For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3711Visninger
AA

8. Kapitel 8 - Tour Time

At snakke med Liam havde givet mig flere problemer end jeg havde i forvejen. For det første var jeg nu fuldstændig tvunget til at finde noget at sige til Louis. For det andet - tror jeg - havde jeg såret Liam dybt ved at råbe sådan ad ham. Jeg havde skreget og spurgt, hvorfor i alverden han overhovedet blandede sig i mine problemer, men sandheden var jo, at jeg selv blandede mig i Liams problemer til at starte med. Intet af dette her var Liams skyld, det måtte jeg ærligt indrømme. Jeg havde selv lagt op til alt det her.

Jeg sukkede og stirrede ud ad det vindue, jeg var så heldig at have. Solen skinnede og vejret var fantastisk, men skyerne trak sig langsomt sammen over den ellers så blå himmel. Af og til fløj en enkelt fugl henover himlen med en glad pippen.

Gid man dog var lige så glad som den fugl.

Jeg løsrev mig af mine tanker og gik ud fra værelset, hvorefter jeg satte kursen mod køkkenet. Jeg var godt sulten og forventede faktisk, at drengene havde lavet lidt mad til os, inden vi skulle afsted med privatflyet om to timer - klokken otte.

Desværre tog jeg fejl, da jeg kom ud i køkkenet og så et tomt bord med tomme pladser. Men fint da, jeg kunne udmærket selv lave noget mad, så det blev til en hurtig omgang pasta med ketchup, enkelt og lækkert.. sådan lidt i hvert fald.

Efter at have spist min mad, vaskede jeg tallerkenen, glasset og mit bestik op i hånden, da det ikke ville nytte noget at fylde opvaskemaskinen nu hvor vi jo tog afsted om få timer.

For en sikkerheds skyld tjekkede jeg opvaskemaskinen for at se, om nogle af drengene havde været dumme nok til at sætte deres beskidte service derned, men det viste sig, at de alle sammen havde nok hjerne til ikke at gøre det.

Okay, ondt sagt, tænkte jeg for mig selv.

Apropos drengene - hvor i alverden var de henne? Jeg havde ikke set dem, siden jeg var gået ud til Louis og havde bedt ham om at forklare, hvorfor han havde glemt at fortælle mig om afrejsen i aften. Det var en times tid siden nu.

Jeg ledte rundt i huset, tjekkede alle stuer og alle værelser, men måtte forgæves opgive, da de ikke var til at finde nogle steder.

"Louis?" kaldte jeg højlydt, men jeg fik intet svar tilbage fra hverken ham eller de andre drenge.

Nå, whatever - jeg havde da min telefon, så jeg kunne da altid ringe til Louis.

Jeg fandt hurtigt Louis' nummer frem under mine kontakter og trykkede straks på 'ring op'.

Der lød et par dut, før jeg hørte Louis' stemme i den anden ende af røret.

"Skylar!" udbrød han overrasket, "hvor i alverden er du henne?"

"Ja, jeg kunne spørge dig om det samme. Hvor er I henne? Jeg kan ikke finde jer nogle steder, og vi er nød til at blive klar, for flyet går om halvanden time," svarede jeg desperat, fuldstænding ude af stand til at falde til ro.

"Åh Skylar for fanden, jeg sagde jo, at vi skulle afsted klokken halv seks!" halvråbte han anklagende, som om det hele var min skyld.

De var taget afsted uden mig. Kunne man helt seriøst godt glemme mig så let?

"Det er da ikke min skyld, Louis! Det har du aldrig sagt," vrissede jeg surt igen.

Jeg fornemmede hans himmelvendte øjne, selvom jeg ikke kunne se dem, før han sukkede opgivende.

"Jo, jeg gjorde, men pyt med det. Du er heldig," sagde han, "for Harry har lige skrevet, at han først tager afsted til lufthavnen nu. Jeg beder ham om at samle dig op, inden han når for langt. Vi ses søs, din glemsomme unge."

Jeg fnøs hånligt, selvom han ikke længere kunne høre det. Tåbelige, åndssvage, forræderiske, dumme.. argh, han kunne da godt have sagt noget! Ikke om han overhovedet havde nævnt det bare kort, for det havde han absolut ikke, det vidste jeg med fulde sikkerhed.

I det mindste ville jeg da skulle sidde i samme bil som en, der ikke ville bebrejde mig for både at have glemt et vigtigt tidspunkt, eller at svigte sin bror.

Liams ord stod stadig klart og tydeligt i mit hoved. Han havde ganske rigtigt sagt, at han forstod mig, men det lød kun delvist som om han mente det. Han havde hele tiden haft en bebrejdende undertone.

"Harry kan være her når som helst, se hellere at få den skide kuffert ned i lobbyen," sagde jeg til mig selv, og med det gik jeg ud i gangen, hvor jeg snuppede min jakke, tog mine sko på og bar kufferten ud gennem døren.

Med den ekstra nøgle, jeg havde fået af Louis, drejede jeg låsen om og fortsatte ellers direkte hen til elevatoren. Trapperne fristede mig ligesom ikke i dag.

Hurtigt fik jeg trykket på den lysende knap, hvorpå der stod 'stuen' og så gled elevatoren ellers langsomt ned til enden af bygningen.

Ti minutter senere, da jeg havde ventet i lobbyen, kom Harry flyvende ind gennem døren, og skulle lige til at tage trappen i få spring, da han så mig sidde ventende på en stol.

"Nå, der er du! Kom med mig, det skal gerne gå lidt hurtigt, Sky," sagde han hurtigt og hankede op i min kufferts håndtag. Vægten af den måtte komme bag på ham, for han stoppede kort og kiggede med opspærede øjne på mig.

"Har en pige som dig virkelig ikke brug for mere i USA?" spurgte han og grinede charmerende, hvorefter han tog mig i hånden og trak mig ud i hans bil.

Da han havde smidt kufferten ind bag i, satte hans sig ind på førersædet og kørte afsted mod lufthavnen. Til min store lettelse kørte han pænt, selvom han ganske vidst kørte lidt hurtigere, end hvad tilladt var. Det kunne jeg dog leve med.

"Ingen fans i dag?" spurgte jeg henkastet og hentydede til dengang, han kørte som en sindssyg galning. Jeg kiggede smilende på ham.

"Nja, ikke her. Vent til du kommer ud i lufthavnen - du bliver overrasket over, hvor mange fans der kommer, virkelig," svarede han og smilede tilbage til mig.

Tanken om at se en lufthavn fuld af vilde, skrigende piger sendte en bølge af ubehag igennem mig. Hvad ville de ikke tænke, når de så mig og Harry stige ud af bilen sammen? Åh gud, det kunne umuligt ende godt.

Ingen kommentarer er vidst det bedste bare at sige, tænkte jeg for mig selv.

Den næste halve time sad vi og småsnakkede om forskellige ting. Jeg spurgte ind til Harrys liv, han spurgte ind til mit. Vi havde overraskende mange ting tilfælles. For eksempel var vi de eneste, ud af drengene og jeg, der kunne lave bare nogenlunde ordentlig mad. Desuden holdt vi begge to af fester, selvom Harry havde oplevet langt flere end jeg havde.


Da vi endelig ankom til lufthavnen, gik jeg ud af bilen med et smil om munden, fordi Harry nu havde fået mig overbevist om, at det hele nok skulle gå. Jeg havde ingen grund til at skulle bekymre mig om deres fans, for Harry var sikker på, at de nok skulle tage det pænt - om han mente vores hemmelige forhold, eller at jeg var Louis' lillesøster, vidste jeg ikke helt.

Blændende blitzer og øredøvende skrig kom mig i møde, da jeg gik om til bagagerummet for at fiske min kuffert ud. Harry stod ved roligt ved siden af mig.

"Hør Skylar, vores sikkerhedsvagt, Paul, står lige derhenne," han stoppede og pegede mod en mand, der stod længere væk og holdt fans tilbage, "så bare smut hen til ham. Jeg er nok nød til lige at sige hej til fansene," sagde han uskyldigt og rullede kort med øjnene.

Inden han smuttede, kiggede han sig omkring og kyssede mig hurtigere, end jeg nogensinde har set nogen gøre, hvorefter han puffede mig væk fra bagagerummet og lukkede det.

"Smut så," sagde han og gennede mig hen mod Paul, der stod og vinkede lige så stille til mig. Jeg gik usikkert frem, mens jeg prøvede at ignorere de vilde skrig og paparazziernes kameraer. Det hele gjorde mig en smule ør i hovedet, og der skulle ikke mere til, før jeg fik svært ved at gå lige.

En pludselig fans skrig fik mig til at stoppe op, og havde det ikke været for Paul, var jeg nok faldet sammen midt på jorden.

"DIN FUCKING LUDER!"

Min verden snurrede rundt, og jo længere væk Paul førte mig fra fansene, desto bedre kunne jeg høre alle deres hadefulde skrig. Syge ting som "idiot" og "møgkælling" blev råbt så højt af pigerne, at man skulle tro de snart ville miste stemmen. Men det gjorde de ikke, for de blev ved og ved. Ordene kom strømmende og jeg kunne ikke få dem ud ad hovedet.

"Skylar!"

Jeg faldt i armene på Louis. Han nåede med nød og næppe lige at gribe mig, inden jeg faldt ned på gulvet. Jeg kunne nu kun høre nogle fjerne skrig, og det gik op for mig, at vi måtte være indenfor et sted.

"Skylar, hvad i alverden sker der?" spurgte Louis desperat og trak mig tæt ind til sig, hvorefter han prøvede at berolige mig ved at stryge hans hånd langs min ryg.

Først nu gik det op for mig, at jeg græd. Tårerne strømmede og jeg gjorde Louis' skulder helt våd, men jeg var ærligt talt ligeglad.

"Ssh, Sky, tag det roligt," hviskede han mod mit hår og strøg let hen over det.

"De hader mig, Louis," hulkede jeg og brød ud i endnu flere tårer. Louis stoppede øjeblikket med at ae mig langs ryggen, men fortsatte igen kort efter.

"Nej, de gør ej. De er bare forvirrede over at se en fremmed person sammen med os," svarede han roligt og trak mig fri af hans arme, hvorefter han tog et blidt greb i mine skuldre.

"Hør så, - Skylar, kig på mig," sagde han og strammede kort sit greb i mine skuldre, så jeg kiggede på ham. Hans blå øjne var fyldt med tårer og et øjeblik havde jeg det som om, at jeg stod i hans sted og følte præcis, hvor ked af det han var på mine vegne.

"De hader dig ikke, Sky, og det vil jeg heller ikke lade dem komme til. De skal bare lære dig at kende, lige vide hvem du er," sagde han overbevisende og tørrede en vildfaren tåre væk fra kinden.

"Siden hvornår er det overhovedet begyndt at gå dig på? Du plejer at være så stærk, faktisk næsten ligeglad hvis jeg selv skal have lov at sige det," fortsatte han og grinede kort. Latteren smittede og fik også mig til at grine.

Jeg kiggede væk et øjeblik før jeg svarede ham.

"Det ved jeg ikke, Louis. Jeg..," jeg sukkede opgivende, "det ligesom.. overvældede mig."

Jeg kørte en hånd over panden og børstede noget hår væk fra ansigtet.

"Godt, søs. Du er ikke alene om det, at du ved det. Jeg skal nok fortælle dem noget, hvis de overhovedet prøver på at gøre min lillesøster ked af det igen," grinede Louis og krammede mig kort, hvorefter han trak os begge to videre ind i et andet lokale.

De andre drenge kiggede op, da vi trådte ind. De var i færd med at spise, hvilket nu forklarede, hvorfor de ikke havde lavet mad til mig derhjemme.

"Hvad så, kommer man lidt forsent eller hvad?" drillede Niall, men da han kiggede på mig, fortrød han straks. Mine øjne var stadig ophævede og røde, og jeg kunne tydeligt se på ham, hvor meget han allerede fortrød, at han jokede med mig på det her tidspunkt. Jeg smilede og rystede på hovedet til ham, og jeg håbede han forstod, at det var okay.

Uden at jeg opdagede det, kom Eleanor flyvende hen mod mig, puffede Louis kærligt væk og svang sine arme om mig. Jeg blev forskrækket men gengældte hurtigt hendes kram.

"Det er altid hårdt første gang, de hater på en," hviskede hun blidt og jeg smilede taknemmeligt, fordi hun, som jeg, også havde oplevet at blive kaldt forfærdelige ting.

Jeg trak mig fri af hendes kram og mumlede et oprigtigt "tak," før jeg satte mig ned på en stol ved bordet, hvor drengene sad. Eleanor satte sig på den ene side af mig og Louis på den anden.

Det var tryggende at sidde mellem dem. Louis var min bror, og han havde hjulpet mig gennem så mange ting den sidste tid, og Eleanor havde altid været som en halvt søster, halvt bedste veninde for mig.

"Er du sulten, Skylar?" spurgte Liam pludseligt og skulle lige til at rejse sig, for at hente noget mad til mig, men jeg stoppede ham.

"Nej tak, Liam," smilede jeg og kiggede rundt på de andre drenge.

"For faktisk spiste jeg jo hjemmefra, indtil en hvis storebror fortalte mig, at jeg skulle have været i lufthavnen allerede, hvorefter han flippede, fordi jeg ikke var kommet. Men det okay - det var ikke min skyld, at Louis ikke havde sagt noget," sagde jeg henkastet og afventede Louis reaktion. Der gik kun et øjeblik, før han begyndte at protestere.

"Det var ikke min skyld, bla bla bla.. Det var da din skyld! Jeg vil i hvert fald ikke have skylden for, at du ikke lyttede ordentligt efter!"

"Åh helt ærligt, Lou, den der undskyldning er gammel! Du bruger den hele tiden, bare fordi du ikke vil indrømme, at jeg har ret og du tog fejl!" gav jeg ham igen og puffede til ham med skulderen. Han puffede hårdere tilbage, og sådan udviklede det sig til en mini skulder-slåskamp mellem os.

Liam og Zayn begyndte at grine, mens Eleanor blot himlede med øjnene. Niall var ivrig efter at heppe på den ene, derefter den anden, og man kunne tydeligt høre på ham, hvor meget han ønskede at være med.

Ingen af os bemærkede Harry, der stille kom gående ind og slog sig ned overfor mig. Louis og jeg blev blot ved med at skubbe og mase, hvilket jeg i øvrigt havde utroligt godt styr på. Louis sad nu helt lænet op ad Zayn, fordi jeg havde puffet ham så langt til siden.

Jeg lagde alle kræfter i min arm og gav Louis et sidste puf, som var nok til at skubbe ham af stolen og vælte ned på gulvet.

"SEJR!" råbte jeg begejsret og Niall gav mig en highfive. Louis lå og beklagede sig på gulvet, hvorefter han mumlede noget om, at jeg snød og at Zayn sikkert havde skubbet ham ned, da jeg puffede til ham.

"Godt skubbet, tror jeg," sagde Harry og jeg kiggede på ham, fordi jeg først nu opdagede, at han var her. Han smilede til mig med et kærligt blik i øjnene, og jeg smilede kort tilbage til ham.

"GÅ VÆK, HARRY!" råbte Louis fra gulvet og rejste sig op på sin ene albue, hvorefter han rækkede tunge til ham. Jeg sendte ham et forvirret blik, og han rullede opgivende med øjnene, hvorefter han pegede skyldigt på Harry.

"Han skal ikke holde med dig, Skylar. Han er MIN bedste ven, så han skal heppe på mig," sagde Louis som svar på mit forvirrede ansigtsudtryk.

Han rejste sig og gik en halv runde om bordet, hvorefter han kastede sig over Harry, som faldt ned af stolen på præcis samme måde, som Louis havde gjort det for et øjeblik siden. Så fortsatte altså en ny slåskamp, alt i mens vi andre sad og grinede og heppede.

"Go, Harry, go Harry," heppede jeg ivrigt og grinede.

Louis stak kort hovedet op fra gulvet og kiggede utilfreds på mig.

"Hvorfor hepper du på Harry?" spurgte han fornærmet, hvorefter Harry trak ham ned på gulvet igen. Et øjeblik kom spørgsmålet faktisk bag på mig, men så svarede jeg med største selvsikkerhed: "Han heppede også på mig, jeg skylder ham det."

Jeg trak på skuldrene og lænede mig tilbage i stolen. Ved siden af mig var Eleanor i fuld gang med at filme de to drengens slåskamp, og jeg kunne ikke lade være med at grine sammen med hende.

 

***

Flyveturen gik fint, selvom jeg aldrig havde fløjet før og dermed selvfølgelig havde flyskræk, men alle drengene og Eleanor havde beroliget mig meget, og snart efter vi var lettet, følte jeg mig helt tilpas.

Drengenes privatfly var landet på en reserveret landingsbane, hvor bilerne, der skulle køre dem til hotellet samt tourbussen, holdt og ventede på os. Dermed var der ingen fare for at blive overfaldet at fans lige med det samme.

Drengene tog tourbussen, mens Eleanor og jeg tog en anden bil med tonede ruder. Vi skulle køre et stykke efter drengene, så vi ikke ville blive indblandet i alt hysteriet med fansene.

Pænt gjort af dem, måtte jeg sige. At sørge for vi ikke blev overfaldet af fans. Tommel op for det.

Eleanor og jeg skulle bo på hotel sammen, mens drengene selvfølgelig kørte rundt i tourbussen. De havde lidt forskellige shows rundt omkring i USA, så indtil turen gik videre til Canada, skulle Eleanor og jeg altså bo på et hotel midt i Amerika.

Fra hotellet var der ikke langt til de nærmeste butikker. Stederne hvor drengenes optræden skulle foregå lå længere væk, men ikke længere end at det ville tage et par timer eller tre at køre dertil.

Vi havde fri adgang til alle deres shows, men som Eleanor havde fortalt mig, så var det ikke altid fedt, at komme med til et hvert show. Selvfølgelig var det fantastisk at se, hvor glade drengene var til deres forskellige shows, men det kunne blive trættende i længden -  også fordi de ikke altid have tid til at være sammen med en hverken før eller efter showet. De havde som regel altid travlt med soundchecks og diverse ting, og når de endelig var færdig med en koncert, skulle de i seng og derefter begynde forfra med at øve.

Så hellere være sammen med dem, når de havde et par fridage.

Jeg havde eklæret mig helt enig og nikket bekræftende, men noget sagde mig, at jeg ville komme til alle deres shows, i hvert fald lige i øjeblikket. Jeg ville gerne bruge så meget tid med Harry og Louis som muligt, selv hvis det betød, at jeg kun kunne se dem en times tid hver dag.

Eleanor og jeg havde tjekket ind på hotellet og var nu begyndt at pakke vores ting ud. Vi havde en suite sammen, men med hver vores værelse.

Efter at have pakket alle mine ting ud, gik jeg hen til vinduet og kiggede ned på gaden. Selvom vi havde været meget diskrete, kunne vi ikke undgå fans. Lige nu stod der omkring halvtreds nede foran hotellet, og hver gang nogen prøvede at snige sig indenfor, blev de skubbet tilbage af nogle sikkerhedsvagter, hvilket jeg var utroligt glad for.

Ikke at jeg hadede drengenes fans, men det faktum at de havde svinet mig sådan til uden overhovedet at kende mig, da vi fløj, havde sat dybe spor i mig, og jeg tror, at der skulle gøres en del fra deres side, hvis de ville vinde min tillid.

Jeg sukkede og gik væk fra vinduet. I stedet greb jeg min computer og satte mig tungt i min bløde dobbeltseng. Jeg loggede med det samme ind på Twitter, velvidende at jeg før eller senere måtte opdage alt det hysteri, der sikkert var kommet omkring mig.

Åh gud, nej.. nej.. nej.

Twitter var eksploderet i billeder af mig, Harry, Louis og Paul fra lufthavnen. Over alt spurgte fans, hvem jeg var, og hvorfor i alverden jeg var sammen med drengene.

"Harrys got a new girlfriend? fuck u bitch."

"Who is that ugly girl with the boys?"

"YOU BETTER NOT HURT MY HARRY, BIMBO!"

"Hey guys, CALM THE FUCK DOWN. Maybe she's a friend to one of the boys or Eleanor. Don't hate on her like that!"

Sidstlæste tweet fangede min opmærksomhed, og jeg blev oprigtigt glad for at se, at ikke alle drengenes fans så mig som en billig luder, bare fordi de ikke kendte mig. Uden at tænke nærmere over det, svarede jeg denne persons tweet.

"Thanks a lot for not judging me because I'm Louis' littlesister. x"

Nå ja, det skulle jo siges før eller siden, ikke? Jeg kunne lige så godt indrømme overfor hele verden nu, at jeg var Louis Tomlinsons lillesøster, som ingen nogensinde havde hørt om. Det lød sindssygt selv i mine ører, men det var den rene og skære sandhed.

Hurtigt skrev jeg en ny tweet, som inkluderede Louis:

"Hey guys, calm down. I'm sure Louis will present me to you soon or later, right @Louis_Tomlinson?"

Jeg var lige ved at logge af twitter igen, da jeg kom i tanke om noget.

"Oh yes, and I arrived to the airport with Harry because I was a bit late. Louis forgot to tell me something important."

Sådan. Det måtte være det. Nu måtte verden tro, hvad de ville. Jeg havde fortalt dem, hvem jeg var, og det kunne de jo ikke lave om på.

Jeg smed computeren fra mig og lagde mig ned i sengen. Jeg ville bare lægge mig lige tyve minutter, for jeg havde ærligt talt ikke sovet i flyet, så jeg havde en smule jetlag.

Men jeg faldt i søvn ret hurtigt og vågnede først igen senere, da jeg mærkede nogen lægge sig ved siden af mig i sengen, hvorefter jeg slog øjnene op og udstødte et skrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...