Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2133Visninger
AA

16. Den uskyldige pige del 1

Jeg troede næsten ikke mine egne ører, da jeg hørte, at vores næste sag drejede sig om mordet på en ung, fundamentalistisk kristen kvinde.

"Det særlige ved denne sag, er at den er tre år gammel," sagde Jan og lænede sig op ad sit skrivebord.

"Tre år?" spurgte Helena med munden på vid gab.

Chris smilede af hende. Jeg viste ikke lige helt præcist hvorfor, men jeg brød mig ikke om måden, han kiggede på hende, eller de kærlige og hemmelighedsfuldhed blikke, de sendte hinanden. Jeg slog tanken fra mig og rettede igen opmærksomheden mod Jan. Hvis han fandt ud af, at de havde et forhold kørende, ville han blive rasende.

"Kvinden her, Clara Madsen..."

Han rakte bagud og tog et fotografi frem, der lå på hans skrivebord. En ung kvinde, højst femogtyve, med kastanjebrunt hår og vandblå øjne, smilede til kameraet. Hun mindede mig om min niece, Clara. Ikke bare på grund af navnet. Hun også uskyldig ud, helt ligesom Clara.

"Hun blev brændt inde i sit eget hus. Først troede man, at det var en ulykke. Men nu har teknikkerne så fundet ud af, at der var tændingsvæske involveret," sagde Jan irriteret. Han var nok irriteret over, at teknikkerne først nu havde fundet spor, der tydede på det modsatte af selvmord.

"Vi har allerede haft en efterforskning i gang. Vi har Claras mand, Filip Madsen, som hovedmistænkt. Clara og Filip havde en slags organisation, hvor de prøvede at få flere, primært unge til at blive kristne. Anja Steffensen var medejer og hun er tilmed præst i den lokale kirke, som Clara og Filip gik i. Hun er også mistænkt, da hun havde et tæt forhold til dem begge. Til sidst har vi Claras ekskæreste, men vi ved ikke om vi har noget på ham endnu,"

"Så er der jo masser at gå i gang med!" sagde Mikkel ivrigt.

"Nej, for vi sidder fast i sagen. Vi har intet at gå efter..."

Jan gik lidt frem og tilbage og lænede sig så igen op ad sit skrivebord.

"Vi kunne godt bruge nogle frivillige til at gå undercover,"

Jeg opdagede, at han kiggede spærrende på mig og Mikkel.

"Vi kan vel godt," sagde jeg.

"Perfekt. I skal bare spille nogle, der er interesseret i at blive medlemmer af kirken,"

"Det burde være let nok," mumlede Mikkel og lagde armene over kors.

Filips hus var ret fancy. Det var stort og havde to etager. Haven var også stor og fuld af blomster i alle regnbuens farver. Der var også lange bede fulde af forskellige urter og grøntsager.

Jeg bankede let på døren. Den blev mærkeligt nok åbnet af Anja Steffesen.

"Hej," smilede jeg akavet.

"Vi er lige flyttet her til byen," sagde Mikkel. "Og vi vil gerne melde os ind i den lokale kirke,"

Det lød virkelig dumt. Men hun lod til at hoppe på den, for hun lukkede os glædeligt ind.

Huset var dekoreret i hvide nuancer. Rundt omkring på reoler og borde stod der små nipsting. Der var helt rent og der lugtede af en snert af rengøringsmidler. Alle bøgerne henne på reolen stod i alfabetisk rækkefølge og der var ikke det mindste rod.

Filip kom ned ad trappen. Han var iført et jakkesæt, som om at han var forberedt på, at vi kom. På trods af at vi var fremmede inde i hans hjem, smilede han bredt til os, da han fik øje på os.

"Velkommen, hvem er I?"

"Vi er..." sagde Mikkel og trak sætningen ud.

"Louise og Morten. Dejligt at møde jer," smilte jeg og fik øjenkontakt til dem begge.

Filip kiggede spørgende på os. Mikkel lagde armen om mine skuldre og smilte.

"Vi er gift... og vi vil gerne melde os ind i kirken,"

Er vi nu gift? tænkte jeg. Tja, det var vel det bedste cover.

Filip viste os hen i sofaen og Anja gik ud i køkkenet og lavede kaffe. Filip lyste op i et smil, da vi begyndte at fortælle om os selv. Åbenbart havde vi været gift i ét år, vi boede nær den indre by, Mikkel var ejendomsmægler og jeg var dyrlæge.

"Hvad med at fortælle noget om jer?" spurgte jeg.

"Er I gift?" spurgte Mikkel.

Filip rystede forlegent på hovedet. "Nej, men vi er forlovet,"

"Hvordan mødte i hinanden?" spurgte jeg.

"Jeg har næsten kendt hende hele mit liv. Men vi blev først kærester her for nylig, da min kone, Clara, døde. Anja, og selvfølgelig Gud, var en stor støtte for mig,"

Han så ikke specielt trist ud, da han snakkede om Clara. Det var som om, at han bare lod som om, at han var ked af det.

"Jeg ved ikke, om det er for privat... Men hvad døde hun af?" spurgte Mikkel.

"Vores hus brændte ned. Jeg var ikke hjemme, da det skete. Det var Clara til gengæld..."

Mikkel og Filip snakkede videre, men jeg hørte ikke efter. Jeg kiggede på et gruppebillede af kirkens medarbejdere og frivillige. De var alle tre med på det.

"Undskyld, at jeg afbryder," sagde jeg. "Men jeg tror, at Anja kalder på dig,"

"Nå. Jeg hørte ellers ikke noget," grinte Filip.

Han rejste sig fra sofaen og forsvandt bag en dør. Jeg fór op og tog billedet fra hylden. Mikkel rejste sig også og listede hen til mig.

"Hvad i al verden laver du?!" vrissede han og kiggede på døren, som om han forventede, at Filip ville komme ind igen når som helst.

"Se lige det her billede. Det er et gruppebillede af medarbejderne i kirken. Og se her. Clara og Filip holder om hinanden," sagde jeg og pegede.

"Og Filip ser ikke specielt glad ud," sagde Mikkel, der var ved at forstå min pointe.

"Anja ser til gengæld glad ud. Hun beundrer vist Filip,"

"Hun kaldte altså ikke..."

Jeg kunne høre Filip komme nærmere med hastige skridt. Hurtigt satte jeg billedet fra mig. Jeg måtte finde på noget - og hurtigt. Ellers ville Filip blive mistænksom og synes at det lignede, at vi snusede rundt i hans lejlighed. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, da jeg tog Mikkels ansigt i mine hænder og kyssede ham. Han blev bare stående helt ubevægelig.

"Nå, jeg kan se, at I har det sjovt," grinede Filip akavet.

Jeg gav slip på Mikkels ansigt og trak mig væk.

"Det må du undskylde," mumlede jeg til Filip.

Det hele var lidt akavet, da vi satte os ud i bilen.

"Tror du at Filip har gjort det?" spurgte jeg for at bryde tavsheden.

"Det er muligt," sagde Mikkel. "Men Anja kan også sagtens have gjort det,"

"Det er bare mærkeligt. De virker bare så venlige begge to,"

"Det kan jo godt bare være en facade,"

"Det er selvfølgelig rigtigt..."

Jeg hvilede ansigtet mod den kolde rude og kiggede ud på vejen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Mikkel betragtede mig.

Hvad var motivet i sagen? Var det kærlighed? Eller hævn? Chris havde ringet til mig og fortalt, at afhøringen af Claras eks-kæreste ikke gav pote. Det havde virket som om, at han ikke havde noget med mordet at gøre - og så havde han et vandtæt alibi for mordaftenen.

Jeg sukkede og lænede mig tilbage i sædet. Clara fremstod uskyldig, sød og omsorgsfuld. Hvorfor ville nogen dog myrde hende?

"Mikkel," sagde jeg.

Han drejede hovedet og kiggede alvorligt på mig.

"Vi skal fange denne her morder,"

Han nikkede uden at stille spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...