Nina Jones

Nina Jones får en dag arbejdet hos politiets kriminal-efterforskning, som hun længe har ønsket sig. Hun klarer sig fremragende, men får meget modstand af folk, som mener hun er for ung og uerfaren til jobbet bl.a. hendes kollega Mikkel. Hendes chef, Jan, giver hende alligevel en chance , for at hun kan vise, at hun dur til noget.
Samtidig med, at hun prøver, at forblive på jobbet, må hun også takle problemer og drama i familien og hendes mor som insisterer på, at Nina skal til, at få sig en kæreste.
Nina får sig en bedste veninde Victoria, som arbejder på retsmedicinsk institut. Victoria tror på Ninas evner, og prøver, at hjælpe hende, alt hvad hun kan.
Og det varer ikke længe, før Ninas evner bliver sat på flere store prøver, og for at kunne løse mysterierne ordentligt, må hun modvilligt samarbejde med Mikkel, som for det meste altid er efter hende. Men Nina opdager, at han på et tidspunkt begynder, at ændre sig. Er han mon forelsket i hende?

BILLEDET PÅ FORSIDEN TILHØRER IKKE MIG

2Likes
14Kommentarer
2136Visninger
AA

5. Besøg fra Jylland (Black Butterflies mordet) del 1

Det var middag og solen stod lige over mig. Min skygge var næsten ikkeeksisterende. Jeg var ved, at dejse om af varme. Men indeni var jeg kold som sten. Jeg havde aftalt med Michelle, at vi i dag skulle konfrontere vores forældre, som var kommet sammen igen. Jeg fik ondt i maven, af at tænke på det. Men det var det eneste rigtige. Vi havde planlagt en frokost for familien her i weekenden. Michelle havde aftalt, at Clara skulle være hjemme hos en af sine veninder. Hun mente ikke, at Clara skulle blandes ind i det her. Jeg var enig med hende.

Michelle boede inde i en af Nørrebros mange gader. Efter min mening var gaden omgivet af de forkerte mennesker. Men Michelle var ligeglad. Jeg gik op i hendes opgang, og låste døren op. Jeg havde nemlig fået en nøgle af hende, til hendes og Nicks lejlighed.

Jeg gik ind i stuen, og kort efter blev jeg mødt af mine smilende forældre, min smilende og intetanende søsters kæreste, og min søster som var knap så glad.

Da maden var færdig, satte vi os ved bordet og spiste i tavshed. Indtil jeg ikke kunne holde det ud længere. "I ser ikke ud til, at være sure på hinanden længere." sagde jeg og smilede falskt til mine forældre. "Nej, Anette og jeg er kommet videre." svarede far. Jeg nikkede, og det gjorde Michelle også, som om hun også havde spurgt dem. "Så I kunne godt blive kærester igen eller hvad?" spurgte Michelle og kneb øjnene sammen. Vores forældre blev meget overraskede over Michelles pludselige spørgsmål. "I er måske allerede kærester? I har måske bare ikke fortalt os det?" fortsatte Michelle. Vores forældre blev tavse. "Undskyld... Men jeg og Anette er blevet kærester igen." Hverken mig, Michelle eller Nick kunne tro, hvad vi lige havde hørt. "Men hvordan fandt I ud af det?" spurgte mor skarpt. "Jeg så jer fra min bil. I stod ude på gaden og holdt i hånden og flirtede." svarede jeg og løftede det ene øjenbryn. Begge vores forældre så flovt ned i bordet. "I har vel heller ikke fortalt det til Julie og Kiri?" spurgte jeg. De rystede på hovedet. "Men de kommer på besøg en måned. De kommer allerede i morgen." Fantastisk! Mere de ikke havde fortalt os! "Vi beklager. Men vi mente ikke, at tiden var inde, til at fortælle jer det hele." Michelle rystede irriteret på hovedet. "Nej, men vi er jeres børn mennesker! Vi fortjener at få det af vide!" sagde Michelle og lænede sig længere ind mod bordet. Jeg havde ikke lyst, til at være vred på mine forældre. Men hvordan skulle jeg tilgive dem? Pludselig hørte vi skud - skud fra en pistol. Alle spærrede øjnene op, og var lammet af skræk. Undtagen mig. Jeg fløj væk fra min stol og hen til vinduet. Jeg så en person klædt i sort fra top til tå med maske på, ligge og bløde på de grå brosten. En ung fyr stod med en pistol, og da han fik øje på mig, troede jeg, han ville skyde mig. Men i stedet vendte han om, og løb sin vej. "Hvad skete der?!" spurgte mor chokeret. Jeg svarede hende ikke. Jeg løb bare ud af lejligheden og ned på gaden. Personen lå der stadig. Ingen havde åbenbart hørt eller set noget, undtagen folk som stak deres hoveder ud af vinduerne over mig.

Da jeg kom tættere på personen, kunne jeg se det var en ung pige, som ikke kunne være mere end femogtyve år. Hendes påklædning var sort, sort og atter sort, med lidt mørklilla imellem. Hendes hår var kulsort og hendes hud var bleg...

Tori sprang forskrækket tilbage, da hun så pigen. "Hvad er der?" spurgte jeg og lænede mig op ad hendes skrivebord. Tori stod ubevægelig ved operationsbordet. "Miranda..." mumlede Tori. Mikkel, som for resten stod lige ved siden af mig, blev kvalt i det vand, han var ved at drikke. "Hvem er Miranda?" spurgte jeg. "Hun er med i Black Butterflies. Lederens højre hånd." sagde Tori. "Det er en forholdsvis ny bande. Men den indeholder kun piger og kvinder. Deres leder hedder Simone. De har vokset sig meget stærke på meget kort tid. De andre bander vil meget gerne udrydde dem, fordi de er ved, at blive en trussel." Jeg kom til at tænke på ham, som havde skudt hende. "Kunne forbryderen være fra en anden bande?" spurgte jeg. Tori trak på skuldrene. "Jeg ved ikke, hvem der ellers ville slå Miranda ihjel. Men hele centret er på sagen." sagde hun. "Jeg tjekker hendes tøj for spor." Tori gik hen og trak en skuffe ud. Hun tog et par engangshandsker på, og gik hen til Miranda, der lå på operationsbordet. "Vil I to se, om I kan finde nogle af hendes ting?" Tori gik hen til sit skrivebord, og fandt en lille seddel, hvor hun skrev noget ned hurtigt. Hun rakte det til Mikkel, da hun var færdig, med at skrive. "Hendes adresse." sagde Tori og pegede på papiret. Døren gik pludselig op, og Jan kom ind. "Vi har et møde. Kom ned i kantinen." sagde han og gik igen. Jeg kiggede over på Mikkel, og han trak på skuldrene. Jeg havde været her i cirka en måned, men der havde aldrig, været nogle møder.

Da vi kom ned i centrets kantine, stod de andre syv efterforskere og Jan der allerede. "Jeg har kaldt jer alle sammen til møde, fordi vi skal snakke om Black Butterflys. I kender dem alle sammen. Miranda Madsen er blevet skudt, og vi skal finde ud af, hvem der gjorde det. Nina..." Alle vendte sig, og kiggede på mig. "Du så da hun blev skudt ikke?" Jeg nikkede. "Så du gerningsmanden?" spurgte han. "Ja, men jeg kunne ikke se ham tydeligt. Det eneste jeg kunne se, var at han var en indvandrer." Jans mund blev til en lige streg. "Så har vi en mistanke om, hvilken bande det er..." Alle nikkede. Men jeg vidste ikke, hvad han snakkede om. "Inden i forlader centret, skal I også lige hilse på en ny efterforsker..." En ung fyr skubbede sig gennem mængden. "Han hedder Chris. Han er en god og erfaren politimand, så I skal nok regne med, at han bliver." Han var vidst færdig, med at fortælle, for alle efterforskerne gik ud. Jan vendte sig mod Chris. "Jeg beklager, men det er et meget dårligt tidspunkt, du blev ansat. Kan du køre sammen med Nina Jones i dag?" Han nikkede, og sendte mig et flirtende blik, som jeg ignorerede. "Kan jeg ikke køre sammen med Mikkel?" spurgte jeg og sukkede. Mikkel så forvirret ud. "Kan du ikke bare, køre sammen med Chris bare i dag?" Jeg gav op og nikkede. "Mikkel, du kører med Helena i dag." sagde Jan.

Alle de andre efterforskere var allerede kørt, da vi nåede ud til bilen. Chris skulle lige til, at sætte sig på førersædet, men jeg nåede derhen først.

Da han havde sat sit ind, drejede jeg nøglen om, og tog et fast tag i rettet. "Husk nu, at køre forsigtigt!" sagde han og smilte. Jeg smilte akavet tilbage. Selvom han helt klart var en flirter, så virkede han nu ret sød.

Vi havde fået besked på, at vi skulle tage hjem til Mirandas lejlighed, og lede efter spor, som vi kunne bruge i sagen.

Da vi stod ud af bilen, så vi en masse politimænd, og en enkel kvinde, stå ude på gaden og kigge rundt. Chris så, hvad jeg kiggede på. "Det er mine venner. De skal holde vagt, og sørge for, at der ikke opstår mere tumult." Jeg nikkede ligeglad. Kvinden fik øje på os. "Hej, Chris!" råbte hun og vinkede. Alle de andre betjente vendte sig om, og kiggede på os. En af dem begyndte, at grine. "Er det der din uniform, Chris?" spurgte han. Det var sikkert bare jaloux, fordi vi fik lov, til at gå i civilt tøj, og de skulle gå i uniformer. Chris nikkede og smilte, og vendte sig så mod mig igen. "Skal vi gå op?" Jeg nikkede, og åbnede døren til opgangen

Inde i lejligheden stank der af mangel på udluftning. Luften føltes tør og der var et strejf af halvgammel mad fra køknet i luften. Tingene lå spredt over det hele, og væggene havde med årene fået en klam brunlig farve. I askebægeret lå der et par cigaretter. Et billede af en lille dreng på væggen hang skævt. "Det er efterforskerne!" råbte jeg. Men der kom intet svar. Lejligheden var vist sikker. Men så var det, at jeg fik øje på sofaen. Der lå et tæppe på den med en stor bule. "Er der nogen?" spurgte jeg. Men det eneste jeg kunne høre, var Chris, der ledte nogle ting igennem bag mig. Jeg tog fat i det honninggule tæppe, og trak det til side. Jeg skreg, fordi jeg først troede, der lå et lig. Men det var en lille dreng, som havde sovet. En lille dreng på kun seks-syv år. Jeg havde vækket ham, og nu begyndte han, at græde voldsomt, som om jeg havde tortureret ham. "Hvad i..?" udbrød Chris. Jeg strøg min hånd over drengens kastanjebrune hår. Han var faktisk ret køn. Da han stadig ikke holdt op, med at græde, løftede jeg ham op. "Vil du ikke nok, hente min mor?" spurgte drengen og klamrede sig til min skulder. Jeg kunne mærke, at den blev våd af hans tårer. "Hvor er din mor henne?" spurgte jeg. Mit blik mødtes med Chris'. Han havde et trist udtryk i ansigtet. "Det ved jeg ikke!" hylede drengen. "Hun var der i går! Men hun sagde, hun skulle noget, og så gik hun, og hun er ikke kommet tilbage!" Han begyndte, at vræle endnu højere. "Hed din mor Miranda?" spurgte jeg. Drengen nikkede. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne jo ikke bare sige, 'Jamen, din mor er desværre blevet skudt af en bande. Du ender nok på et børnehjem'. "Hvad hedder din far så?" spurgte jeg. Drengen rystede på hovedet. "Jeg kender ham ikke."

På vejen hjem sad jeg på bagsædet med drengen. Han fortalte mange historier, om at hans mor havde flygtet fra politiet, og at hun altid tog sig af ham og var en god mor. Men jeg kunne ikke lade være, med at tænke på hvordan han måtte have haft det, da han troede, hans mor havde efterladt ham, da hun ikke kom tilbage til ham.

Så snart vi kom ind på centret, bad jeg Chris vente udenfor med drengen. Da jeg bragede ind på Jans kontor, stod Mikkel og hende Jan havde kaldt Helena, og snakkede med Jan. Men jeg var ligeglad. "Venter du lige to minutter?" spurgte Jan og smilte. "Nej!" vrissede jeg. Han veg lidt tilbage, overrasket over mit svar. "Hvorfor i hele verden, har du ikke fortalt mig, at Miranda havde en seks-syvårig søn?" spurgte jeg. De kiggede alle tre forbavset på mig. "Det burde hun, da heller ikke have..." svarede Jan. Jeg gik ud og hentede drengen. "Hvad hedder du?" spurgte Jan. "Jeg hedder Marcus." svarede drengen. "Jeg kiggede altså alle Mirandas data igennem. Hun burde altså ikke, have et barn." sagde Jan og sukkede. Men han vidste ikke, hvorfor i hele verden drengen ellers skulle være hjemme hos Miranda. "Mikkel og Nina kommer i lige med?" spurgte Jan, og åbnede døren ud til gangen for os. "Ja?" sagde Mikkel. Helena satte sig ned på hug, og gav sig til at snakke med Marcus, med sin blideste stemme. Jan begyndte, at snakke, så snart Mikkel lukkede døren. "Kan I to fortsætte med sagen sammen med Chris og Jonas?" Mikkel og jeg nikkede begge. "Men hvad gør vimed drengen?" spurgte Mikkel. Jan trak på skuldrene. "Vi må vente og se, indtil vi finder et børnehjem, der kan tage ham. Det kan jo også være, at vi finder hans far. Jeg vil i hvertfald få nogen, til at lede efter ham." "Ved han godt, at hans mor er et højtrespekteret bandemedlem?" spurgte jeg. Jan rystede på hovedet. "Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror det ikke." "Hun havde vel et arbejde ved siden af?" sagde Mikkel. Jan nikkede. "Jeg har fundet ud af, at hun arbejdede som lærer på en skole i Glostrup." Jeg blev nærmest helt rystet. "Har en kvinde, der er så farlig, arbejdet med børn?!" spurgte jeg forvirret. Jan nikkede. "Hun arbejdede der stadig, lige inden hun blev dræbt, så nogle af hendes ejendele ligger der nok stadig. I skal forsøge, at finde spor."

Da vi kom hen ad skolegangen, stirrede lærerne og nogle af eleverne underligt på os. Vi var som sagt altid i civil, så jeg kunne godt forstå, at de var forvirret, over at to fremmede bare kom ind på deres skole. Vi fandt vej til inspektørens kontor. Han sad på en slidt kontor stol, og snakkede med en eller anden kontoransat. De stoppede med at snakke, da de så os. "Vi er fra politiets efterforsknings afdeling." sagde Mikkel, og vi viste dem vores politikort. De spærrede øjnene forskrækket op. Når man stødte ind i nogle som os, betød det som regel, at der var sket noget farligt. Så det var nok derfor, de blev så overrasket. "Har Miranda Madsen arbejdet her som lærer?" spurgte jeg. De nikkede begge to. Mikkel lænede sig op ad deres bord. "Som I måske har hørt, er Miranda blevet skudt og dræbt." Det vidste de åbenbart ikke, for i det samme sprang de op af deres stole. De skulle lige til, at sige noget, men vi afbrød dem. "Har hun nogle egendele her? Vi skal finde spor." sagde jeg og prøvede, at virke professionel og rolig. Inspektøren sad og stirrede lidt ud i luften, før han vågnede op igen. Det var nok bare chokket. "Hun havde et skab." Han rejste sig og gik hen til en blå kommode. Han åbnede skuffen, og tog et nøglebundt med mindst fyrre nøgler, og tog en af dem ud. "Her er nøglen til skabet. Det er lige for enden af gangen og så til venstre." sagde inspektøren og pegede ud på gangen.

Da vi åbnede skabet, fik vi øje på en taske. Den var af sort læder, og så temmelig dyr ud. Jeg rodede tasken igennem. I det store rum var der ikke rigtig andet end bøger, kladdehæfter og opgaver om vikingerne, som nogle elever havde afleveret. "Hvorfor efterlader du ikke et eneste spor Miranda?" spurgte jeg irriteret. Nogle drenge fra syvende-ottende klasse kiggede underligt på mig, inden de gik videre. "Har du prøvet, at kigge i det bagerste rum?" spurgte Mikkel. Jeg lukkede det store rum, og åbnede det bagerste. Mikkel havde ret. Her lå Mirandas private ting. En logbog over hendes dansktimer, hendes skema, et penalhus, og en sort Samsung mobil. "Kan vi bruge denne her til noget?" spurgte jeg og løftede det ene øjenbryn. Jeg tog mobilen helt op, og viste den til Mikkel. "Sådan!" sagde han, og tændte dem. Men hvor havde vi været dumme! Selvfølgelig var der da kode på mobilen. "Vi må hellere køre tilbage, og give den til Mike." sukkede jeg. "Jeg tror, jeg har fundet noget endnu bedre end en mobil." sagde Mikkel og smilte. Han vendte sig mod skabet og hev op i bunden. "Du behøver ikke, at ødelægge hendes skab!" sagde jeg. Pludselig gav bunden sig. Jeg havde forventet, at der nu ville være et stort hul i skabet. Men der var endnu en bund. På den lå der en seddel. Miranda havde lavet en dobbelt bund, for at ingen skulle finde sedlen. "Du er jo genial!" udbrød jeg, og gav ham en high-five. Han smilte og kiggede ned i jorden. Jeg tog sedlen og læste brevet.

 

Hej Miranda!

Du tror du er så smart og klog. Men uanset hvor god du tror du er kan du ikke slå mig! Jeg får ram på dig en eller anden dag! Jeg sværger du kommer til at fortryde alt du har planlagt sammen med S! Du skal ikke spille uskyldig for jeg ved hvad du har gjort din løgner!! Som du nok har gættet handler det her hverken om skolen eller om de rådne karakterer du har givet mig. Men om det som foregår i privatlivet og du ved hvad jeg taler om!!

-Din 'yndlings' elev H

Jeg sukkede og gav brevet til Mikkel, som læste det. "Tror du denne her H, kan have skudt Miranda?" spurgte Mikkel. "Det kan jo også bare være en, som ikke kunne lide hende. Men vi bør helt sikkert undersøge det nærmere." sagde jeg. Mikkel rakte mig brevet igen og pegede på anden linje. "Hvad så med hende personen kalder for 'S'? Hvad hvis det er Simone, der som sagt er Black Butterflies leder?" Jeg slog mig på panden. Det var jo klart, at 'S' stod for Simone. Det H mente med 'noget som foregår i privatlivet', kunne sagtens betyde, at han mente det om banderne.

Da vi kom tilbage til centret, gav vi mobilen til Mike, og brevet til Jan. Derefter fik lov, til at få fri resten af dagen.

Jeg havde endelig sat mig i min bløde hvide sofa, for at læse min yndlings bog, da det ringede på døren. Jeg troede ellers lige, at jeg kunne få lov, til at slappe af. Jeg vandrede sløvt hen til døren og åbnede den. Udenfor stod to unge piger. De lignede hinanden på en prik, bortset fra at den ene var klædt i silke, diamant øreringe og dyre varemærker fra top til tå, og den anden havde en lidt mere landlig stil med en blåternet stropløs top og korte shorts. Det var mine søstre Julie og Kiri, som far havde sagt ville komme på besøg til København. "Hej, Nina!" sagde de, og gav mig et kram hver. "Hej med jer. Hvad laver I her?" spurgte jeg og smilte. Kiri, som var hende med den dyre stil smilte. "Vi ville da lige sige hej!" sagde hun. "Vi beklager altså virkelig meget, at vi ikke kunne komme og sige tillykke med dit nye job." sagde Julie. Jeg rystede smilende på hovedet. "Det gør da ikke noget. I behøvede heller ikke, at komme hele vejen fra Jylland til København, bare for at sige tillykke!" Kiri sukkede. "For at gøre det godt igen, tager vi dig med ud at shoppe. Vi giver noget tøj." sagde Kiri og blinkede. Det var typisk hende. Hun kunne ikke klare, hvis nogen var sure på hende. Selvom jeg nu havde sagt, at hun og Julie var tilgivet. "Imens kan du jo fortælle os, om alt det spændende du har oplevet indtil videre!" sagde Julie.

Mens vi gik gennem strøget med hænderne fulde af shopping poser, fortalte jeg dem alt om den hånd jeg havde fundet i en have og om da der var indbrud på national museet, og jeg havde hjulpet Nick ud af kniben. Da jeg nåede til historien, om Katja der blev slagtet og hængt op som en gris, rynkede Kiri på næsen. Jeg holdt det om Black Butterflies for mig selv. Det var nok ikke en særlig god idé, at stå og fortælle om dem i Københavns gader, hvor hundredevis af mennesker myldrede forbi. Julie sukkede dramatisk. "Du er så mega heldig! Du lever jo et total spændende liv! Gid det var os." Hun puffede til Kiri, som var helt enig. Jeg undrede mig lidt over, at de ikke boede sammen med resten af familien i København. Kiri elskede butikker og at shoppe, og Julie elskede spænding og det at der var mange mennesker i storbyen, som hun kunne tale med. Kiri var kun flyttet til Jylland, fordi hendes kæreste boede derovre. Julie flyttede med, fordi hun ville se hvordan der var. Men siden hun flyttede derover, har hun hver gang vi snakkede i mobil sammen, nævnt hvor kedeligt der var ude på landet. Nu havde Kiri slået op med sin kæreste, så det undrede mig lidt, at de ikke bosatte sig i København. Jeg kunne mærke min iPhone vibrere i lommen. Jeg tog den op, og så det var Jan. "Det er min chef. Jeg må hellere tage den." sagde jeg undskyldende. Jeg gik hen et sted, hvor der ikke var så mange mennesker, og tog mobilen. Jan begyndte at tale, før jeg overhovedet kunne sige hej. "Kan du komme hen på centret igen? Det er ret vigtigt." Jeg sukkede. Men jeg havde vel intet andet valg, end at komme. "Jeg er der om et kvarter." sagde jeg. "Okay." svarede Jan, og lagde så på. Jeg gik hen til Kiri og Julie igen. "Hvad så?" spurgte Julie. Jeg sukkede og pillede lidt ved mit cover. "De vil have mig hen på centret igen." Jeg havde det ikke så godt, med bare at afbryde vores sjove shoppetur. Men som jeg havde forventet, blev de overhovedet ikke sure på mig. De blev aldrig sure eller skuffede - Ligesom Michelle. "Det er da helt okay." sagde Kiri. Jeg kunne se i hendes øjne, at hun mente det. Jeg kiggede på Julie. "Er det også fint med dig?" spurgte jeg. Hun nikkede og smilte et ægte smil.

Jeg kørte mine søstre hjem, og kørte så hen til centret. Parkerings pladsen var tom, bortset fra min, Mikkels, Toris og to fremmedes bil. Klokken var seks, så alle de andre på centret var sikkert taget hjem. Jeg låste bilen og gik ind på centret. Jan, Mikkel, Tori, Helena og Chris stod indenfor ved indgangen. "Der var du!" sagde Chris smilende. "Før vi tager af sted, skal alle lige opdateres om sagen." sagde Jan. "Tori fik obduceret Miranda Hansen." Han vendte sig mod Tori. "Hun døde da hun blev skudt i maven. Men vi fandt ud af, at morderen først havde prøvet, at skære i hendes hals med en skarp kniv, som Mikkel og Helena senere fandt i en forladt bygning tæt på gerningsstedet. Jeg har analyseret DNA'et, men der er ingen match i registret. Men på den måde morderen har holdt på kniven på, kan jeg se, at personen er venstrehåndet." sagde Tori stolt. "Nina så, da Miranda blev skudt, men kunne ikke se morderen tydeligt, kun at det var en ung mand eller dreng." sagde Jan. "Hun og Chris fandt en seksårig dreng i hendes lejlighed. Men han aner intet om hvorfor Miranda blev myrdet. Nina og Mikkel var henne på den skole hun arbejde på, og fandt det her brev, skjult i hendes skab." Jan læste omhyggeligt brevet op, hvorefter han fortsatte. "Mike fik 'fixet' Mirandas mobil, som i øvrigt også lå i hendes skab. Han kunne desværre ikke komme i dag, men sagde til mig, at der lå en mystisk besked på den." Jan stak hånden ned i sin lomme, og trak et lille stykke papir op. "Der står 'Hold dig fra drengen. Han er farlig, og jeg ved han er ude på noget slemt. Jeg tror han er fra den anden bande, som udspionerer os. Du ved jeg hader stikkere!' Beskeden er sendt til en person ved navn 'S'. S må være den samme, som bliver beskrevet i brevet, og vi går ud fra, at S er Simone. Så vi ved at vores morder er en dreng, han er elev på Mirandas skole, han er venstrehåndet, han starter med H og han har et mystisk forhold til både Miranda og Simone." Jan trak endnu et papir op af lommen. "Planen er at I, Mikkel og Nina tager hen på skolen i morgen, og ser om I kan finde en der passer på beskrivelsen. Chris og Tori leder efter flere spor på gerningsstedet, i den forladte bygning og i Mirandas hjem. Helena du skal lave noget research, og se om du kan finde Mirandas eks-kæreste, som om også er hendes drengs far. Måske kan han give os et hint." Vi nikkede alle sammen. Vi havde nu en gennemtænkt plan, og vi skulle nok fange morderen. Nok havde han dræbt et meget eftersøgt bandemedlem, men Miranda fortjente ikke sådan en død...

 

Fortsættes i næste kapitel ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...