For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3709Visninger
AA

4. Kapitel 4 - Falling

Latteren gav genlyd i den store stue.

Jeg var den eneste ud af de seks personer, som sad i rummet, der grinede. Hvorfor grinede de andre ikke? Jeg mener, det var jo latterligt!

Louis sad og kiggede alvorligt på mig, mens han fortalte mig de krav, han havde stillet for at jeg kunne komme med på deres tourné.

Som det første ikke måtte gå nogen som helst steder, hvis ikke han, en af drengene, Lou, en sikkerhedsvagt, Eleanor eller andre, var med mig.

Jeg havde bare trukket på skuldrene af den regel. Det var ikke så slemt. Det ville jo også være dejligt med lidt selskab.

Krav nummer to var, at jeg skulle lade være med at være sur og trist hele tiden. Jeg skulle glemme fortiden og prøve at finde ind i det, der nu var mit nye liv.

Regel nummer tre: jeg skulle være klar over, at så snart alle bandets fans, medierne og papparazzierne fandt ud af, at Louis Tomlinson havde en lillesøster, ville alting omkring mig eksplodere. Jeg kunne risikere at blive hatet, men jeg kunne også være heldig at blive accepteret og elsket - uanset hvad, skulle jeg vide, at der nok ville komme en del fremmede mennesker, som ville tage billeder af mig, interviewe mig eller andet.

Det var egentlig en stor mundfuld for mig. Jeg havde altid været vant til kun at være mig selv. Nu ville jeg pludselig få både stalkere og fans efter mig.

Hm..

Jeg kunne tage det. Helt sikkert. Jeg mener, hvor svært kunne det være?

Den regel havde jeg nikket anerkendende til for at vise, at jeg havde forstået det, og godt kunne klare det.

Fjerde og sidste krav var, at jeg ikke skulle falde for nogle af drengene. Zayn, Liam, Niall og Harry var afspærret område, ligeledes var deres trommeslager, guitarister og resten af bandet.

Og det var netop dét krav, jeg grinte sådan af.

"Hvem tror du jeg er, Louis? Du ved godt - undskyld, drenge - at jeg aldrig ville falde for dine bandmedlemmer. De ligner dig for meget," smilede jeg undskyldende og kiggede rundt.

"Ej, siger du, at jeg er grim?" udbrød Harry og spillede fornærmet mens han sendte et diskret blik til Louis.

De andre drenge grinede og rystede på hovedet, men Louis kiggede ondskabsfuldt på Harry, som bare sendte ham et kærligt blik og rækkede tunge.

Tilbage til virkeligheden!

"Louis, jeg lover dig, at jeg ikke bliver forelsket i nogle af dine venner," sagde jeg ærligt. Jeg mente det. Jeg ville aldrig kunne falde for de her drenge, det kunne jeg virkelig ikke. Jeg var hundrede procent overbevist om det.

Louis sendte mig et taknemmeligt blik.

"Tak, Skylar."

Nå ja, det var så det. Så havde jeg vel fået tilladelse til at komme med på tournéen?

Det gik jeg i hvert fald ud fra.

Og nu var jeg sulten. Klokken var efterhånden blevet omkring halv seks, og så var det altså også på tide med noget aftensmad.

"Hvad skal vi have til aft.. -"

"Jeg er sulten!" afbrød Niall mig og pegede ned på sin mave, der i det samme øjeblik begyndte at rumle.

Jeg begyndte at grine lidt og ligeledes gjorde de andre.

"Er han altid sulten?" spurgte jeg leende.

Zayn nikkede.

"Altid. Det er umuligt for ham ikke at spise i bare to timer," sagde han og smilede.

"Mh, jamen så må vi hellere lave noget mad, går jeg ud fra," sagde jeg og rejste mig, hvorefter jeg traskede ud i køkkenet og straks tjekkede køleskabet.

Junkfood, fastfood, junkfood, fastfood, mere junkfood og fastfood.

Jeg rynkede utilfreds på næsen.

"Er der overhovedet ikke noget normalt i det her køleskab, Louis?!" råbte jeg irriteret og smækkede køleskabdøren i og vendte mig om.

Jeg måtte uvilkårligt hoppe baglæns ind i køleskabets dør, for foran mig stod Harry og grinede. Han havde lige givet mig mit livs chok, det var da ikke morsomt!

Jeg kiggede surt op på ham og ømmede mig. Jeg var vidst kommet til at slå albuen hårdt ind i ståldøren, og jeg måtte helt sikkert forvente et blåt mærke i morgen.

"Harry!" hvæsede jeg ad ham, "du må ikke forskrække mig sådan!"

Han grinede bare lidt mere, så da jeg prøvede at smutte forbi ham, spærrede han vejen for mig.

Jeg slog armene over kors og lænede mig tilbage mod køleskabets kolde dør.

"Gå nu væk, Harry, jeg skal forbi."

Jeg kiggede irriteret op i hans grønne øjne, som fik mig til at føle mig lettere omtåget. Jeg rystede på hovedet og kiggede væk.

"Hvorfor?" spurgte han, "du er så sjov at drille."

Han smilede charmerende og viste sine perfekte hvide tænder.

"Meeen - det er ikke sjovt at blive drillet," sagde jeg og puffede til hans bryst for at komme forbi.

Jeg vidste ikke om det var rigtigt, eller bare noget jeg bildte mig ind, men da jeg rørte ham, gik der ligesom et lille stød igennem ham.

Jeg ignorerede det og puffede lidt mere til ham, men han ville stadig ikke flytte sig.

"Harry, flyt dig nu, eller jeg kalder på Louis," sagde jeg advarende og sukkede dybt.

Harry sukkede om muligt endnu dybere, men flyttede sig endelig.

"Jeg troede, du var sjovere," sagde han ærgerligt.

Jeg vendte mig i døren ud til gangen og kiggede nysgerrigt på ham.

"Hvad mener du med sjovere?" spurgte jeg og løftede øjenbrynene.

Han trak på skuldrene.

"Jeg ved det faktisk ikke. Jeg ville bare gerne lære dig at kende," svarede han og bed sig forsigtigt i læben, hvilket fik mig til at tage et par dybe, diskrete indåndinger.

"Hvis du vil lære mig at kende, så gør det på en ordentlig måde - vær en gentleman," sagde jeg og kiggede smilende på ham.

Han funderede over det et øjeblik.

"En gentleman..," begyndte han.

"Så hvis jeg spurgte denne søde frøken, om hun ville med den ydmyge Harry Styles ud og købe ind, så vi muligvis kunne få noget aftensmad, ville du så sige ja?" spurgte han og bukkede nærmest for mig.

Jeg tillod mig at grine lidt før jeg svarede.

"Ja tak, mr. Styles," svarede jeg og grinede lidt mere.

Da han kiggede på mig igen, var det som om, at et par julelys var blevet tændt i hans øjne, men jeg kunne ikke sige hvorfor.

Hans blik ændrede sig også hurtigt til noget mere normalt, ganske vidst en smule flirtende, men ellers normalt.

"Louis, jeg følger Skylar ned til indkøbscenteret. Vi har brug for noget ordentligt mad," råbte Harry til Louis.

"Hm, okay så. Pas nu på pressen, Hazza," svarede Louis.

Harry rullede med øjnene og smilede. Så gik han ud ad køkkenet og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med.

Han stoppede ude i gangen og greb sin jakke og hoppede i sine sko. Jeg stod bare og kiggede desperat efter mine egne slidte, sorte converse, som jeg ikke kunne få øje på.

"Ved du hvor Louis har smidt mine sko og jakke?" spurgte jeg og kiggede på Harry, der stod bøjet over sine sko for at binde de lange snørebånd.

"Lou efterlod noget på dit værelse. Hun mente, at du nok havde brug for noget nyt," svarede han og kiggede på mig med sine smukke grønne øjne, der lyste op i den svagt belyste gang.

Jeg sank den store klump i min hals og nikkede, hvorefter jeg smuttede ind på mit værelse.

Ganske rigtigt stod der på min seng et par helt nye, grå converse med små sorte og mørkerøde blomstertryk.

Jeg kiggede beundrende på dem. Lou vidste præcis, hvad jeg kunne lide.

Jakken der lå ved siden af, var også grå. Den var simpel med et par lommer og nogle få sølvfarvede knapper.

Jeg tog jakken på men valgte ikke at lyne den op, da det trods alt var juli. Hurtigt fik jeg også bundet mine snørebånd, og smuttede ud til Harry, der stod lænet op ad en mur og ventede tålmodigt på mig.

Han rejste sig helt op og smilede til mig, da jeg gik hen imod ham. Jeg gengældte smilet.

Han puffede mig ud ad døren og lukkede den forsigtigt efter sig, da han efter mig kom ud ad den.

"Trapper eller elevator?" spurgte Harry og slog ud med hænderne.

"Elevator, helt sikkert," svarede jeg og gik grinede ind i elevatoren, der var ikke ret langt fra hvor jeg stod.

Harry kom gående tæt ind bagved mig, og netop som han skulle til at trykke på knappen til stueetagen, gjorde jeg det samme, så vores fingerspidser mødtes i et kort sekund, før vi begge trak hænderne til os.

Jeg kiggede ned i gulvet og så ud ad øjenkrogen, at Harry tøvende trykkede på knappen. Akavetheden lagde sig stille mellem os i den alt for lille elevator, og jeg forsøgte at kigge alle andre steder hen end i retning af Harry.

Da elevatoren kort efter sagde en bling-lyd, skyndte jeg mig ud så snart dørene tillod det. Harry fulgte tavst efter, men stoppede mig lige inden jeg gik ud af bygningens store døre.

"Hvad er der?" spurgte jeg og kiggede endelig ind i hans grønne øjne, mens jeg prøvede at lyde ligeglad, hvilket heldigvis lykkedes ret godt.

"Vent lige her, så henter jeg bilen omme bagved," sagde han bare og var hurtigt på vej ud ad døren.

Jeg stod blot og kiggede efter ham gennem døren, indtil den smækkede i med et brag.

Hvorfor i alverden skulle jeg stå her og vente mens han hentede bilen? Altså.. nå ja, det var vel lidt gentlemans-agtigt, men han virkede ikke til at mene det på den måde. Han gik bare, som om det var vigtigt, at han gjorde det på den måde.

Men han skulle da virkelig ikke bestemme, om jeg skulle stå her og vente.

Jeg besluttede mig for at gå udenfor, selvom noget sagde mig, at jeg bare skulle blive her. Jeg trodsede tanken og gik udenfor i det fri, indåndede luften og lod solen skinne ned på mig, som jeg stod der helt alene.

Et øjeblik var alting fredfyldt, men så hørte jeg vilde pigeskrig ganske kort fra hvor jeg stod. Jeg kiggede forvirret omkring mig og så Harry stige ud af en sort bil med tonede ruder, der lige var kort ind foran mig.

Han småløb hen til mig og greb min hånd, inden han igen trak mig tilbage til bilen, der åbenbart måtte være hans.

"Skynd dig ind, søde," mumlede han og puffede mig ind på forsædet, hvorefter han selv smuttede ind på førersædet og ellers trådte speederen i bund.

To ting kørte forvirret rundt i mit hoved. For det første, hvor kørte han så hurtigt? Det ville da gå galt på et tidspunkt det her. Han kørte som en sindssyg!

For det andet.. søde? Hvorfor.. havde han kaldt mig.. søde?

Tankerne gjorde mig helt rundtossede og jeg var sikker på, at dét blandet med Harrys kørsel, nok skulle få mig til at kaste op på et tidspunkt.

"Harry, hvis du ikke snart slapper lidt af med din sindssyge kørsel, bliver jeg nød til at brække mig ud over din bil," sagde jeg advarende og kiggede svimmelt på ham.

Han havde i mellemtiden taget sine sorte solbriller på, så de dækkede for hans øjne, for det ville have gjort det så svært for mig at sige det alvorligt til ham.

"Undskyld, Skylar," mumlede han og smilede et drenget smil til mig.

Han satte farten ned og endte med at køre kun lige lidt over det tilladte, og jeg fik det straks bedre.

"Hvad var overhovedet grunden til at køre så sygt?" spurgte jeg.

"Fans," mumlede han bare som svar.

"Aha ja, det forklarer jo også rigtig meget," sagde jeg irriteret og slog opgivende ud med armene.

Han sukkede over mit pludselige humørskift.

"Der var en flok fans samlet omme ved bilen, og selv da jeg havde taget billeder og skrevet autografer, ville de knap nok lade mig gå. Jeg var nød til at komme væk fra dem," sagde han, "hurtigt," tilføjede han og lo ubevidst.

Hans dejlige latter var nok til at bløde mig lidt op, så jeg kiggede storsmilende på ham og fangede han blik gennem de mørke solbriller.

 

***

"Harry?" spurgte jeg forsigtigt, da vi traskede op ad trapperne til lejligheden - Harry ville gerne tage trapperne, for at vise, at han sagtens kunne være en gentleman ved at bære poserne med varer, hele vejen op ad trapperne. For det andet synes han, at vi så kunne lære hinanden bedre at kende, fordi vi ville ende med at snakke.

"Ja?" mumlede han og rystede sig tydeligvis løs af sine tanker. Han kiggede spørgende på mig med sine interessante, grønne øjne.

"Jeg tænkte egentlig bare på.. nej, det er lige meget," sagde jeg og rystede afværgende på hovedet, "glem det."

Harry stoppede og satte indkøbsposerne fra sig.

"Jo, Skylar, hvad vil du sige?" sagde han og prøvede ihærdigt at få mig til at fortælle, hvad jeg var i gang med før.

Jeg satte mig ned på trappetrinet, jeg stod på og ventede på, at Harry skulle sætte sig ved siden af mig, hvilket han også hurtigt opfattede, at han skulle.

"Jo, jeg tænkte bare på, ikke, hvorfor du kaldte mig søde ude ved bilen, da du kom kørende så sindssygt," sagde jeg og prøvede at få det til at lyde henkastet, men jeg kom ubevidst til at le ad det, fordi det lød så tosset i mit hoved.

Harry lo også et kort sekund, inden han kørte en hånd gennem hans ellers så perfekte krøller og tog en dyb indånding.

Jeg kiggede bare ned i mit skød, nervøs for hvad han ville sige.

Ud ad øjenkrogen kunne jeg se, at han flere gange åbnede munden for at sige, hvad han nu end ville sige, men han måtte forgæves lukke munden igen og prøve helt forfra.

Til sidst fik han dog mod nok til at fange mit blik og fortælle, hvad der foregik i hans hoved.

"Skylar, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det her på en ordentlig måde, for det er så.. underligt for mig, og det bliver det sikkert også for dig, hvis jeg fortæller dig det," startede han ud og afventede min reaktion, men jeg sad bare stille, kiggede ned i mit skød og lyttede koncentreret.

Han rykkede tættere på mig, før han fortsatte.

"Jeg har aldrig troet på kærlighed ved første blik. Men da jeg så dig for første gang, tror jeg ligesom det ændrede sig." Han sukkede før han igen fortsatte: "Jeg tror, Skylar, at jeg er faldet for dig."

Jeg vidste, at ordene ville komme, men jeg prøvede stadig at lukke af for dem. Desværre sad de som limet fast i mit hoved, som jeg lige i øjeblikket ville ønske, ikke var her.

Jeg vidste det. Stødet, da jeg rørte ham og da han kaldte mig søde. Var det ikke tegn nok? Jeg burde havde holdt mig fuldstændig væk fra ham fra første øjeblik.

Pludselig mærkede jeg en blid hånd tage fat om min hage og tvinge mig til at se til venstre, lige ind i de fantastiske grønne øjne tilhørende en hvis Harry Styles.

Han trak mig helt tæt ind til sig, så vores pander mødtes, og noget sagde mig, at han havde prøvet dette her flere gange før.

Louis' krav om at holde mig væk fra hans venner, poppede uvilkårligt op i mit hoved. Mit løfte. Mit løfte til min eneste bror, som havde reddet mig en tilstand hos en fuld og voldelig far. Det ene simple løfte var alt, jeg skulle holde, for at kunne leve det liv, jeg vel altid havde drømt om; i tryghed hos min bror, rejsende verden rundt.

"Skylar," mumlede Harry mens han bløde hånd forsigtigt aede min kind.

Jeg skulle bare sige nej.. eller jeg kunne bare lad være med at sige noget til Louis. Det ville være så enkelt bare at tilbagelægge de få centimeter mellem vores læber. Og selvom jeg kyssede Harry, ville det jo ikke nødvendigvis betyde, at jeg var faldet for ham.

Hvor dum var jeg lige? Selvfølgelig ville jeg være faldet for Harry, hvis jeg kyssede ham!

"Skylar, det med Louis betyder ikke noget," mumlede Harry og lod de sidste centimeter mellem vores læber forsvinde.

Vores læber mødtes kun kort i et kys, der var så befriende, som om det var alt, jeg nogensinde havde ønsket, alt det, jeg havde ventet på hele livet. Den søde smag af hans læber mod mine, tanken om hvad vi ikke kunne gøre..

Nej! Det var ikke meningen! Det var.. nej! Hvordan kunne jeg lade det ske? Det skulle aldrig.. det måtte aldrig være sket! Hvad ville Louis ikke sige, hvis han vidste det? Nej. Jeg kunne ikke svigte Louis, min storebror. Nej. Det kunne jeg ikke!

"Lad være med at få mig til at falde for dig, Harry," mumlede jeg mod hans læber, hvorefter jeg trak mig fri, rejste mig og spurtede det sidste stykke op ad trapperne til lejligheden.

Jeg gik forsigtigt ind for ikke at vække mistanke, men så snart jeg havde lukket døren indtil mit værelse og sikret, at låsen var drejet om, lod jeg mig falde ned på sengen og give tårerne lov til at strømme.

På mange måder kunne jeg sige, at i dag havde været mit livs bedste dag, men..

Alligevel var det langt fra, hvad der kunne være en perfekt dag. Jeg havde brudt mit eneste løfte til Louis, der ville blive mere skuffet end nogen andre, hvis han nogensinde fandt ud af det.

Og nu ville jeg aldrig kunne kigge på Harry igen, som jeg gjorde allerførste gang.

Hvordan skulle han også nogensinde kunne kigge på mig igen? Han sagde, at han var faldet for mig..

Jeg hulkede.

På mindre end én dag havde jeg ødelagt alt det, der nogensinde havde betydet noget for mig. Kunne jeg være mere idiot end det?

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...