina Jones fra politiets efterforsknings center..." Jeg rynkede brynene og kiggede på Tori. "Åh nej... Så har jeg kommet til, at give frk. Lundgaard den forkerte kurv! Ups..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...