Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
15Kommentarer
2249Visninger
AA

3. Et familiemedlem i problemer (Indbrud på national museet) del 2

"N-Nick..." stammede jeg nervøst. Jeg tog mig heldigvis sammen, til at trække vejret, og tog en dyb indånding. Nick kiggede forvirret på mig. "Hvor har du den der fra?" spurgte jeg. Pludselig blev Nick lidt nervøs, og man kunne tydeligt se, at han prøvede, at tage det stille og roligt. Da han ikke svarede mig, spurgte jeg ham igen. "Jeg... købte den af en i en smykkebutik selvfølgelig." Da jeg prøvede, at kigge ham i øjnene, flakkede hans blik, og han måtte kigge ned i jorden. Han løj, det kunne jeg tydeligt se på ham. Men var det virkelig ham, der havde stjålet smykket? Det kunne det, da ikke være. Tyven var godt nok en mand, havde sort hår, og havde skadet sin hånd. Havde Nick også løjet om sin hånd? Var han ikke blevet overfaldet, men i stedet have han slået hånden, da han brød ind på museet? Hvis han altså var brudt ind. Han ville nok tro, at jeg fattede mistanke, hvis jeg spurgte ham mere. Så jeg lod være. Jeg sagde, at jeg havde lovet, at komme på arbejde igen efter besøget, så jeg sagde farvel til dem begge, og gik ud. Så snart jeg var ude på parkeringspladsen, ringede jeg til Tori, for ligesom at få lidt støtte. Hun tog mobilen med det samme, og jeg fortalte hende hvad der var sket. "Hvad?!" råbte hun. "Men jeg vil ikke have, at du fortælle det, til nogen som helst. Jeg vil først se, om vi finder andre ting, som tyder på, at det er ham." "Okay..." sagde Tori. Hun sagde nogle trøstende ord, og sagde derefter farvel.

Jeg stod lidt og tænkte over, hvad jeg skulle stille op nu. Kunne jeg gøre andet, end at vente på resultaterne af DNA'et? Jeg ville ikke sige, at jeg troede, tyven var min kærestes kommende mand, til nogen som helst på centret - specielt ikke Jan, som sikkert bare ville anholde ham med det samme. Den eneste mulighed jeg havde, var at undersøge sagen selv. Det kunne bare ikke være Nick, der var tyven. Jeg havde kendt ham i over tre år. Det ville ikke ligne ham, at gøre sådan noget. Men hvordan kunne jeg komme videre, hvis jeg hverken kunne hente hjælp på centret, eller spørge Nick. Tori kunne vidst heller ikke, hjælpe mig særlig meget. Der var kun én jeg kunne stole på lige nu - og det var mig selv.

 

Næste dag hørte jeg nogen råbe inde i centret. Jeg løb straks derind, og så en fattig mand i slidt og gammelt tøj, som stod og bad Emma om noget. Jeg trådte lidt nærmere. "Hør nu her..." sagde Emma og kiggede irriteret på manden. "Jeg har faktisk ingen penge. De ligger i min pung, som jeg heller ikke har på mig lige nu." Det så ud til, at gøre manden meget ophidset. "Hjerteløse strissersvin!" råbte han ind i hovedet på hende. Emma tørrede en spytdråbe af sit ansigt. "Jeg er ikke fra politiet. Jeg er assistent her. Desuden har du slet ikke ret, til at være her! Så du skal ud nu!" sagde Emma, og pegede på døren. Men manden rørte sig ikke ud af flækken. "Undskyld mig." sagde en mild stemme, og jeg mærkede en hånd på min skulder, skubbe mig til side. Jeg flyttede mig, og kiggede på personen. Det var en høj mand, som var i politiuniform. Han havde smukke brune øjne og brunt hår, som matchede dem perfekt. "Ja, så kan du godt forsvinde!" beordrede han manden, og hans milde stemme var nu forsvundet. Manden blev forskrækket, da han fik øje på politimanden. Men han nægtede dog stadig, at forlade stedet.

Efter noget tid måtte manden give op, og gå udenfor. "Endelig skred han." sagde politimanden. Emma nikkede. "Tak Chris. Jeg kunne aldrig, have klaret det uden dig!" sagde hun dramatisk. Chris nikkede smilende. "Hvem er du så? Jeg mener ikke, jeg har set dig her før." sagde han, og kiggede på mig, som om jeg var en eller anden super model. Jeg kunne ikke undgå, at blive lidt smigret. "Jeg er Nina Jones. Jeg har også kun arbejdet her i en uge. Det er nok derfor, du ikke har set mig før." sagde jeg og smilte. "Aha. Vi kommer nok til, at se lidt mere til hinanden." sagde han og blinkede. Jeg fnyste og rullede med øjnene. Han skulle nødig tro, at han var noget. Han var sikkert typen, som troede, at alle pigerne ville falde pladask for ham. Men sådan var jeg desværre ikke. "Jeg mener det faktisk." sagde han. "Jeg skal måske arbejde her." Så vendte han om, og gik ud af døren. Jeg stod og kiggede irriteret og overrasket efter ham. Jeg kunne se, han fik øjenkontakt med Mikkel, som var på vej den modsatte vej - indenfor altså. Jeg vendte mig mod Emma, som sukkede dramatisk. "Er han ikke bare dejlig?" spurgte hun, og lignede en der kunne besvime. Jeg kunne ikke lade være, med at fnise lidt. Det var lidt underligt, at se en så led som Emma, blive forelsket. Da hun opdagede, at jeg fniste, snerrede hun, rettede på sine sorte briller og så dybt fornærmet ud. Jeg kunne mærke endnu en hånd på min skulder, og vendte mig rundt. Det var Mikkel, som var kommet ind. "Ved du hvad? Jan har givet os fri, indtil DNA prøven er analyseret! Er det ikke fedt?" Jeg smilede. Det samme gjorde Emma - lidt for meget. "Jeg troede ikke, at I to kunne lide hinanden..." sukkede hun. Jeg rullede irriteret med øjnene. Nu troede hun sikkert, at vi var kærester. "Vi er da blevet venner for længst. Følg dog lidt med!" sagde jeg og puffede til hende. "For resten skal jeg lige snakke med dig om noget, som Emma helst ikke skal høre..." sagde jeg og stirrede på Emma. Men hun gav mig et jeg-nægter-at-flytte-mig-bare-for-at-irritere-dig-blik. Så jeg trak i stedet Mikkel i armen, og hev ham udenfor. Jeg havde ligget hele natten, og tænkt på, om jeg nu kunne klare min egen efterforskning alene. Jeg kom frem til, at Mikkel måske kunne hjælpe mig. Så derfor fortalte jeg ham hele historien om Nick. Da jeg var færdig, nikkede han eftertænksomt. "Okay, jeg hjælper dig. Bare sig til, hvis der er noget, som jeg kan gøre for dig." sagde han. Jeg nikkede taknemligt.

Jeg tog min bil og kørte hjem til Nick og Michelle. Nick åbnede døren og blev meget overrasket, over at se mig. "Hej Nina, hvad laver du her?" spurgte han. "Er Michelle på arbejde?" spurgte jeg. Han nikkede forvirret. "Okay, godt. For jeg skal nemlig tale med dig." sagde jeg og pegede på ham. "Så tidligt på dagen?" spurgte han. Han undrede sig sikkert bare over, at jeg ikke var på arbejde. Jeg nikkede og sagde, at han skulle sætte sig i sofaen. Jeg satte mig ved siden af ham, og tænkte over, hvordan jeg skulle spørge ham. Det var den eneste måde, jeg kunne løse det hele på. "Jeg var ude til et tyveri på national museet for to dage siden." Nick sagde ingenting, så jeg fortsatte. "Problemet er... at det armbånd du har givet Michelle, er det, som er stjålet fra museet..." Nick begyndte, at grine nervøst. "Tror du, jeg er tyven?" Da han opdagede, at jeg ikke lavede sjov, blev hans ansigt meget alvorligt. "Nina, det kan du da ikke mene!" sagde han, blev vred, og vendte sit hoved væk fra mig. Han blev vred, fordi jeg ikke troede på ham - eller han troede, at jeg ikke troede på ham. "Jeg tror skam ikke, du er tyven." sagde jeg. Han kiggede overrasket på mig igen, og jeg havde vist fået hans opmærksomhed tilbage. "Men for at bevise, du ikke er det, må du fortælle mig, hvem du købte smykket af. Det var vel en på gaden? Hvordan fik du ellers råd til den?" Nick tænkte sig grundigt om, og sukkede så. "Jeg købte den af en fyr, som hedder Marco. Han gav mig den for 100.000 kroner." Mine øjne blev store. "100.000 kroner?! Armbåndet er mindst to millioner værd!" Nick så flov ud, over at han havde købt det. Jeg kom i tanke om en snedig plan, som tyven kunne have brugt. "Hvornår fortalte du Marco, at du var interesseret i, at købe et af hans smykker?" spurgte jeg. "Dagen før - samme dag som det blev stjålet." "Havde du handsker på, den dag smykket blev stjålet?" spurgte jeg så. Han nikkede. "Vi fandt en handske på museet, som var grå. Var din også det?" Han nikkede chokeret. "Ved du hvad jeg tror?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Jeg tror, at tyven da tyven fandt ud af, at du ville købe hans smykke, stjal han først dine handsker. Så tog han dem på, og gik over og begik indbruddet, hvor han efterlod den ene handske, som er et af efterforskernes spor, som jo nu fører hen til dig. Så solgte Marco fyren smykket til dig for 100.000 kroner, og nu er han sikkert på flugt. Han regner sikkert med, at du nu bliver sat i fængsel, og at han kan slippe... Men jeg tror desværre ikke, at han arbejder alene..." Jeg holdt en lille pause, for at tænke mig om. "Vi fandt noget blod på gerningsstedet. Tyven, som vi går ud fra er Marco, smadrede glasset med sine hænder, så der kom blod ud over det hele. Det kan jo ikke bare, være et tilfælde, at du slog hånden slemt allerede næste dag..." Nick blev mere chokeret, end nogensinde før gennem hele vores samtale. "Tror du..?" spurgte Nick, uden at gøre sætningen færdig. Jeg nikkede bare. "Marco kan have betalt den fulde mand, til at skade din hånd." sagde jeg, og kiggede ned på hans hånd, som stadig var bundet ind i forbinding. Nick blev stum og begyndte, at ryste over hele kroppen. "Jeg blev også overfaldet samme sted, som jeg købte smykket." Jeg sukkede. "Marco har snydt dig, Nick..." sagde jeg, og lagde trøstende en hånd på hans skulder. Men han viftede den af igen. "Kan du gøre noget?" Jeg trak på skuldrene. "Kun hvis jeg kan finde beviser, og overtale min chef, om at du ikke er tyven." Nick lavede bedende øjne, og tiggede og bad mig, om at gøre noget. "Jeg vil ikke i fængsel." jamrede han. Jeg sukkede. "Jeg snakker med en kollega eller to, og ser om de kan hjælpe mig." sagde jeg og fremtvang et lille smil. "Tak!" sagde Nick og gengældte mit smil. Så gav han mig et billede, som han havde fået af Marco. Han sagde, at Marco havde givet ham det, for at Nick selv, skulle kunne genkende ham, når de ville handle på gaden. "Politiet har for resten sagt, at de allerede leder efter ham den fulde mand. Så hvis de fanger ham, kan du jo snakke med ham." Jeg nikkede og forlod langsomt hans hus.

Så snart jeg kom udenfor, ringede jeg til Tori og Mikkel. De sagde, at de nok skulle hjælpe, og jeg skulle sige til, hvis jeg manglede noget.

Senere gik jeg over på politistationen. Bortset fra at der var en reception, så den ikke meget anderledes ud, end efterforskningscentret. Der var mange lange gange, som så ud, til at være uendelige, og også uendelige mængder af potteplanter. Jeg vandrede hen til receptionen, og spurgte efter politidirektøren.

Han kom vadende ud fra sit kontor lidt efter, og kiggede spørgende på mig. "Goddag, jeg er Nina Jones fra efterforsknings centret." sagde jeg nervøst. "Goddag..." sagde direktøren. "Jeg har hørt, at en fuld mand overfaldt min ven, Nick. Han har måske vigtige spor i en sag vi kører, og jeg ville spørge, om jeg kunne, tale med ham, når I får fanget ham." Direktøren hævede det ene øjenbryn. "Vi har allerede fanget ham. Han sidder i forhør, indtil han fortæller os noget, om hvad han har gjort. Men der var et overvågnings kamera, hvor hændelsen foregik. Det er sjovt du kommer, for jeg var faktisk ved, at ringe til jer, for at få jer til at undersøge optagelserne." Jeg nikkede eftertænksomt. "Er der lyd på?" spurgte jeg. Direktøren nikkede undrende. "Jamen ved du hvad, så bare giv det til mig. Så... tager jeg det med hen på efterforsknings centret." sagde jeg og smilte falskt. Men han hoppede på den. "Okay..." Han gik ind på sit kontor, og kom lidt efter tilbage, med en DVD. Jeg takkede ham, og skulle lige til at gå, da han kaldte på mig igen. "Der er pause nu, så du kan bare, gå ind og snakke med ham." Jeg nikkede og smilte et lusket smil. Jeg skulle nok få ram på ham.

Da jeg kom til forhør-lokalet, var der ingen politifolk i nærheden. Kun en spinkel skikkelse med hætten trukket over hovedet, sad inde i lokalet med hovedet bøjet. "Er du ham, som overfaldt Nicklas Jensen?" spurgte jeg. "Nej, det er ikke mig..." Skikkelsen løftede ikke engang hovedet. Jeg udnyttede muligheden, og stak hånden ned i min lomme, og fik min iPhone til at optage lyd. "Samarbejder du med Marco?" spurgte jeg. Stadig ingen reaktion. "Kender du ham ikke?" spurgte jeg. Skikkelsen gjorde heller intet denne gang. Jeg trak billedet af Marco, som jeg havde fået af Nick, op af lommen. Jeg satte den hen foran skikkelsens ansigt. "Kender du ham her?" Da skikkelsen løftede hovedet, kunne jeg ikke undgå, at skrige. "Jeg er ham der!" sagde Marco og smilte et lusket smil, så man kunne se hans guldtænder.

Jeg tog straks hen på centret, og gik ind på Mikes kontor. Mikkel stod allerede derinde. Jeg gav Mike DVD'en. "Hvad skal jeg lede efter?" spurgte han. "Bare beviser." svarede jeg. "For hvad?" spurgte Mike. "Det får du, at se når du tænder." svarede Mikkel. Mike satte DVD'en ind i computeren, og spolede frem, til vi så Nick handle med Marco. "Hold da kæft! Det er jo Marco!" udbrød Mikkel. Mike nikkede chokeret. "Marco er en af vores 'stamkunder'." forklarede Mikkel. "Han er en frygtelig forbryder. Hver gang vi finder ham, prøver vi at anholde ham. Men hver gang flygter han på den ene eller anden måde. Men problemet er, at det er meget svært at finde ham. Vi ved, at han altid er i København, men alligevel dukker han aldrig op..." Han rystede på hovedet. "Men har vi så beviser for, at det er Marco?" Mike nikkede tvivlende. "Sådan da. Hvor høj er Nick?" spurgte han. "Ligeså høj som mig en meter og femoghalvfjerds." sagde jeg. Mike zoomede ind på optagelserne. "Det passer sammen. Ifølge vores register er Marco en meter og firs. Hvis man sammenligner hans højde med Nick, er han lige lidt højere. Det kan vi bruge, som en af vores beviser." Min mund stod på vid gab. "Du er jo genial!" sagde jeg og hoppede op og ned. Han lukkede øjnene, og nikkede stolt. "Det ved jeg. Jeg leder efter flere beviser med det samme." "Vent!" sagde jeg. "Spol omkring en dag frem." Som jeg forventede, så vi Marco forklædt som en fordrukken mand, komme og slå Nick. "Kan du finde beviser på, at det der også er Marco?" spurgte jeg og pegede på manden. Mike nikkede. "Det er let nok."

Mikkel og jeg forlod så hans kontor. "Hvordan gør du det der?" spurgte Mikkel. "Gør hvad?" spurgte jeg smilende. "Løser sådan nogle sager?" Jeg rystede smilende på hovedet. Han var nok bare jaloux. Han havde jo arbejdet her et par år, og så kom en nybegynder, og løste mange af hans sager til perfektion.

 

I de følgende dage kom resultaterne af DNA testen. Blodet tilhørte Marco. Mike fandt flere beviser, så vi til sidst kunne fælde Marco. Politiet på politistationen blev meget overrasket, da de fandt ud af, at den fulde mand de havde anholdt, i virkeligheden var Marco. Jan blev super lykkelig over, at vi nu endelig havde fået ram på ham. Marco kom for en dommer, og blev dømt til femten års fængsel for sit luskede nummer.

Så det hele endte lykkeligt. Nu ventede jeg bare på min næste sag...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...