For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3742Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Little Things

"Niall, hvor gammel er du egentlig?" spurgte jeg pludseligt.

Louis, drengene og jeg sad samlet omkring et rundt bord i en stue, jeg ikke havde været i før. Louis' lejlighed var også vildt stor, så det var forståeligt nok, at jeg ikke kunne finde rundt.

Jeg kiggede afventende på Niall for at få svar på mit spørgsmål.

"Jeg er nitten, hvorfor?" svarede han og kiggede nysgerrigt på mig.

De andre drenge viste interesse for vores lille samtale, og sendte hinanden mistænksomme blikke.

Jeg trak på skuldrene og rettede min opmærksomhed mod Louis.

"Øh, Louis?" spurgte jeg.

Han kiggede op fra sin mobil et øjeblik, men da han svarede, var hans opmærksomhed fuldt rettet mod mobilen igen.

"Ja, søs?"

"Min babysitter er yngre end mig. Hvor meget babysitting er der lige i det, søde ven?" spurgte jeg henkastet.

Drengene grinte omkring mig.. det vil sige, alle bortset fra Niall, som kiggede måbende på mig og pegede skyldigt i min retning.

Jeg havde regnet med at kunne give Louis lidt baghjul med en eller anden smart kommentar - det var i hvert fald hensigten med det, jeg lige havde sagt.

Men Louis kiggede bare videre ned i sin mobil, mens fingrene fløj hen over skærmen, indtil han endelig smed den fra sig.

Så rettede han sig op i sofaen og rømmede sig.

"Skylar, du er nitten, Niall er nitten - så er du ligesom ikke ældre end ham, vel?" sagde Louis simpelt, og sendte mig et "kan-du-overhovedet-ikke-regne" blik, mens han sejrende løftede sin ene øjenbryn.

Jeg lagde armene over kors og kiggede væk.

"Pff! Både du og jeg ved, at jeg har fødselsdag om tre måneder, og det har Niall nok ikke lige, vel?" gav jeg igen.

Denne gang var det Nialls tur til at kigge triumferende på mig med løftet øjenbryn.

"Hm nej, det har jeg ikke, Skylar. Men jeg har fødselsdag i september - TAG DEN!" sagde han og rejste sig kort for at lave en lille sejrsdans.

De andre brød ud i latter, mens jeg stadig sad med armene over kors, vildt utilfreds over altid at være den mindste, for jeg havde regnet ud, at hvis Niall blev tyve i september, måtte de andre drenge være mindst et år ældre end ham.

Desuden vidste jeg, at Louis var den ældste, for det havde han sagt. Og han var så stolt af det.

Jeg rystede irriteret på hovedet og ubrød: "Hvorfor skal jeg altid være den mindste?!"

Drengene var nu stille, og jeg fattede ikke hvorfor. Det ville da være sjovt at grine og pege fingre ad den mindste.

Jeg kiggede frem mellem mine hænder, som jeg havde skjult mit hoved i, og så, at drengene sendte hinanden opgivende blikke.

Pludselig fangede Harry mit blik gennem sprækkerne mellem mine fingre og sendte mig et taknemmeligt, charmerende smil.

"Tak, Skylar," lød det tilfredst fra ham.

Jeg sukkede og kiggede hjælpeløst op i loftet.

"Hvad har jeg nu sagt, der er så forfærdeligt?!" beklagede jeg mig og kiggede søgende rundt på drengene.

"Nåh, vi troede bare, at siden din bror er med i One Direction, ville du være vores største fan og dermed vide, at du ikke er den yngste herinde.. nå ja, du er måske stadig den mindste, men jeg går ud fra, at det ikke var det, du mente til at starte med?" brød Zayn ind mens han studerede sine negle.

Åh gud, hvor var jeg dog dum! Dum, dummere, dummest, mig.

Min bror er Louis Tomlinson, en verdensberømt sanger, der er med i et verdensberømt band, der forresten er verdensberømte - det fik jeg ikke sagt tydeligt nok, gjorde jeg?

Burde jeg ikke bare vide en lille smule om min egen brors band?

Åbenbart ikke.

"Burde du af alle ikke vide bare lidt om One Direction? Du er jo min søster, helt ærligt!" spurgte Louis flabet, hvilket fik mig til at sende ham et iskoldt blik.

"Skulle det gøre nogen forskel, at jeg vidste noget om dit verdensberømte boyband, hvis der alligevel ikke er nogen der ved, hvem Skylar Tomlinson er?" svarede jeg koldt.

Dermed rejste jeg mig, gik ind på værelset, der nu var mit, og smækkede døren hårdt i.

"Ved han overhovedet selv, hvem Skylar er?" hviskede jeg knust for mig selv, mens tårerne begyndte at strømme endnu en gang.

Jeg satte mig i sengen og trak benene tæt ind til mig selv. Jeg kunne høre drengene snakke lavmælt i stuen, der lå ikke langt fra mit værelse.

Jeg lagde mig ned i sengen og lyttede efter hvad drengene sagde.

"Louis, du burde virkelig gå ind til hende," sagde Niall med en alvorlig undertone.

"Jamen, det er da ikke min skyld, at hun tager alting så personligt!" halvråbte Louis.

Der var stille lidt.

"Louis, du ved bedre end os andre, at hun har haft det svært siden du tog på tourné. Alt det med jeres far har påvirket hende rigtig meget og - Louis, hører du efter? Skylar er din eneste søster, det er meningen, at du skal passe på hende. Du kan ikke bare forvente, at hun automatisk har det fantastisk, bare fordi jeres far ikke længere er her!" sagde Liam bestemt og en smule hårdt til Louis, der straks blev tavs.

Så sukkede han opgivende.

"Jeg hader, når du har ret. Tak, Liam," sagde han og rejste sig.

Jeg hørtene skridtene nærme sig mit værelse med det samme, så jeg begravede mit hoved i puden og prøvede at lukke af for den stemme, der snart ville komme undskyldende herind. I det samme lød der en forsigtig banken på døren.

"Gå nu bare væk, Louis," svarede jeg inden han nåede at spørge, om han måtte komme ind.

"Desværre, Sky. Drengene synes det er bedst, at jeg går ind og taler med dig," sagde han. Han lød både irriteret og bedende på samme tid.

"Fuck de andre," svarede jeg ligegyldigt mod puden.

Men jeg mente det ikke inderst inde. Drengene havde givet mig en varm velkomst, og prøvet at glemme alt om, at jeg var blevet tævet halvt ihjel af min egen far. I stedet havde de lavet jokes, spurgt ind til mine yndlingsting og diskuteret lidt om deres seneste koncerter, som de nu havde lidt fri fra.

"Hey!" sagde Louis lidt hårdere, da han gik ind gennem døren til værelset.

"Det kan godt være, at du ikke kan lide mig lige nu, men lad være med at blande de andre ind i det. Hvis du skal være sur på nogen, skal det være mig, ikke de andre," sagde han bestemt og satte sig for enden af min seng.

"Hvorfor hører du aldrig efter, Louis? Jeg bad dig om at gå væk," sagde jeg afværgende med rystende stemme.

"Jeg kan ikke bare gå, Skylar! Du er min lillesøster, det er meningen, at jeg skal passe på dig. Jeg har savnet dig mindst lige så meget, som du har savnet mig, og nu hvor jeg endelig er hos dig, kan du ikke bare tvinge mig til at gå! Det ved jeg, du ikke ønsker inderst inde."

Han lød frustreret nu og en smule panisk, men jeg lyttede glædeligt til hans ord.

"Hør her, Skylar. Du er min lille engel, kan du ikke forstå det?" startede han, men stoppede hurtigt, for så at begynde igen.

"Du ved, at vi to har noget særligt. Jeg ved ikke, om vi har haft det siden du også kom til verden, men vi har haft det siden mor forlod os, og.."

Han snøftede kort.

Den lille drejning samtalen havde taget, fik ham til at stoppe og samle sig lidt, inden han igen fortsatte med strømmen af ord, han så gerne ville fortælle mig.

Jeg vendte mig stille om mod ham, men han kiggede den anden vej, så jeg kunne ikke fange hans blik.

"Skylar, jeg ved ikke, hvordan du overhovedet har klaret hele dette år alene derhjemme. Jeg er så ked af, at jeg ikke har været her for dig, da du havde allermest brug for det. Jeg burde have vidst, at det ville gå galt på et tidspunkt, hvis jeg ikke tog dig med, da vi skulle på tourné. Da jeg så dig i går.."

Han tog en dyb indånding og kiggede på mig med tårer i sine klare, blå øjne, som var det eneste, vi havde tilfælles fra vores mor.

Han tog min hånd i sin og aede den stille, mens han kiggede ned på den.

"Jeg troede, han ville slå dig ihjel, Sky. Jeg.. jeg har aldrig i mit liv været mere bange, end da jeg så dig ligge der.. helt hjælpeløs.."

Han trak mig hurtigt ind til sig i et følelsesladet kram, der føltes som en konkurrence om, hvem der kunne holde den anden tættest.

Mine arme var låst fast omme på hans ryg, mens mit hoved lå slapt på hans skulder med tårerne strømmende ned fra mine røde øjne.

Jeg kunne ikke se, om Louis græd, men jeg kunne mærke en våd plet på min højre skulder, så jeg gik ud fra, at han græd ligesom jeg.

"Tilgiv mig, Skylar."

Jeg kunne ikke andet end at nikke, men samtidig rystede jeg på hovedet.

"Det er min egen skyld. Jeg skulle have fortalt dig det første gang, det skete. Så ville det aldrig være blevet så slemt. Undskyld, Louis, jeg er så ked af det," hulkede jeg mod hans brede skulder.

"Det er okay, Sky, det er okay," hviskede han blidt.

Han vuggede mig lidt, men trak mig så væk fra sig og rakte sin hånd frem for at fjerne et par tårer, der trillede ned ad mine kinder, ligesom voksne altid gør for at være modige og stærke. Men jeg lagde mærke til, at der også ned ad Louis' kind trillede en enkelt, saltet tåre.

Han snøftede hurtigt og tørrede sig over panden.

"Lad os glemme det, Skylar. Du er hos mig nu, og ingen vil gøre dig noget ondt nogensinde igen. Det lover jeg," sagde han alvorligt.

"Og lad os så få fikset dig lidt. Du ligner jo lort," sagde han og grinte kort før han fiskede sin mobil op ad lommen og hurtigt indtastede et nummer.

"Hmpf, tak da, hvor er du sød," mumlede jeg og rullede med øjnene.

 

***

 

Mindre end et kvarter senere sad jeg i køkkenet sammen med drengenes stylist, Lou Teasdale, og hendes vidunderlige datter Lux.

Lux sad på skødet af mig og legede med en lynlås på min trøje, mens Lou var så sød at forvandle mit ansigt til noget, der så bare nogenlunde præsentabel ud. Hun gjorde det gerne frivilligt, fortalte hun, men jeg tvivlede ikke på, at Louis havde tvunget hende til at gøre det.

Lou var sød, og selvom hun var omtrent ti år ældre end jeg, var hun meget forståelig. Hun spurgte forsigtigt ind til det, jeg havde været udsat for, og hun gav mig tid til at svare, hvis jeg havde lyst.

Ellers fortalte hun mig om de mange oplevelser hun og drengene havde sammen. Om alle de gange, de var løbet væk fra hende, når de skulle styles, og om alle de timer, de havde brugt sammen med Lux.

Det lød meget sødt i mine ører, så jeg glædede mig til at være mere sammen med drengene, hvis de havde tid til det.

Jeg blev afbrudt i mine tanker, da Lou begyndte at tale til mig igen.

"Louis har fortalt mig meget om dig. Hvorfor har jeg aldrig hørt om dig ellers?" spurgte hun forsigtigt.

Jeg trak lidt på skuldrene. Jeg havde egentlig aldrig tænkt over det.

"Jeg ved det faktisk ikke, men jeg vil tro, at det skyldtes, at Louis og jeg gik på hver vores skole, så folk vidste ikke, at vi var søskende. Desuden var jeg ret.. tja, jeg isolerede mig for meget fra de andre elever, og jeg fik aldrig rigtig nogle venner, der var ingen, der bekymrede sig om mig, og.. måske holdt Louis mig lidt skjult, fordi han ville beskytte mig mod den berømmelse, han fik, da han stillede op i X-Factor."

Jeg trak igen på skuldrene og kiggede ned på Lux, som nu sad lænet ind mod mit bryst i dyb søvn.

Lou stod bag mig og ordnede mit hår, klippede spidserne her og der, gav det en hårkur og så videre. Det var rart at få lidt omsorg for en gangs skyld.

"Det må være rart. Jeg kan sagtens blive træt af den smule berømmelse, jeg har fået ved at være drengenes stylist. Det må være dejligt ikke at skulle bekymre sig om at have ti paparazzier i røven på sig konstant," lo Lou og fnøs.

"Men ikke desto mindre elsker jeg mit job, og jeg elsker drengene. Det gør Lux også, og jeg er glad for, at de er en del af hendes opvækst."

Jeg beundrede virkelig Lou. Hun var ærlig omkring det berømmelse, paparazzier og så videre, men selvom hun kunne hade det mere end noget andet, elskede hun stadig sit job. Det måtte jeg give hende - respekt!

"Nå, men glæder du dig til at komme med os på tourné?" spurgte hun glad.

Hvad..?

Jeg synes ikke lige, jeg kunne mindes at have fået noget at vide om det.

Jeg rystede forvirret på hovedet.

"Hvad for noget?" spurgte jeg underligt og rynkede panden.

Lou stoppede straks med at klippe og holdt saksen i ro.

"Ej gud, afslører jeg nu noget? Har Louis ikke nævnt noget..?"

Hun holdt sig over munden som om hun lige havde afsløret en hemmelighed, og kiggede sig til begge sider.

Så hviskede hun til mig: "Okay, glem det. Drengene skulle gerne fortælle dig noget om det snarest. Bare glem det indtil da, ellers får jeg ballade."

Hun fnes lidt og klippede det sidste af mit hår, der skulle klippes.

"Skal jeg gøre andet ved dit hår?" spurgte hun og viftede med alt fra hårlakker til hårfavning, curlers og børster.

"Nej, ellers tak Lou. Du har gjort rigeligt for mig nu," grinte jeg, "men en anden gang, hvis det ville være okay?" fortsatte jeg.

Lou nikkede ivrigt og virkede meget optimistisk. Hun ville oprigtigt gerne gøre noget for mig en anden gang, hvis jeg fik brug for det.

Det føltes dejligt at vide, at hun gad. Følelsen af omsorg var fantastisk, og først nu gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig havde savnet det.

Jeg burde gøre noget godt for andre en dag, så de finder ud af, hvordan omsorg føltes, tænkte jeg og trak på smilebåndet.

Lou lod mig rejse mig fra stolen, da hun havde løftet Lux op i sine arme efter at have pakket de mange stylingsprodukter ned i sin store taske.

Jeg var netop på vej ud ad køkkenet, da jeg kom i tanker om noget, så jeg drejede en halv omgang og kiggede tøvende på Lou.

"Lou?" spurgte jeg.

Hun løftede blikket mod mig.

"Ja?"

Jeg tøvede lidt igen.

"Lad mig tage skraldet for dig, hvis du får ballade. Jeg skal lige snakke lidt med One Direction om deres tourné..," sagde jeg og smilede undskyldende inden jeg sprintede ud ad køkkenet og ind i stuen til drengene.

De farede op alle sammen og måtte have fået et chok, da jeg kom stormende ind i stuen.

"Wow Skylar, styr lige dine hurtige små ben, du giver os sgu da et hjerteanfald med den fart!" jokede Harry og smilede fjoget til mig.

"Mh ja, Harry - du lukker bare, ikke?" sagde jeg og smilede sødt med løftede øjenbryn.

Så satte jeg mig i en tom stol og kiggede rundt på alle drengene.

"Lou og jeg snakkede lidt om jeres tourné," begyndte jeg og kiggede på dem en efter en, for at se deres reaktion på ordet 'tourne,' men umiddelbart så de ret upåvirkede ud.

Jeg pillede ved mine negle, og prøvede at se ud som om jeg kedede mig.

"Hvem er det nu, der skal med? Altså, I skal selvfølgelig med, jeres band skal vel også med, og I kan heller ikke klare jer uden Lou og sikkerhedvagter, samt vocalcoachen og Skylar Tomlinson - for jeg har hørt rygter om, at hun skulle med, hvis ikke jeg tager helt fejl?" afsluttede jeg ligeglad.

Jeg så Niall kigge op fra sin sandwich - åh gud, hvor spiser den dreng dog meget mad! - og sende Louis et blik, der sagde, at de vidst havde problemer.

Ha! Nu har jeg dem, tænkte jeg tilfreds og smilede.

Der var stille et stykke tid, indtil Louis endelig opgav.

"Okay Skylar - du skal med på tourné, for du kan i hvert fald ikke være hjemme hos.. ja, og du kan i hvert fald ikke være alene her, for jeg tør vædde med, at du knap nok kender London eller nogen andre her," fortalte Louis og skiftede til et mere alvorligt tonefald.

"Men hvis du skal med, skal du selvfølgelig også overholde et par regler," sagde Louis og virkede næsten hævngerrig på en måde, som en bror ville være overfor sin lillesøster.

"Selvfølgelig, kom med dem! De kan ikke være ret svære at overholde når det er dig, der stiller dem!" svarede jeg igen af samme tone.

Jeg lænede mig tilbage i stolen og svang benene op på sofabordet, mens jeg afventede de nyeste ordrer fra Louis.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...