Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2219Visninger
AA

14. En uventet kæreste (Et indviklet spil)

Skoven var mørk og stemningen var dyster. Det støvregnede og luften var fugtig og tung. Den halvtredsårige gamle maler lå på maven i skovbunden. Hans øjne var spilet op og munden stod åben. Han var blevet fundet sådan for få timer siden.

"Jeg kan ikke lige umiddelbart finde en dødsårsag. Men jeg kan ikke finde nogle tegn på en naturlig dødsårsag," sagde Tori, der sad på knæ foran manden. "Vi må have ham ind på retsmedicinsk afdeling,"

Teknikerne stod i deres hvide dragter og tog billeder fra alle vinkler mulige. Jeg hørte skridt bag mig.

"Hvem myrder en gammel maler?" spurgte jeg.

"Det er jo det, som vi skal finde ud af," svarede Mikkel.

Helena kom hen mod os. Hendes sorte hår klæbede sig til hendes hals og hun havde mørke rander under øjnene og ingen makeup på.

"Manden har afsat tydelige fodspor. De fører hen til et hus ca. 1,5 km herfra. Undersøger I det?" spurgte hun.

Vi nikkede begge.

 

Huset lå i udkanten af skoven. Bag huset lå marker, der strakte sig så langt øjet rakte. En lille grusvej førte ned mod byen. Mikkel bankede hårdt på døren. En kvinde iført en silkepyjamas med et blomstermønster lukkede op. Hun var omkring fyrre år og havde kort, lyst, uglet hår.

"Politiet," sagde Mikkel og viste sit politiskilt. "Er du Kirsten Kristensen?"

Kvinden kiggede chokeret skiftevis på mig og Mikkel. 

"Kom indenfor," sagde hun.

 

De satte sig til rette i kvindens stue. Den var mørkt dekoreret og støvet lå så tykt på møblerne, at man nærmest kunne lugte det. Kvinden flyttede en bunke gamle aviser fra tre stole, der stod rundt om det runde træspisebord. Mikkel og jeg satte os ned.

"Mor?" sagde en lille stemme fra oppe ovenpå.

En nervøs teenager i en prikket pyjamas og med stort, krøllet, mørkt hår kom ned ad trappen med små museskridt.

"Hvad sker der?" spurgte hun bekymret.

"Ikke noget, lille skat," sagde moren.

Moren gik hen til sin datter og strøg hende forsigtigt over håret, som om hun var et lille barn.

"Gå du op i seng igen, søde Maria,"

Pigen adlød sin mor og forsvandt langsomt op ad trappen. Moren sukkede og smilede et udmattet smil.

"Har du haft nogen på besøg de sidste par timer?" spurgte jeg.

Hun nikkede.

"Ja, Hans Møller. Han er en maler fra her i området,"

"Sagen er den..." sagde Mikkel og lænede sig frem i stolen. "Vi har fundet en død mand ikke så langt herfra. Og vi er pænt sikre på, at han har besøgt dig. Vi har ikke kunne identificere ham endnu,"

Kvinden stirrede frem for sig.

"Hvordan ser han ud?"

"Omkring trees. Han har kort, hvidt hår og han blev fundet i en hvid uldtrøje med malerpletter på og løse, slidte cowboybukser," sagde jeg.

"Det er ham," sagde kvinden og sad helt stille uden at røre en muskel.

"Hvad skulle han her?" spurgte Mikkel.

"Han skulle spise middag hos os. Han er en af mine gamle venner, som jeg ikke har set i lang tid. Han var kommet til byen på besøg. Hvorfor ved jeg ikke,"

"Hvornår gik han?" spurgte jeg.

"Omkring halv otte,"

Der var en lang tavshed.

"Vi har ikke flere spørgsmål for nu. Skal vi gå?" spurgte Mikkel og kiggede på mig.

Jeg nikkede.

 

Jeg kom først hjem sent på aftenen. Jeg listede mig forsigtigt ind i huset, for ikke at vække tvillingerne eller hunden. Men pludselig kom Julie ud fra sit værelse.

"Lang dag?" spurgte hun og lænede sig op ad dørkammen.

"Jep. Vi fandt en død, gammel maler ude i skoven,"

"Wow..." sagde hun og hævede øjenbrynene.

"Jeg smutter i seng," sagde jeg og gik ind på værelset.

"Godnat," sagde Julie og kiggede eftertænksomt ud i luften.

 

Jeg var blevet bedt om at møde tidligt næste morgen. Jeg havde lige taget sko på og var på vej ud af døren, da Kiri kom ud fra værelset i sit nattøj.

"Skal du allerede på arbejde?" spurgte hun trist.

Jeg nikkede og tog jakken på. I det samme kom Julie ud. Jeg tog mine sko på og åbnede døren.

"Du kan ikke bare gå nu!" råbte Kiri desperat.

Jeg stoppede op og stirrede på dem begge.

"Vi har altså noget, som vi gerne vil fortælle dig! Vi har ventet lige siden i går eftermiddag, men du har aldrig været hjemme!"

Jeg løftede spørgende det ene bryn. Julie sukkede og lagde hånden på Kiris skulder.

"Det kan sagtens vente," sagde hun og så undskyldende på mig.

"Vi har købt os hver en lejlighed!" udbrød Kiri pludseligt. "Her i København. Er det ikke bare fantastisk?!"

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det gjorde Julie vidst heller ikke.

"Ej, hvor godt!" sagde jeg og gik hen og krammede dem. "Men nu skal jeg altså på arbejde,"

 

Så snart mig, Mikkel, Chris og Helena var mødt op, blev der holdt et møde i Toris laboratorium. På briksen lå den gamle maler med et hvidt tæppe over sig. Han var helt hvid i hovedet og læberne havde helt mistet deres farve.

"Han er blevet forgiftet med arsenik," konstaterede Tori. "Der var en meget lille mængde, men nok til at morderen har vidst, at han ville dø. Den mængde han har fået, har dræbt ham på cirka tyve minutter. Så han er højst sandsynlig død kl. 20:00,"

"Men Kirsten sagde, at maleren forlod hendes hus cirka halv ni," sagde jeg. "Så må han være blevet forgiftet, mens han var hos hende,"

"Det kommer jeg nemlig til nu," sagde Tori og blinkede til mig. "I hans mave fandt vi rester af den halvt fordøjede aftensmad..."

"Lækkert," sagde Chris og rynkede på næsen.

"Den var ikke deri. Men derimod i en drink, som han fik til sidst," Tori sukkede. "Det er det eneste, som jeg har indtil videre. I øvrigt er det kun en læge, kemiker, videnskabsmand eller den slags, der har adgang til arsenik,"

 

"Der er noget galt," sagde jeg på vej ud til bilerne. "Hvis Kirsten og måske endda også Maria drak af drinken, så ville de jo også være døde. Hvis Kirsten myrdede Hans ved at komme gift i hans drink, så ville det da være for åbenlyst, at det var hende. Jeg tror altså ikke, at hun gjorde det,"

"Det tror jeg heller ikke," sagde Mikkel, der var optaget af sin mobil. "Jeg er lige inde og tjekke hende. Hun har en uddannelse som ejendomsmægler, så hun kan ikke have gjort det. Der må være en logisk forklaring på det hele,"

 

"Har vi forstået det rigtigt?" spurgte Mikkel og gned sin pande. "Dig og Hans sad i baghaven og spiste aftensmad, og senere hentede du drinks inde i køkkenet, som I drak sidst på aftenen?"

Kirsten nikkede og hendes blik vandrede rundt i stuen.

"Er det muligt, at nogen kan have sneget sig ind i huset, uden at I bemærkede det?"

"Det er meget muligt," sagde hun og nikkede. "Hoveddøren var ikke låst i går. Men havde jeg vidst..."

Hun gjorde ikke sætningen færdig.

"Drak du også af drinksene?" spurgte Mikkel.

"Ja, men jeg kastede op til sidst. Jeg var begyndt at få det en anelse dårligt, så jeg tænkte, at mine maveproblemer var på vej igen. Så jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne kaste op med det samme,"

"Hvad med Maria?" spurgte jeg.

"Maria? Hun var der slet ikke. Hun ville hellere sidde ude på engen end at spise aftensmad med os. Hun kan godt være lidt mystisk nogle gange,"

"Datteren kunne have gjort det," sagde Mikkel, da vi var nået tilbage til stationen.

"Meget muligt," sagde jeg. "Måske havde moren en affære med ham? Og hun kunne ikke lide ham?"

"Har du set, hvor gammel han er?" grinte Mikkel. "I øvrigt, så kommer jeg ikke i morgen. Så du må klare dig selv," sagde han og daskede til mig.

"Okay. Men hvad skal du?"

"Det er lige meget," sagde han.

Helena kom spænende ned ad gangen med et stort smil på læberne.

"Vi har fundet en ny mistænkt. Malerens søn, Peter. Andre fra familien siger, at han havde meldt sin far for vold mod farens kone. Peter var meget vred på sin far,"

"Forståeligt nok," sagde jeg.

Næste dag tog jeg og Chris ud til Peters lejlighed. Den var stor og meget renlig. Bøgerne på hylderne var sorteret i alfabetisk orden og på det kridhvide stuebord stod to små lys og brændte. Noget klassisk musik fra et musikanlæg kørte i baggrunden.

"Politiet? Hvad vil I? Jeg har meget travlt," sagde han, da han åbnede døren.

"Vi er her angående din far," sagde Chris.

"Min far? Jeg hader den mand!"

"Hvorfor?" spurgte jeg.

"Han slog min stedmor,"

Peter tændte en cigaret og tog et ordentlig sug af den.

"Jeg så hende lide hver dag. Jeg sagde til hende, at hun skulle flygte. Det ville hun ikke. En dag fik jeg nok. Jeg pakkede mine ting og rejste ud. Jeg så dem aldrig igen. Fem år senere fik jeg at vide, at min stedmor var død. Men jeg ved ikke hvordan hun døde,"

Han slukkede cigaretten i et askebæger.

"Ved du at din far er blevet myrdet?" spurgte jeg.

"Myrdet? Det var ikke mig," sagde han hurtigt.

"Kender du Kirsten Kristensen?" spurgte Chris.

"Ja, hun bor i nærheden af skoven. Jeg har hørt om hende. Men jeg har faktisk aldrig set hende,"

"Hvorfor anholder vi ham ikke bare, nu vi er her?" spurgte Chris, der kørte bilen.

Jeg smilte.

"Vi har ingen beviser. Jeg tror vi er nødt til at finde ud af noget mere om hans afdøde kone,"

"Hvis du siger det..."

Der var tavshed et stykke tid. Chris havde blikket fastholdt på vejen og jeg sad og kiggede ud af vinduet.

"Jeg har fået en kæreste," sagde han pludseligt ud af det blå.

Jeg spekulerede på, om han bare sagde det, for at gøre mig jaloux. Ærlig talt blev jeg det måske også lidt.

"Hvad hedder hun?" spurgte jeg med et smil.

"Det er Helena,"

"Hvad?!" råbte jeg lidt for højt.

"Jaloux?" spurgte han med et skævt smil.

"Hvor vidste jeg bare, at du ville sige det,"

Vi smilede til hinanden og skiftede samtaleemne.

Fortsættes i næste kapitel ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...