For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3844Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Beautiful Moment

Jeg vågnede ved at høre latter fra et sted ikke så langt væk. Sikkert fra min fars fjernsyn nedenunder, men latteren lød så ægte og ung.. som om der sad en 19-20-årig fyr og grinte af fodboldfails-videoer.

Nå, ikke mere om det. Jeg burde virkelig stå op nu. Klokken var sikkert langt over tolv, sådan følte jeg det i hvert fald.

Jeg slog øjnene op og stirrede op i loftet. Lysebrunt træ med små sprækker her og der. Ikke mit værelse, ikke stuen eller badeværelset. Hvor så?

Jeg funderede over det et stykke tid, indtil det gik op for mig, at jeg ikke var hjemme længere. Hvor jeg ellers var, vidste jeg ikke, men jeg var i hvert fald ikke hos den sindssyge stodder til en far at være.

Louis havde reddet mit liv i går, det havde han virkelig. Jeg kunne ikke være min bror mere taknemmelig. Det måtte han vide.

Jeg svang benene ud over den kæmpe dobbeltseng, jeg var blevet lagt i. For jeg kunne i hvert fald ikke huske, at jeg selv havde fundet herind.

Nysgerrigt kiggede jeg mig rundt i det store, lyse rum med lysebrunt trægulv og lyseblå paneler. Sødt, lige min stil. Og vægfarven matcher min bamse.

Jeg lod mit blik glide længere rundt i rummet, og fandt min lille sportstaske stående på en kommode i et hjørne. Over kommoden hang et kæmpe spejl, helt uden mærker fra fedtede fingre og med tre store lamper hængende over, som lyste pænt ned over kommoden.

Jeg beundrede rummet lidt endnu, så på de flotte læderstole med et lille bord stående i hjørnet ved siden af dobbeltsengen, som i øvrigt var besejlet med bløde puder og tæpper.

Et drømmeværelse som enhver teenagepige ønsker det, tænkte jeg imponeret.

Havde Louis nok penge til bare at leje et random hotelværelse og få designet det som han ønskede eller hvad? Sikkert.

Louis var faktisk rig, gik det op for mig.

Tanken om at jeg havde en stenrig bror, fik mig til at føle mig en smule værdsat.. og sej.

Mit humør var i top, hvilket var helt underligt for mig. Sådan havde jeg ikke haft det i mange år, men følelsen var berusende og dejlig. Den måtte gerne blive her for evigt.

 

Jeg fiksede et par jeans og min dejlige marineblå sweatshirt op ad min taske, og jeg hoppede straks i det. Følelsen af at have rent tøj på var dejlig. Aldrig mere skulle jeg bruge de tyndslidte leggins igen eller den forfærdelige ternede skjorte. Minderne om i går ville altid sidde i lige netop det tøj, så at bruge det igen ville være for smertefuldt.

Jeg gik hen til den eneste dør i rummet og åbnede den ganske forsigtigt. Jeg orienterede mig om, hvor jeg var, inden jeg gik ud i en mindre gang med fint udskårne, hvide døre på alle sider.

Jeg sneg mig hen for enden af gangen der mundede ud i en stor åbning, som var fornemt designet med brune lædermøbler og et matchende træbord. Rundt omkring stod små planter og der hang også enkelte malerier her og der.

Sødt, tænkte jeg og smilede uden at tænke nærmere over det.

Jeg tog et par skridt ud i den åbne stue og studerede det hele. Louis var rig - virkelig rig, hvis han skulle have råd til sådan en suite her!

"Så forbandet rig han er," mumlede jeg for mig selv mens jeg gik videre rundt i rummet indtil jeg passerede et stort vægophængt spejl.

Jeg standsede brat og gjorde store øjne mod personen i spejlet. Hendes uglede mørkebrune hår stod ud til alle sider og hendes øjne var matte, men værst af alt, var hun fyldt med gule, blå og grønne mærker over alt i det ellers rene ansigt.

Jeg måbede.

Så jeg virkelig.. sådan her ud?

"Hvad fanden har den idiot gjort ved mig?!"

Ordene gav genlyd i rummet og jeg blev selv forskrækket over dem. Sætningen havde oprindeligt bare været i mit hoved, men jeg måtte være kommet til at tænke lidt for højt.

Ups.

Godt at der foreløbigt ikke var nogen, som havde hørt det.

"Skylar?"

Nå ja, der røg så planen om at glemme alt om, at jeg lige havde råbt at min far var en idiot.

Jeg tog frustreret fat om kanterne på et højt bord, der var placeret nøje under det store spejl. Mit hår faldt ned over mit ansigt, hvilket jeg kun var taknemmelig for lige nu.

"Hele huset kan høre dig, Skylar. Øh ja, det vil så sige, at hele huset kun er dig og mig," sagde en fremmed stemme glad, men med en nervøs undertone.

Jeg sukkede.

Havde Louis hyret en babysitter, fordi han som den 'ansvarlige' storebror han var, ikke selv havde tid til at tage sig lidt af mig, selvom han havde ferie?!

"Aha. For det første er jeg rablende ligeglad med om du lige har hørt mig sige, at min egen far er en klam idiot, og for det andet.. hvem fanden er du? Har Louis hyret mig en babysitter?" sagde jeg vredt.

"Mh ja, det kan man godt sige. Men kun for et stykke tid. Han var ked af ikke at kunne være hjemme ved dig og vise dig rundt i hans lejlighed, men han og de andre drenge skulle til træning, så han bad mig om at se efter dig, hvis du vågnede," svarede han roligt og lo lidt.

Jeg stod stadig og kiggede lidt ned i bordet, mens jeg trippede med den ene fod. Jeg vidste ikke helt, om jeg ville turde at sætte mig over i sofaen, da jeg var bange for, at min nye babysitter ville få et chok ved at se mit ansigt.

Jeg valgte bare at blive stående.

"Aha ja, tak for info. Nu vil jeg stadig gerne vide, hvem du er - udover at du er min nye babysitter?" sagde jeg og prøvede at være lidt venligere end før.

Jeg kunne høre, at han satte sig ned et sted bag mig.

"Jeg er Niall, og du er.. vent lige, det ved jeg da godt," sagde han og jeg kunne høre, at han klaskede en hånd mod sin pande, hvilket fik mig til at grine lidt.

"Hmf ja, grin bare. De kalder mig også 'the funny one' hvis det skulle være interessant."

Jeg fnøs og grinte lidt mere.

Niall.. hm ja, han var god nok. Han ville ikke stirre sindssygt på mig, hvis han så mit ansigt.

Det håbede jeg da i hvert fald, at han ikke ville. Han virkede til at være en ret afslappet type, hvilket jeg havde pænt meget brug for lige nu.

Jeg vendte rundt og satte mig i en af de brune lædersofaer til højre for Niall. Jeg tillod mig at kigge lidt nærmere på ham.

Gud! Så han sådan ud?! Jamen, nej..

Ikke at han var grim, for han var det stik modsatte. Niall var ranglet, men alligevel muskuløs, og med sit blonde hår og dybe, blå øjne så han herre godt ud af en babysitter at være.

Han løftede blikket fra sin bigburger, som han ivrigt havde siddet og gumlet i for et øjeblik siden. Hans ene øjenbryn skød i vejret og han kiggede afventende på mig.

"Hvad kigger du på, Skylar?" spurgte han forvirret.

Åh gud, jeg stirrede!

Jeg blinkede et par gange og kiggede ned mens jeg rystede på hovedet ad mig selv.

"Ej, er det nu den dressing igen? Sidder der noget ved min mundvige igen?" spurgte han dybt seriøst med et undertone af barnlighed.

Jeg brød ud i latter og jeg kastede hovedet bagover.

Niall måtte tro, jeg var skør, for jeg hørte ham ikke sige mere.

"Gå med dig, Skylar. Det er altså ikke sjovt! De putter sgu da også alt for meget dressing i den forbandede gode burger, altså - det triller jo ud over det hele bare man tager én bid!" skændte han og rejste sig.

Min højlydte latter havde forvandlet sig til noget lignende en fnis, så jeg rejste mig og fulgte glædeligt efter Niall ud i køkkenet.

Køkkenet var om muligt endnu flottere end den lille stue - hvide køkkenskabe med højglans og sort granitbordplade, samt en stor køkkenø og et langt, smalt spisebord med plads til mindst tyve personer.

Men det bedste af det hele var, at der på de - igen - lyseblå træpaneler hang billeder af mig, mor og Louis over det hele. På nogle få af billederne var også vores far, sådan som han havde været til at starte med; en elskværdig, dejlig og beskyttende far, den far jeg savnede så meget.

Jeg måtte være blevet helt rørt, for jeg kunne mærke, at jeg fik små tårer i øjnene og et smil om læben.

Jeg lod mig rive væk fra de dejlige billeder og kiggede over mod Niall, der stod og famlede med noget køkkenrulle i den ene hånd og sin burger i den anden.

"Her," sagde jeg og rakte ud mod papirsrullen, "skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, jeg kan godt selv!" svarede Niall surt med munden fuld af mad.

"Nej, Niall - det kan du jo ikke vel? Det kan alle og enhver se. Giv mig nu bare den rulle," sagde jeg stædigt og rakte endnu en gang ud efter rullen med papir. Denne gang fik jeg fat i den.

Jeg rev et par stykker af og rakte dem til Niall, der slikkede sig hidsigt om læberne, for at prøve at fjerne noget af al den dressing om hans mund.

"Tag dog papiret, din tåbe," grinte jeg og rullede med øjnene.

"Fint, moooaaar," drillede han og tog papiret.

Han fik langt om længe tørret den vamle dressing af sin mund og sine kinder, og han endte med at kigge opgivende ned på sin burger, mens han sukkede.

"Jeg burde smide den ud, fordi dressingen er så irriterende men.. årh, det bare så synd at smide mad ud!" beklagede han sig og kiggede hjælpeløst på mig.

"Så pak den ind igen og send den ned til de sultende børn i Afrika," foreslog jeg ham med korslagte arme.

Han spærrede øjnene op og kiggede på mig, som om jeg var gal.

"Er du gal?! DET ER MIN! Jeg kan sagtens leve med lidt dressing om munden, så!" afviste han mig.

Jeg holdt overgivende hænderne frem for mig og så til, mens han nydeligt pakkede burgeren ind i det fedtede papir og puttede den ind i køleskabet. Inden han lukkede køleskabsdøren, hev han en tusch frem fra sin lomme og skrev hurtigt "niall" ovenpå burgeren.

Jeg vendte mig om for at fortsætte med at kigge på Louis' ophængte familieportrætter. Jeg faldt over et billede, hvor Louis og jeg sad på vores fars skød og grinte. Vores far smilede også, et stort, varmt smil, som jeg ikke havde set i evigheder.

Jeg lod langsomt mine fingre glide over det gamle foto, håbede på at kunne blive suget tilbage igennem det og opleve det hele igen og forhindre mors død.

Men intet skete.

I stedet kom Niall gående forsigtigt hen til mig og kiggede på samme billede som jeg. Sådan stod vi begge to i tavshed og kiggede på minderne, der dog kun var mine.

"Savner du dem?"

Han spurgte forsigtigt, og lød melidenhedsfuld. Nu var han alvorlig, ikke så barnlig som for et øjeblik siden.

Jeg nikkede hurtigt, og vendte ellers afvisende ryggen til ham.

"Men jeg vil ikke tale om det, Niall," sagde jeg og gik ud ad køkkenet og tilbage ind i den lille stue. Jeg satte mig tungt ned på sofaen og sukkede dybt.

Niall var fulgt efter og satte sig ned ved siden af mig.

Vi sad igen i tavshed, kun vores svage åndedræt kunne høres.

Jeg brød tavsheden efter et par minutter ved at spørge, hvornår Louis kom tilbage.

"Jeg ved det faktisk ikke helt. Management vil have os til at træne noget mere, så de andre drenge er taget med Paul i træningscenteret. De kan komme nu, men de kan også først komme om en time. Jeg ved det ikke," svarede Niall og trak på skuldrene.

Jeg kiggede nysgerrigt op på ham.

"Hvorfor skulle du ikke med?"

"Jeg brugte det meste af dagen på at træne i går, så jeg behøvede ikke at tage med i dag. Det ville nok heller ikke være praktisk at lade dig vågne til en helt tom lejlighed," svarede han ærligt og kiggede på mig.

Det fik mig til at tænke på Louis. Hvorfor var han her ikke selv? Han kunne da godt byde sin egen lillesøster velkommen i hans kæmpe lejlighed i stedet for at få et af hans bandmedlemmer til det.

"Hvorfor er han her aldrig, når jeg har brug for ham?" hviskede jeg lavt og refererede til Louis. Jeg sukkede og kiggede trist ned på hænderne i mit skød.

"Hey," sagde Niall og lagde blidt en hånd på min skulder, præcis som Louis havde gjort i går.

"Skylar, Louis taler uafbrudt om dig hele tiden og om hvor højt han elsker dig. Han har ofte sagt, at han ikke var sikker på, at du havde det helt okay, og at han ville besøge dig snarest, og ville gøre alt okay igen, fordi han ikke havde været hjemme hos dig i lang tid. Han følte, at han lod dig være for meget alene, og hvor mange gange er han ikke kommet hen til os andre, fuldstændigt fortabt, og spurgt efter, hvad helvede han skulle gøre," fortsatte han og tog en kort pause, inden han begyndte igen.

"Louis elsker dig, Skylar, det må du ikke være i tvivl om. Men der er så mange ting, vi skal nå at gøre med bandet, og selvom bandet betyder rigtig meget for ham, kan han alligevel ikke lade være med at rable op om, hvor hårdt du har brug for ham, og at han har brug for at se dig, men management giver os aldrig lov til at få bare én fridag, hvis vi har travlt - og det har vi jo altid, det ved du. Han elsker dig, og han pisser os andre af med hele tiden at gå og sige, at han er verdens dårligste bror, fordi han ingen kontakt har til dig. Men han elsker dig, og det var også derfor han valgte at tage ud til dig i går," afsluttede han.

"Du er nød til at stole lidt mere på ham," tilføjede Niall kort.

Jeg kiggede respektfuldt op på Niall, der lige havde sagt noget klogt, hvilket jeg aldrig havde troet, at den dreng ville!

"Tak, Niall," hviskede jeg og slog armene om ham. Han gengældte mit knus og holdt mig tæt i flere minutter, mens jeg sad med lukkede øjne og tænkte over Nialls ord.

Da jeg langt om længe trak mig tilbage, kiggede jeg op på ham og sagde: "Så du har altså ingen anelse om, hvornår de andre kommer tilbage igen?"

Han rystede på hovedet.

"Niks, og hvis jeg vidste det, ville jeg også fortæ.."

Han stoppede brat op midt i sætningen og lyttede koncentreret. Jeg kiggede forvirret op på ham og hev lidt i hans t-shirt.

Pludselig gav han sig til at smile.

"Gå ud og luk op for din bror. Jeg tror, han glemte sine nøgler," sagde Niall med et drilsk blik i øjet.

Jeg sprang op ad sofaen og skulle til at løbe hen til hoveddøren, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke vidste, hvor henne den var.

Jeg kiggede forvirret hen på Niall et øjeblik, før jeg sagde: "Og hoveddøren er..?"

Han nikkede mod en lang gang til venstre.

"Den vej."

Jeg nikkede kort som tak for hjælpen, og så sprang jeg ellers ud til hoveddøren og flåede døren op, hvor jeg mødte Louis' irriterede blik.

"Louis!" sagde jeg henrykt og sprang i hans favn.

Det var som at blive genforenet med en gammel ven, man ikke har set i lang tid, bortset fra at jeg så Louis i går, men jeg havde savnet ham og hans broderlige nærvær mere end noget andet de seneste mange måneder.

"Wow, Sky, styr dig," grinte Louis og trak mig længere ind til sig.

Jeg kunne høre flere drenge grine, men jeg var ligeglad. Lige nu var jeg sammen med min bror, der eneste lykke der fandtes for mig i øjeblikket, og så kunne alt andet være lige meget.

Savnet af Louis gennem de sidste par år, skyllede ind over mig i store bølger og mine læber bredte sig i et stort smil, mens jeg knugede mig tættere ind til Louis.

Alt havde været okay, alt skulle nok blive okay, alt var okay - lige nu, i favnen på min elskede storebror, kunne jeg ikke føle mig mere tryg og lykkelig.

Alting skulle nok gå. Det vidste jeg.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...