'Be Right Here' | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2013
  • Status: Igang
Hvordan vil Gry på 18 år, nu vil kunne gå igennem sit liv, uden hendes mest værdifulde bedste ven George. Og hvad sker der når selve One Direction dukker op i hendes triste liv. Niall er hvert fald helt opsat på at hjælpe Gry. Men spørgsmålet er, er der nogen der kan hjælpe på hendes triste liv? Vil hun nogensinde tænke fremad, og blive ligeså glad igen? Vil der være nogen
‘Be Right here’ -Ligesom George var. #Læses på eget ansvar#



4Likes
4Kommentarer
703Visninger
AA

1. 'Wish You Were Here'

Gry's Synsvinkel

 

Jeg vidste godt at jeg ikke kunne blive ved med at tænke tilbage, tilbage på det som det var engang. Jeg skulle tænke fremad. Jeg skulle tænke i nutiden, få det bedste ud af alt. Og være stolt over mig selv. Ikke tage alle ting så bogstaveligt, ikke tænke over så mange små detaljer. Men bare leve livet, nyde hvert sekund, minut, dag, uge, måned og år. Bare være glad for at det overhovedet er sket. Bare glemme de dårlige ting. Det kunne jeg godt. Men jeg ville aldrig i hele mit liv glemme min eneste og alt. Aldrig

 

                                                                       ✿

 

Der var nu gået en uge siden jeg havde sagt farvel til George, jeg tror aldrig nogensinde jeg havde været så ked af det før. At skulle miste en man har kendt siden man var helt lille, en man kunne fortælle alt til, en man har lært så meget af, og har været så meget igennem med. Der var milliarder af minder. Og nu skulle det stoppe, det hele skulle være slut.

 

Jeg havde ikke brug for nogle til at omfavne mig nu, ikke lige nu. Lige nu vil jeg bare sidde for mig selv. Og tænke på alt det der var sket. Jeg tror faktisk slet ikke det var gået op for mig i nu at George var væk, væk for altid. Men jeg ved han er et bedre sted nu. Gud hvor jeg savner ham.

 

“Gry kommer du ned og spiser?” Min mor Jennifer, stod i døråbning til mit værelse, og smilede skævt til mig, jeg vidste godt at hun vidste jeg tænkte på George. “Ja, kommer om lidt” Svarede jeg hende, og sendte et skævt smil tilbage. Jeg havde allermest lyst til bare at blive siddende her, men alligevel vil jeg godt med ned, -bare for at tænke på noget andet. Så jeg rejste mig for at gå ned til de andre.

 

Min lillebror Austin havde allerede sat sig til bords, Han havde ikke rigtig forstået noget af det der var sket med George, men han var tro sandt også kun 1 år. Min far Freddy Sad nu også ved bordet og sendte et lille smil til mig. Hvor der efter jeg sendte et tilbage, og kiggede ned på min tallerken igen. Jeg havde egentlig ikke nogen appetit, men alligevel besluttede jeg mig for at spise en lille smule.

 

Efter maden var jeg gået op på mit værelse igen, Jeg kunne ikke lade være med at tænke på George, jeg kunne simpelthen ikke få ham ud af mit hoved, ingen gang bare i 1 minut. Det var ikke fordi jeg ville glemme ham eller noget, men at tænke på ham hele tiden, fik mig til at savne ham mere og mere. Jeg vil ønske jeg kunne røre ham for sidste gang, tag hans hånd og løbe væk fra alt. Men sådan var det ikke, man kunne ikke løbe fra noget. Og slet ikke døden.

 

Nu vil jeg gå i seng og sove, så kunne jeg i det mindste tænke på noget andet. Med mindre min hjerne synes jeg skulle drømme om George, eller måske fik jeg slet ikke sovet i nat.

-Det vil faktisk være rart hvis jeg kunne drømme om George i nat. For det er det eneste sted jeg kunne være sammen med ham nu.

 

Hurtig tog jeg en trøje ud fra mit skab, det var en stor blå trøje, som gik mig til midten af mit lår. Hvor der stod ‘Hey You Beautiful’ på. Det var faktisk en trøje George havde givet mig, på vores ‘Gry George dag’ Som vi kaldte den. Faktisk så var det snart den dag igen, -eller det var det jo faktisk ikke, de dage kom ikke igen. Derefter lagde jeg mig under dynen, og lukkede øjnene langsomt i. - Godnat George

 

                                                                       ✿

 

Jeg vågnede allerede kl 6 om morgen? Og var nu på vej i skole. Jeg havde ikke været i skole siden Georges død. Så jeg var virkelig nervøs på hvordan min skole dag skulle gå i dag. Hvordan vil folk dog reagere når de så mig, de vidste vel godt hvad der var sket? Det vil jeg da tro, alle var venner med George, han var bare en hvers ven. Men ikke på samme måde som han var venner med mig. -Han var jo min bedste ven, og det er han stadig.

 

Da jeg kom ind af skolens dør var det første jeg fik øje på var, Carly, Carly min bedste veninde, hende som jeg kunne lave alle de pige ting med, som jeg ikke kunne med George. Men George var dog stadig den person som betød alverden for mig. Jeg havde nu ikke rigtig snakkede med Carly i det sidste stykke tid, jeg havde bare ikke lyst, ikke lyst efter alt det der var sket. Jeg vil bare være lidt alene. Det håbede jeg hun ville forstå.

 

“Ååårh Gry, hej, hvordan har du det, er du okay” Kom det fra Carly. Som allerede var på vej hen mod mig. “Hmm det går vel nogenlunde, og jeg har det sådan..okay” Sagde jeg, og var lige ved at græde. Jeg havde det jo overhovedet ikke Okay, jeg havde det forfærdeligt, men det vil være underligt og sige. Jeg synes ikke jeg skulle gå og græde i skolen, det kunne jeg gøre derhjemme. Og jeg vil også helst være på andre tanker her i skolen. “Åårh skat, bare sig hvis der er noget, jeg vil med glæde være der for dig, jeg ved det her er svært for dig.” Kom det fra Carly igen. Og det var sandt, Carly havde altid været der for mig, Altid. Bare den mindste ting var hun der fra Kærlighed til Ulykkelighed. Hun var bare noget helt special.

 

Resten af dagen gik bare med de sædvanlig timer. Men der var stadig noget anderledes, der var mange der var kommet til mig, der var faktisk også meget stille i skolen i dag. - Og George var jo her heller ikke.

 

 

Det var blevet Onsdag og Kl var omkring de 3 stykker, jeg var på vej hen til vuggestuen for at hente Austin. Jeg plejede altid at hente Austin sammen med George, så det var ret anderledes i dag - Og trist.

 

“Hej, hvordan går det Gry” jeg vendte mig om og så at Christina snakkede til mig. Christina var hende som arbejder her på selve Vuggestuen, hun var altid så sød mod Austin, ikke bare sød som i sød, men helt fantastisk sød, derfor havde vi et godt forhold til Christina. Jeg ved ikke helt hvorfor hun altid var ekstra sød mod Austin, det var hun bare? “Det går vel okay” tøvede jeg, imens jeg kiggede ned på mine hænder. “Hmm, Okay” Sagde hun så og smilede blidt til mig.

 

Hun vidste godt det med George. Før i tiden hvor mig og George altid kom her sammen, havde hun altid sagt til os at, vi var verdens perfekte venner, og at hun var så jaloux på vores forhold. Jeg blev altid så glad hver gang hun sagde det, for jeg var så glad for George, at det varmede mit hjerte at få af vide, vi endda var så søde sammen, som i venner.

 

Jeg gik ind mod det rum som Austin var i, og gik så hjem ad. En anderledes dag havde det været.

 

Om 3 dage var det ‘Gry George dag’. Og om jeg havde glædet mig? Nej. Jeg tror det ville blive et helvede. Det var jo den dag jeg skulle være sammen med George. Hvor vi skulle hygge os, være glade og græde af grin. Men jeg vil tro jeg vil sidde og græde for mig selv hele den dag. Som sagt det vil blive et helvede.

 

Dagen gik med at sidde oppe på mit værelse, og sidde og tænke over alle tingene, igen. Jeg havde sådan set gjort det hver dag siden. Kiggede hundrede billeder igennem af ham og mig, læst vores beskeder, kiggede videoer, osv. Det gjorde faktisk det hele være for mig selv. Men jeg kunne bare ikke lade være. Jeg savnede ham så meget, jeg havde bare brug for at se noget med ham og mig, men så alligevel ikke. -Det var virkelig en svær tid for mig.

 

Der var blevet Fredag morgen. Og gæt engang. Det var selvfølge ‘Gry George dag’. Som jeg slet ikke kunne overskue og tænke på. Hvorfor skulle den her dag også være så tæt på hans død. Jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, på denne her dag. Jeg havde ikke lyst til at være sammen med Carly, eller nogen den her dag. Jeg ville alligevel ikke kunne holde det ud.

 

Jeg havde fået lov til at holde fri i dag, fra skole. Min forældre vidste jo godt jeg rigtig skulle have haft ‘Gry George dag’. Så de tænkte det var bedst jeg blev hjemme i idag, hvilket jeg var enig med dem i.

 

Lige nu sad jeg og spiste morgenmad. -Alene. Min mor og far var taget på arbejde, min lillebror Austin var  i vuggestue. Så jeg sad bare alene hjemme, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

 

Jeg pakkede morgenmaden væk, og satte mig hen i sofaen. Lidt efter og ha siddet og stirret ud i luften, tændte jeg for Tv’et. Så kunne jeg nok også komme til at tænke på noget andet, end George. Men jeg orkede faktisk ikke at se Tv, så jeg slukkede hurtigt for det igen. Og i stedet lagde jeg mig ned i sofaen, og lukkede øjnene i.-Jeg vil hvile mig, så vil jeg da få det lidt bedre, ikke?

 

Efter at have hvilet i mindst 25 min. Besluttede jeg mig for at gå i bad, det var altid rart med et bad, der kunne man græde,  sammen med de milliarder andre dråber af vand. Man kunne tænke, føle, drømme, man kunne leve. Jeg følte mig så fri.

 

Jeg havde nu være alene hjemme i 9 timer. 9 triste timer, og ikke nok med det, vil det også blive en af de værste dage, ever.

 

Min mor og far skulle være hjemme indenfor en times tid. Men inden da skulle jeg hen forbi George grav, jeg havde købt en gave til ham. For selvom han ikke var her mere, skulle han stadig have min gave, min gave som jeg vil ønske så højt at kunne give ham i hans levende hænder. Kigge ham i øjnene, se ham smile hans fantastiske smil. Mærke hans hjerte slå. Og ikke nok med det, sige til ham hvor meget han betyd for mig. Egentlig håbede jeg at der ikke var nogen på kirkegården, for så kunne jeg jo være alene med George, som vi ellers også plejede at være på denne her dag.

 

Jeg var gået op til kirkegården, det var sådan set lidt rart at gå en tur. -Det skulle jeg gøre noget mere.

 

At stå foran George gravsten, var ikke lige mig. Jeg følte mig ikke så godt tilpas, for det var jo ikke mening han skulle lige under gravstene -Nej han skulle stå siden af mig, holde om mig, og sige at han elskede mig. Men nu var det kun mig der kunne sige det.

 

Stille bøjede jeg mig ned på knæ foran gravstenen, Jeg kunne mærke en tåre bare begyndte at trille ned af min kind, og jeg kunne mærke min hænder begyndte og ryste helt vildt. -Det var absolut ikke sjovt. Der gik så mange tanker igennem mig, idet jeg sad og kiggede på hans navn på gravstenen.

‘George Drew William - Du var vores lys, du skabte glæden i vores hjerter. Savnet er ubærligt - Vi Elsker Dig’

Stod der, Og hver eneste ord passede, det passede så perfekt til ham.  

 

Jeg bed mig forsigtigt i læben og kiggede ned på min gave. Gaven lag jeg blidt på gravstenen, sammen med de mange andre blomster. I gaven havde jeg lagt en masse billede af ham og mig i. Jeg vidste godt at det ikke var en så speciel gave for andre. Men for mig betyd det meget, det var jo alle vores minder vi havde taget billeder af. Hver eneste minde. -Og der kom jo ikke flere. Ved siden af gaven placerede jeg en blomst, ikke bare hvilken som helst blomst, men hans yndlings. - En rød rose.

 

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, jeg havde lyst til at sige noget til ham, men jeg kunne ikke få et ord ud. Det eneste jeg kunne få ud var tåre, tåre rende ned af mine kinder.

“Geroge” Begyndte jeg langsom, det var svært og fortsætte, der kom kun en masse hulk ud. “Jeg kunne huske så tydeligt da jeg var 9, og du var 10. At vi besluttede os for at lave sådan en her dag, fordi vi var så tætte som vi var. Vi havde kun haft den her dag 9 gange, i dag er det vores 10'ende dag sammen. Jeg havde troet vi skulle have den her dag måske 70 gange mere. Men sådan blev det ikke. Jeg elsker dig George du vil altid være i mit hjerte. Jeg elsker dig, jeg elsker elsker elsker, dig.” Mere nåede jeg ikke og sige da jeg brød sammen, jeg kunne ikke holde alle mine tåre inde mere. -Jeg savnede ham virkelig meget, helt ubeskriveligt meget.

 

Gå turen hjem var frygtelig, jeg havde ikke lyst til at gå fra George. Jeg vil ikke forlade ham igen. Jeg var sikkert helt rød i øjnene, og det var jeg nok også under øjene. Men det tænkte jeg ikke så meget over, det kunne jo være lige meget nu. Det var George jeg tænke på. ‘George, George, George’ Sådan gik det rundt i mit hoved, plus alle vores minder.

 

 

“Gry, kommer du lige her ned” Min mor var åbenbart kommet hjem. Så nu vil hun nok have mig til at gøre alt muligt for hende. Jeg begyndte og gå fra mit værelse og ned af trapperne til køkkenet, hvor min mor stod og puttede ting ind i køleskabet - Hun havde nok lige været ude og handle. “Hvad vil du mor” Sagde jeg. Hun så ikke speciel glad ud, men det var jeg nu godt nok heller ikke selv. Men alligevel, hvorfor så hun så trist ud. “Vi skal lige snakke sammen” Kom det fra hende. Nu havde hun ændre sit syn fra trist, til alvorligt. Men hvorfor vil hun lige pludselig snakke med mig, ikke fordi vi ikke gøre det. Men den måde hun sagde det på skræmte mig lidt, hun lyd så forvirret.

 

“Sæt dig lige ind i stuen til far, så kommer jeg” sagde hun igen. Var far nu også her, hvad var det lige de ville fortælle mig, jeg var altså ikke i humør til mere trist. Kunne de slet ikke se hvor dårligt jeg allerede havde det i forvejen.

 

“Hej min skat, hvordan har du det” Jeg kiggede dumt på ham, for den måde han sagde det på fik det hele til at lyde som om alt var godt. Og det var det bestemt ikke. Et suk undslap mine læber imens jeg svared ”Fint” Min far kiggede nu over på min mor som kom gående bag mig “Gry sætter du dig ikke lige ned” Min mor satte sig selv i sofaen, og bankede rogligt med hånden ned i sofaen som tegn på jeg skulle sætte mig siden af hende. Uden at svare satte jeg mig bare ned i sofaen.

 

‘’Hvad er det så i vil snakke med mig om” Jeg kiggede spørgende på dem, hvilket fik dem til at sukke højt. Min far kiggede over på min mor, som nok skulle betyde hun skulle starte. “Hør her Gry, du ved det er ‘Gry George dag’ i dag, og du skulle jo rigtig have været sammen med George i dag.” Jeg kunne se på hende hun trak værten en ekstra gang inden hun fortsat “Og George havde allerede planlagt en gave for dig” Et sus gik gennem min mave i det hun sagde George. Jeg ved ikke hvorfor, men når nogen siger George, sker det.

 

Men hvad? havde han allerede planlagt en gave for mig. Min mor sagde ikke mere hun kiggede blot over på min far, som bare sad med et skævt smil. “Hvad er det for en gave” udbrød jeg uden at tænke over det. Det var ikke mening jeg vil sige det så højt. Min mor kiggede på mig i det jeg havde sagt det, hun åbnede munden, men uden at sige noget. Så hun lukkede munden i igen. Og kiggede så over på far igen. Min far sad stadig med det skæve smil. “Det er en gave, du skal møde” Kom det fra min far. Han sagde det på en måde som om han var virkelig bange. Jeg sad bare med store øjne, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle tænke. Et møde? Med hvem. Jeg gad da ikke møde nogen lige nu. -Med mindre det var George. Men det kunne det jo ikke være.  

 

“Et møde med One Direction” Endnu et sus gik gennem min mave. For hvad? Okay der gik mit hjerte lige i stå. Et møde med One Direction? Hvordan kunne det lade sig gøre.

“Hvad mener i” Jeg vidste jo godt hvad det betød. Men jeg havde alligevel ikke helt fattet det. For hvordan? Hvordan havde han skaffet et møde med One Direction?

 

“George havde aftalt med One Direction at de skulle mødes med dig på den her dag, som gave. George havde mødt One Direction for ca et halv år siden. Siden har ham og drengene været rigtig gode venner. Det skulle åbenbart være en hemmelighed for dig så han kunne overraske dig.” Jeg kunne tydeligt se på min mor hun var ved at fælde en tåre. Måske var det fordi George ikke var her mere, og så skulle jeg have den her gave nu.

 

George havde aldrig noget at fortælle mig at han havde en god kontakt til One Direction. - Og nu er han her ingen gang. Han er her ikke på selve den dag hvor jeg skulle mødes med mine største idoler. Noget som han har planlagt for mig, i mere end et halv år. og så havde han kendt dem i alt den tid? Og nu vil han gøre det her for mig. Wow, jeg havde så meget at skulle sige til ham nu, hundrede gange så meget som jeg allerede havde i forvejen. Der var så meget der kørte rundt inde i mit hoved lige nu. -Virkelig

 

Jeg var ikke forelsker i One Direction, jeg elskede bare dem. At de var dem selv. Og deres musik -Eller jo de var meget lækker, Faktisk meget.

 

“Men hvornår skal jeg så møde dem” Jeg var egentligt lidt ligeglad med hvornår jeg skulle se dem. For jeg kunne ikke lade være med at tænke på George. Det hele var helt mærkeligt. Jeg havde mistede min mest værdifulde ven, nærmer sagt min bror, for han var jo som en bror for mig, den bror som jeg aldrig fik, -som man siger. Og jeg mistede ham. Og nu kom der et af mine højeste ønsker, at møde selve One Direction. Ikke fordi det var mit store ønske mere, efter George død. Men alligevel, var det jo et af mine ønsker.

 

Jeg var faktisk lidt sur på Geogre over han ikke havde fortalt mig det. Eller nej ikke sur, men overraskede.

 

“Når du er klar” Hun sendte et fredelig smil til mig, imens hun rejste sig for at gå ud i køkkenet igen.

 

‘Når jeg er klar’ tænkte jeg. Jeg var vel klar? Eller nej for satan da. -Jeg skulle da klæde om, ordne mit hår, jeg skulle nå alt inden jeg var klar. Men jeg var nu ikke helt sikker på om jeg kunne klare at møde dem. De skulle da ikke møde mig? Slet ikke når jeg var så knust som jeg var. De vil jo ikke kunne holde ud at være sammen med mig. Jeg var bare en lille grim, dum pige som ingenting havde tilbage. Hvem vil dog hænge ud med mig nu om dage?

 

Men jeg vil gøre det alligevel, jeg vil gøre et forsøg, for George skyld, ikke for min egen. Han havde arbejdet så hårdt for at jeg kunne møde dem. Så nu måtte jeg tage mig sammen selvom lysten til at græde hele tiden kom.

 

“Jeg er klar” Efter at have gjort mig klar, som nok tog lidt over en times tid, var jeg endelig klar. “Godt sæt dig ud i bilen, så køre vi” Smilet bredte sig på hendes læber, hvilket fik mig til at smile et nikkende smil tilbage.

 

Det var ikke en lang køre tur derud, og jeg blev mere og mere nervøs, fra hvert sekund der gik. Jeg skulle jo møde dem helt alene, ude George nu. Min mor stoppede bilen uden for et stort hvidt hus, var det nu jeg skulle gå ind og møde dem? Nervøsiteten kunne mærkess helt nede i min mave, tårerne pressede sig mere og mere på. Men jeg gav min mor et kram, og derefter lukkede bildøren op. Skridtene hen til døren var meget langsomme, men jeg kom alligevel meget hurtig hen til det store hvide hus dør. Jeg kunne se min mor stadig sad og holdte ud i bilen, hun vil nok sikre sig jeg kom sikkert ind.

 

Lige da jeg havde åbnet døren, havde jeg lyst til at løbe hurtigt ud i bilen igen. Men jeg ved jeg vil komme til at fortryde det. Det her var jo min store drøm, hvorfor var jeg ikke helt vildt sygt glad.

 

Da jeg havde åbnet døren kom jeg ind i et meget stort rum, men der var ikke mange mennesker, Den eneste person jeg kunne se var en stor høj mand, som kom hen mod mig. Jeg havde aldrig set ham før men jeg regnede med han var en der holdte vagt -eller noget? For han havde alt muligt, vagt tøj på? “Hej, du må være Gry?” Hvordan i alverden kendte han til mit navn? “Jo, jeg er Gry” Min stemme lyd helt forvirret, det lyd nærmest som om jeg løj. “Ja det tænkte jeg nok, drenge har glædet sig meget til at se dig - Kom ind” I stedet for at svare ham, sendte jeg ham bare et usikkert smil. Jeg vidste virkelig ikke hvorfor jeg var så bange, det lignede ikke mig. -Det var derfor jeg ikke skulle have kommet.

 

“Denne vej” Den store mand som hvis navn var Robert, fulgte mig ned af gangen. Det var en lang vej ned af gangen, for det var først da vi var helt nede i den anden ende han stoppede op, og åbnede døren lige så stille. “Værsgo at gå ind” Jeg stod bare og kiggede på Robert, med et blik som sagde -Neeej-Det-Skal-Jeg-vist-nok-ikke- Robert klappede mig på skulderen og skubbede mig så ligeså stille ind af døren. Han blev stående i døren og sagde så “Vi ses” Og lukkede døren langsomt i. Jeg bed mig nervøst i læben, da jeg vendte mig om for at kiggede ind i rummet. Der var to store sofaer et bord og nogle stativer med tøj på. -Men i sofaerne sad de fem drenge, de fem drenge fra selve One Direction. Et stort smil bredte sig på de 5 drenge, da de fik øje på mig. Hurtig var de henne ved mig “Hej, Gry” Liam var det han hed, han gik tæt hen til mig for at give mig et kram. Hvorefter Den blond håret fyr var den næste til at kramme mig, Ja Niall. -Jeg havde hørt han skulle give verdens bedste kram nogensinde. -Og det var sandt, det var virkeligt et dejligt kram. Man kunne nærmest sove i de arme.

 

Louis kom derefter, “Hva, så” sagde han imens han kørte sine hænder op og ned af mine arme.Harry med de søde krøller krammede mig efter imens han sendte sit stor smil. Og til slut kom Zayn med de smukkeste Bambie øjne.

“Hej” Fik jeg endelig sagt til dem. Hvis Det ikke var på grund af  George Død. vil jeg tro jeg vil ha spurgt om billeder og alt muligt underligt, men lysten til at græde var der mere.

 

“Hvor er George henne, eller han kommer måske ikke?” Kom det fra Louis. Hvad? vidste de ikke hvad der var sket med George? De kendte da ham, hvorfor var der ingen der havde sagt det til dem? “Eeehm..” Jeg havde ikke lige set det spørgsmål komme, overhovedet! “George, er..” Fortsat jeg. Alle drenge kiggede forvirret på mig, jeg bed mig forsigtigt i læben “VED I DET IKKE?” Råbte jeg grædende. Hvad der gik af mig vidste jeg slet ikke. Det lignede ikke mig bare sådan at råbe af folk. De kunne jo vel ikke gøre for de ikke vidste det.

 

“Ved hvad?” Sagde Liam lige så roligt som han kunne. “George er her ikke mere” Idet jeg havde sagt det, begyndte tårerne at falde ned af kinderne på mig. -Jeg vidste jeg ikke skulle have kommet. Mest havde jeg lyst til at bare løbe væk, men inden jeg nåede at tage et skridt, havde Niall omfavnede mig -Ja, med de arme jeg kunne sove i. Tårerne blev ved med at falde, og hulkende kom og kom “Shh” Han aede hans hænder lige så stille op og ned af min ryg, det fik mig til at falde mere til ro. -Det var da helt utroligt hvad han bare kunne gøre sådan med sin arme!

 

Niall's Synsvinkel

Stakkels pige, det var ikke lige til at gribe. Altså hendes bedste ven George havde hun mistede? Jeg var sådan set overraskede over hun overhovedet ville komme, for jeg ved ihvertfald hvis jeg mistede mine 4 bedste venner, ville jeg slet ikke kunne åbne øjnene igen. -Jeg kan ingengang lide at tænke på det. Men hvad var det lige der var sket med George. Jeg var ikke helt sikker endnu?

 

Trods alt havde George godt nok fortalt meget om hende. Og hun så i grunden også virkelig sød ud, hun havde noget vildt flot langt lyst hår, og nogle virkelig pæne grønne øjne som strålede -Ja hun var meget smuk.  

 

“Hvad er det der er sket med George” Faktisk vidste jeg ikke om det var det rigtige og spørger om lige nu, men det røg bare ud af munden på mig. Hun rykkede sig langsomt ud af mine arme, og kiggede derefter op på mig. En lettelse forlod mig idet hun sendte et skævt smil og snøftede ind af. “Joo ehhm, vil i høre hele historien.. Eller bare hvad der er sket med ham?” Hun havde tørret tårerne af kinderne, og var faldet lidt mere til ro. Men hun var dog helt rød under øjnene. “Det hele.. hvis du har lyst?” Smilede Zayn fredeligt til hende.

 

Hun nikkede blidt til os, og satte så kurs hen mod de sofaer vi havde sat i før. Hvorefter vi gik hen og satte os selv i sofaerne. I kort tid kiggede hun ned i jorden for at finde sig selv, hun bidt sig selv i læben, dernæst begyndte hun og fortælle...


 

~”Som i nok ved, havde mig og George været bedste venner helt fra da vi var små, helt siden jeg var omkring 4 og han var 5. Vi havde vokset op sammen igennem alt, vi var nærmest som søskende og brødre. Grunden til vi blev bedste venner da vi var 4 og 5 år, var fordi min mor og hans mor var rigtige gode venner. Og på den måde var vi næsten altid sammen, så til sidst var vi bare bedste venner. Nu har vi vokset op med hinanden fra da jeg var vi var4 og 5 til 18 og 19. Men sådan forsætter det desværre ikke mere, jeg må klare mig igennem de sidste mange år alene. For i det her år for omkring 2 uger siden, var mig og George sammen, vi havde lige været ude og Shoppe som vi ærlig talt tit gjorde. Senere var vi taget i byen til langt ud på natten. Omkring 3 tiden vil jeg tro var vi på vej hjemad -Godt fulde var vi, så vi bestilte en Taxi. Lige da vi kom hjem til mig, gik vi i seng med det samme. Vi var taget hjem til mig fordi, min mor, far og lillebror var alligevel ikke hjemme. Men da jeg så vågnede igen kl 11 var George ikke ved min side, så jeg regnede med han allerede var stået op. Jeg gik nedenunder for at se om han spiste morgenmad, men der var han heller ikke. Længe ledte jeg efter ham. Så jeg opgav og regnede med han var ude og købe ind eller noget? Efter en halv time begyndte jeg og blive bekymret for ham, så jeg ringede til ham for at spørger hvor han var henne? Men efter mindst 10 opkald kom der stadig intet svar. Endnu en halv time gik, jeg var helt vildt bekymret for ham, så jeg kørte ud i byen for at lede efter ham rundt i hele byen. Jeg ringede også til nogle af hans venner som jeg lige havde på min mobil. Men ingen af dem vidste hvor han var henne? Jeg var kørt ud til hans eget hus, men kun han forældre var hjemme. De blev meget bekymret, og besluttede sig så for at ringe til Politiet.

Da kl var omkring 5, kom mine forældre og lillebror hjem. George var stadig ikke kommet hjem, jeg var så bange, bange for der var sket ham noget -Alt kunne jo ske i den her onde verden. Men så.. var vi alle taget over til George hus for at vente på Politiet snart vil ringe.

Og omkring 7 tiden ringede Politiet endelig. George mor Stefanie tog telefonen, Jeg prøvede og holde mig så roligt som muligt  men jeg var lige ved at græde. Jeg var næsten sikker på der var sket ham noget. For det lignede ikke ham og være væk så længe. Stefanie så helt lam ud i ansigtet det eneste hun sagde var ‘Nej, nej’ Med et hulk, jeg var så forvirret. Hun lagde på og sagde, at vi skulle over på Hospitalet, med det samme. At Politiet havde fundet George i en bil ude i en skov. Og at han var på Hospitalet nu. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, for jeg vidste ikke om han var uskadt eller hvad det var, ingenting vidste jeg. Vi skyndte os alle ud på Hospitalet, bortset fra min far og min lillebror Austin. En mand kom hen til os da vi kom derud, han sagde vi skulle vente udenfor døren, og at de var fuld i gang med sagen, jeg kunne ikke lide og stå udenfor den dør, for inde bag døren vidste jeg godt at George var, og han havde det ikke godt. Længe stod vi uden for døren, jeg ved ikke hvor længe men det føles som en evighed. Manden fra før som jeg egentlig ikke vidste hvad navn var, kom ud fra det rum George var i. Nu var det nok han skulle fortælle os om George overlevede eller... døde. Manden fortalte os at George ikke klarede den, lige da han sagde ‘ikke’ gik hele min verden under, Jeg sank en klump ned i halsen. Længe stod jeg bare og stirrede ud i luften. Imens jeg kunne høre Stefani græde og lidt Søren som er George far. Endnu en gang sank jeg en klump, det eneste jeg lavede var at trække vejret, og synke en klump og så endnu en. Min mor var også begyndt og små græde. jeg var den eneste der ikke græd. Jeg følte mig så ligeglad udenpå, men indeni var jeg helt knust -Det kunne slet ikke beskrives så ondt det gjorde. Vi fik lov til at komme ind og se George og ja.. der lag han så med sine lukkede øjne. Med store skramme i ansigtet, en masse blå mærker ned af armen. Mere kunne jeg ikke se. Jeg gik hen siden af George seng, det var først der alt inde fra min krop kom ud. "George hvorfor" Var en af tingende jeg sagde til ham. Det var sådan det skete. Kort sagt så døde han i en Bilulykke.” ~


Fortalte hun. Med tåre ned af hendes smukke kinder, den måde hun virrebedede sine næsebore på og blinkede med sine grønne øjne. Jeg havde omfavnede hende imens hun havde fortalt det hele, hun havde vel brug for nogen til at omfavne hende? Det var slet ikke til at fatte George ikke var her mere, og så var der ingen gang nogle der havde fortalt os det? -Men når ja, hvem skulle også ha fortalt os det?

 

"Det gør mig ondt" Mere kunne man ikke rigtig sige, for hvad skulle man sige? Man kunne jo ikke rigtig gøre noget. Endnu et snøft kom fra hende, imens hun kiggede på os alle og sendte et varmt smil. Et højt vejr trækning kom fra hende "Nå skal vi snakke om noget andet?" Sagde hun pludselig. Det overraskede mig hun bare sagde det, det var stærkt, "Jo lad os det" Jeg synkede den klump jeg havde i halsen, samtidig jeg sendte et varm smil tilbage til hende. "Hvordan gik det egentlig med jeres koncert idag?" Begyndte hun som en start "Virkelig godt" Vi havde holdt koncert i England, før vi skulle mødes med Gry. "Du var ikke til koncerten vel?" Zayn smilede fredeligt til hende, imens han vendte på svar "Nej, jeg har faktisk aldrig været til jeres koncert før" Nervøst bidte hun sig i læben "Der bliver jo udsolgt på 2 sekunder" Forsatte hun imens der kom små grin ud. Det var utroligt hvor hurtig hende humør var ændret. Og Wow hvor havde hun dog et sødt grin. "Haha. Hey, du kan da bare komme her på Tirsdag. Der holder vi her hjemme i England" Sagde Liam, imens han gik over til borden bag sofaen, for at tage to billeter der lag på bordet. "Her, du kan tage en vendinde med" Han rakte hende biletterne imens han sendte et frisk smil til Gry. "Ooh, mange tak Hun rejter sig op for at give ham et kram, hvorefter hun gjorde tegn til at kramme Harry, Louis, Zayn og mig.-Yaya Gruppe kram.

 

 

Gry's Synsvinkel

"Hvad siger du til at komme med os ned på stranden imorgen?" Hvordan kunne jeg sige nej til det søde smil Louis sendte mig. "Selvfølgelige" Svarede jeg "Yes" Nærmest afbryd han mig. -Det havde faktisk været en hyggelige dag. Jeg husker slet ikke hvornår jeg sidst havde grinet så meget, eller hvornår jeg overhovedet sidst havde grinet, efter George død. De kunne virkelig ændre på mit triste humør. Men hvad? Havde de lige inviteret mig på stranden imorgen, var de ikke verdens kendte. Og så lige mig? "Vi kommer og henter dig ved 1 tiden imorgen" Forsatte Harry. -Uuh hvor jeg allerede glædet mig, de havde givet mig mere end nok. 2 hele 'One Direction biletter'. En strand tur imorgen, og ikke mindst dem selv, de var dem selv, de var så utrolige vidunderlige dejlige. Tænk 5 helt normale drenge kunne få et rigtig smil frem på mine læber. 

 

✿✿✿✿✿

 

FØRSTE KAPITEL. 

Hvad synes i. Går det for hurtigt- Langsomt? Er den god indtil videre- Kedelig?

>Vil Gry komme lidt videre?

>Er der nogen der kan hjælpe hende?

>Og hvad tror i der sker imorgen når de skal på stranden?

✿Tusind tak fordi du læser med. Fie~ ᶫᵒᵛᵉᵧₒᵤ

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...