Let Him Go /slut/

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Igang
Jeg har valgt at skrive en movella ud for sangen Let her go med Passenger.

Camilla er en pige, der for tilbud i byen konstant. Hun har haft 1000 vis af kærester, og trænger til en, der holder af hende, for den hun er.
Hun møder Marco, som ændre hendes synsvinkel på drenge.
Måske kan kærlighed vare evigt. Eller er det bare noget hun drømmer om?...

Movellaen er slut, da jeg deltager i en konkurrence hvor der kun må være et maks antal ord, kan den desværre ikke være længere....

3Likes
4Kommentarer
413Visninger

1. The letter

"Mit blik falmede på gadelygtens skær, da jeg var på vej hjem fra natklubben. Jeg kunne stadig høre det banke inde i mit hovede, pågrund af den høje bas der havde været. 
Det gav mig bestemt ikke mindre hovedpine, og jeg kunne virkelig godt bruge min seng lige nu. 

Der havde været en masse drenge der lagde an på, og jeg var faktisk ved at blive træt af det! Bare fordi jeg var model, og så godt ud? Betød det sku da ikke, at min personlighed var helt i top - hvilket den ikke var!!

Kulden borede sig ind i min krop, og jeg pustede om mine hænder, for at få varmen tilbage i dem. Jeg kunne næsten ikke bevæge dem, så det var svært at skrive til Sophia, hvordan min aften var gået. 
Mig og Sophia delte alt!! Så jeg måtte også forklare hende, hvor mange drenge der havde bagt på mig!! 

Det var egenligt sjovt! De havde jo ikke BAGT mig i en oven, bare ligesom.... Bagt på mig??

Jeg rynkede panden lidt for mig selv, over mine noglegange så underlige tanker. 
Det begyndte at sne, hvilket var meget normalt eftersom vi var i december måned, men hvorfor nu?? Helt ærligt!! Som om jeg ikke frøs nok i forvejen. 

Jeg kiggede kort op fra min mobiltelefon, - ja jeg kan multitaske. Gå imens jeg tjekker min mobil. - og så en skygge hende fra hjørnet. 

Tanken om hvilket fældt monster det kunne være, fik mig til at gå lidt i panik, og jeg satte i løb den anden vej, men hvis du ikke ved det, er det meget svært at løbe i højehæle.... 

Jeg snublede, og slå hovedet ned i kantstenen. 

Av 

For 

Den 

Da

Jeg kiggede mig tilbage, og skyggen var nu kommet så tæt på, at jeg kunne se det var en ung dreng på omkring min alder. 
Han satte lidt i løb, og kom hen mod mig. Oh no! Det her blev så pinligt! 
Jeg vendte mig lidt rundt, så jeg sad på rumpen. 
"Hey er du okay??" Spurgte han, og lød bekymret. 
"Det okay, det bare...." Jeg ømmede mig, og tog hånden op til mit hoved, som dunkede endnu mere nu. 
Han løftede mig op, og tog en arm omkring min ryg. "Hvor bor du??" Spurgte han. 
Okay du godt nok offensiv makker!! Vi har lige mødt hinanden, og nu vil du vide, hvor jeg bor.

"Lidt langt herfra" svarede jeg ham bare, selvom der kun var 10 minutters gang ca. Men det føltes også langt lige nu. 
Jeg ville virkelig gøre alt for en seng!!
"Jeg bor lige herhenne." Sagde han, og pegede i den retning, jeg lige var kommet fra. "Du kan tage med, og hvile dit hoved lidt??" Okay, jeg ville måske få en seng, men virkede det ikke lidt desperat. Jeg var ikke pigen der bare gik i byen, og gik i seng med enhver. 
"Kom nu!! Du kan bare tage hjem når du for det bedre." Sagde han sikkert, da han kunne se, jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare ham. 
Jeg tænkte lidt igen, men gik så med ham. 

Jeg kiggede op i luftet, da jeg lå i hans seng. En mærkelig følelse gik igennem min mave, da han kom inde fra stuen. "Hvordan går det??" Spurgte han sødt, og betænksomt. 
Jeg ville ikke virke pylret, men det gjorde pisse nas!! 
"Det gør stadig ondt." Sagde jeg kort, og følte mig lidt utilpas. 

Han kom ind med en kold klud, og lagde sig op i sengen ved siden af mig. Han holdte kluden på min pande, og en dejlig duft strømmede ind i mine næsebor. 
"Har du noget imod jeg tager min trøje af, jeg mener hvis vi skal sove lidt??" Sagde han med en lidt hæs stemme. 
Jeg rystede stille på hovedet, og fuldte hans bevægelser da han tog trøjen af. 

WOW.

Okay jeg havde overhovedet ikke noget imod, at han tog trøjen af. Hans overkrop gav mig julelys i øjnene. 

Hans nærvær gjorde mig tryg, og jeg følte mig selv rygge tættere på ham. Han ryggede med, og jeg faldt i søvn med en dejlig varm følelse i maven. Men følelsen bekymrede mig lidt....

***

"Godmorgen" lød en hvisken ind i mit øre. Det var Marco's stemme. Han havde fortalt sit navn igår, da vi gik hen mod hans hus, og jeg havde så fortalt, at jeg hed Camilla. 

Jeg kunne mærke en let kuldegysning ned ad min nakke, og jeg svarede ham stille "godmorgen." 

"Hvordan har hovedet det??" Spurgte han, og lød lidt bekymret igen. 
"Bedre" svarede jeg bare, selvom det stadig dunkede lidt, men jeg tror nu bare det var tømmermænd. 

 

Faktisk havde jeg det dårligt, og en stor trang til at kaste op. Jeg spurtede ud på toiletter, da jeg kunne mærke noget komme op fra min mave. 
Jeg hadede følelsen dagen efter du har været i byen. 

Du er fuld, og har det skideskægt - og dagen efter fortryder du, at du drak så meget. 

Marco løb efter mig, og holdte mit lange hår, så det ikke røg ned i toilettet da jeg lå og brækkede mig. 

Faktisk var det ret sødt, at han gad at stå, og holde mit hår for mig. 

Marco og jeg havde snakket det meste af dagen, om alt muligt mærkeligt. Han forstod mig. 

Det var på tide, at jeg skulle hjem, da kl. allerede var blevet 16:00. 
Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage hjem, da jeg hyggede mig ret meget, men Marco skulle jo ikke hænge på mig, hvis han nu ikke gad mig. 

Eller jeg mener. 

Gad og have mig der. 

Altså ikke gad - på den måde.... Hvis du kan følge mig? 

"Vil du ikke blive og spise?" Spurgte Marco ligepludselig lidt usikkert og nervøst. 
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men jeg fulgte min mave fornemmelse som sagde, at jeg skulle blive.

Vi besluttede os for at lave Pizza. Nums nums!

"Hey vend dig lige om!" Sagde Marco, og før jeg noget at opfatte noget, havde jeg tomatsause i hovedet! Tak Marco! Mange tak. 

Jeg var hævntørstig, og lavede  et snige angreb, og så hoppede jeg op på hans ryg, og hældte tomatsause ud over han hoved. HA.
"Okay ingen kommentar til det der!" Sagde han, og prøvede at se sur ud, men kunne ikke skjule sit smil, og lidt efter flækkede vi af grin på gulvet. 

Vi lavede pizzaen færdig, og Marco ville lige tage et bad, og skylle tomatsausen ud af håret. 

"MARCO BLIV FÆRDIG!" Råbte jeg. "JEG SKAL TISSE!" 
Han havde været derude i 20 min. Så lang tid kan det da ikke tage, at få tomat ud af sit hår!

"Du ved godt, jeg kun gøre mig langsommere, når du bliver ved med at råbe!!" Råbte han ude fra badeværelset. 

"Marco bliv SÅ færdig!!!!" Min blære kunne virkelig ikke holde sig mere, og jeg vidste han ikke havde nogle lås på døren, for jeg skulle sige hver gang jeg skulle derud, så han ikke ligepludselig kom vadene. 
"Okay du slev ude om det!" Sagde jeg, og tog i dør håndtaget. "Nej Camilla vent!" Lød det panisk fra Marco, men jeg havde allerede åbnet døren helt, og der stod han så, og flettede hans.... Mini Marco. Eller okay, lidt "store" Marco. Eller MEGET store Marco!!

"Øhhm undskyld, jeg går nu." Sagde jeg nervøst, og gik hurtigt ud af badeværelset. 
"Nej Camilla bare bliv." Sagde han, og tog fat i min hånd, og trak mig hen til ham.
Jeg havde svært ved, at lade vær med at kigge ned, på hans.... Yeah you know!? 

Han kiggede mig ind i dybt ind i øjnene, og mine øjne var boret ind i hans. 
"Ved det her lyder vanvittigt, men jeg tror jeg er ved at blive vild med dig." Jeg havde overhovedet ikke forventet at høre de ord fra Marco? Okay jo jeg måtte indrømme, at jeg også kunne føle sommerfugle i maven, når han rørte ved mig men....

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham, så jeg nikkede bare svagt på hovedet og rykkede tættere på ham. Han fulgte med, og ligepludselig rørte vores læber hinanden. 
Det var som fyrværkeri i min mave, og jeg kunne ikke skjule min lyst til ham. 

Ligepludselig var vi havnet i hans seng, og det havde udviklet sig, til noget mere en bare et kys! I kan vel selv regne ud hvad der skete. 

1 måned senere.

Jeg havde boet ved Marco det meste af tiden, og vi var vel blevet et par. Det var en drøm! Nej det var bedre end en drøm! 

Jeg havde aldrig været "the lucky girl" når det gælder kærlighed, så jeg følte mig virkelig heldig! Jeg havde endelig fundet en, der elskede mig for den jeg var. 

Maroc gav mig et kys på kinden, da han kom hjem fra hans arbejde. "Ikke mere end et kys på kinden?" Grinte jeg. "Heheh søde skat, du skal jo have noget til gode." Blinkede han.

Jeg følte virkelig ikke jeg fortjente den dejlige dreng! Han var alt for god, og måske skulle jeg tage afstand til ham, før vi blev officielt "kærester." Ej underlig tanke, væk med den i en sæk med lakridskonfekt, og noget med en hæk eller sådan noget. 

***

Jeg følte mig utilpas, og jeg havde gjordt det de sidste par dage. Marco's nærvær gjorde mig ikke længere tryk, men mere bange for hvis vi en dag gik fra hinanden. 
Marco havde lige slukket lyset, og vi skulle til at "sove." Vi plejede altid lige og hygge os lidt først, men idag følte jeg ikke lige for det, og mit blik lå stirret op i loftet.

Hvorfor skulle det altid gå sådan for mig? Når jeg endelig fandt kærlighed, var jeg bange for at den skulle holde op, og så fik jeg den selv til at holde op, fordi jeg var så bange, og gemte mine følelser. 
Jeg ville ikke have at jeg skulle kunne lide Marco, og jeg prøvede at sige til mig selv, at han bare var en, af alle de andre 1000 drenge, der kun går efter ens udseende.... Men Marco virkede bare så ægte!

Jeg lå stadig, og stirrede op i loftet, og kunne høre på Marco's rolige vejrtrækning, at han sov. Han så så fredfyldt ud. 
Jeg kunne ikke byde ham det her! Han gav mig alt hans kærlighed, imens jeg prøvede at dæmpe mine følelser! 

Jeg tog små skridt ud af sengen, og fik taget noget tøj på. Jeg havde været hjemme ved mig selv i weekenden, så jeg havde haft mit vasketøj med hjemme, så det eneste jeg behøvede at pakke, var mine toiletsager. 
Jeg tog min vinterjakke på, og kiggede en sidste gang på Marco.... 
"Undskyld" Viskede jeg blidt, og en tåre røg ned ad min kind. Jeg kunne mærke flere der var på vej, så jeg skyndte mig lydløst ud af døren og ud på gaden. 

Følelsen af tomhed slog mig, da jeg havde gået et stykke tid. Efter en masse voldsomme tåre, var det stilnede lidt af... Hvorfor troede jeg virkelig jeg ville være anderledes denne gang? Hvorfor lukkede jeg mig selv ind i et forhold, når jeg allerede havde aftalt med mig selv, at det ikke skulle ske igen.
***

Jeg kunne ikke sove! Jeg havde allerede nået, at vende mig til Marco der lå, og åndede mig blidt i nakken. Vær gang jeg prøvede at tænke på noget andet, kom han bare ind foran mine øjne, og jeg kunne kun tænke på ham. 

Jeg fik ikke sovet i mere en 2 timer, før min mobil bibbede. 

"Hvor er du?" 

Selvfølgelig var det Marco. Jeg besluttede mig for at skrive tilbage at jeg måtte tænke over tingene. Det var det bedste jeg kunne finde på at skrive lige nu.

Jeg tror jeg havde sovet i 20 min. Da min mobil bibbede igen.

"Vil du ikke nok ringe!"

Jeg trykkene hans nummer ind, og ringede ham op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men han havde i det mindste fortjent, at jeg fortalte ham hvad der foregik. 

"Marco. Det bedst hvis du bare prøver at glemme mig okay!" Sagde jeg, og bed mig i læben for at holde en tåre inde. 

"Hvad mener du? Jeg kan da ikke bare glemme dig?!" Sagde han, og lød forvirret. 

"Marco jeg elsker dig okay! Men det her er for din egen skyld." Sagde jeg, og lagde på. 

Tårene trillede ned ad mine kinder, og jeg kunne ikke stoppe det igen. Jeg var ligeglad! Ligeglad med alt! Hvad var det vær det her? Hvis jeg var bange for at elske? Hvorfor var jeg her så? 

Jeg elskede ham virkelig, og nu kunne jeg se hvor meget han betød for mig. 

Men jeg skulle ikke være hans prinsesse. Det kunne jeg ikke være. 

***

Marco det her er et brev til dig, fordi du har været den bedste - og den sidste kæreste jeg nogensinde har haft. 
Jeg har skrevet det fra min egen synsvinkel, så du kunne se, hvordan jeg har tænkt om dig! Jeg holder stadig af dig, og elsker dig, men jeg valgte det rigtige valg. 
Du fortjener en meget bedre pige, og i nat vil jeg ikke længere være her - overhovedet.

Jeg kan ikke leve med, aldrig kunne elske en helt, og jeg ved det ikke ændre sig. 
Du har været det bedste der nogensinde er sket for mig. 

Farvel min forevigt elsket Marco.

P.s undskyld." 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...