Centrumpladsen i Vester Åby

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
Historien er skrevet omkring billedet af byen og tager udgangspunkt i en byfest, der holdes på netop den plads. Malene er hovedpersonen, og man følger hende gennem historien.

0Likes
0Kommentarer
353Visninger
AA

1. Centrumpladsen i Vester Åby

Centrumpladsen i Vester Åby var, hvor byfesten skulle holdes. Festen havde helt fra start været Malenes idé. Hun følte, at byens indbyggere havde brug for en rystesammentur. Hendes forældre, der ejede den flotteste villa i området, fik straks stablet et festud­valg på benene, og tre dage senere kunne festen starte.

Små børn løb legende rundt i gaden iført fikse sandaler samt blomstrende sommerkjoler og fine shorts. Man skulle tro, nogen ville holde øje med dem, men ingen var bekymrede, for alle indbygger­ne var til stede. Nogle af kvinderne stod og rørte lidt i deres medbragte salater, mens de andre dækkede bordene. De ældre børn stod og snakkede i flere grupper. De snakkede alle om, hvor god en idé Malene havde fået. Det var dog ikke noget nyt, Malene fik altid fantastiske idéer, og hun var elsket af alle byens indbyggere. Mændene i byen stod alle som en samlet om­kring den kæmpestore grill, hvor de hver især holdt øje med deres bøffer, alt imens de diskuterede de sidste fodboldkampe, der havde været sendt i fjernsynet. Byens lille orkester befandt sig henne i hjørnet og spillede masser af dejligt og stemningsfuldt musik. Et orkester var måske så meget sagt, det var en af de store drenges gigantiske anlæg, der gav genlyd i alle byens gader. Vej­ret var perfekt, solen skinnede og gav et smukt lys på den store plads. Himlen var skyfri, det havde den været meget længe. Denne Augustaften kunne ikke blive bedre, og intet så ud til at kunne gå galt.

 

”Så er der mad!” råbte Malenes mor på slaget seks. Det var hende, der var formand for festudvalget, og det var hende, der havde styr på alt ned til den mindste detalje. De små børn løb hen og tog en bid mad eller to, hvorefter de hurtigt forsvandt, så de kunne fortsætte deres leg. Resten af indbyggerne satte sig roligt til bords, og kort efter var der gang i snakken overalt. ”Jeg vil gerne sige et par ord,” sagde Malene pludselig, hvorefter hun rejste sig op og fortsatte, ”tusind tak for muligheden til at holde den her byfest. Jeg håber, I alle har nydt den indtil videre og vil fortsætte med det til langt hen på aftenen.” Forældrene til Malene kiggede stolte op på hende, det samme gjorde alle de andre voksne. Hendes veninder kiggede beundrende på hende. De ønske­de alle, at de havde samme udseende, samme udstråling og samme fantastiske personlighed som hende. Malene afsluttede sin tale med en skål og satte sig derefter ned med et kæmpe smil plantet i ansigtet. ”Det er bare så hyggeligt, når det hele går så godt,” udbrød hun og smilede rundt til sine venner. De smilede alle tilbage og gav hende ret, som kunne de ikke gøre andet.

Da Malene og hendes familie flyttede til byen nogle år tilba­ge, blev alting forandret. Før havde byen været plaget af uvejr og skyer konstant, men det var som om det hele blev æn­dret, da Malene flyttede til. Som om året kun bestod af gode dage med konstant solskin. Malene bragte smil og glæde til hele byen, og det samme gjorde hendes forældre. Fra dag et blev de betragtet som den perfekte familie, og alle glædede sig over det. Det ville ikke være godt for indbyggerne, hvis familien flyttede eller for­svandt fra bybilledet.

Byfesten fortsatte perfekt. Desserten blev serveret, og efterfølgen­de var der selskabslege som gæt og grimasser og rundbold for de små. Mørket lagde sig langsomt over byen, og de yngre børn blev så småt lagt i seng. Festen var dog ikke slut endnu. De voksne blev siddende og snakkede ved bordet, mens de ældre børn holdt en mindre fest ude på græsplænen med høj musik og hyggeligt samvær. I takt med at det blev mørkere og mørkere, blev det samtidig koldere og koldere, og Malene besluttede sig for at gå hjem og hente en tyk trøje. Da hun gik tilbage til festen og over den store vej, blev hun pludselig slugt af et kæmpe lys. Hun gav sig til at skrige, og derefter blev alt sort for hende.

En af Malenes mange veninder, Lea, var den første der hørte ly­den af Malenes hjerteskærende skrig. Hun var også den første, der løb hen til den store vej, hvor hun regnede med at finde Malene, men på vejen var der ingenting, kun en stor blodpøl. Der var ingen spor af Malene, ingen spor af noget som helst. Lea skreg af ren forskrækkelse, hvilket tiltrak de øvrige indbyggere.

Man kunne roligt sige, at uheldet, eller hvad der nu var sket den Augustaften, hurtigt afsluttede den ellers så vellykket byfest. Byboerne kunne ikke andet end at gå bedrøvede i seng, for ingen kunne rig­tig forstå, hvad der var sket den aften.

Da solen stod op dagen efter byfesten og den tragiske hændelse, blev den kraftigt overskygget af store og grå skyer, der lå som en stor dyne over hele byen. Vejret var forandret, og det samme var indbyggerne. Der var ikke længere et forbillede blandt dem, de måtte fra nu af klare sig selv. Malenes forældre flyttede fra byen kort tid efter, og det var som om, de tog de sidste gode minder om Malene med sig. Ingen vidste, hvad der var sket med Malene, og hun er ikke blev fundet endnu. Det eneste, der er sikkert, er, at solen aldrig har skinnet siden den aften på centrumpladsen i Vester Åby.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...