Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2125Visninger
AA

2. Et familiemedlem i problemer (Indbrud på national museet) del 1

Det var morgen og man kunne høre fuglene synge et sted længere væk. Jeg var på vej hen til centret, for at komme på arbejde igen. Det var skønt at vide, at jeg måske - kun måske - kunne være ansat der for evigt.

Jeg var knap nok nået ind af døren, før jeg blev trukket ud igen i armen af Mikkel. "Du kommer for sent! Vi skal hen til en vigtig opgave i dag!" vrissede han. Jeg tog min iPhone op, og kiggede på klokken. "Ja, det er godt nok alt for galt! Jeg kommer hele et minut for sent!" sagde jeg sarkastisk og viftede med armene. Jeg steg ind i bilen, og smed min taske ind på bagsædet. Jeg havde jo ikke nået, at ligge den ind i mit skab i centret. "Husk selen for pokker!" råbte Mikkel stresset og irriteret, lige inden han startede bilen. "Ja, ja!" sagde jeg smilende, og tog langsomt selen på, for at irritere ham. Min plan så vist ud, til at lykkedes, for han lignede en, der når som helst kunne slå hånden hårdt ned i rattet af raseri.

Da vi havde kørt lidt, spurgte jeg hvad det hele drejede sig om. "En tyv forsøgte, at bryde ind på national museet, men nåede heldigvis, kun at stjæle et eller andet smykke. Da han mirakuløst slap ud, truede han et vidne, til ikke at sladre til politiet, ellers ville han dræbe hende. Men hun fortlate det så til politiet alligevel." sagde Mikkel. "Modigt..." sagde jeg og lænede mig tilbage i passagersædet. Jeg forestillede mig den stakkels kvinde, som sikkert frygtede for sit liv lige nu. Men hun havde jo trods alt gjort det rigtige, og gået til politiet.

Da vi ankom til museet, var det omkringet af folk. Journalister fra TV2, DR1, Se & Hør og Ekstra Bladet stod i kø, for at få kommentarer fra de ansatte, som mest af alt så ud, til bare at ville væk derfra. Små nysgerrige flokke af mennesker stod på tæer for et bedre udsyn. De mange ansatte stod ved indgangen bag et stort gult bånd, hvor der stod, at der kun var adgang for politi og efterforskere.

Mikkel parkerede bilen midt inde i folkemængden, og folk sprang forskrækket til side. Journalisterne der lige havde fået øje på os, styrtede straks hen til os, og spurgte, om de måtte få en kommentar. "Nej, vi har travlt!" svarede Mikkel. Han tog min hånd og trak os fortsat gennem menneskemængden. Vi kravlede over det gule bånd, og gik hen til de ansatte. En nervøs kvinde i brun arbejdsuniform kom hen til os, med små usikre skridt. "Følg med." sagde hun og kiggede ned i jorden. De andre ansatte åbnede døren for os, og vi trådte ind på museet. "Har nogen været inde på museet, siden der var indbrud?" spurgte Mikkel. Alle de ansatte rystede på hovedet. "Hvad blev der stjålet?" spurgte jeg. "Et meget værdifuldt guld armbånd. Vent lige, vi har et billede et sted." sagde en af de ansatte, og ledte i sin taske. Mens hun desperat ledte, hviskede Mikkel ind i mit øre: "Lad mig styre det her. Du er kun nybegynder." Jeg rynkede mine øjenbryn. "Havde du ikke lige sagt i går, at du var imponeret over, hvad jeg havde gjort?" Han blev igen irriteret, for han ville nødig indrømme det. "Du er stadig nybegynder." hviskede han. Den ansatte rakte billedet til os. Mikkel skulle lige til at tage det, men for at provokere ham, greb jeg hurtigt som et lyn, ud efter det. Jeg studerede det grundigt. Det var et guld armbånd, som var fuld af grønne smaragder, ildrøde rubiner, og halvblege safirer. Den største juvel var en gigantisk diamant, som sad i midten. "Hvor meget er sådan en tingest værd?" spurgte Mikkel. "Mindsteprisen er i hver fald tre millioner. "Wauw!" udbrød jeg. Så havde tyven, nok en god grund til at stjæle smykket. "Har I nogle overvågninskameraer?" spurgte jeg. "Selvfølgelig har de det!" sagde Mikkel og puffede hårdt til mig. Han var sikkert stadig sur, over at jeg ikke havde lyttet til hans ordre. "Vil I vise os optagelserne?" spurgte Mikkel hurtigt, inden jeg kunne nå, at sige noget som helst. de ansatte nikkede, og bad os følge med.

Da vi så videoen, blev vi skuffede. Kvaliteten var ikke særlig høj, og personen havde hætte og handsker på. Handskerne betød, at der umuligt kunne være nogle fingeraftryk. "Vi må vidst hellere tage tilbage, og give optagelserne til Mike." sagde Mikkel. "Hvem er Mike?" spurgte jeg. "Han er den tekniske fyr. Han leder efter spor på optagelser, og hvis vi finder en lille information om en person, f.eks. et telefonnummer, kan han måske identificere personen, og fortælle os hvem det tilhører." Han fik en DVD af den ansatte, og lagde den i lommen. "Hvad hvis jeg nu kører tilbage til centret og giver Mike optagelserne, så kan du undersøge museet imens? Så kan jeg jo også møde Mike." Mikkel kiggede undrende på mig. Han ville vidst virkelig gerne ikke spilde tiden, ved at køre hele vejen tilbage til centret. Jeg gjorde ham jo egentlig en tjeneste. "Ja! Jeg mener, god idé..." Jeg nikkede og skulle til, at gå ud, da jeg opdagede, at Mikkel rejste sig fra den stolen. Jeg vendte mig om mod ham. "Du har vel kørekort ikke?" spurgte han. Jeg rullede med øjnene, og gik hen og skubbede til ham. "Det skal man jo have, når man arbejder i politi branchen!" Han smilte nok for en af de første gange, siden jeg havde mødt ham.

Ti minutter senere ankom jeg igen til centret. Emma stod det samme sted, som hun plejede. Som sædvanlig fik jeg ikke en særlig varm velkomst. "Jeg skal tale, med en der hedder Mike." sagde jeg. Emma løftede det ene øjenbryn. "Der er ingen her, som hedder Mike..." sagde hun, og kiggede ned på det papir, som hun stod med i hånden. Det var forhåbentlig en rapport af en art. Hun så eftertænksom ud. "Du mener vel ikke Michael vel? Victoria og Mikkel kalder ham altid Mike." Jeg var irriteret over Emma. Hvorfor var det så vigtigt for hende, at man brugte personens fulde navn, og ikke bare kalde-navnet? "Følg med." sagde hun og gik op ad trapperne til anden sal. Hun pegede dovent på en dør, og jeg gik ind af den. Bag den sad en fyr, som så ud til at være tyve år, med høretelefoner om hans nakke, og en stor trøje med tallet 85 på. Han så ud til, at være i civilt tøj, ligesom mig. Han skævede op fra sin computer skærm. Da han så, at det var en han ikke kendte, smilede han varmt. "Hej?" sagde han spørgende. "Hej. Jeg er Nina Jones. Den nye efterforsker." Mike smilede endnu mere, og fjernede fingrene fra tastaturet. "What's up Ni?" spurgte han. "Ni?" spurgte jeg. "Ja, det har jeg bare lyst, til at kalde dig." Der var et elendigt kalde-navn, men i det mindste virkede Mike ikke så seriøs og kedelig, som jeg havde forventet. "Jeg har nogle optagelser, som du skal lede efter spor på." sagde jeg og rakte ham DVD'en. Han satte den straks ind i computeren. "Det stammer fra røveriet på national museet." sagde jeg. "Tak for det. Du kan bare gå igen." sagde Mike og begyndte, at taste løs på tastaturet. Jeg smilede og gik ud af døren. Nu skulle jeg, køre tilbage til museet og hjælpe, med at lede efter spor.

Da jeg ankom til museet, stod Mikkel og talte med alle journalisterne. Da han så mig, sagde han til dem, at han havde travlt. Han var lige i hælene på mig, da jeg trådte ind på museet. "Er der fundet nogle spor?" spurgte jeg. "Vi har fundet en tabt handske." sagde Mikkel. "Den skal nok, undersøges nærmere for fingeraftryk på indersiden, og alt mulig andet." Jeg trådte et skridt frem, mod en åben dør længere henne. "Er det derinde?" spurgte jeg. Mikkel nikkede. "Burde vi ikke, lede efter flere spor?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Jeg har næsten ledt alt igennem. Der er næppe andet end den handske. Men jeg så... noget blod." Jeg vendte mig hurtigt om mod ham igen. "Noget blod?" Han nikkede kort. "Ja, tyven må have slået glasset i stykker, med sine bare næver. Jeg har samlet noget, som vi kan give til Tori, så hun kan DNA teste det." Han smilte stort. "Vi skal nok få løst det her hurtigt." sagde han.

Da jeg endelig fik fri fra arbejde, blev jeg mødt af en velkomstkomité udenfor. Michelle, Clara og Nick stod og ventede på mig. "Hej!" sagde jeg, da de alle kom over, og gav mig ét stort kram. "Hvad laver I her?" spurgte jeg smilende. Jeg lagde mærke til, at Michelle slet ikke kunne lade være, med at smile hele tiden. Hun kiggede over på Nick. "Vi..." sagde Nick og kiggede tilbage på Michelle. "...Vi skal søreme giftes!" Min kæbe må have faldt ned på jorden, og mine øjne blev nok så store, at de var ved, at ryge ud af hovedet. "Det er fantastisk!! Tillykke!" råbte jeg, og omfavnede dem begge to på en gang. "Hvornår er det?" Michelle smilede endnu mere. "Den tredje august."  "Hvordan ser den så ud?" spurgte jeg. Nick fattede ikke en brik, men Michelle vidste, hvad jeg mente. Hun viste mig sin hånd, og på den sad den smukkeste diamant ring, man kunne forestille sig. "Den er jo mega smuk! Men hvordan fik du råd til den?" spurgte jeg Nick. Han trak lidt på skuldrene. "Jeg har sparet lidt op." Men han så ikke særlig overbevisende ud. Men jeg nikkede bare, og tænkte ikke mere over det.

 

Næste dag da jeg ankom til centret, blev jeg for en gang skyld ikke mødt af sure Emma. Men i stedet af Mikkel. Det var da lidt bedre end Emma. "Noget nyt i sagen?" spurgte jeg. "Tori analyserer stadig DNA'et. Det vil tage op til 48 timer til. Jan vil have, at vi tager ud til stedet igen, for at lede efter beviser eller flere afgørende spor." Jeg nikkede. "Det var jo det jeg sagde i går ikk'?" sagde jeg hoverende. Jeg vendte om, og gik ud af døren.

Da vi endelig kom til museet, var der stadig mange journalister. Men færre end sidste gang. De ville have en opdateret statusrapport, men vi ignorerede dem, og gik ind på museet.

Jeg satte mig på hug, og kiggede nærmere på gulvet, da vi var inde på gerningsstedet. "Har du fundet nogle skoaftryk?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Ikke et eneste." Jeg gik langsomt ind, og forsøgte at finde noget, som var usædvanligt. Rummet var fuld af glasmontre, der indeholdt meget værdifulde smykker. I midten var en montre, som var total smadret. Som Mikkel havde fortalt mig, lå der blod på montren. "Men hvis der er blod her, må det betyde, at tyven vel har et sår på hånden, eller begge hænder?" Mikel trak på skuldrene. "Ja..." Pludselig så Mikkel ud, til at komme i tanke om noget. "Jeg var for resten oppe på Mikes kontor i dag. Han sagde, at han kunne tydeligt se, at tyven var en mand. Han spottede også noget sort hår, inde under mandens hætte, så vi ved altså, at tyven er en mand, han har sort hår, og han har formegentlig et sår på hånden... og han har mistet en handske." smilede Mikkel. Jeg kom i tanke om handsken. En tyv som var så god, til at bryde ind på Danmarks national museum, måtte være virkelig erfaren og god. Han ville da ikke bare efterlade et spor til politiet? Han ville da opdage, at han havde tabt handsken. Det var lidt mystisk. "Har I slet ikke fundet ud af noget, med handsken?" spurgte jeg. Mikkel rystede på hovedet. Jeg stod lidt i mine egne tanker, og fik et chok, da hans mobil ringede. "Det er Jan. Jeg må hellere tage den." Mikkel tog den, og var tavs et stykke tid. "Det er til dig." sagde Mikkel og rakte mobilen til mig. Jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt min egen ude i bilen, så derfor havde jeg selvfølgelig ikke hørt den ringe. "Hej, Nina. Din søster har ringet..." Jeg rynkede forvirret mine øjenbryn. "Min søster?" spurgte jeg. Mikkel kiggede forvirret på mig. "Hendes kæreste blev slået med en flaske i formiddags af en fuld mand på gaden. Din søster bad dig, komme hen på hospitalet..." Jeg nikkede rystet. "Jeg kommer med det samme!" Jeg lagde hurtigt på, og gav Mikkel mobilen tilbage. "Hvad er der galt?" spurgte han. Jeg begyndte, panisk at forklare ham, hvad der var galt. Helt uventet lagde han trøstende sin arm på min ryg. "Jeg skal nok køre dig." sagde han. Okay, hvad skete der lige der? Var Mikkel rent faktisk... sød? Jeg tænkte ikke mere over det, og lod som ingenting.

Da jeg steg ud af bilen på hospitalets parkerings plads, sagde jeg farvel til Mikkel og gik ind. Jeg gik direkte hen til receptionen og spurgte efter Nicklas Jensen. En mørkhårede dame med grimme pink briller i receptionen fortalte mig, hvilken vej jeg skulle gå. Jeg kom ind på en klinik, hvor Nick sad med forbinding på hånden. Jeg satte mig ned på stolen ved siden af ham. "Hvad er der sket?" spurgte jeg. Nick rystede på hovedet. "Jeg var i byen i formiddags, for at finde den perfekte bryllupsgave til Michelle." Han pegede ned på en lille pink gave, der lå ved hans fødder. "Så lige pludselig springer en fuld mand ud foran mig, og skriger, at jeg skal levere den tilbage. Så tager han en flaske frem, og kaster den mod mit ansigt. Men jeg når heldigvis, at tage hånden op, for at beskytte mig." Jeg var temmelig forvirret. "Aflevere hvad? Gaven?" spurgte jeg. Nick trak på skuldrene. "Det ved jeg virkelig ikke. Han var jo fuld. Han må have forvekslet mig med en anden." Jeg nikkede og lænede mig tilbage i den sorte plasticstol. Det var sikkert bare derfor. Men jeg havde ondt af Nick. Hans hånd måtte have gjort meget ondt. "Nick?" Vi vendte os mod døren, da vi hørte en lille nervøs stemme. Det var Michelle. Hun gav Nick et kys, og satte sig så på den anden stol ved siden af ham. Han begyndte så, at forklare Michelle, alt hvad der var sket. "Men jeg nåede heldigvis, at købe gaven til dig, før jeg overhovedet mødte ham." sagde Nick og kyssede Michelle. "Du er altid så betænksom." sagde Michelle og aede hans arm. Nick gav hende den lille pink gave, og Michelle pakkede den hurtigt op. "Den er FANTASTISK!! Jeg elsker dig!!" råbte Michelle. Da jeg så hvad det var tabte jeg kæben, og begyndte jeg at ryste, som en vanvittig. I den lille gaveæske, lå et guld armbånd, som indeholdt små smaragder, ildrøde rubiner og blege safirer. I midten havde den en gigantisk diamant...

 

Forsættes i næste kapitel ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...