Færgen

Historien handler om en pige som er fanget ombord på en færge. Hun husker ikke hvem hun er eller hvor hun kommer fra, samt hvordan hun endte på denne færge.

Historien handler om at overkomme sit indre mørke, og om at leve sit liv i lyset og overkomme smerten som livet bringer.

Jeg har ladet mig inspirere af Ulrik Møllers maleri "Færge"

3Likes
0Kommentarer
368Visninger

1. Færgen

Det er så mørkt at man ikke kan se en hånd for sig. Den dugvåde kulde kryber sig ind over mig og smyger sig om min krop i en skærende omfavnelse. Jeg ånder ud og ser min ånde materialisere sig foran mig som en dampende, hvid, tåge. Kulden kryber ned af min rygrad. Jeg ruller mig ekstra godt ind i mit tæppe og ignorerer bevidst kulden og dens påtrængende væsen. Min mave slår knuder. Jeg kunne godt tænke mig noget fast føde. Noget varmt og lækkert, som fylder godt i maven. Mit mundvand løber ved tanken om saftigt kødfyld, salat, dressing, blødt brød, agurker. Jeg kan næsten mærke saften løbe ned over mine tænder og min tunge, mens jeg bider i den grønne spise, som knaser så sprødt mellem tænderne... Mine dagdrømmerier - eller skulle jeg sige nattedrømmerier i vågen tilstand - afsluttes brat, da min mave rumler højlydt. 3 dage er der gået. 3 dage uden nogle fisk; kun tang. Det er saltet og slasket og gummiagtigt at bide i. Vi kan heller ikke spise for meget af det, for det er ikke sundt for kroppen at få så meget salt, især ikke når der ikke er andet. En ny lyd kravler frem fra mørket; en lang, våd knurren, som gradvist bliver højere og højere. I et øjeblik er jeg bange, men det var bare min mave igen, samt min hjerne der spillede mig et pus.
   Nattens stilhed er som altid faretruende. Mørket lukker sig omkring dig og alt forsvinder; tid, sted, mening. Der er intet man kan stille op. Alle sanserne svækkes. Du er blind, det eneste du kan lugte og smage er mørket. Du er bange, men det eneste du kan gøre er at lade mørket tage dig. Lad din krop blive en del af mørket. Efter lang tid med dette liv vil man kunne høre bølgernes insisterende skvulpen, smage saltet i luften, lugte de rådne fisk i lasten og se omridset af skyggerne i mørket. Det er hvad der er sket for mig. Jeg er ét med mørket. Jeg hengiver mig fuldstændigt til mørket; lader det opsluge mig, og pludselig er frygten ikke så slem. Jeg ligger musestille og lytter. Om det er midnat eller tidlig morgen har jeg ingen fornemmelse af. Om det er August eller December har jeg heller ingen anelse om. Her ude er alle måneder lige kolde og lige mørke, og jeg er for længst holdt op med at tælle dagene. Jeg er også holdt op med at holde fast på mine gamle minder. I starten kæmpede jeg af al magt for at holde fast i dem, men for at blive en del af mørket, erfarede jeg, at jeg var nødt til at give slip. Jeg husker ikke mit gamle liv, jeg husker ikke min egen alder, og ikke engang mit eget navn. De andre på skibet kalder mig Nox, fordi jeg efterhånden befinder mig bedst i mørket. Jeg er så meget en del af mørket, at det har indtaget mit sind. Selv ved højlys dag, føler jeg at der hviler en skygge over mig som beskytter mig fra solens nøgne lys.
   I starten spurgte jeg altid hvor vi var på vej hen, hvad der skulle ske, hvem de andre var, hvorfor jeg var kommet hertil. Nu spørger jeg ikke længere, for jeg lærte hurtigt at der ikke fandtes svar på mine spørgsmål. Når jeg lader mørket lukke sig om mig er jeg som en kat. Mine sanser bliver skarpere og jeg mærker næsten ikke kulden længere.
   Hvis nogen kom ud på dækket hvor jeg ligger, ville de ikke mærke min tilstedeværelse. Jeg rører ikke en muskel i min krop, og jeg føler heller ikke trangen til det. Hvorfor skulle jeg bruge unødig energi. Jeg lytter opmærksomt. Jeg kan høre noget rumstere i kahytten under mig, Kaptajnen må være vågnet. Jeg kan høre en rotte kravle hen over dækket med sine små, lodne ben; søgende efter mad. Den må være lige så sulten som mig. Der er helt vindstille og båden vipper ikke. En måge skriger i det fjerne, men bortset fra det er der helt stille. Der er overskyet, så månen og stjernerne ses ikke, og de skaber ikke forstyrrende og unødvendigt lys. Jeg nyder intetheden og dæmper min vejrtrækning for ikke at forstyrre dets trykkende tæppe af ensomhed. Jeg sukker tilfreds og lukker øjnene for at sove videre.
   Jeg åbner øjnene med et sæt. Mine sanser er skærpede, men min krop ligger helt stille, klar til at springe op. Det er stadig nat, men mens jeg sov har skyerne lettet sig og månen skinner kraftigt ned, som et spotlight, lige foran mig, og oplyser nogle kvadratmeter af dækket. Jeg ligger stadig i mørke og uden for spotlightet. Jeg vågnede fordi min underbevidsthed mærkede at en anden var til stede. Jeg har lært altid at være kampberedt, og det er jeg også nu. Mine muskler spænder under mine tynde arme og ben.
   Ud af mørket træder et bæst; behåret og gryntende; indhyllet i en aroma af alkohol, døde fisk og muggent træ. Min kaptajn humper sin fedladne krop frem i månens spotlight, og betragter mig griskt gennem sit fedtede skæg og med sine stikkende griseøjne. Han er frastødende, både indeni og udenpå. Hygiejne plejede at bekymre mig, men nu har jeg vænnet mig til alle lugtene, så nu rynker jeg ikke engang på næsen når det store dyr af en mand er i nærheden af mig. Indvendig frastøder han mig stadig, men min underbevidsthed er ikke længere herre over min krop; om noget er godt eller skidt styrer ikke længere mine handlinger; overlevelse er det eneste der betyder noget nu. Jeg har sejlet med kaptajnen i tre lange år nu, og jeg ved ikke hvad han skal bruge mig til, men ingen på skibet har lagt så meget som en finger på mig endnu, så jeg føler mig selvsikker nok til at tro, at jeg har en betydning for kaptajnen; det være sig indtægtsmæssigt eller blot som en ekstra arbejdskraft.
   Jeg trækker min magre krop op fra dækket, mod tyngdekraftens vilje, og tvinger min rygrad til at strække sig ud; som en slange der vågner efter sin skønhedssøvn. Min holdning er langsomt blevet mere og mere dyrisk; som en slange der er klar til at hugge efter sit bytte. Men kaptajnen føler sig spottet når folk ikke viser ham respekt nok til at stå ret op i hans nærvær. Jeg er lettere udmattet efter 3 dage uden ordentlig mad, men jeg trodser min krops behov for at stå ret, som en pil, foran min groteske leder.
   Kaptajnens brede korpus vugger foruroligende i det skingre månelys. Flere måger skriger i det fjerne nu, og en rotte er vågnet op og lusker rundt i sin utrættelige jagt på mad. Jeg afventer tavst kaptajnens ordrer. Hans buskede øjenbryn synker langsomt ned til de indsunkne, sorte øjne. "Knægt" brummer kaptajnen. Han har aldrig nedladt sig til at kalde mig ved navn, eller til at give mig en rang; det er altid du, knægt eller lømmel. Jeg er heldig for mit flade bryst, for egentlig er jeg en pige, men det er der ingen der har opdaget, selv ikke efter tre år alene på havet. Grunden må være at jeg altid har sovet alene på dækket, frem for i lasten sammen med de andre, eller i kahytten sammen med kaptajnen. Ud over det har jeg aldrig opført mig eller talt som en pige, og efterhånden er jeg lige så beskidt som alle mændene her, så ingen ville kunne se forskel.
   Jeg ser kaptajnen i øjnene uden at blinke. Hans øjne har et sygeligt og gulligt skær, men jeg ignorerer det og afventer fortsat ordre, uden at røre en muskel, og uden at vise tegn på svaghed. Med en brysk og hånlig stemme beder kaptajnen mig om at fange noget morgenmad. Vi er begge udmærket klar over at jeg intet vil fange; hverken fisk eller skaldyr, men alligevel beder han mig gøre det, for at teste min lydighed. Uden at fortrække en mine samler jeg en kæp op fra dækket; det er mørkt, men jeg ved præcist hvor alting er så jeg griber den uden problemer. Så trækker jeg den lille kniv fra mit bælte, og en rulle sejlgarn som ligger nær rælingen. Jeg binder garnet om kæppen og lægger den fra mig. Så står jeg helt stille og lytter igen. Jeg lister mig frem i mørket og snuser mig forsigtigt frem. Kniven har jeg klar i venstre hånd, mens jeg er klar til at gribe med den højre. Jeg stopper op, lytter intenst igen, og kaster mig frem på dækket. Jeg griber og stikker, og det hele er overstået på få sekunder. Jeg mærker det varme blod flyde ned over min højre hånd, og jeg kan lugte den søde, metalliske lugt som det udsender. Jeg træder frem fra skyggen og ud i lyset fra den stigende sol. I højre hånd holder jeg den blodige rotte, i den venstre holder jeg den blodige kniv. Kaptajnen klukker fornøjet, men med en hæs, gurglende undertone. Uden at se ham i øjnene går jeg forbi ham og sætter mig ved siden af kæppen med garnet. Jeg har ramt rotten i hjertet gennem ryggen. Den var forsvarsløs og uforberedt; den havde ikke en chance. Jeg har bevist overfor kaptajnen at jeg er villig til at dræbe, og jeg håber på at han ikke ser det som en trussel, men snarere som et bevis på hvor dedikeret og lydig jeg er; det kan måske sikre mig tre år mere. Med spidsen af min kniv skærer jeg et smalt hul gennem rottens nakke, der hvor kødet er blødt, og stikker sejlgarnet igennem. Så binder jeg en knude, og står nu klar med min alternative fiskestang. Kaptajnen forlader dækket og går ned i lastrummet; sikkert for at vække resten af mændene. Jeg går hen til skibets side og kigger ned. Under mig er en enkel planke bundet fast med et tykt reb hejst ned, som en primitiv gynge. Det er den vi sidder på når vi skal fiske. Med fiskestangen mellem mine tænder firer jeg mig langsomt ned til planken ved hjælp af de ringe armkræfter som jeg er i besiddelse af. Jeg hænger udstrakt ned fra skibets side, mine tåspidser kan kun næsten røre planken, og nu kommer den del som jeg altid frygter; springet. Langsomt lader jeg mine fingre glide, og er som altid forberedt på at dø hvis noget går galt. Jeg dumper ned, mærker planken under mine bare tæer, og glider. Det suser for ørerne og verden forsvinder bag mine øjenlåg i et skærende, hvidt lys. Men der sker ingenting. Helt automatisk har mine fingre grebet fat i rebet rundt om planken. Jeg hænger nu i den ene arm fra planken, fiskestangen er stadig mellem mine tænder. Jeg er ret sikker på, at det jeg mærkede i mit ansigt mens jeg faldt, var den døde rotte der blev svunget ind mod min kind. Jeg lader mine øjne glide hen hvor rotten gerne skulle være. Til min lettelse er den der stadig. Med besvær får jeg fat i planken med den anden hånd også, og får trukket mig selv op at sidde. Endelig kan jeg lade kæppen falde ud af min mund og ned i min hånd. Der er kommet aftryk af mine tænder i det bløde træ, og jeg kan smage den våde, mos-agtige smag i munden. Det er ikke værre end tang. Jeg sætter mig til rette og lader den døde rotte dumpe ned i det mørke vand med et plop. Vandet er ligesom mørket; det opsuger alting omkring sig, og det føles straks som om rotten ikke længere er der. Men jeg løfter snoren en anelse op for at mærke efter; den er der stadig. Nu er der ikke andet at gøre end at vente.
   Jeg vågner med et sæt. Solens stråler bager på min hud, og jeg får en uforklarlig trang til at dække mit ansigt med armene, og hvæse af solen til den forsvinder igen. Eller måske bare til at søge ind i skyggen. Solen blænder mig. Jeg får farvede pletter for øjnene og kan ingenting se. blændet og forvirret, fordi jeg lige er vågnet, sidder jeg og blinker vildt med øjnene. Pludselig trækker det i fiskestangen; først et lille ryk, og dernæst et større. Jeg bliver chokeret, for  jeg ved at der ingen fisk er i dette hav; i hvert fald ikke i dette område. Her er intet levende, og på trods af det er der nu noget der trækker i enden af fiskestangen. Det er ikke sket før. Angsten griber mig; hvad er det? Jeg er stadig blændet, men jeg er bevidst nok om situationen til at trække hårdt i snoren. Jeg er tæt på at få overbalance da jeg mærker noget meget tungt i den anden ende af snoren. Hvis det er en fisk vil der være fisk nok til alle på skibet. Jeg vikler min højre hånd omkring rebet i planken, og med den venstre ruller jeg sejlgarns fiskesnøren til mig med alle de kræfter jeg har. Jeg kan mærke sveden springe frem på min pande på grund af solen og min anstrengelse. I et svagt øjeblik vandrer mine tanker hen på smagen af nystegt fisk. Mit mundvand løber. Dyret i den anden ende rykker hårdt til og min højre hånds greb om rebet løsnes. Det føles som om jeg falder i flere minutter, selvom der kun går sekunder. Luften suser omkring mig, men alligevel føles det som om tiden går ufatteligt langsomt. Jeg kan se alt hvad der foregår omkring mig, tydeligt og klart. Jeg ser den afskallede, gamle maling på færgens sider. Den hvide maling krøller sig sammen i bløde buer nogle steder, mens malingen andre steder krakelerer og ligner lynnedslag fra en klar himmel. Jeg ser den røde rust som lurer under malingen, og som presser på for at komme frem til overfladen. Jeg ser den lyseblå himmel med de bløde lammeskyer spredt rundt omkring som dug på en rude en varm sommermorgen. Jeg ser solens skarpe stråler oplyse skyernes kontur, ser strålerne danse i tilfældige farvemønstre på vandets overflade. Jeg ser det mørke dyb. Havet. Jeg ser mørket nærme sig og da min tå rammer vandet ser jeg de første dråber springe frem, og jeg ser min fod splitte mørkets overflade. Da jeg rammer vandet bliver slowmotion knappen slået fra igen, og alt går virkelig hurtigt. Det kolde dyb smyger sig glat og ubesværet om min krop. Det griber mig med usynlige arme og med ufattelig tyngde trækker den mig længere og længere ned. Jeg synker som en sten. Jeg når at tænke adskillige døds scenarier igennem; måske drukner jeg, eller måske bliver jeg spist af en haj inden jeg når at drukne. Ganske vist burde der ikke være noget levende i havet her omkring, men det dyr der har trukket mig ned i vandet må være en haj; hvad skulle det ellers være?
   Jeg tænker på den del af mit liv som jeg kan huske. Lykkelige minder er ikke just i hobetal. Måske er det lige så godt at jeg bare dør nu. Så vidt som jeg husker det efterlader jeg mig ingen familie som kan savne mig. Jeg har ingen venner. Jeg har ikke begået nogle mindeværdige bedrifter som folk vil huske mig for. Hvis jeg dør nu vil jeg faktisk bare stoppe med at eksistere, og ingen vil mærke forskellen. Det vil være som når nogen slår en fis i en propfyldt bar; ingen lægger mærke til forskellen fordi rummet er fyldt med støj og fulde mennesker, og desuden er der så mange lugte allerede, at én til eller fra ikke gør nogen forskel. Det er mig der er den fis; hurtigt glemt af ham som slog den, og alle andre er desuden også ligeglade, og bemærker ikke dens eksistens.
   Jeg har mere eller mindre besluttet mig for bare at dø, og jeg er desuden også sunket langt ned i mørket. Dybets mørke er forskelligt fra nattens mørke; jeg kan ikke se igennem det og jeg føler mig ikke tryg her nede. Men den samme ro kommer alligevel over mig. Mine muskler slapper af og jeg lukker øjnene. Der er efterhånden sluppet en masse mørkt vand ned i mine lunger, og der brænder en ægte ild der nede. Flammerne slikker op af min hals, men jeg lukker øjnene og ignorerer dem. Mørket er det eneste der betyder noget nu; det er det eneste der kan redde mig fra flammerne.
   Jeg føler at viljen og livet er begyndt at forlade min krop. Ikke mere smerte. Bare stilhed. Et svagt smil kruser om mine læber. Men så mærker jeg noget i vandet. Vandet er ikke stille længere. Jeg kan høre noget. Bevægelse. Noget forstyrrer vandet ro og stilhed. Jeg åbner øjnene. Først kan jeg ingenting se; jeg kigger rundt, op og ned, men alt er mørkt. Så ser jeg noget lyst i mørket. Noget der svømmer op imod mig. Det er en dreng. En lille dreng. Han har noget i sin ene arm, men jeg kan ikke se hvad det er. Drengen kigger på mig gennem mørket. Hans øjne er paniske og hans mund er spærret op i noget der ligner et lydløst skrig. Han rækker sin arm op imod mig, som et tegn til at han har brug for hjælp. Jeg fyldes af angst; jeg må redde den lille dreng. Jeg kan ikke bare lade ham dø fordi jeg er egoistisk og gerne vil dø selv. Jeg rækker min arm ud imod ham i et håbløst forsøg på at nå ham, men han er for langt væk. Jeg prøver at kalde på ham og får endnu mere vand i mine lunger. Jeg spjætter i panik og tager mig fortvivlet til halsen. Flammerne er blusset op igen med dobbelt styrke. Der kommer bobler ud af min mund. Jeg prøver at nå drengen, men mine paniske bevægelser har slukket for den sidste gnist jeg havde i min krop. Den sidste livskraft. Jeg føler mig dårlig og det sortner for mine øjne. Drengen forsvinder. Alt forsvinder.
   Jeg var væk et øjeblik, men et ufatteligt jag af smerte bringer mig tilbage til overfladen. Det brænder i mine lunger og det trykker i min brystkasse. Jeg åbner øjnene og blændes af det skarpe lys på den anden side af mine øjenlåg. Ud af lyset træder to skikkelser. Først ser jeg kun deres omrids, dernæst deres silhuet, men til sidst stiller mine øjne skarpt. Det er den lille dreng fra dybet. Har han reddet mig? Ved hans side står en sort kat. En sort kat med mørkegrå øre spidser og fødder, samt mørkegråt ansigt og haletip. Dens øjne er grønne som mosevand og blanke som to dråber dug. Drengen er spinkel, hans hår er hørfarvet og hans øjne er isblå, omgivet af mørke, lange øjenvipper. Hans tøj er i laser og han ser skræmt ud. Han kan ikke være mere end 11 år gammel, eller der omkring. Drengen åbner munden, men der kommer ingen lyde ud. Jeg spærrer fortumlet mine øjne op, og kigger vildt omkring mig. Jeg ligger på færgens dæk. Bag den lille dreng står Kaptajnen og resten af mandskabet og glor. Da de ser mit vilde blik lægger de alle som en nakken bagover og åbner gabet i et brøl af et grin. Jeg kan se det, men jeg hører intet. Jeg holder mig for ørerne og kniber øjnene hårdt i. Trykket i det dybe vand må have overbelastet mine ører. De gør ondt. Jeg får næsten tårer i øjnene da jeg pludselig hører en lyd igen; en høj hvinende lyd. Jeg prøver at lave lyde for at vise min smerte, men intet kommer frem, eller også kan jeg bare ikke høre det selv. Jeg holder øjnene lukkede et øjeblik mens jeg bider smerten i mig. Jeg dækker mit ansigt til med mine hænder af bare ydmygelse. Jeg vil aldrig blive anset for noget igen. Ingen på mandskabet vil respektere mig efter denne episode. Mit omdømme er ødelagt, og hvis Kaptajn L af en eller anden grund beslutter sig for ikke at smide mig over bord, så beholder han mig nok kun som hofnar. Jeg håber han dræber mig. Jeg håber at en eller anden dræber mig snart, for ellers... lydene vender pludselig tilbage. Jeg kan høre latter; højlydt og brutal latter. Jeg kigger ud mellem mine fingre og kigger på den lille dreng. Han smiler til mig.
   Noget salt og vådt presser sig frem fra min øjenkrog. Det svider. Jeg har hørt om det her før. Er det dét man kalder tårer? Hvis det er tilfældet, så kan jeg på ingen måde lide tårer. Det svider i mine øjne, jeg kan ikke selv kontrollere dem, og som de triller ned af mine kinder, som glasperler fra en knækket snor, gør det ondt i mit hjerte, og jeg ser patetisk og ynkelig ud. Hvor kommer tårerne fra? Hvorfor kan jeg ikke styre dem? Jeg har aldrig oplevet noget værre end dette. Jeg er magtesløs og udstødt. Mændene griner stadig. Det suser for mine ører, men alle lyde er nogenlunde som de plejer at være igen, omend en smule dæmpede, som når man snakker mens man holder sig for munden.
   Kaptajn L besluttede sig for at lade mig blive ombord på sin færge, indtil videre. Drengen og katten lod han også blive, selvom jeg ikke kan fatte hvorfor. Jeg sidder i et lille rengørings skab i den ene ende af skibet. Mit privilegium som lydig slave, at sove på dækket alene, er blevet taget fra mig. Jeg deler nu dette lille skab med den lille dreng og hans kat. Det er alligevel et tomt rum fordi der aldrig er nogen der gør rent på denne færge. Det eneste som er i rummet er en gammel pære i loftet, og så er der desuden massere af blødt støv som man kan sove på, og edderkopper over alt så man ikke bliver ensom. Der er lige akkurat plads nok til at jeg kan sidde op af den ene væg og strække mine ben ud, så mine fødder rører den anden væg. Både drengen og katten sidder og betragter mig nysgerrigt mens jeg besværet får sat mig ned på gulvet. De virker begge uberørte over situationen, og det at de netop var ved at drukne, hvorefter de blev hevet ombord på et lurvet fartøj sammen med en masse lumske og ubehagelige personligheder. Det lille rum bekymrer mig. Hvad skal jeg gøre når mine ben vokser? Jeg ved ikke hvor gammel jeg er, men jeg vil da gætte på at jeg stadig er i voksealderen. Og jeg ved, at i voksealderen kan ens ben blive længere. Sikkert også resten af kroppen. Det giver også mening, og så ligger det jo i ordet.
   Vi sidder alle tre i lang tid i det lille rum uden at sige noget. Det begynder at irritere mig en smule, at drengen kigger sådan på mig; med stigende nysgerrighed og forventningsfuldhed uden at jeg har gjort det mindste eller sagt det mindste. Det der generer mig mest er dog katten. Der er noget underligt over den kat. Den måde den kigger på mig på; dens blik er nærmest menneskeligt. Dens øjne ser vise ud; sådan som gamle menneskers blik ser ud når de har oplevet både krig og fred, kærlighed og had, liv og død. Hvis ikke min fornuft og mit syn fortalte mig noget andet, ville jeg have troet at den kat i virkeligheden var en tusind år gammel mand som havde oplevet alt der kunne opleves. Det er en underlig følelse jeg får når de kigger på mig; det er som om de kan se lige igennem mig. Som om jeg er helt tom, og de kan se alt intetheden inden i mig. Som om de ser alt intetheden og ryster på hovedet af mig; som om de er skuffede. Og jeg føler mig som et barn der er blevet taget på fersk gerning af sine forældre. Jeg føler mig skyldig og beskidt; så beskidt at jeg måske aldrig bliver ren igen. Jeg må gøre noget for at bryde denne ulidelige stilhed, denne pinsel, denne tortur. Jeg vender blikket mod drengen, jeg ser direkte ind i hans isblå øjne, og jeg forsøger at se hård og fattet ud. "Var det dig der reddede mig?" spørger jeg. "Det var mig" svarer drengen. Men hans mund bevæger sig ikke, og jeg har det underligt. Jeg kigger ned på katten, som stirrer ligefremt på mig, som om vi har en samtale kørende og den venter på mit svar. "Mit navn er Gabriel og det her er Michael." Jeg spærrer øjnene vidt op, det føles som om de kan falde ud af hovedet på mig hvert øjeblik det skal være. Stemmen kommer ikke fra den lille dreng, den kommer fra katten. "Du!... du.... du kan tale! Men du er en kat! Og du kan tale?" For første gang i mit liv er jeg virkelig ude af den, måske har mit immunforsvar svigtet mig så jeg har fået feber. Den taler igen, men jeg er så fortumlet at jeg intet hører. Der er dog intet at tage fejl af. Stemmen kommer frem når katten bevæger sin lille, pelsede mund. Knurhårene sitrer når den bevæger munden, og dens hale bølger saligt frem og tilbage. Jeg tager mig fortvivlet til panden; den er ikke varm, men en smule svedig. Jeg føler mig svimmel og mine øjne kører rundt i hovedet på mig. Skal jeg løbe, er jeg i fare? Jeg mærker en gammel, velkendt følelse flyde op til overfladen i mit indre hav. Det er en følelse som har ligget trygt på bunden af havet i mange år, og jeg havde helt glemt at den fandtes. Og at det er sådan her den føles, det havde jeg også fortrængt. Følelsen begynder langsomt at overtage min krop; som en sygdom der spreder sig indefra og ud. Mit syn er sløret, jeg ved ikke hvor jeg skal kigge hen og jeg tror jeg ser dobbelt; nej, trippelt. Alting vender forkert, alt er skævt. Sveden springer fra min pande som dråber fra et vandfald. Jeg føler mig kold og klam, jeg kan ikke få luft. Jeg har brug for plads, jeg har brug for... Verden forsvinder for anden gang indenfor kort tid. Alt er mørkt.
   Jeg kan ikke bevæge min krop og mine øjne er lukkede, helt sikkert lukkede. Jeg kan ikke frembringe kræfter nok til at bevæge en eneste muskel. Jeg ved ikke engang om jeg er ved bevidsthed eller om det her er en drøm. Mørket bag mine øjenlåg begynder at forandre sig, så det må altså være en drøm. Mørket bølger frem og tilbage og forskellige farver springer ud af det sorte ingenting. Farverne springer frem som fisk fra en sø, og de blander sig og tager form. Det er ikke bare tilfældige klatter længere; et billede tager form foran mig. Billedet begynder at bevæge sig, og pludselig er billedet blevet til en film. Jeg ser en lille pige, hendes ansigt er skjult i mørke. Hun sidder i et skab og gemmer sig. Jeg hører folk der råber. De kalder på pigen. Pigen græder og skriger at hun er bange. Hun krøller sig sammen i mørket af skabet. En kvinde, som må være hendes mor, råber panisk og flår i skabslågen, men hun kan ikke få den op. Kvinden råber pigens navn, men jeg kan ikke høre hvad hun siger.
   Filmen varer ikke længe, men alligevel ved jeg i min underbevidsthed at historien strækker sig over længere tid.
   Pludselig er det aften, og så dag igen. Aften og dag, aften og dag. Der går en uge. Moderen har siddet ved skabet hele tiden, men nu er hun væk. Jeg mærker et hulrum der åbner sig i mit hjerte, og jeg ved, lige så vel som den lille pige, at moderen er død. Faderen kommer hen til skabet, han tager en nøgle frem og låser det op. Uden at åbne skabsdøren forsvinder han lydløst. Der går flere dage før pigen opdager at døren ikke er låst. Hun tør ikke gå udenfor, for hun ved ikke hvad hun kan forvente på den anden side af døren. I over en uge har hun levet af insekter fra indersiden af skabet, samt støv, jord, tapet fra skabets vægge og sine egne tårer. Hun åbner døren og kravler ud, hun er fri, men hun er ikke den samme som før. Mens hun sad i skabet har hendes uskyld forladt hende, og noget mørkt befinder sig nu i hendes indre. Noget mørkt og tomt. Uden at reagere på sine omgivelser går hun tavst igennem huset. Hun mærker ikke glasskårene under sine fødder og hun ser ikke de røde pletter på væggene. Hun reagerer ikke på sin faders slappe arme i lænestolen, eller Tv'et som flimrer foran ham. Hun bemærker ikke ondskaben som er overalt omkring hende, for hun er tom indeni og alle hendes tidligere træk, de træk som gjorde hende charmerende og elskværdig, har forladt hende. Selvom hendes udseende ikke har ændret sig, bortset fra de indsunkne kinder og øjenæbler, vil ingen kunne genkende hende igen. Hun er ikke den samme. Hun forlader huset, lydløst, og går udenfor i mørket. Hun er fri, men det ved hun ikke. Hun forlader huset, sit hjem, sin by, sit liv. Hun sætter sig til rette i en mørk gyde og ser på rotterne der kommer og går. End ikke rotterne bemærker hendes eksistens. Dag for dag falder hun mere og mere i et med omgivelserne. Ind imellem fanger hun en overrasket rotte og spiser den. Først vil hendes krop ikke tage imod det rå og sygdoms befængte dyr, men efter noget tid vender hendes krop sig til den nye føde.
   En eftersøgning sættes i gang af politiet; de leder efter en morder samt en lille pige. De leder overalt, selv i gyden hvor den lille pige sidder. De ser hende ikke. De spørger folk om de har set en lille pige på omkring de 11 år som har mørkt hår og mørkeblå øjne. Ingen har set hende. Den lille pige i gyden er der ingen der ser, men hvis de virkelig så hende ville de ikke vide hun var den eftersøgte. Pigens mørke hår har fået hvide stænk, som hos gamle mennesker. Hendes øjne er næsten sorte, og hendes hud er bleg og nærmest gennemsigtig. Pigen lever ikke, hun eksisterer bare. Hun protesterer heller ikke da en fremmed mand en dag bærer hende ombord på en uhyggeligt udseende færge. Pigen ved ikke at det er uhyggeligt, for hun har glemt hvad det betyder at være bange. Siden dagen i skabet har hun aldrig grædt en eneste tåre.
   Jeg åbner øjnene og gisper højt. Jeg ligger ude på dækket, og det er blevet nat igen. Den lille dreng og katten sidder ved siden af mig. "Hvordan endte jeg her?" spørger jeg katten, Gabriel. "Dæmp dig. Du skal ikke vække nogen, vi må jo ikke være her. Men du fik et klaustrofobisk anfald og vi var nødt til at bære dig her ud." Gabriel siger dette som om det var det mest åbenlyse i verden, men jeg tror bare at det er sådan han altid taler. Klaustrofobisk... Og jeg som troede at den lille dreng og katten havde hylet mig ud af den. Men i virkeligheden var det noget langt mere almindeligt. Men det er sandt, nu husker jeg følelsen; klaustrofobi. Om det er en egentlig følelse ved jeg ikke, men det er sådan jeg har det.
   Jeg glemmer hvad der lige er sket i et øjeblik. "Gabriel. Forklar mig hvad der foregår. Jeg mener, alt går fint for mig her, og så dukker i to pludselig op; En talende kat og en stum dreng. Hvad sker der? Hvorfor sker det?" Gabriel kigger på mig med trætte, men vise, øjne. Derefter sukker han og vender blikket op mod nattehimlen. Vejret er klart og skyfrit, og stjernerne skinner som glitrende øjne i mørket. "Mennesker stiller altid de forkerte spørgsmål. Jeg kan ikke forklare dig hvorfor, for det er noget enhver selv må erkende. Ingen kan hjælpe dig med at løse livets gåde. Kun du ved hvorfor, du har bare ikke regnet det ud endnu. Der er sikkert et utal af spørgsmål som du endnu ikke har stillet dig selv. Som for eksempel: Hvem er jeg, hvordan ser verden virkelig ud og hvem er kaptajn L i virkeligheden. Når du kan svare fyldestgørende på disse spørgsmål vil du vide alt der er at vide. Hvem jeg, eller Michael, er, har ingen relevans for din eksistens eller verden omkring dig. Vi er her ikke for at hjælpe dig et skridt videre. Vi er her blot for at sikre os at du er i stand til at tage dine egne valg, og i stand til at træffe en beslutning, frem for simpelt hen at blive revet med af verden omkring dig. Det er hverken verdens eller kaptajnens valg hvad der skal ske med dit liv nu. Det kan kun du vælge. Men for at kunne vælge må du kunne svare på disse essentielle spørgsmål. Derfor lod jeg dig drømme den drøm; derfor lod jeg dig huske en del af din fortid." Gabriels talestrøm tynder ud, som en bølge der trækker sig tilbage mens den absorberes i sandets porøse struktur. Alle disse ord. Ingen har talt til mig så længe, og med så nænsom en tone, i mange år. Jeg har end ikke selv talt så mange ord i lang tid. Men meningen bag hans ord er mig stadig uklar. Jeg har ikke gået i skole, og jeg er ikke den skarpeste ske i skuffen, men jeg ved at Gabriels ord rummer en kæmpe betydning. Og drømmen. Han sagde at han viste mig den drøm, og at den er en del af min fortid. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvorfor, men det føles som om mit hjerte trækker sig mere og mere sammen; ikke i et hjerteslag, men i et døds greb. Min fortid... Den lille pige. Kan det være...
   Det er som om et lyn slår ned i mig. Jeg kan huske alt. Jeg husker hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg endte ombord på denne færge. Mit hoved gør ondt da min hukommelse åbner sig på ny, og lader alle de glemte minder strømme ind i mig. Jeg bliver overvældet og må lægge kinden mod færgens kølige træ. Gabriel vender blikket mod mig, og det samme gør Michael. Ét par isblå og ét par mosegrønne øjne kigger tålmodigt på mig igennem det tætte mørke. Michael åbner munden, men der kommer ingen ord ud. Gabriel kigger på drengen og som om han oversætter for ham, siger han: "Hvem er kaptajnen og hvad er denne færges formål?" De vender begge blikket mod hinanden, og derefter tilbage til mig. Jeg ligger med ansigtet mod dækket og kigger op på dem. "De er alle bare en flok skumle typer som sejler  med... med, øh... de sejler med..." Det går op for mig at jeg aldrig har lagt mærke til hvilken slags last dette fartøj sejler med. Når jeg tænker endnu mere over det, så har vi heller ikke været i land i alle de år jeg har været ombord. Jeg har heller aldrig set nogen på skibet spise de fisk som jeg ind imellem har været heldig at fange. Når jeg prøver at tænke på alle de mænd der er ombord på færgen, og der må være mindst 30, kan jeg ikke huske navnet på én eneste af dem. Jeg kan ikke huske deres status ombord på færgen, jeg kan ikke huske hvad de nogensinde har foretaget sig. Jeg begynder at ryste over hele kroppen. Min manglende hukommelse skræmmer mig. Men det mest skræmmende er, at jeg ikke kan huske deres ansigter; ikke et eneste af dem. Når jeg prøver at se dem for mig, er det eneste jeg ser en masse tomme menneske-skaller. Hvide dukker; ansigtsløse, livløse. Deres kroppe er umenneskelige og uden form, uden masse. Deres hoveder er blanke, tomme og uden liv. Der hvor der skulle have været ansigter, som kunne få dem til at skille sig ud fra hinanden, er der i stedet tomhed. Et dybt og skærende ingenting, omgivet af blanke skaller af menneskeligt udseende. Den eneste person som tydeligt træder frem i min hukommelse er kaptajn L. Kaptajnen; bæstet.      
   "Det her er forkert. Det er forkert! Hvad foregår der?" Jeg kigger på Gabriel. Mine håndflader er svedige. For tredje gang i dag snurrer det i mit hoved. Hvis det er sådan her mit liv skal være fra nu af vil jeg hellere have at kaptajnen smider mig over bord. Det er for meget, alt for meget på en gang. Jeg kan ikke kontrollere alle de nye følelser, minder og informationer som trænger sig på i mit hoved. Jeg føler mig magtesløs. Hvad skal jeg gøre. Gabriel kigger upåvirket på mig; tilsyneladende uvidende om mit indre havs uforlignelige stormvejr. "Jeg har tilladt mig at nedbryde den mur som kaptajnen har bygget i dit sind. Den mur som afskærmede dit sande jeg og hele dit livs oplevelser fra resten af din krop. Nu er du fri." Fri. Fri? Hvad betyder det? Jeg tænker på den lille pige fra skabet. Jeg tænker på hendes frihed. Hvis det er frihed, så vil jeg ikke have den. Smerte. Alt den smerte. Mit liv har været fuld af smerte, hele mit liv, og jeg havde glemt det hele. Jeg levede i lykkelig uvidenhed om livets værste sider. Jeg var fanget i løgne og uvidenhed, men alligevel ønsker jeg mig allerede tilbage. Jeg kan ikke håndtere denne smerte. Det hele vælter ind på én gang. Jeg rejser mig, vaklende, og står usikkert på mine ben mens jeg ryster. Men jeg giver ikke op, jeg vil ikke lade mig falde på grund af en dum kat og hans dumme mur. Jeg ser Gabriel i øjnene. "Det her er ikke frihed! Det gør ondt! Mit hjerte gør ondt.. Jeg har end ikke lagt mærke til dets eksistens før, men nu gør det ondt! Jeg kan ikke længere kontrollere noget som helst. Alting gør ondt og jeg har ikke lyst til at leve mere! Hvordan er det frihed? Hvordan skulle nogen kunne klare denne form for frihed! Jeg nægter at lade dig ødelægge mig; en dum kat! Giv mig min mur tilbage, og lad mig leve uvidende!" Tårer strømmer frit fra mine øjne. De løber i stride strømme ned over mine kinder, min næse og min mund. Det svider og det dunker i øjnene. Jeg føler en vrede der stiger mig til hovedet; som en vulkan i udbrud. Mine næver er knyttede og mine tænder er presset hårdt sammen i en skæv grimasse. Jeg afventer utålmodigt et svar fra Gabriel.  Gabriel sukker resigneret og med et lettere irriteret blik kigger han mig i øjnene. "Det er menneskets problem. Mennesker forstår ikke at smerte er en del af livet. Smerten er det som fortæller jer at i stadig er i live. Smerten sørger for gode tider, for hvis ikke der var dårlige tider ville der heller ikke være gode tider. Der kan ikke være godt uden ondt. Således eksisterer de to begreber sammen og udligner hinanden. Det at du er i smerte nu kan være hårdt at forstå, og der er en løgn at tiden læger alle sår, men glæden kommer altid før eller senere. Ingen mennesker undgår glæden gennem hele deres liv. Du tror at du var lykkelig før vi kom her og hjalp dig? Du tager fejl! Du var hverken lykkelig eller trist; du var ingenting. At være ingenting er ikke at leve, det er at eksistere. Med livet kommer der smerte og sorg, men som sagt også glæde, kærlighed, lykke. Mennesker glemmer alt det gode som de er velsignede med! I er selviske og usle, og i tror altid at i er den eneste i verden der på nogen måde kan have det så skidt, men i tager fejl! Der er altid nogen der har det værre! Du flæber over at have mistet alt, men i virkeligheden skal du se det som en velsignelse! Du har intet, det vil sige at du kan starte helt forfra. Du kan forme dit liv sådan som du selv vil have det. Du kan være den person du altid har ønsket at være. Du kan finde venner og du kan finde kærlighed. Hele verden ligger åben foran dine fødder! Og hvad vælger du at gøre med denne frihed? Du vælger at krybe ind i et mørkt hjørne og lade djævlen bestemme over dit liv! Du er ikke en slave, du er et frit menneske. Så tag dig sammen, hold op med at tude, og kom ud af mørket! Bekæmp dine egne dæmoner ved at se dem i øjnene uden at blinke; sådan kan du leve dit liv!"
   Jeg tager mig selv i at holde vejret. Det er den længste smøre af sammenhængende ord og sætninger jeg har oplevet i mit liv, og hvor hårde Gabriels ord end må have lydt så har de rørt mig. Jeg skammer mig over mig selv og tørrer mine tårer væk med bagsiden af min hånd. Jeg burde skamme mig over at tude sådan. Mine forældre har været døde i flere år nu, og jeg er stærk nok til at klare mig alene; det er jeg nødt til at være, og det er det jeg hele tiden har gjort. Der er dog stadig spørgsmål som tynger mig. "Gabriel. Hvorfor skal mennesket leve med smerte? Hvorfor har kaptajn L holdt mig her? Og hvem er i? Jeg ved du sagde at det ikke havde relevans, men... det har det for mig! Jeg er så forvirret lige nu, at jeg sikkert ikke stiller de rigtige spørgsmål... men vil du ikke nok svare mig?" Svagheden og rystelsen har forladt min stemme. Tilbage er kun viljestyrke og en anelse forvirring. Michael smiler stort til mig; hans øjne lyser og to smilehuller viser sig i de buttede kinder. Gabriel nikker og vifter med halen. "Jeg har allerede svaret på dit første spørgsmål. Mennesket må leve med smerte fordi livet skal være afbalanceret; uden dårligdom ville der ikke være glæde og lykke. Det hele handler om balance. For at besvare dit andet spørgsmål; så er det hans job. Som sagt skal der være en vis balance. For eksempel: hvis der eksisterer en Gud i himlen, må der også eksistere en form for gud i underverdenen, og hvis der eksisterer engle må der også eksistere dæmoner. Kaptajnen på dette skib indsamler mørke og fortabte sjæle, og beholder dem som næring indtil de løber tør for liv, og dør. Det eneste der kan spolere dette er en uddrivelse af mørket i en person, men dette sker sjældent. Men det er grunden; det er hans job og hans måde at eksistere på. Og så til dit tredje spørgsmål. Jeg kan ikke sige dig hvem vi er, for vi er ikke nogen. Vi er ikke af kød og blod og vi har ingen virkelig masse eller form. Dette er blot en illusion om en form, så vi kan interagere med dig. Vi er ingen og vi er ingenting, og alligevel er vi noget og nogen. Man kan måske sige at vi eksisterer, men vi lever ikke. Mere kan jeg ikke fortælle dig, det er op til dig selv. Du har sikkert undret dig over at kaptajnen lod os blive ombord når vi åbenlyst modvirker hans planer? Det er simpelt; han kan ikke se os. Han har aldrig set at vi var her, fordi vi ikke er her. Vi er inde i dit hoved, og kun du kan se os. Man kan vel sige, at vi kun eksisterer for dig." Gabriel slutter af med et underfundigt smil. "Virkelig..." Det er alt jeg kan sige. Virkelig. Aldrig før har mit hoved rummet så mange sære informationer på én gang. Jeg kommer i tanke om at jeg stadig ikke har stillet det vigtigste spørgsmål af dem alle. "Gabriel... hvordan forlader jeg skibet? Hvordan kommer jeg ud af mørket?" Både Gabriel og Michael rejser sig op og kigger på mig. "Der er en udgang. Jeg kan ikke sige dig hvor den er, for jeg ved det ikke, men den er ikke her på færgen. Jeg kan mærke at den er under os et sted, men 'under os' er et abstrakt begreb." Gabriel og Michael ser bekymrede ud. "Pas på. Kaptajnen kommer efter dig. Han ved når nogen vil forlade hans skib. Det er ikke tilladt. Vi har allerede hjulpet dig for meget og brudt reglerne, men det er kun fordi vi virkelig ønsker at du får en chance til... Vi kan ikke hjælpe dig mere nu, men lad mig sige dette: kun ved hjælp af mod og viljestyrke kan du finde din udgang." Jeg lægger en hånd på hovedet af dem begge, og smiler. Det er første gang det er sket. Første gang så længe jeg kan huske. Det er ikke et stort smil. Det er lille og det gemmer sig i mundvigen, men det er der; det er der og det føles vidunderligt og naturligt. De smiler begge tilbage til mig, og i det næste øjeblik er de væk. Jeg er helt alene igen. "Tak.." hvisker jeg ud i mørket.
   Det gør stadig ondt indeni, men jeg kan mærke kræfterne komme tilbage og mit indre hav er roligt og under kontrol.
   Skyerne på himlen begynder at forandre sig. De trækker sig sammen og samles i en stor klynge hvor de begynder at blive mørkere. Himlen ændrer sig også; stjernerne forsvinder og himlen bliver lilla og skarp. De mørke skyer begynder at buldre, og ud af himlen skyder den brændende lynild. Enorme lyn brager ned i vandet omkring færgen, og får den til at vippe voldsomt. Den kraftige buldren er øredøvende og jeg holder mig instinktivt for ørerne. Jeg mærker en pludselig kulde som løber ned af min rygrad og får hele min krop til at spjætte. Kulden rykker i mine knogler og stikker i min hud. Jeg vender mig om og ser mit værste mareridt. Blot nogle meter bag mig står kaptajnen, men hans indre bæst stråler endelig igennem. Det der befinder sig bag mig er et bæst som er revet ud af den værste spøgelseshistorie. Kaptajnens allerede enorme korpus er muteret til et flere meter højt uhyre. Hans form er ubestemmelig og foranderlig, hans arme og ben er som giftige tentakler med sugekopper som udsuger livsenergi. Hans ansigt er deformt og grotesk; hans øjne er som to gule søer af mælk, og hans pupiller er druknet deri. Hans mund er et monstrøst gab med adskillige rækker af rådne tænder. Hans næse er blot et hul i kraniet. Og det værste af det hele; fra hans pande vokser to, blodrøde og krøllede horn.
   Uden at lade mig selv nå at tænke over situationen kaster jeg mig ud fra skibet. Han kan ikke få fat i mig; det må han ikke. Alt vil være spildt hvis ikke det her lykkes. Jeg er villig til at satse alt denne gang; enten bliver jeg fri, eller også så dør jeg i forsøget. Da jeg suser gennem luften og ned imod vandet, er det anderledes end tidligere; tidligere var jeg rædselsslagen og overrasket, men denne gang er jeg forberedt på at dø for at få mit liv tilbage. Det mørke og kolde vand lukker sig endnu en gang om mig, men denne gang lader jeg det tage mig uden kamp. Jeg lader mig villigt glide gennem vandet og med brede tag svømmer jeg dybere ned. Jeg behøver ikke at kigge bagud for at vide at kaptajnen er lige i hælene på mig. Jeg kan lugte hans ånde i nakken, og den lugter af blod og af råddent kød. Jeg svømmer alt hvad jeg kan og opdager at jeg kan holde vejret længere end normalt, når ikke jeg går i panik.
   Jeg ved ikke hvordan en udgang ser ud, og jeg ved ikke hvor jeg skal lede, for havet er stort og mørkt. Jeg kan ikke se en hånd for mig. Jeg lader mig villigt opsluge af det mørke dyb, uden tanke for om jeg kan finde det jeg søger; jeg er overbevist om at det kan lade sig gøre. Mine lunger råber lydløst efter luft, men jeg må holde vejret. Jeg må klare det her. Jeg vil vide hvordan det er at leve. Jeg vil mærke solskin på min hud og mit hår. Jeg vil se blomster som springer ud en sommermorgen. Jeg vil se verden med åbne øjne. Jeg vil lære at leve. Jeg vil lære at elske. Jeg vil lære at hele mit sårede hjerte, skridt for skridt. Mit hjerte brænder efter at opleve verdens gode sider; mit hjerte higer efter lyset.
   I samme øjeblik som jeg tænker på lys, ser jeg et lys længere nede i dybet. Som et lille lysende håb, brænder det der nede på bunden af havet. Jeg føler mig svækket, jeg har brug for luft, men jeg har ikke tid til at tænke på smålige behov som at trække vejret. Foran mig er min frihed; jeg kan allerede mærke den; den er varm og blød, behagelig og uendelig. Jeg lægger ekstra kræfter i mine svømmetag. Bag mig hører jeg det skrækindjagende hyl fra monstret som jeg engang troede var min kaptajn. Men jeg nægter at kigge tilbage; jeg nægter at miste håbet.
   Noget slimet og glat griber fat om min ankel. En af monstrets fangarme har fået fat i mig. Jeg vrider mig panisk frem og tilbage; friheden og livet er for tæt på til at give op nu. Jeg lægger alle mine kræfter i et spark med mit frie ben. Jeg rammer, men min fod glider bare og intet sker. Monstret hyler igen. Jeg glemmer at holde vejret, og skriger. Jeg skriger ikke af frygt for monstret foran mig; jeg skriger ved tanken om at miste livet for anden gang, og ved frygten for aldrig mere at mærke solens stråler mod min hud. Jeg skriger og vrider mig, sparker og slår, men intet hjælper.
   Ud af mørket kommer endnu et bæst. En haj. Ikke bare hvilken som helst haj; en enorm og frygtindgydende haj. Hajen svømmer mod mig, men drejer af i sidste øjeblik og rammer monstret lige i maven. Med høj fart kom hajen frem af ingenting. Jeg stirrer forbløffet på det store dyr og lægger straks mærke til dens store, isblå øjne. Jeg har glemt at holde vandet ude af mine lunger, og det brænder skrækkeligt, men jeg lukker munden igen og tager chancen og svømmer videre mod lyset. Jeg må ikke give op; for livets skyld, og for Gabriels og Michaels skyld. Jeg svømmer og svømmer og pludselig kan jeg ikke kun se det, jeg kan også mærke det. Varmen fra lyset når mine fingerspidser. Jeg svømmer til jeg er omringet af varme og lys. Jeg føler mig varm og tryg, og jeg opdager at jeg ikke længere behøver at holde vejret. Luft. Luft og lys og varme og liv. Jeg kan mærke det hele nu. Jeg stopper ikke med at svømme. Alt er hvidt og blødt. Pludselig er det som om alt omkring mig forsvinder, og i baggrunden af min bevidsthed hører jeg et svagt hyl fra det store monster, som hurtigt forsvinder helt, og erstattes med stilhed.
   Jeg dukker op i havet. Vandet er klart og rent og solen stråler fra en skyfri himmel. Jeg tager en dyb indånding og nyder den rene luft, fyldt med havsalt. Nogle måger kredser rundt på himlen over mig, og i vandet under mig svømmer der makreller. Ikke langt fra hvor jeg er dukket op kan jeg se land. Jeg er udmattet af at svømme og jeg har næsten ikke kræfter tilbage til at svømme, men det er lige meget. Jeg er så lykkelig at min krop bevæger sig helt af sig selv. Jeg har det som om jeg er blevet født på ny fra havets bund, og nu er jeg et nyt menneske. Jeg når langt nok ind til at mine fødder kan røre sandbunden under mig. Jeg har ikke mærket jord utroligt længe. Resten af vejen ind til land snubler og falder jeg. Til sidst ligger jeg ned, med min kind imod det bløde sand. Min hud og mit hår optager solens stråler. Jeg er lykkelig. Det sidste jeg hører inden jeg besvimer er stemmer. Ikke stemmer fra mørket, men menneskestemmer. De lyder bekymrede, men de gør mig glad, og så lukker jeg stille øjnene, med et smil på læben.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...