For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3742Visninger
AA

6. Kapitel 6 - The Truth Is

Jeg tastede de få cifre ind, som stod lysende klart på skærmen til Louis' splinternye iPhone. Tøvende tog jeg den op til øret og lyttede til de sædvanlige dut-lyde der kom, når man ventede på, at modtageren af opkaldet skulle tage telefonen.

Telefon ringede i lang tid, og jeg var næsten sikker på, at han ikke ville tage den, da han pludselig løftede røret efter fjerde dut.

"BooBear, gider du lige at fortælle mig, hvorfor du ringer klokken lort om natten?" spurgte Harry og lød både træt og irriteret på samme tid.

Ja, jeg ringede ganske vidst klokken halv to om natten, men for at være sikker på, at de andre drenge - og Eleanor, for Louis ville ikke lade hende tage hjem - sov, så de ikke skulle undre sig over, at jeg pludselig bare snakkede med Harry.

Jeg satte mig til rette i sengen, før jeg svarede.

"Hvorfor var du her ikke i aften?"

Der blev stille i den anden ende af røret. Jeg kunne kun lige høre Harrys dybe vejrtrækninger.

Efter et minuts tid, var der stadig stille i røret, så jeg valgte at bryde tavsheden.

"Harry, vil du ikke nok svare mig?" spurgte jeg og prøvede at lyde bedende. Jeg lyttede koncentreret til hans vejrtrækninger for at sikre, at han stadig var der, selvom den konstante bibtone sikkert havde fortalt mig det, hvis han ikke var der.

"Hvorfor ringer du, Skylar?"

Han lød sur, som om han allerhelst havde lyst til at smække røret på, men jeg fangede en undertone af længsel i hans trætte stemme.

"For at høre, hvorfor du ikke var her i aften," svarede jeg simpelt og ventede på hans grund til at blive væk fra sådan en hyggelig aften, som vi havde haft i dag.

Da han ikke svarede, begyndte jeg selv at spørge nærmere ind til det.

"Er det noget, jeg har gjort, siden du ikke kom?"

Han sukkede dybt og lod til at overgive sig til min bedende stemme, men alligevel var han stille en rum tid, før jeg lavt hørte ham mumle.

"Det er ikke fedt, at prøve at være sammen med sin yndlingspige, når hun alligevel ignorerer alt man gør for at få hende til at.. ja, jeg ved ikke, føle sig speciel eller noget.."

Jeg forstod klart og tydeligt alt det, han mente med den sætning, men jeg valgte at spille dum, for jeg ville absolut ikke falde for hans charme, som jeg havde gjort for blot nogle dage siden. Jeg ville absolut ikke ødelægge det ellers ubrydelige bånd til min bror, ved at falde for hans allerbedste ven gennem tre år.

"Hvad mener du?" spurgte jeg og prøvede at lyde forvirret.

Han sukkede endnu en gang og jeg fornemmede, at han slog ud med armene.

"Lad være med at lade som om, at det kys ikke betød noget for dig, for det ved jeg, at det gjorde," sagde han hårdt.

Nu var det min tur til at være stille. Han havde virkelig ramt et ømt punkt. Jeg tog mig i at bide mig selv i læben af ren nervøsitet.

Mine tanker kørte rundt og rundt, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg ville blive helt rundtosset, ligesom da jeg kørte i bilen med Harry.

"Skylar, er du okay?" kom det pludselig bekymret fra Harry. Han måtte på en eller anden uforklarlig måde have kunnet mærke, at jeg faktisk ikke følte mig helt okay.

"Nej. Du ødelagde lige alt det, jeg har opbygget de sidste fire-fem dage," sagde jeg og tog mig til hovedet, der var begyndt at dunke en smule.

"Kom over, babe. Min adresse står et sted i Louis' telefon. Jeg venter på dig," sagde han og med de ord lagde han røret på, og jeg hørte nu de velkendte bibtoner.

Jeg tog langsomt telefonen fra øret og bemærkede kort, at jeg rystede.

Med ét blev jeg både sur og forvirret på samme tid, så jeg kastede mig fremad i sengen og lod mit hoved blive mast ned i den bløde dyne.

"Hvad skal jeg gøre.." mumlede jeg ned i dynen.

Jeg vidste skam godt, hvad jeg havde lyst til. Men jeg vidste også godt, at det jeg havde lyst til, burde jeg virkelig ikke gøre, fordi det ville ende rigtig skidt.

Mine fingre begyndte at fumle med mobilen i mine hænder, og jeg tjekkede hurtigt Louis' noter, hvorpå der stod en adresse tilhørende en 'Hazza' - jeg gik stærkt ud fra, at det var Harry.

Jeg rejste mig og bevægede mig ud i gangen, hvor jeg fik mine sko bundet og jakken svunget over skulderen. Jeg tjekkede adressen igen og det gik op for mig, at det lå kun et par gader væk.

Det var faktisk først, da jeg var på vej ud fra stueetagen, at det slog mig, at lysten havde vundet over fornuften. En indre stemme fortalte mig, at jeg straks skulle vende om, men lysten overvandt endnu en gang og jeg lod den indre stemme svinde bort, da jeg gik ned ad gaderne mod Harrys lejlighed.

"Åh gud, penthouse lejlighed," sagde jeg opgivende. Hvorfor skulle de drenge også altid bo så langt væk fra den faste grund?! Utroligt at jeg ikke havde fået højdeskræk endnu.

Jeg kiggede et øjeblik på trapperne og overvejede, om jeg skulle få dagens motion ved at gå op af dem, men jeg valgt i stedet elevatoren, fordi jeg inderst inde havde et noget så stort dovendyr i mig.

"H. Styles," læste jeg på skiltet udenfor Harrys dør. Sikke fornem han dog var. Havde det været mig, havde jeg ærligt talt bare valgt et skilt og skrevet 'Skylar' på det, selvom det helt sikkert ikke var særlig praktisk.

Jeg bankede let på døren to gange og trådte et skridt tilbage, mens jeg bed mig i læben. "Hvorfor så nervøs?" spurgte jeg stille mig selv og prøvede ihærdigt at tage mig sammen.

Jeg kiggede ned i gulvet, så da Harry åbnede døren, løftede jeg langsomt blikket og så direkte ind i hans smukke øjne, hvilket jeg ikke havde gjort i lang tid efterhånden.

Den grønne farve var blandet med både længsel og begær og bød mig hjerteligt velkommen, men jeg kiggede væk, da jeg trådte indenfor og smed mine sko og jakken, som jeg stadig havde over skulderen. Sikke dumt af mig at tage den med, når det overhovedet ikke var nødvendigt.

Jeg gik selv længere ind i lejligheden og overlod ikke ét eneste blik til Harry. Jeg kiggede mig omkring og blev ikke overrasket over synet af en pæn og luxuriøs lejlighed, for det var jeg blevet vant til. Harry rodede dog lidt mere end Louis gjorde, men jeg havde en fornemmelse af, at det bare hørte til Harry.

"Undskyld at her roder lidt," sagde han som om han havde hørt mine tanker. Jeg tillod mig at kigge på ham, og i det samme sendte han mig et uskyldigt, charmerende smil.

Han lod mig betragte lejligheden et stykke tid, hvorefter han gik. Jeg kiggede nysgerrigt efter ham, men han kom hurtigt tilbage med to glas og en flaske cola.

Han pegede over mod sofaen som tegn på, at jeg skulle sætte mig, og jeg gjorde det gerne. Den korte afstand på godt en kilometer fra Louis' lejlighed til Harrys lejlighed, blandet med manglen på søvn, havde udmattet mig ret meget, så jeg trængte egentlig bare til at slappe lidt af.

Jeg satte mig tungt ned på sofaen og Harry satte sig tæt ved siden af mig efter at have sat glassene og flasken på stuebordet. Jeg rykkede nærmere sofaens armlæn og kiggede væk.

"Hold nu op, Skylar!" udbrød Harry irriteret og slog opgivende ud med armene. Han kiggede indtrængende på mig.

"Hold op med hvad?" spurgte jeg træt.

"Hold op med at rykke væk fra mig, når jeg sætter mig ved siden af dig. Hold op med et kigge væk, når jeg prøver at se ind i dine smukke øjne. Hold op med at ignorere mig. Hold op med at holde op, Skylar."

Jeg var stille et stykke tid, før jeg svarede.

"Jeg må hellere gå nu, Harry," mumlede jeg og rejste mig fra sofaen, men Harry gjorde det samme, og inden jeg kunne nå at komme ud ad døren, havde han grebet hårdt fast om mit håndled og trak mig tilbage.

Jeg havde egentlig tænkt mig at vriste mig fri, men trætheden overmandede mig, så jeg lod være og lyttede i stedet til det, Harry havde at sige.

"Hvad fik dig til overhovedet at komme herover? Hvorfor ville du se mig, hvis du alligevel ikke vil have kontakt til mig? Hvorfor prøver du ikke at gå, når jeg holder dig tilbage? Du ved det godt. Du er faldet for mig, lige så hårdt som jeg er faldet for dig," sagde han, "og ved du hvad det værste er, Skylar? At lige meget, hvor meget jeg prøver at få dig til at indse det, bliver du ved med at benægte det. Du ved ikke, hvor ondt det gør."

Det ramte mig, det gjorde det virkelig. For sandheden var, at alt hvad han sagde.. ja, det passede. Jeg kunne ikke benægte det, selvom jeg allerede havde prøvet. Harry var faldet for mig og jeg var faldet for ham. Vi var faldet for hinanden. Alt hvad han sagde eller gjorde, påvirkede mig, ligesom alt hvad jeg sagde og gjorde, påvirkede ham. Men det så ud til, at jeg havde været hårdere ved Harry end han havde været ved mig.

Jeg stod og kiggede et andet sted hen, da Harry trak mig ind til ham. Jeg kunne ikke andet end at gengælde omfavnelsen, og da jeg kort efter mærkede min skulder blive våd, vidste jeg, at alt jeg havde gjort mod Harry den seneste tid, var dumt gjort.

"Undskyld, Harry. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg er så ked af det," mumlede jeg mod hans øre mens han vuggede os begge frem og tilbage. Han nikkede kort og trak os en smule længere væk fra hinanden, så jeg kunne kigge ind i hans tårefyldte øjne.

"Er det undskyldning nok til at lade mig kysse dig?" spurgte jeg og uden at vente på svar, lod jeg mine læber presse længselsfuldt med Harrys, og selvom jeg ville have gjort dette kys til det mest perfekte af dem alle, kunne jeg ikke lade være med hele tiden af afbryde det ved at hviske "undskyld" igen og igen mod hans bløde læber.

 

***

Jeg sad nu i sofaen lænet op ad Harrys bryst.

Vi havde snakket ud om det hele, selvom det efterhånden var gået op for mig, at det ikke var så slemt, som jeg havde troet i starten. Harry tog min undskyldning med åbne arme og indrømmede også, at han måske havde taget det hele lidt for personligt, fordi han vidste, hvor meget mit løfte til Louis betød.

Desværre pinede lige netop den tanke mig stadig. Hvad skulle jeg sige til Louis? At jeg var ligeglad med det løfte jeg havde givet ham, og i stedet var blevet forelsket i en af hans bandmedlemmer, som oven i købet var hans bedste ven? Ih ja, det ville da helt sikket virke fint. Aldrig i livet!

Jeg var lige ved at få tårer i øjnene, da jeg slog og ud med armene og opgivende sagde ud i rummet, uden egentlig at henvende mig til Harry: "Hvad fanden skal jeg gøre?"

Harry kiggede ned på mig med et lille, uskyldigt smil. Selvom det her var gravalvorligt, var der alligevel ingen af os, der ønskede at ændre på det, der allerede var sket.

"Jeg ved godt, du helst vil holde det hemmeligt for ham, men du er nød til at fortælle det på et tidspunkt. Vi kan ikke bare holde os væk fra hinanden, det har hverken du eller jeg lyst til," sagde Harry kørte en hånd gennem hans uglede krøller.

"Men.. men hvis nu.. eller.." begyndte jeg men stoppede hurtigt igen, for jeg kunne godt se pointen i det, Harry lige havde sagt.

"Nej, okay. Jeg skal nok fortælle ham det, men.. giv mig lidt tid, ikke? Og indtil da," sagde jeg og rejste mig fra sofaen og fortsatte ud i gangen, "så er vi to bare et par venner. Det er kun midlertidigt, Harry."

Så tog jeg mit overtøj og gik, for det første fordi, at klokken snart var syv, og hvis jeg ikke snart kom tilbage, ville de andre undre sig over, hvor jeg var henne, og så også fordi, at jeg skulle hjem og tænke. For lige nu havde jeg overhovedet ingen idé om, hvordan jeg skulle få forklaret alt det her til Louis.

Sandheden var, at jeg ikke fortrød noget af det, jeg havde gjort. Men jeg var bange for, hvad min bror ville gøre. Og jeg var bange for, at båndet mellem os ville knække.

Og det var netop derfor, jeg ingen anelse havde om, hvordan jeg skulle sige det til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...