For the love of a Brother (One Direction)

Skylar og Louis Tomlinson er et stærkt søskendepar. Siden deres mor døde og deres far derefter begyndte at drikke sig selv i gulvet hver nat, har de to søskende haft et ubrydeligt bånd til hinanden. Men da Louis begynder at tage på lange tournérer med sit verdensberømte band, bliver Skylar efterladt alene hjemme hos sin voldelige far - lige indtil Louis opdager det, og redder hende fra sin dårlige tilværelse hos deres far ved at tage hende med på bandets tourné.
Alting forandrer sig for Skylar. Nye muligheder åbner sig for hende; chancen for at forny sit liv ligger lige foran hende, men tør hun tage den? Og hvad med drengene fra bandet? Kan hun holde sig væk fra dem, ligesom Louis har opfordret hende til? Skylars liv væltet rundt i blandede følelser og det bliver en hård kamp for hende at finde sig til rette i sit nye liv. Klarer hun det?

32Likes
27Kommentarer
3846Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Lifesaver

"Stop!" skreg jeg ad mine lungersfulde kraft mens tårerne strømmede ustandselige ned ad mine kinder.

Slag efter slag ramte mig hårdt på kroppen, i ansigtet, over alt. Smerterne blev værre og værre, og jeg ønskede så inderligt at kunne stoppe det, men jeg var hjælpeløs.

Min ryg blev presset hårdt op ad den kolde stenmur mens resten af min krop lå fladt på køkkengulvet. Manden stod foroverbøjet over mig og sendte den ene knytnæve efter den anden ned mod mig. Hans øjne var blodsprængte og resten af hans ansigt var rødt af ophidselse. Han prustede mens han blev ved med at slå mig, som var jeg hans personlige boksepude.

Hans ånde lugtede grimt af blandet alkohol, hvilket ikke var underligt, da der lå adskillige flasker, halvt fyldte med sprut, rundt omkring ham på gulvet.

Jeg skreg om og om igen, men lige meget hvor højt det var og ligegyldigt hvor meget jeg sparkede med mine ben, kunne jeg ikke vriste mig fri af min fars stramme greb om mig.

At ligge sådan her, helt hjælpeløs, havde jeg prøvet flere gange, faktisk utroligt mange gange endda. Jeg vidste ikke, hvordan det egentligt var startet. Jeg vidste bare, at efter jeg var blevet ladt alene hjemme uden min storebror, Louis, var min far begyndt at tæve mig hver gang noget ikke passede ham - og det var stort set hele tiden.

Den første gang det skete, ringede jeg til politiet så snart min far havde sluppet mig. Da betjentene endelig kom efter mere end en halv time, havde min far smidt alle sprutflaskerne ud i containeren bagved og rablet op om, at jeg havde skubbet ham ned ad trappen og derefter selv var faldet.

Betjentene kunne ikke bevise min påstand, så de gik med besked til min far om at "passe bedre på sig selv og sin datter."

Derefter havde jeg fået tæsk igen.

Siden da havde jeg erfaret, at min far nok altid ville kunne finde på en latterlig undskyldning for at jeg og ham altid var helt gule og blå, hvis jeg nu ringede til politiet igen med samme påstand som første gang.

Jeg havde også prøvet at få anden hjælp - jeg havde flere gange ringet til Louis, for jeg vidste, at han ville tro mig med det samme. Vi havde været så meget igennem sammen siden mor døde. Vi havde begge set vores far være overdrevent beruset og ikke til at styre, men kun jeg havde oplevet at blive slået.

Derfor blev jeg også utroligt skuffet, da jeg fik at vide, at Louis ikke havde tid til at snakke med mig, fordi han havde travlt med at øve til sine mange koncerter rundt i verden. Det samme sagde hans management anden gang, tredje gang, tiende gang jeg ringede til ham; at han havde for travlt.

Da jeg endelig fik chancen for at fortælle ham det, sidste år til jul hos vores bedsteforældre, kunne jeg ikke få mig selv til det. At se ham sidde der sammen med sin søde kæreste, Eleanor, smile og se stolt ud over at være blevet noget stort indenfor det, han elsker allermest: at synge - da kunne jeg ikke få mig selv til at sige det, for det ville ødelægge det hele. At se min bror være lykkelig er for mig også en lykke. Jeg kunne ikke bare ødelægge det!

 

"Vil du ikke nok lade være?" hviskede jeg med en opgivende, bange stemme. Jeg græd endnu mere end jeg havde gjort tidligere.

"Hold kæft din luder!" råbte min far og hostede et par gange så spyttet fløj fra hans mund.

Han tog et hårdt jerngreb om mine overarme og satte sig på mine ben, så jeg ikke havde nogen mulighed for at bevæge mig. I det samme slap han min ene arm for i stedet at begyndte at trække mine tyndslidte sorte leggins af mig.

Jeg opfattede først hans hensigt, da han havde trukket mine leggins ned til mine ankler. Jeg samlede en stor mundfuld luft, ligesom jeg havde lært det til svømning i femte klasse, og skreg endnu en gang.

Et uigennemtrængeligt skrig brød det ellers så stille køkken og havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg tro, at det havde knust glasset i vinduerne.

Min far fumlede et øjeblik med mine leggins og kiggede et kort øjeblik forvirret rundt i køkkenet, som om han ikke vidste, hvorfra skriget var kommet.

Men han genvandt hurtigt fatningen og prøvede fortsat at trække mine leggins det sidste stykke ned over mine sko og helt af.

Jeg græd ustoppeligt, flere og flere vilde tårer gled ubesværet ned ad mine våde kinder mens jeg skreg og skreg, vred hovedet fra side til side, ville ikke se det mareridt der skulle til at udspille sig foran mig.

 

Som blev mine mange bønner om hjælp opfyldt, blev hoveddøren slået op med et ordentligt brag, der gav genlyd i det næsten tomme hus. Skridt lød i gangen, og mine tanker bad dem komme nærmere i en fart.

Jeg hørte personen i gangen tage sin jakke af og fumle med nogle flere ting.

"Skylaaaaaar!" lød en glad stemme.

Et øjebliks komplet stilhed, før jeg begyndte at trække vejret heftigt.

Den blide, varme, kærlige og så velkendte stemme var som den sødeste musik i mine ører. Jeg mærkede kort tårerne blive til glædestårer, men også kun et kort øjeblik, før jeg blev revet væk fra mit liggested og slæbt hen ad køkkengulvet.

Varmen fra Louis stemme og tilstedeværelse forsvandt øjeblikkeligt og jeg vidste, at hvis jeg ikke skulle spilde chancen for at komme væk herfra, skulle jeg altså gøre noget nu. Så jeg gjorde, hvad der først faldt mig ind og som jeg havde prøvet at gøre så mange gange før; bad min bror om hjælp.

"LOUIS!" skreg jeg rædselslagen og sparkede med benene mens jeg blev trukket længere og længere væk fra håbet ude i gangen.

"Skylar," råbte han uroligt, "hvad sker der?"

Hans skridt nærmede sig køkkenet i en rasende fart og fortsatte hen til døren, jeg lige var blevet trukket igennem. Så stoppede han brat op. Jeg så ham smide alt i hans hænder. Blomster og små indpakkede gaver ramte gulvet med mindre brag, og hans øjne var opspilede.

"TROY!"

Et hurtigt chok gik igennem mig. Jeg vidste ikke, om det var vreden i Louis' stemme eller om det var bruget af vores fars fornavn, der forskrækkede mig mest.

Jeg havde aldrig hørt ham bruge fars fornavn før, men jeg vidste instinktivt, at han kun ville bruge det, hvis han var virkelig vred.

Louis sprang de få meter fra dørkarmen og hen ved siden af far, som stadig holdt stramt om mine små håndled.

En hånd svang hurtigere end jeg kunne nå at se med mine øjne, men jeg hørte tydeligt klasket fra Louis' hånd, da han ramte min far i hovedet med en knytnæve som en bokser. Far faldt om på sengen bag ham, hvilket var heldigt for ham.

I det samme slap han også grebet om mine håndled og jeg rejste mig hurtigt og trak mine leggins op omkring mine kolde ben igen.

"Hvad har du.." begyndte Louis forfærdet, "hvad fanden har du gjort, dit fucking svin!" råbte han i stedet.

Den anden knytnæve ramte ham i maven og far krympede sig sammen.

Louis slog ham igen, en vred lussing klaskede mod vores fars røde kind, samtidig med at han skældte og råbte.

"Hvordan fanden kunne du gøre det mod din egen datter, dit fucking.."

Louis løftede for mindst tiende gang en knytnæve og slog far igen, mens jeg blot stod og så på sceneriet, der blev værre og værre.

Far havde fortjent det her, men blev Louis ved, kunne han blive knaldet så groft for vold mod et familiemedlem. Og det ville ikke se godt ud for en superstjerne at få flere ugers fængsel. Jeg måtte gøre noget.

'Louis," sagde jeg behersket, men han fortsatte upårvirket.

"Louis.. LOUIS!"

Han stoppede og kiggede over mod mig som jeg stod der, blåøjet og nedgjort, men alligevel fuld af ro.

"Stop. Han har fået nok nu, Lou," sagde jeg.

Louis begyndte at protestere men jeg afveg hans ord.

"Louis, hvis du bliver ved, ender du med at sidde inde, og både du og jeg ved, at det ønsker du ikke. Hverken for dit images skyld eller for alle andres skyld."

Han sukkede, men lod så sine arme falde slapt ned langs siden. Sådan stod han et par minutter og kiggede på vores bevidstløse far, mens han tog dybe indåndinger.

"Pak de mest nødvendige ting, hurtigt. Vi er nød til at komme væk herfra inden min fornuft slipper op," sagde han endelig.

Jeg nikkede og smuttede ind gennem en dør bag ham, hvor jeg trak en lille sportstaske frem. Jeg kiggede rundt i værelset for at se, hvad jeg havde brug for. Mit blik faldt på de mange billeder af mig, Louis og mor, da vi var helt små.

Jeg pakkede dem forsigtigt ned og lagde en beskyttende lille pude over samt min yndlingsbamse; en pjusket, lyseblå kanin med en hvid mave, hvorpå der stod "I miss you x Louis."

Louis havde givet mig den til jul sidste år for at minde mig om, at lige meget hvor i verden han var, så savnede han og elskede mig altid lige højt.

Det mest nødvendige tøj røg også ned i tasken, og så smuttede jeg ellers tilbage i det dunkle soveværelse, hvor Louis stod og ventede.

"Jeg er klar."

Louis nikkede kort og lod hånden glide hen over hans pande, før han fulgte mig ud af huset, jeg aldrig skulle se mere.

Da vi kom udenfor, spejdede jeg omkring efter hans gamle brugte Volvo, som han havde købt, da han havde råd til en bil for første gang for fire år siden, men jeg kunne ikke finde den.

"Lou, hvor er din Volvo?" spurgte jeg nysgerrigt og kiggede op på ham.

"Tror du stadig jeg kører i den møgspand?" grinede han som svar og trak mig med hen til en helt ny, blankpoleret rød Porsche.

Jeg stirrede måbende på den.

"Hop nu ind, Skylar," skyndte Louis at sige med et lille smil om munden.

Inden jeg satte mig ind på lædersædet, sendte jeg Louis et blik, som meste af alt sagde "blærerøv" men også sagde, at jeg var ret misundelig.

 

Louis lagde ikke skjul på, at han kunne lide at køre stærkt. Han svingede ind og ud gennem langsomtkørende biler i Londons smalle gader.

"Hvad laver du i London?" spurgte jeg henkastet.

Han kastede et kort blik på mig, men kiggede hurtigt tilbage på vejen.

"Drengene og jeg har fri. Selvom vi har travlt, må vi altså også godt få sommerferie," sagde han med et lille drilsk smil om munden.

"Jaja, selvfølgelig," mumlede jeg.

Der var stille lidt indtil Louis brød tavsheden.

"Hvorfor har du ikke sagt det?" spurgte han alvorligt.

"Sagt hvad?" svarede jeg mens jeg kiggede ned.

"At.. far.. har behandlet dig så.."

Han havde tydeligvis svært ved at omtale vores far som far, men han gjorde et bravt forsøg på ikke at lyde forarget, når han sagde det. Han kunne heller ikke få sig selv til at sige, hvad far havde gjort ved mig: at han slog mig og var få sekunder fra at voldtage mig.

Jeg pillede ved mine negle mens jeg kiggede ud ad vinduet, hvor Londons gader susede forbi os.

"Skylar," sagde Louis og lagde blidt sin hånd på min skulder.

Jeg bemærkede at flere tårer dryppede fra mine kinder og ned i mit skød.

"Sky, shh," trøstede Louis.

"Jeg.. jeg har prøvet at ringe til dig mindst ti gange, men dine folk fortæller mig hele tiden, at du har for travlt til at tale med mig, og," snøftede jeg, "sidste år til jul sammen med bedstemor og bedstefar og Eleanor.. dit smil.. du så så stolt ud.. jeg kunne ikke få mig selv til at ødelægge det ved at fortælle dig alt det, der var sket derhjemme," afsluttede jeg og hulkede.

Louis trak mig ind til sig og kyssede mig kærligt på håret.

"Skylar, jeg.." begyndte han men stoppede hurtigt.

"Skylar, jeg er din storebror. Det er meningen, at jeg skal passe på dig, når du har det skidt, og så skal du ikke lade dig stoppe af nogle folk, der beder dig om at holde dig væk. Du skulle have sagt til mit management, at du var min søster. Råb lidt mere ad dem, så havde du fået mig med det samme. Det ved jeg, du kan. Du er så god til at være stædig," sagde han og lo et kort sekund.

Jeg kiggede op på ham og så, at han havde tårer i øjnene, ligesom jeg selv havde det.

"Tak, Lou," mumlede jeg.

"Altid søs, altid. Det ved du," svarede han ærligt.

Jeg lod mig læne langsomt tilbage i sædet, og det sidste jeg så, inden jeg faldt i søvn, var Louis' beskyttende øjne hvilende på mig.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...