Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2134Visninger
AA

6. Besøg fra Jylland (Black Butterflies mordet) del 2

Da vi for anden gang kom hen på skolen, blev inspektøren endnu mere chokeret, end forrige gang vi var her. "Vi skal have, at vide, hvilke klasser Miranda underviste i og hvilke fag. Vi skal også have en liste, over alle eleverne her på skolen." sagde jeg. Inspektøren gik hen til den blå kommode og fandt hendes skema frem. Da vi havde fået det, gik vi ud på gangen. "Miranda havde 8.a og 9.b i historie, 6.a og 6.b i dansk, og hun var klasselærer for 9.a." Mikkel foldede listen ud med elevernes navne. Han kiggede på den et stykke tid. "Der er en dreng i 9.a. der hedder Harry, en i 8.a. der hedder Hadrian og en 6.b der hedder Hjalte." Jeg rystede på hovedet. "Den fyr jeg så, der skød Miranda, gik i hvert fald ikke i sjette." sagde jeg. "Så han er i hvert fald ikke en mistænkt?" spurgte Mikkel. Jeg rystede på hovedet. En høj dreng hvis hår var smurt ind i hårgele, gik forbi os. "Vent lige!" sagde Mikkel. Hårgele stoppede op og kiggede spørgende på os. "Ved du hvor Harry fra 9.a er henne?" Hårgele kiggede irriteret på os, og gav os et I-spilder-min-tid-og-jeg-er-sådan-set-også-total-ligeglad-blik. "Han står jo lige der!" sagde han og pegede på en fyr med en kedelig sort T-shirt på og et par slidte jeans, der stod og snakkede med nogle fyre. Vi gik hen til dem og sagde til Harry, at vi lige skulle snakke med ham. Han kiggede forvirret på os. "Hvem er I?" spurgte han. Vi forklarede ham hele historien. Men det skulle vi ikke have gjort, for han blev vred. "Tror I, at jeg kunne finde på, at slå min egen lærer ihjel?! I jo syge i hovedet." udbrød han og viftede vildt med armene. Jeg tog fat i den ene. "Tag det roligt. Vi har jo ikke sagt, at det er dig, der har dræbt hende." sagde jeg. Selvom der nu var stor sandsynlighed for det. Men det så ud til, at gøre Harry mere tilpas, og han slappede lidt af, så jeg slap hans arm. "Hvilken hånd skriver du med?" spurgte Mikkel. "Jeg skriver med venstre?" sagde Harry og kiggede forvirret på os. Han var begyndt, at blive træt af at blive beskyldt, for at have myrdet sin lærer. "Nu må I have mig undskyldt." sagde Harry. Han tog en pakke cigaretter og en lighter op af sin lomme, og gik ud på skolens fodboldbane.

Efter vi havde fået os en snak med Harry, gik vi hen og fandt Hadrian. Han virkede meget venligere end Harry. Han smilte, og blev ikke vred på os, da vi forklarede ham det hele - Kun en hel del chokeret. Han rystede på hovedet. "Beklager, men jeg har altså ikke dræbt Miranda. Jeg havde faktisk et ret godt forhold til hende. Hun sagde tit til mig, at jeg var en god og klog elev." Han trak på skuldrene. "Jeg har altså ingen idé, om hvem morderen kan være." Hadrian så trist ud. Men var hans triste ansigt ægte? Eller var det skuespil? "Hvilken hånd skriver du med?" spurgte Mikkel. "Venstre." sagde Hadrian. Han spurgte ikke engang, om hvorfor vi ville vide det. Min iPhone vibrerede i lommen. "Min mobil ringer. Tilbage om lidt." sagde jeg. Mikkel fortsatte, med at snakke med Hadrian, mens jeg gik hen på et hjørne, hvor der ikke farede så mange elever rundt. Det var Jan der ringede. "Hallo?" sagde jeg. "Hej, Nina... Du og Mikkel skal komme tilbage til centret. Vi har fundet en ret interresant person." Jeg kunne godt have tænkt mig, at vide lidt mere, om hvad han helt nøjagtig mente med 'en ret interresant person'. Men jeg ville vente, med at spørge, til vi var ovre på centret. "Okay. Vi kommer om lidt." sagde jeg og lagde på.

Da vi kom tilbage på centret, blev vi bedt, om at gå ind i en af forhørslokalerne, hvor Jan og en ung fyr med skæg iklædt kedeligt tøj  sad overfor hinanden. "Godt I kom." sagde Jan, da vi kom ind. Han kiggede sig ikke engang over skulderen, for at se hvem det var. "Hvem er ham der fyren?" fnyste Mikkel. "Det der er Dennis Pilgaard." sagde Jan og pegede på fyren overfor. "Han er Mirandas eks-kæreste og far til Marcus." Mikkel og Jan snakkede ikke, som om Dennis sad i samme lokale som dem. "Jeg vil ikke have mere, med den uforskammet og vilde tøs at gøre." snerrede han. "Du slipper fri igen, så snart du har fortalt os alt du ved om Miranda." sagde Jan. "Hvad vil I så gerne vide? Jeg fortæller gerne, alt jeg ved." Han lænede sig tilbage i stolen, og lagde armene over kors. "Kender du noget til en person, som Miranda kaldte 'S'?" spurgte Jan. Dennis smilte smørret. "Ja, hun fortalte mig, at 'S' var en ung tøs ved navn Simone. De var i en eller anden bande sammen, så for ikke at afsløre noget om Simone, kaldte Miranda hende altid for 'S'. Næste spørgsmål, tak!" sagde Dennis. Så var 'S' altså Simone. "Kender du så en person omtalt som 'H'?" spurgte Jan forventningsfuldt. Til hans store glæde nikkede Dennis. "Det var en mide ved navn Harry, som Miranda bare ikke kunne holde ud. Hun mistænkte ham endda, for at være med i en anden bande. Men hun fortalte ikke rigtig mere om ham." Jan nikkede tilfreds. "Tror du denne her besked, kan have handlet om Harry?" spurgte Jan. Han trak sedlen med sms beskeden op af lommen, og viste den til Dennis, som hurtigt læste den. "Den kan ikke handle om andre." Han rullede sedlen til en papirkugle, og rullede den over bordet til Jan. "Tror du så, at Harry kan have myrdet din ekskæreste?" Dennis rynkede på næsen ved ordet ekskæreste. "Tja, hvis han var fra en anden bande... De kan jo godt finde på, at slå ihjel..." Mere sagde Dennis ikke om den sag. "Så er vi færdige. Du kan gå." sagde Jan og pegede på døren. "Det var søreme også på tide." sagde Dennis. På vej ud skubbede han arrigt til Mikkel. Han smækkede døren, da han gik. "Det er vidst på tide, at vi anholder ham Harry." sagde Mikkel. Han skulle til at gå ud, men jeg gik hen foran ham, og lagde begge hænder på hans skuldre. "Synes du ikke, at vi burde vente lidt, med at anholde nogen?" spurgte jeg og blinkede med det ene øje. Han smilede og tænkte vist det samme som mig. "Hvorfor?" spurgte han. "Nu skal du ikke spille uskyldig. Du kan vel huske hvad der skete sidste gang, vi anholdte nogen for tidligt ikk'?" spurgte jeg og smilede. "I sagen om den slagtede pige, anholdte du slagterens medarbejder lidt for hurtigt. Desuden skal vi vel bruge beviser, for at kunne anholde Harry ikke?" spurgte jeg og blinkede hurtigt med øjnene, som om jeg aldrig havde sagt noget ledt til ham. Han smilede og rystede på hovedet. "Beklager, men hun har altså ret." sagde Jan. Pludselig bragede døren op, og Tori trådte forpustet ind. Hun havde vist løbet hele vejen fra sin bil, og herind så hurtigt hun kunne. "Se hvad jeg fandt ude i den forladte bygning, hvor vi fandt kniven." Hun rakte en halv våd seddel til den der stod nærmest hende, som så var mig. Hun var forpustet, til selv at læse det højt. "Den lå kryllet sammen i en skraldespand." stønnede Tori. Jeg begyndte, at læse sedlen højt. "Jeg beder dig hjælpe mig med, at tage hævn. Jeg har netop opdaget, at Miranda har udspioneret os for vores fjender - Lizards. Den bande er ude på, at gøre det af med os. Du vil få en masse penge, hvis du kan dræbe Miranda for mig. Men du skal til gengæld give politiet en eller anden form for falske beviser, så de ikke kan anholde dig. Ellers vil sporerne på en eller anden måde, bare føre til mig. Jeg ved du har haft en hård fortid med Miranda, så jeg regner med, at du vil hjælpe mig. Dejlige hilsner fra S..." Jeg kiggede drillende over på Mikkel. "Hvad sagde jeg? In your face!" Som svar smilede han irriteret til mig. "Jeg er ikke færdig endnu." sagde Tori og smilede akavet. "Læs det på bagsiden." Jeg vendte sedlen om. "Når Miranda er skaffet af vejen, skal vi til noget mere spændende. Mig og resten af banden har planlagt et angreb på offeret for de falske beviser. Han/hun skal ligesom Miranda, også skaffes af vejen. Når han/hun er død, kan politiet ikke spørge ham/hende ud, og siden der ikke er andre mistænkte, bliver sagen med garanti lukket. Så vil ingen nogensinde vide, at vi slog Miranda ihjel. Du skal bare fortælle os, hvem offeret er, og så finder jeg en, som kan lokke ham hen i Kongens Have, hvor vi ligger i bagholdsangreb den 20/7. Du behøver ikke dukke op søde, hvis du ikke har lyst..." Sedlen gjorde en masse ting klare. "Tror I, at brevet der lå i Mirandas skab er lavet af ham der skulle myrde Miranda? Tror I det er det, som er det falske bevis?" spurgte jeg. De andre nikkede. "Så det var altså ikke Harry, der var den skyldige?" sagde jeg og puffede til Mikkels arm. Han svarede ikke, men så skuffet ud. "Vi ved med sikkerhed, at Simone er en af de skyldige." sagde Tori. "Og at hun har en hjælper, som ikke er med i Black Butterflies. Hvorfor skulle hun ellers lave en seddel til den person? Hvis personen var medlem af banden, kunne hun jo bare have sagt det." sagde Mikkel. "Vi ved også, at personen virkelig hader Miranda. Ellers ville personen ikke bare dræbe Miranda, og så ville Simone ikke bare forvente, at personen ville slå Miranda ihjel." sagde Jan. "Vi får i hvert fald svaret på, om Harry virkelig er offeret, når vi møder op til bagholdsangrebet i Kongens Have." sagde jeg. "Men er det ikke lidt smartere, at få det løst inden de prøver, at dræbe offeret?" spurgte Mikkel sarkastisk. Jeg sukkede og rullede med øjnene. "Vi har sikkert ikke engang mødt personen endnu." sukkede Tori og kiggede ned i jorden. Pludselig gik noget vigtigt op for mig. "Tror I Dennis er venstrehåndet?" spurgte jeg.

De stirrede alle på mig, som om jeg var vanvittig. "Jeg tror, det hænger sådan her sammen..." sagde jeg. Jeg gik helt hen til væggen, og lænede mig op ad den. "Miranda havde udspioneret Black Butterflies, og det fandt lederen, Simone, ud af. Hun måtte finde en, som kendte hende, men som også hadede Miranda. Så derfor valgte hun Dennis. Dennis var den mand, som jeg så skyde Miranda. Han og Simone vidste, at vi ville lave en grundig efterforskning. Derfor skrev de brevet, som var underskrevet af H og gemte det i bunden af Mirandas skab. Vi brugte så en masse tid på, at finde ud af hvem H var, så de kunne nå, at udtænke en plan. De vidste hele tiden, at vi ville mistænke Harry, som var skolens bølle og som oven i købet hadede Miranda. Nu vil de så dræbe Harry, så vi kan lukke sagen, fordi der ikke er flere mistænkte. Den perfekte forbrydelse, hvis jeg skal sige det." sagde jeg. "Men hvad så med den besked Miranda sendte til Simone; om at de burde holde sig væk fra en dreng, som sikkert udspionerede dem?" spurgte Tori. "Miranda udspionerede Black Butterflies. Hun ville sikkert flytte opmærksomheden hen på en anden person, så hun ikke selv blev opdaget." sagde jeg og trak lidt på skuldrene. De stod alle sammen og kiggede chokeret på mig. "Imponerende!" sagde Jan. Han kom hen og klappede mig på den ene skulder. "Du har kun arbejdet her i tre uger, og du har måske allerede løst en af vores største bande sager nogensinde!" "Jeg er enig." sagde Tori og smilte varmt. "Det var godt klaret." Jeg blev pludselig meget varm indeni. Jeg var meget stolt over mig selv, og glad for de ting de sagde til mig. Jeg kiggede afventende på Mikkel, som kiggede irriteret på mig. Jeg smilede skævt. "Ja, ja du var god nok." sukkede han og kiggede væk. "Vi må ringe til politiet, og få dem til, at forhindre angrebet på Harry." mumlede han. Jeg læste sedlen igennem igen. "Det skulle finde sted den 20/7. Hvilken dato er det i dag?" spurgte jeg. Tori tog sin mobil op af lommen. Hendes øjne blev med ét store. "Det er den 20/7." sagde hun.

"Flyt jer nu idioter!" råbte Mikkel til de langsomme biler, da vi kørte mod Kongens have. Vi kørte i en af vores civil biler, og kunne ikke sætte sirene på. Så ville Black Butterflies måske høre os, og stikke af. Da der ikke stod noget klokkeslæt på sedlen, kunne vi ikke vide hvornår, de ville slå Harry ihjel. Men det var ret sent på eftermiddagen, og jeg kunne se den nedgående sols orange stråler bag en bygning. Hvis Harry var blevet dræbt, havde vi fået det af vide. Han kunne nu blive dræbt, når som helst. Black Butterflies kunne dræbe ham om natten, og bruge mørket til deres fordel. Men på den anden side, hvordan skulle de, så få lokket Harry hen i parken midt om natten? "Tror du vi når det?" spurgte jeg, og kiggede på de langsomme biler. Mikkel dyttede tre gange. "Ja, vi når det nok. Jan er for resten i gang, med at tilkalde politiet." Mikkel så total stresset ud, og han tørrede et par sveddråber af hans pande med hans ærme.

Kongens have var halvtom. Et par løbere løb uvidende forbi. Nogle børn spillede rundbold i græsset, og nogle forældre pakkede deres tæpper og picnickurve sammen. "Hvad nu hvis Black Butterflies finder os, før vi finder dem?" spurgte jeg, og lagde hånden ind på min skudsikre vest. "Dennis er den eneste, der ved hvem vi er. Simone kender os jo ikke. Vi har civilt tøj på, så hun og hendes bande vil nok ikke fatte mistanke. Men hvis de gør..." Mikkel standsede op, og tog sin taske af. Han gik hen bag en busk, og jeg fulge efter mig. Han rakte ned i sin taske, og et bælte og en pistol frem. Han lagde pistolen ned i bæltet og rakte mig det. "Man ved aldrig, hvad de kan finde på." Jeg rystede på hovedet. "De opdager jo, at jeg har et bælte med, med en pistol i." Mikkel rystede på hovedet. "Du har da ikke opdaget min endnu, så opdager de nok heller ikke din." Han løftede sin lange trøje op, og viste mig sit bælte. Jeg havde også undret mig, hvorfor han havde en lang trøje på, når her var så lummert og fugtigt. "Gem bæltet." sagde han og rakte ned i tasken igen. Han gav mig en lang strikket trøje, der gik mig til lidt over knæene. Jeg tog bæltet og trøjen på. Man kunne overhovedet ikke se pistolen. Det var godt, at jeg havde været god, til at ramme rigtigt på politiskolen. Jeg troede jeg ville være politidame, men i stedet ville jeg være efterforsker.

Vi gik ud på stien igen. "Hvad så hvis vi finder Harry? Skal vi så bare få ham væk eller hvad?" spurgte jeg. Mikkel nikkede og spejdede efter Black Butterflies og Harry. Han tog sin mobil op, og kiggede på den. "Okay. Politiet og civil politiet er her nu. De er skjult, så vi kan ikke se dem. Vi burde også skjule os nu." Vi gik hen bag en meget bred busk, og lænede os lidt op ad den. "Politiet og civil politiet gør jobbet for os. Vi skal bare fortælle dem, hvordan de bedst kan gøre det." Han sagde det som om, det var det letteste i verden. "Men skal Jan ikke gøre det? Han er jo trods alt 'lederen', der har mest erfaring." Mikkel smilede. "Han er lidt for gammel til det. Desuden er det noget, som vi skal lære." sagde Mikkel. Min iPhone vibrerede i lommen. Jeg tog den op og kiggede. Det var hemmeligt nummer. Men jeg tog den alligevel. "Beklager, men jeg har ikke tid." sagde jeg. "Det har du, når du hører hvorfor jeg ringer!" sagde Chris' stemme. Jan må have givet ham mit nummer. Da jeg ikke svarede ham, fortsatte ham. "Jeg skulle tage mig af Marcus. Jeg skulle ud at handle med ham, og pludselig var han bare forsvundet. Jeg kan ikke finde ham!" Jeg knugede hånden strammere om iPhonen. Hvordan kunne han være så ansvarsløs? Men jeg havde travlt lige nu. "Jeg hjælper dig i morgen, idiot." sagde jeg og lagde på. Mikkel spurgte hvem det var, og jeg forklarede ham det hele.

Vi skiftedes, til at kigge ud af busken efter vores eftersøgte, og til at passe telefonen. Der gik en hel time, og før jeg vidste af det var klokken blevet seks. Vejret var stadig lummert, og det gjorde mig træt og udmattet. Jeg havde vagten ved busken, da jeg så Harry komme gående med en anden ung fyr. Lidt længere nede af stien, der lå lige op til busken vi gemte os bag. Jeg tog blidt fat i Mikkels arm. Han lagde mobilen på jorden, og kravlede hen ved siden af mig. Han kiggede ud af busken og fik øje på Harry og den unge dreng. Han tog mobilen og hviskede ind i den. Jeg lyttede ikke efter, til hvad han sagde. Men han snakkede sikkert med politiet, og fortalte dem hvor vi var, og hvad planen var. Harry og den unge mand fortsatte ned ad stien. De stoppede op omkring femten meter fra busken vi sad i. "Vent her et øjeblik. Jeg skal lige på toilettet." sagde den unge fyr, og forsvandt. "Mikkel, han er stoppet op og er alene." hviskede jeg. Mikkel nikkede, og fortalte det til politiet. Jeg kiggede mig omkring. Der var ingen mennesker tilbage. Haven var sikkert blevet lukket. Men Jan havde informeret haven, om hvad der foregik, så de ikke ville smide os ud. Vi var jo i civilt tøj, så de kunne jo tro, at vi var almindelige gæster, der ikke var kommet ud endnu. Mikkel lagde på og kravlede hen til mig igen. "De er på vej nu, men er kun lidt tæt på. De er på vej herover, men det tager et par minutter. De skal herover, uden Black Butterflies får øje på dem." Jeg rystede på hovedet. "Men hvor er de henne?" spurgte jeg. "Jeg aner det ikke. Men de er helt sikkert i nærheden." svarede Mikkel. "Johny?" råbte Harry. Han undrede sig nok over, at hans ven ikke var kommet tilbage endnu. Pludselig sprang to sorte og slanke skikkelser ud foran Harry. Det måtte være to af medlemmerne fra Black Butterflies. Jeg gik ud fra, at der var flere, men at de ikke var taget med. Når de skulle flygte, var det nok også lidt dumt, at tage en masse med. Så var chancen, for at blive fanget større. "Hvem er I?" spurgte Harry forbavset - uvidende om, at de snart ville skyde ham. Den ene trak en pistol frem. Jeg skulle lige til, at springe ud og stoppe dem, men Mikkel lagde en arm om min ryg. "De siger nok noget, før de dræber ham." hviskede han. "Jennifer, lad være." sagde den anden skikkelse. Mikkel fjernede sin arm fra min ryg igen. Harry trak vejret hurtigt, og var nok paralyseret af skræk. "Lad ham der få æren." Den anden kvinde pegede hen på et træ få meter derfra. Dennis kom frem fra sit skjul iført sort tøj og en maske. Han trak masken af, og tog en pistol frem. "Ingen skal nogensinde, få at vide, at det var mig der slog min eks kæreste ihjel." Han lagde pistolen op til Harrys bryst, og jeg kunne mærke mit hjerte slå hårdere, min vejrtrækning øgedes og min krop rystede. "Nej!" råbte en lille stemme fuld af beslutsomhed. Min puls faldt til det normale igen. En lille dreng skubbede sig forbi de to kvinder - Marcus. Min puls steg igen. "Far, du må ikke gøre det! Du må ikke slå en uskyldig ihjel!" Dennis begyndte, at ryste, og det så ud som om, han blev bevæget af sin søn. De to kvindelige skikkelser derimod, tog sig ikke af det. "Jeg kan ikke." sagde Dennis og smed sin pistol på grus jorden. De kvindelige skikkelser knyttede vredt næverne. "Det her er forkert. Nu ringer jeg til politiet!" råbte Dennis. Han opførte sig, som om han vågnede fra en trance, da hans søn havde dukket op. "Du havde chancen!" råbte den anden kvinde. "Men du spildte den! Du vil ringe til politiet og forråde os! Så må du betale prisen. Sig farvel til din søn!" Hun rettede pistolen mod Marcus. Dennis sprang frem på kvinden, men Jennifer greb ham og slog ham så hårdt i ansigtet, at han faldt ned på jorden - og han rejste sig ikke op igen. Jeg kunne ikke længere klare det. Jeg prøvede, at komme ud af busken, inden Marcus blev skudt. "Stop!" vrissede Mikkel. Han greb fat om min ankel, men fik ikke ordentlig fat. Jeg sprang ud af busken, og kvinderne vendte blikket mod mig. "I skal ikke skyde på ham!" råbte jeg. "Pis! Panserne er her!" udbrød Jenniger. Pludselig, da det gik op for dem, at jeg nok var enemand og de skulle til, at rette deres pistoler mod mig, greb et par stærke hænder mig om hoften, og væltede mig om bag busken igen. Jeg landede hårdt på maven. Mikkel vred mine hænder om bag min ryg, lagde sig hele sin overkrop mod min ryg, og pressede mig med alle sine kræfter ned mod jorden. "Du skal ikke slå dig selv ihjel!" sagde han, og pressede mine hænder hårdere sammen. "Det er bedre, end at de slår drengen ihjel! Slip mig nu fri!" sagde jeg og vred mig fra side til side. Men det nyttede ikke noget. Han var al for stærk. "Jeg lader dig ikke gøre det!" sagde han og pressede hele sin kropsvægt ned på min ryg. Det begyndte, at gøre ondt. "Farvel Harry. Vi beklager, at vi er nødt til, at slå dig ihjel. Men du blev vores udvalgte offer." sagde kvinden. "Politi! Smid jeres våben nu! I er omringet!" råbte en mand. Jeg åndede lettet ud. Jeg kunne høre Jennifer og den anden kvindes våben dumpe ned på jorden. Mikkel blev slap i kroppen, og flyttede sig væk fra mig. Vi rejste os begge, uden at sige et ord, og gik ud af busken. Jeg fik straks øje, på otte politimænd og tre politikvinder. Tre holdt Jennifer, fire holdt den anden kvinde, to forsøgte, at få Dennis på benene igen, og de sidste to tog sig af Marcus og Harry. De trak masken af den anden kvinde. Mikkel kunne genkende hende med det samme. "Simone... Endelig fik vi hende." mumlede han. Jeg kunne høre en ambulance i fuld udrykning ude på gaden og snart kunne jeg ane dens blå blink, kaste skygger på træerne i nærheden.

Et halvt minut senere var den her. En ambulance redder steg ud af ambulancen, og gik hen og kiggede på Dennis' ansigt. Han havde fået en flænge og et stort blåt mærke på det ene kindben, der var kommet, da Jennifer havde slået ham i hovedet. En del af mig (faktisk en ret stor del) syntes, at han fortjente det fuldt ud. Men en anden del af mig syntes, at det var synd for ham, at han var blevet såret. Han ombestemte sig jo, og ville ikke skyde Harry, da hans søn bad ham lade være.

De lagde noget vat på hans flænge og førte ham ind i ambulancen, mens Marcus skreg og græd, da en venlig politidame trøstede ham og sagde, at det nok skulle gå. Jennifer og Simone modsatte sig anholdelsen. De råbte og slog ud med armene og forsøgte, at ramme betjentene, der holdt dem. "Det er vidst ikke sidste gang, at vi ser noget til Black Butterflies. De finder nok en ny leder." sukkede en politimand, der snakkede med en kollega. "Vi må vidst hellere, gå hen og hjælpe dem lidt." sagde Mikkel og kiggede på Simone, der nu truede en betjent med, at hun ville slå ham ihjel. Mikkel skulle lige til, at gå derover, da jeg greb hans håndled. "Tak." sagde jeg og smilte. Han havde reddet mit liv - reddet mig fra mig selv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...