Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2130Visninger
AA

15. En uventet kæreste (et indviklet spil) del 2

Mobilen ringede klokken fem om morgenen. Det var Mikkel. Først blev jeg vred over, at han vækkede mig på denne tid, og jeg besluttede at ignorere mobilens ringen. Så kom jeg i tanke om, at det kunne være noget vigtigt.

    "Ja?"

    "Så har vi fået opsporet konens bror. Vil du med ud og snakke med ham?"

    "Ja, bare giv mig et kvarter," sagde jeg og stod op af sengen.

    "Skal jeg hente dig?"

    Jeg smilede. "Det må du faktisk godt,"

Jeg lagde på og gjorde mig klar.

 

Huset var rodet og gammelt tøj lå spredt ud over det hele i stuen. Kasper, den afdøde kones bror, skyndte sig at samle det op og kyle det ud på badeværelset.

    "Beklager rodet," smilede han.

 

Han havde sort hår og skægstubbe og han havde en hvid T-shirt og et par baggy bukser på.

 

    "Det er i orden," svarede Mikkel.

 

Vi satte os i sofaen. Mens Kasper hentede kaffe, så vi os omkring. Det var blot en lille lejlighed, ikke særlig meget plads. På væggen hang et billede af en smuk teenager. Sikkert hans datter. Hun lignede ham i hvert fald meget.

    Kasper kom tilbage med en kande kaffe og tre kopper. Han delte glassene ud og begyndte at hælde op.

    "Vi er her jo som sagt for at tale om din søster," sagde Mikkel.

    Kasper nikkede og tog en tår af kaffen. "Jeg savner Bettina rigtig meget,"

    "Fortæl, hvad der skete," sagde jeg.

    "Hun var på ferie i Amazonas med sin mand, da deres spædbarn pludselig døde,"

    "Var? Spædbørn kan da ikke sådan bare dø?" sagde Mikkel næsten spørgende og kiggede på mig. Jeg rystede på hovedet.

    "Bettina påstod, at Hans var skyld i barnets død. Altså hun ringede til mig og snakkede med mig om det. Jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle tro det. Hans var et godt menneske. Det var i hvert fald det indtryk, jeg havde fået af ham. Det næste der sker, er at Hans finder et selvmordsbrev på deres hotelværelse. Der stod at Bettina gik ud i junglen og begik selvmord. Hun skrev, at hun elskede mig, hendes afdøde barn og hun elskede alligevel Hans, på trods af det han havde gjort. Men alligevel kunne hun ikke tilgive ham og hun kunne ikke leve med, at hendes barn døde. Man efterforskede så sagen. Barnet var død af vuggedød, ergo havde Hans intet med det at gøre, og man fandt aldrig Bettina," Kasper var begyndt at få tårer i øjnene.

    "Det er jeg ked af at høre," sagde jeg.

    Mikkel sad og tænkte. Jeg vidste ikke lige helt, hvad der var med ham. "Du sagde, at hun aldrig blev fundet?"

    Kasper nikkede.

    Pludselig rakte Mikkel hånden ned i min jakkelomme. Hvad havde han gang i? Han tog det billede af Kirsten op, som jeg havde i højre lomme.

    "Er det her din søster?" spurgte han.

    Kasper nikkede undrende.

   "Jeg tror, at vi siger tak for besøget og tak for hjælpen,"

 

Mikkel tog fat i min arm og så gik vi ud af lejligheden.

    "Det er hende, der har gjort det, Kirsten," sagde Mikkel.

    "Hvad?" spurgte jeg.

    "Kan du ikke se det? Hendes baby dør. Hun tror, at hendes mand har gjort det. Hun bliver deprimeret og vil bare gerne væk med det samme. Hun lader som om, at hun har begået selvmord, tager tilbage til Danmark og skifter navn, bygger en ny tilværelse op ude på landet. Da hendes mand så dukker op mange år senere, griber hun chancen for at få hævn,"

 

Mikkel åbnede bildøren for mig og vi satte os ind i bilen. Han drejede skarpt ud på vejen og tilkaldte hjælp over radioen.

    "Men der er én ting galt," sagde jeg.

    "Hvad?"

    "Hvis spædbarnet døde, hvor kommer datteren, Maria, så fra?"

    "Maria var femten, ikke? Samme alder, som barnet ville have nu..." sagde Mikkel.

    Vi kiggede på hinanden i et splitsekund. Vi tænkte vist det samme. Mikkel lænede sig fremad og tændte for radioen igen.

    "Vi skal have en liste over alle kidnappede spædbørn fra 1999-2000,"

 

Hun var allerede i gang med at flygte, da vi nåede huset. Ingen forstærkninger var dukket op endnu. Inde i huset kunne man høre uro. Nogen løb frem og tilbage og en ting faldt på gulvet og smadrede. Hun var sikkert i gang med at pakke til flugten.

    "Hun ved, at vi er tæt på at løse sagen," hviskede jeg til Mikkel, da vi nærmede os huset.

    "Hun ved bare ikke, hvor tæt på," hviskede Mikkel tilbage og smilede kort.

 

Vi nåede døren. Mikkel trak forsigtigt sin pistol og gav mig et kort nik.

    "Kirsten?" råbte jeg.

    Jeg kunne høre at hun stoppede op, men så fortsatte.

    "Gå! Hun er min! Kun min!"

    "Åbn døren eller vi sparker den ind!" råbte Mikkel.

    Ingen svarede.

    "Hvad laver du?" hviskede jeg.

    "Vi ved jo ikke, om hun har våben derinde,"

    "Kirsten? Vil du ikke nok åbne døren?" spurgte jeg sødt.

    Heller intet svar. Jeg nikkede til Mikkel og han sparkede døren ind. Vi holdt vores pistoler foran os, da vi gik ind. Kirsten var allerede på vej ud af bagdøren. Maria klyngede sig bange til hende.

    "I kan ikke tage hende fra mig!"

    "Kirsten, hun er en andens barn. Hendes forældre har gået rundt i femten år og sikkert tænkt på hende hver eneste dag. Jeg tror, at de rigtig gerne vil have hende tilbage,"

    Kirsten blev stående i døren et par sekunder. Men det var også nok. En politimand dukkede op bag hende og gav hende håndjern på. En anden førte Maria væk.

    "Mor!" skreg hun alt hun kunne. Men det hjalp intet...

 

"Så fik vi lige afsluttet endnu en sag," jublede Mikkel, da vi nåede tilbage på stationen. "Vil du med ud og spise? Jeg er virkelig sulten,"

    Jeg nikkede. "Men jeg synes nu også, at det var en lidt trist slutning. Maria blev jo taget fra sin mor,"

    "Ja, men bare tænk på, hvor lykkelige hendes biologiske forældre må være blevet for at se hende igen. De har manglet hende i hele femten år. Tænk at skulle leve med det. Hvem er sådan en psyko, at de kidnapper andres spædbørn, fordi deres eget døde?"

    Jeg trak på skuldrene, som vi gik mod udgangen. "Godt spørgsmål. Jeg er bare glad for, at vi fik løst sagen, givet et forældrepar deres datter tilbage, og buret en morder inde,"

    "Det er jeg også. Og lad os nu få os noget mad," svarede Mikkel og lagde armen om mine skuldre.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...