For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3709Visninger
AA

7. Kapitel 7 - Over and Over

Efter at være kommet hjem fra Harry i går, havde jeg smidt mig i sengen og sovet indtil jeg vågnede igen ved 10-tiden.

Jeg sad nu ude i køkkenet og spiste det toastbrød, jeg lige havde ristet, alt i mens jeg kiggede alle de mange tweets igennem på Twitter. Nu og da fangede noget min opmærksomhed en smule, men jeg fandt aldrig det, jeg var så bange for at se; sandheden om Harry og jeg, eller at Louis Tomlinson havde en lillesøster, der var blevet gennemtævet i flere år af sin egen far.

I stedet skrev folk om hvor fantastiske drengene var, og drengene skrev også selv om, hvor fantastiske deres fans var. Desuden var der ret meget gang i den, fordi drengene for en uges tid siden havde udgivet deres nye sang, Best Song Ever, som åbenbart også lige havde slået rekorden for flest visninger på 24 timer på Youtube. 12,3 millioner - det var stærkt gået, det måtte jeg indrømme. Jeg var lidt stolt af min bror.

Desuden havde drengene nu også været sammen som band i tre år, hvilket folk stadig var meget imponerede over og glade for, selvom det efterhånden var nogle dage siden.

Jeg sad i mine egne tanker, og jeg fik derfor et chok, da Louis lige pludselig kom gående bagfra og lagde en hånd på min skulder.

Jeg kiggede om på ham og så tydeligt, at han så både træt og tilfreds ud, og hans hår stod til alle sider. Jeg kom uvilkårligt til at grine, fordi en tanke poppede op i mit hoved.

"Har du haft en tilfredsstillende nat, brormand?" spurgte jeg og kiggede spørgende på ham med et frækt smil om munden.

"Årh hold op, søs. Mit.. natteliv, rager altså ikke dig," svarede han grinende og daskede til mig.

"Har du forresten set min telefon? Jeg er ret sikker på, at jeg smed den inde i stuen i går aftes, men jeg kan ikke lige finde den," sagde han og kiggede søgende omkring.

Åh-åh.. Louis' telefon lå stadig inde på mit værelse, hvor jeg havde smidt den i nat. Jeg spejdede mod Louis, der gik rundt i køkkenet og ledte diverse steder.

"Mh nej. Måske har du bare smidt den et sted inde under din seng, det har du jo gjort før," svarede jeg og mindede ham om dengang, han panikkede fuldstændig, fordi han ikke kunne finde hans første telefon. Det viste sig, at han var kommet til at sparke den ind under sengen.

"Haha. Meget morsomt!" vrissede han og stak tungen ud, men jeg så ham alligevel gå ud af køkkenet og dreje ned mod sit værelse. Jeg smilede og rejste mig selv for at spurte ned på mit værelse, hvor jeg tog telefonen fra min seng.

Så sneg jeg mig tilbage ud af døren og ind i stuen, hvor jeg forsigtigt lagde den mellem et par puder, så Louis skulle tro, at han havde tabt den, da han sad i sofaen.

Så rettede jeg mig op og kiggede mistænktsomt omkring, men det lod til, at det kun var mig der vidste, at Louis' telefon ikke altid havde lagt, hvor den lå nu.

"Louis!" kaldte jeg og ventede på, at han skulle følge lyden af min stemme og komme herind. Få sekunder efter stod han ved min side.

"Fundet mellem puderne," sagde jeg og vendte mig om for at gå tilbage i køkkenet, hvor jeg stadig havde et glas juice stående. Jeg skyllede det hurtigt ned og gik så tilbage til værelset for at tage tøj på.

Lige da jeg var på vej ud af døren, kom Niall gående forbi og standsede kort, da han så mig.

"Godmorgen, sleepyhead," sagde han smilende og gik så videre, men jeg nåede at gribe fat om hans håndled og stoppe ham.

"Vent, hvorfor har du så travlt, Niall?" spurgte jeg og kiggede uforstående på ham. Han kiggede blot lige så uforstående tilbage på mig inden han sagde: "Har du heller ikke fået dét at vide endnu? Nej altså, hvor er Louis dog dum til at informere dig," sagde han og slog opgivende ud med armene.

"Vi skal afsted til USA i dag. Tournéen begynder igen i morgen."

Hvorfor har jeg ikke fået det at vide lidt før, så jeg kunne begynde at pakke? Louis altså!

Jeg sukkede dybt og takkede Niall for informationen, hvorefter jeg gik tilbage til mit værelse og hev en kuffert frem, som Louis havde givet mig kort efter jeg flyttede herind.

Da jeg ikke havde så meget at pakke, proppede jeg bare det hele ned, og der var stadig masser af plads tilovers. Jeg kiggede ned på min sølle bagage og sukkede endnu en gang. Når jeg en dag fik tid, skulle jeg have Eleanor eller måske Lou med på shopping. Jeg kunne ikke blive ved med at gå rundt i det samme kedelig tøj dag ind og dag ud.

Eftersom jeg stadig var en anelse gul omkring mit ene kindben, lagde jeg en hurtig og dækkende make-up, præcis som Lou havde lært mig, og så smed jeg ellers også min lille samling af make-up produkter ned i kufferten.

Som det sidste kom min teddybamse ned i kufferten. Jeg lagde den forsigtigt derned, selvom jeg udmærket godt vidste, at der ikke ville ske noget med den, fordi den ikke var levende.

Alt var pakket. Kun en enkelt kuffert med tøj, make-up, billeder og en bamse var alt, hvad jeg skulle have med til USA. På den anden side havde jeg heller ikke brug for mere.

Jeg skubbede døren ud til gangen op og trak min kuffert efter mig. Jeg satte den tungt ned på gulvet og fortsatte ind i køkkenet, i håb om at finde Louis, for han havde ganske vidst noget, han lige skulle have forklaret mig.

"Louis?" kaldte jeg ud i det store køkken, mens jeg så mig omkring efter skikkelsen af min storebror.

"Han snakker med Harry," sagde Zayn, som kom gående bagfra. Han smilede kort, gik forbi mig og videre til køleskabet, som han åbnede og hurtigt gennemsøgte. Det virkede ikke til, at han fandt noget videre interessant, for han lukkede hurtigt døren igen og gav sig til at kigge udforskende på mig.

"Hvad glor du sådan på?" spurgte jeg med et grin og lagde armene over kors. Zayn havde en kæreste, så hvorfor i alverden skulle han stå og kigge på mig på den måde? Han kropsstuderede mig, det var helt tydeligt.

"Har bare ikke lagt mærke til før nu, at du og Louis ligner hinanden ret meget. Ikke underligt at I er søskende," svarede han og smilede.

"På hvilke måder ligner vi hinanden?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg havde faktisk aldrig fået dette at vide før, kun af min mor, men sådan noget skal mødre jo sige, ikke? Søskende skal altid ligne hinanden på et eller flere punkter.

"I har præcis samme brune hårfarve, og jeres øjne er begge dyb krystalblå," svarede han simpelt med et udtryk der viste, at han måtte have tænkt meget over det før, selvom det ikke var det, han sagde til at starte med, "og desuden er I begge lige stædige, men utrolig følsomme."

Jeg nikkede bekræftende med hovedet, for han havde vel ganske ret. At vi havde fuldstændig ens øjenfarve var ikke noget nyt at høre for mig, det havde både min mor og min far fortalt før. Vores hårfarve var heller ikke helt forskellig, men alligevel synes jeg, at mit hår var en tand mørkere end Louis' hårfarve.

Og at vi begge var stædige og følsomme? Tja, jeg var vel nok den mest stædige af os, men Louis kunne til tider også være ganske stædig, det måtte jeg erkende. Og selvom jeg helst ville tro på, at vi begge var følsomme, var noget fis, så kunne jeg ikke, for også dette var sandt, og vi kunne på ingen måder ændre på det.

Som børn havde vi tit siddet foran fjernsynet og set en af mors tøse tudefilm, og selvom det virkede ganske latterligt, var vi også begge to begyndt at græde.

Jeg rullede med øjnene og lod blikket vandre videre rundt i køkkenet, for Zayn havde helt sikkert ret i det, han sagde, men jeg kunne af en eller anden grund ikke få mig selv til at kigge på ham igen. Hans øjne virkede.. foruroligende. Jeg var bange for, selvom jeg ikke vidste hvordan han skulle have fundet ud af det, at han vidste noget om Harry og jeg, som han ikke burde vide.

"Så - ville du Louis noget, siden du kaldte på ham?" spurgte Zayn efter den pludselige tavshed og kiggede spørgende på mig. Han havde let løftet sit ene øjenbryn og hans blik borede sig ind i mit, som om han ventede på, at jeg skulle fortælle ham noget hemmeligt.

"Ja, faktisk. Jeg har en høne at plukke med ham," svarede jeg og prøvede at kigge upåvirket tilbage på Zayn.

Han grinte let før han svarede.

"Hvad har han nu gjort?"

Jeg rystede på hovedet og fangede hans blik igen. Antydelsen af, at han vidste noget om os var pist forsvundet, så jeg åndede lettet op indeni og smilede.

"Niall kom i dag og fortalte mig, at vi snart tager afsted til USA, fordi jeres tourné begynder i morgen eller noget, men Louis har ikke fortalt mig noget om det endnu, hvilket jo egentlig er lidt upraktisk, eftersom vi tager afsted om nogle timer," sagde jeg og kunne nemt høre hvor bebrejdende min stemme lød.

"Så er du da kommet til den rette mand. Hvad har du brug for at vide af nyttige informationer? Jeg ved alt - det vil sige, Liam ved alt, og eftersom han har fortalt mig alt, ved jeg nu også alt," sagde Zayn drillende og smilede et helt fantastisk smil med blikket rettet mod gulvet.

Hvorfor havde jeg aldrig set ham smile på den måde før? Åh gud, den dreng var herrelækker, og hvis man så ham smile, ville det bare blive endnu værre at stå for ham. Hvor heldig kunne Perrie ikke være?

Jeg tog selv i at smile ved tanken om det, og vendte istedet tilbage til Zayn.

"Tja, jeg ville først og fremmest gerne vide, hvornår vi præcis tager afsted? Jeg har godt nok pakket, men det ville være rart at vide, hvor lang ting jeg har tilbage at slappe af i." Jeg kiggede afventende på Zayn, der stod og trippede let på de hårde fliser.

"Okay, Skylar, lige præcis den ene ting, kan jeg ikke huske. Du kan spørge mig om alt andet, men ikke det," tilstod han og kiggede fjoget hen på mig. Jeg smilede melidenhedsfuldt tilbage og rystede på hovedet.

"Det er okay. Jeg er selv ret dårlig til at huske tidspunkter, det skal jeg være den første til at indrømme," indrømmede jeg og lo kort.

Vi stod i tavshed et par minutter, tydeligvis distraheret af vores egne tanker. Selv stod jeg og tænkte på, hvor i den store lejlighed Liam befandt sig, for jeg ville gerne spørge ham om, hvornår vi skulle afsted.

"Hm, ved du så i det mindste hvor Liam er henne lige i øjeblikket?" henvendte jeg mig til Zayn, som kort rystede på hovedet for at komme fri af sine tanker. Han overvejede mit spørgsmål et øjeblik, før han svarede.

"Sidst jeg så ham sad han på mit værelse," sagde han kort.

Jeg rynkede panden. På Zayns værelse? Hvorfor? Okay, indrømmet, jeg vidste tilstrækkelig nok om drengene til at kunne huske, at folk ofte havde lavet bromances mellem drengene, og jeg vidste også, at Liam og Zayn havde en forbindelse til hinanden i det sammenhæng.

"Jeg lader bare som om, jeg ikke hørte, at det var dit værelse, han sad på," svarede jeg hurtigt og smuttede ned ad gangen mod Zayns værelse. Ganske rigtigt sad, nej, lå, Liam på sengen med en mobil løftet over sit hoved.

"Hej, Liam!" sagde jeg glad og satte mig på sengen ved siden af ham. Han virkede ikke synderligt begejstret for min tilstedeværelse, så jeg lagde hovedet på skrå og kiggede nærmere på ham.

Hans øjne så trætte ud og jeg kunne svagt ane en rød farve omkring dem. Havde han grædt? Åh gud, hvad skulle jeg sige til ham? Og hvad var der i grunden sket? Jeg opdagede sjældent at fyre græd.

"Øh, Liam, jeg tænkte på, om du vidste.. Nej, ved du hvad? Det tænkte jeg ikke på. Jeg sad og tænkte på, hvorfor i alverden du har grædt sådan."

Okay, sådan kunne man også sige. Det havde ikke været min mening at sige lige netop dette, men ordene var fløjet ud ad munden på mig, og jeg kunne overhovedet ikke holde dem tilbage.

Liam sukkede og smed mobilen fra sig, hvorefter han endelig kiggede på mig med et trist udtryk i øjnene. Da han så mit spørgende blik, vendte han sig om på siden med ryggen vendt mod mig.

"Liam, jeg.."

Jeg opgav uden overhovedet at prøve. Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne se hvor ked af det, han var, og det virkede til at blive endnu værre, fordi jeg spurgte. Hvad kunne dog gøre Liam så ked af det? Jeg havde flere gange hørt fra Louis, at Liam var jordens sødeste dreng, og han kunne ikke finde på at gøre nogen eller noget fortræd. Hvis han var sur, kunne han ikke gå ti minutter uden at undskylde højtlydt på Twitter eller andre steder. Hvorfor skulle nogen overhovedet gøre jordens sødeste dreng så ked af det, som han åbenbart var?

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg gjorde bare det første, der faldt mig ind at gøre; jeg aede ham blidt op og ned på armen for at berolige ham, selvom jeg ikke havde den fjerneste idé om, hvad der var sket.

"Det er okay, Skylar. Du må ikke tro, at jeg er sur -" jep, der kom det, hans undskyldning, som han altid gav, selvom han ingen grund havde til det, "jeg.. ja, hvad kan man sige? Jeg er bare lidt.."

Jeg forstod straks hvordan han havde det, selvom jeg endnu ikke helt vidste præcis hvad det var, som plagede ham, men følelsen af at være noget, som man ikke rigtigt kunne beskrive, kendte jeg alt til, for sådan gik jeg og havde det ofte lige i øjeblikket.

"Hmf, I feel you," mumlede jeg med hovedet vendt væk fra Liam. Jeg var sikker på, at han ikke hørte det, men han drejede nysgerrigt hovedet efter jeg havde sagt det, så han måtte alligevel have hørt det.

"Hvilke problemer har du?" spurgte han, oprigtigt og venligt; hans blik var ikke til at tage fejl af.

Jeg sukkede og begyndte at pille ved mine lange, tynde fingre. Skulle jeg fortælle det til Liam? Alt det om Harry og jeg, om Louis og mit løfte til ham? Ville han forstå mig? Sikkert ikke. Hvem ville forstå det? Som om Liam ville have melidenhed med mig. Men på den anden side, Liam var jo den mest melidenhedsfulde og ansvarlige i bandet, så hvorfor skulle han ikke kunne forstå mig?

 

***

Liams synsvinkel;

Tavshedsheden fulgte efter Skylars tunge ord. Hun var tydeligvis påvirket, det viste tårerne der trillede ned ad kinderne. Hun kiggede den anden vej, fordybet i sine egne tanker.

På mange måder havde hendes hemmelighed chokeret mig, og dog alligevel ikke. Jeg kunne sagtens selv sætte mig i hendes situation, jeg forstod hende helt sikkert. Men jeg var også overrasket, måske endda en lille smule.. forarget - ikke meget, men nok til at følelsen var der.

"Hvordan kunne du gøre det?"

Ordene røg uvilkårligt ud gennem mine læber. Det var ikke min mening at sige dem, for jeg vidste, hvor såret Skylar ville blive af at høre lige netop det.

Kort kiggede hun på mig, for at sende mig et ulykkeligt smil og flere tårer strømmede ned ad hendes kinder. De dybe blå øjne lyste af smerte og var på vej til at rejse sig og gå ud, da jeg greb fat i hendes hånd.

"Skylar, der var ikke.. -" begyndte jeg, men hun rystede afværgende på hovedet. Hun prøvede at smile gennem tårerne, da hun svarede mig.

"Du bebrejder mig," hulkede hun og vendte ryggen mod mig, hvorefter hun gik mod døren, "jeg troede du forstod."

Hendes sårede blik borede sig ind i mien øjne, og det skar dybt. Så smuttede hun lynhurtigt ud ad døren og smækkede den efter sig, selvom jeg ikke tror, det havde været hendes hensigt.

"Flot, Liam Payne, du har lige ruineret en forvirret piges liv," sagde jeg sukkende til mig selv. Hvor var det dog også dumt sagt. 'Hvorfor gjorde du det?' Skylar havde fuldstændig ret. Det lød mere bebrejdende end noget andet, selvfølgelig ville hun blive ked af det. Jeg havde det skidt med at have såret hende, det havde jeg virkelig, men spørgsmålet stadig stod ubesvaret i mit hoved, og jeg ville så gerne vide, hvorfor hun havde trodset Louis' krav.

Jeg måtte hellere gøre det godt igen, tænkte jeg for mig selv, da jeg listede hen ad gangen til Skylars værelse; døren var lukket, og selvom jeg intet kunne høre, fornemmede jeg, at hun lå ulykkeligt på sin seng og græd.

Jeg bankede let på døren, inden jeg trak ned i håndtaget. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at døren var låst, for jeg kunne ikke komme videre.

Jeg mærkede efter den ekstra nøgle, jeg altid plejede at have i min lomme og åndede lettet ud, da jeg greb om det kolde metal.

"For guds skyld, Skylar, lad være med at have nøglen siddende i låsen lige nu," mumlede jeg for mig selv, da jeg puttede nøglen i nøglehullet og heldigvis kunne dreje den rundt. Jeg smuttede uset ind på Skylars værelse og låste døren efter mig.

"Jeg gider ikke snakke, gå nu bare væk, Liam," råbte hun efter mig, og fordi hun snakkede ned i sin pude, kunne jeg kun lige akkurat opfange ordene.

"Nej, Skylar, jeg vil ikke gå. Hør, du må virkelig undskylde, at jeg lød så bebrejdende før, for jeg havde ikke i min vildseste fantasi tænkt mig, at det skulle lyde sådan. Det er jeg frygtelig ked af, Skylar."

Ved lyden af mine ord sukkede hun og slog hånden hårdt ned i dynen, hvorefter hun drejede rundt, så hun kunne se mig.

"Hvorfor skal du altid være så forbandet nem at tilgive?"

Et smil spillede om hendes mundvige, da jeg satte mig ned ved siden af hende på sengen. Jeg sendte et undskyldende smil tilbage, hvorefter hun himlede med øjnene.

"Skylar, du må virkelig unds..-"

Hun stoppede mig brat i at sige undskyld ved at holde sin lange pegefinger op foran mit ansigt som tegn på, at jeg altså skulle tie stille.

Hun sukkede inden hun sagde noget.

"Jeg forstår dig vel godt. Du er lige som Louis ville være - forarget, såret, forfærdet, forskrækket, chokeret.."

Hun stoppede. Ordene tog hårdt på hende, og hun var nød til at tage en kort pause, før hun fortsatte sin strøm af selvbebrejdende ord.

"Jeg har da også bare været et rigtigt røvhul, ikke? -" hun kiggede på mig og ventede på, at jeg skulle bekræfte det ved at nikke, før hun fortsatte, "men, og nu vil jeg jo ikke sidde og redde min egen røv, men kærlighed er kærlighed, ikke? Jeg.. måske blev jeg også bare revet med, jeg ved det ikke Liam, men pludselig var Harry der bare, og du skulle bare vide hvor ihærdigt jeg har prøvet på at undgå ham, men han påvirker mig på den måde, der får mig til at føle, at jeg er fri, at jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg.."

Endnu en gang stoppede hun, men hun måtte vente længere tid, før hun fortsatte denne gang, som om det, hun nu ville sige, var en tilståelse for hende selv, som hun først nu skulle se i øjnene.

"Jeg er forelsket i Harry," sagde hun opgivende og afventede min reaktion. Jeg kiggede forståeligt på hende, for først nu fattede jeg, hvor inderligt hun mente det. I starten, måtte jeg indrømme, havde jeg troet, at hun bare var faldet for Harrys sædvanlige charme og hans udseende, men det lod til at være langt dybere følelser, hun havde for Harry.

"Åh gud, jeg forstår dig, Skylar. Harry er en rigtig charmetrold, og det er svært for mange at holde sig væk fra ham," startede jeg ud og undlod at sige den tanke højt, der lige nu fløj rundt i mit hoved; Harry havde også svært ved at holde sig fra andre - bestemt piger.

Med ét blev jeg pludselig bekymret for Skylar. Hun var faldet så hårdt for Harry, og selvom hun påstod, at Harry selv havde sagt, at han følte det samme for hende, kunne jeg ikke lade være med at advare hende i mine tanker, for ikke alt hvad Harry sagde om den slags ting passede. Harry var en charmør, og han havde intet imod at have lidt mere end en flirt ad gangen.

Pas nu hellere på, Skylar, tænkte jeg bekymret.

Jeg vendte tilbage til det, jeg før havde været ved at sige.

"Og Harry er en fantastisk fyr," fortsatte jeg og sendte Skylar et oprigtigt smil.

Hun kiggede mistænksomt tilbage og løftede øjenbrynet.

"Men? Der er altid et men," sagde hun og var pludselig fuldkommen alvorlig.

"Nu vil du vel ikke opfordre mig til at holde mig væk fra ham, selvom du forstår mig?" blev hun ved og var igen på randen til at græde.

Jeg tog forskrækket et blidt tag om hendes skuldre.

"Nej, nej, det er ikke det, Skylar - åh, bliv nu ikke ked af det, jeg kan simpelthen ikke for godt tåle det - men.. du burde fortælle det til Louis," svarede jeg alvorligt og kiggede dybt ind i hendes uskyldige, blå øjne.

Hun fnøs og trak sig længere tilbage i sengen mens hun opgivende slog ud med armene.

"Hvad vil du have, at jeg skal sige? 'Hey brormand, jeg kyssede din bedste ven og jeg er forresten fucking ligeglad med dit skide krav?' Aldrig, Liam!" halvråbte hun nu og stirrede vredt på mig, som om hun forventede, at jeg skulle fortælle præcis, hvad hun skulle sige til Louis.

Jeg tog hendes hånd og gav den et kort klem, før jeg rejste mig fra sengen og gik hen mod døren. Jeg stoppede og vendte rundt, inden jeg gik ud. Mit blik fangede Skylars nu forvirrede blik, og jeg sendte hende et opmuntrende smil.

"Jeg ved ikke, hvordan du vil fortælle det til Louis, men du burde hellere gøre det. Jeg skal nok lade være med at sige noget, men jeg ved, Skylar, at hvis du ikke siger det rimeligt snart, bliver det værst for dig selv."

Og med de ord forsvandt jeg ud gennem døren og hørte kun lige Skylar råbe efter mig.

"Hvorfor blander du dig overhovedet i mine ting!" skreg hun og kort efter hørte jeg døren smække bag mig og låsen blive drejet om.

Blande mig i hendes ting?

"Det var dig, der blandende dig i mine ting til at starte med," mumlede jeg for mig selv, da jeg kom i tanker om den sms, jeg havde modtaget for godt femten minutter siden.

Danielle havde skrevet til mig igen, og jeg havde været lykkelig over, at hun endelig kontaktede mig igen, fordi vi ikke havde set meget til hinanden den seneste tid. Jeg ville så gerne have ringet til hende, besøgt hende, men hun havde haft travlt hele denne uge, hvor drengene og jeg havde haft ferie, og det havde faktisk såret mig dybt.

Danielle var min kæreste, og når jeg endelig fik fri til at være sammen med hende, påstod hun, at hun ikke engang havde tid til det. Der var noget galt, havde jeg tænkt hele ugen.

Og sandelig ikke, om der ikke også var det; det fik jeg bekræftet i den sølle sms, hun havde sendt mig for kort tid siden, og som jeg var blevet så såret over. Mere end såret. Dybt ulykkelig.

Jeg hev mobilen frem og læste beskeden en gang til, blot for at være sikker på, at det hele ikke var en eller anden åndssvag joke, hun og drengene havde lavet med mig.

Hej Liam.

Jeg tror, det er på tide for os at bryde det her forhold. Jeg kan.. ligesom ikke klare det længere. Jeg ser dig aldrig.

Det er jeg ked af.

- Danielle x

'Det er jeg ked af' og 'jeg ser dig aldrig' - hvad var det for noget? Jeg brugte al min mulige fritid sammen med Danielle, jeg havde knap nok tid til at nå de ting, der var vigtige i min karriere! Og så siger hun, at hun aldrig ser mig! Jeg tilbød hende at tage med mig rundt på tourné, men hun afslog, fordi hun ville savne de andre herhjemme lidt for meget. Jeg forstod hende, da hun dengang sagde det, men sammenlignet med det, hun skriver nu, forstår jeg det overhovedet ikke.

Og hvordan kan hun være så følelseskold? Skriver bare en hurtig sms. Hun kunne have ringet, eller kommet forbi. Hun vidste, at jeg var hjemme og havde tid!

Tårerne strømmede op i mine øjne, og jeg blinkede kraftigt for at få dem til at gå væk.

Og så skrev hun det i dag, lige når hun vidste, at jeg skulle afsted til USA og dermed ikke havde tid til at tage hen til hende og få en forklaring. Der var noget mere i det her, det kunne jeg regne mig frem til.

Men jeg vidste ikke helt, hvad det var. Jeg håbede bare, at jeg kunne finde ud af det.

 

_________________________________________________________________________

Okay så guys, lige en hurtig forfatterbesked herfra!

Jeg ved godt, at det er længe siden, Liam og Danielle har slået op, men jeg havde bare lige brug for, at det først var nu, det skete, så ja - jeg ved altså godt, at Payzer ikke længere eksisterer :( <3

Jeg beklager meget, hvis jeg er langsom til at opdatere, men her i ferien sover jeg til mindst tolv om dagen, og så er det svært for mig at komme i gang med at skrive. Faktisk ender jeg altid med at sidde og skrive til klokken er over midnat, fordi det er her jeg har tid og lyst og kan skriver uforstyrret, haha - for eksempel er klokken lige nu 23:40, så det er sent, jeg skriver..

Håber I vil dele og like min movella, det ville betyde så meget for mig! Efterlad gerne en kommentar med både konstruktiv kritik og ros, så er I bare dejlige. <3

Fortsat god sommer herfra (de lover jo op til 30 grader her i weekenden!)

xoxo Julie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...