En lysere fremtid {Oneshot}

Den 17-årige Lena skal ud på sit livs eventyr, da hun finder ud af, at hun ikke kommer videre i sit liv, ved at sidde hjemme i Jylland med sin syge mor og sine søskende. Men hvor skal hun hen? Hvorfor skal hun derhen? Og hvad sker der?
'En lysere fremtid' er et oneshot skrevet ud fra sangen "Carolyna" af Melanie C.

5Likes
11Kommentarer
277Visninger
AA

2. En lysere fremtid

Lena pakkede tasken. Hun ville ikke være derhjemme mere. Hun havde kunnet mærke, at hvis hun blev der, ville hun ikke få meget ud af sit liv. I alle sine 17 år, havde hun skullet være meget voksen – okay, måske ikke alle 17, men i hvert fald de sidste 5. Hun havde taget sig af sine søskende på grund af sin syge mor. Hendes far døde, da hun var meget ung, så ham kunne hun slet ikke huske. Men det betød altså, at Lena i mange år havde sørget for aftensmad og pasning af de små. Hun havde faktisk aldrig haft et rigtigt liv med rigtige venner. Og det ville hun have. Hun ville have venner, have det sjovt og være glad. Og det var hun bare ikke der hvor hun var – langt ude på landet i det kedelige Jylland. Hendes store drøm var at rejse til København og studere. Hun vidste ikke hvad hun ville studere, men et eller andet ville hun. Hun ville over til storbyen, der altid have været i hendes helt store drøm. Hun ville vandre rundt i de fyldte gader, sætte sig ind på en café og mødes med veninderne, hvorefter de måske ville tage i byen og overnatte hos en kammerat. Og det vidste hun, at hun ikke kunne komme til at opleve i det dødkedelige Jylland. Det var derfor hun pakkede sin taske.
     Lena lagde et længere brev til sin mor, hvor hun prøvede at forklare sine frustrationer og drømme i en ordentlig tone, så hun måske ville kunne forstå det. Og at Lena nok skulle ringe, når hun kom frem. Men hvor frem vidste hun ikke, hun havde bare brug for at komme væk. Også nu, hvor de mindre søskende endelig var blevet store nok til, at de ikke behøvede Lena til at hjælpe med alting.
     Lena håbede på at kunne starte forfra og få sig et ordentligt liv, derovre i København. Men hun vidste bare ikke helt, hvad det ville sige at have et ordentligt liv. Hun vidste ikke hvordan hun ville have sin fremtid til at udforme sig, men hun ville starte forfra.

At Lenas mor havde været syg, betød at hun aldrig rigtig havde haft en barndom. Hun havde aldrig leget ude i haven med sine venner, eller været i Legoland med familien. Hun havde egentlig aldrig oplevet det samme som hendes jævnaldrene, og det gjorde hende ked af det, når de alle sammen sad og talte om det. Hun havde svært ved at være med i samtalerne og de kiggede alle sammen mærkeligt på hende, hvis hun sagde hun aldrig havde været det ene eller andet sted, så til sidst var hun bare stoppet med at være med i samtalerne. Det mindede hende bare om den tabte barndom.
     Men at Lena meldte sig ud af fællesskabet betød også, at hun altid havde været meget ensom. Hun havde aldrig rigtig haft nogen at snakke med. Hun var en meget ensom pige, selv den dag i dag.

Lena havde besluttet sig for, at den dag, skulle være dagen hvor hun tog afsted. Hun havde været i banken for at hæve alle pengene på hendes konto, så hun havde lidt at gøre med. Det var ikke meget, men et par tusind var der dog. Hvis hun skulle have mere, måtte hun få sig et job.
     Lena løb mod banegården med sin sportstaske på ryggen. Det var nu eller aldrig. Og hun var helt sikker på, at det skulle være nu.
     Hun skyndte sig at købe sin billet og løbe ind i toget, der allerede holdt klar til at køre videre til den næste station. Lena havde svært ved at forstå, at hun var på vej mod København, hendes store drømmeby. Og hun ville få svært ved at vende om igen. Mon hendes mor kunne forstå hende? Eller ville hun blive hentet af politiet? Hun vidste det ikke – hun vidste bare, at hun ville gøre sit bedste, for ikke at se sig tilbage, men bare fortsætte ligeud.  Hendes håb er, at fortiden ikke ville behøve at være en del af hendes fremtidige liv, og at det eneste der skulle betyde noget var nuet. Men sikker kunne hun aldrig være. Hun ville bare gøre sit bedste.

”Næste station: Københavns Hovedbanegård,” blev der sagt over højtalerne, og det fik Lea til at vågne op fra sine drømme. Hun havde sovet det meste af vejen i toget, hvilket betød, at hun ikke nåede at blive særlig nervøs. Det var først da hun stod på banegården, helt alene og ikke vidste hvad vej hun skulle gå, at alt nede i maven pludselig begyndte at bevæge sig. Hun gik langsomt ud ad banegården, forsvandt ud i Københavns gader, hvor hun sugede alle de nye indtryk til sig. Der var så meget hun skulle se og så meget der skulle opleves, at hun slet ikke vidste hvor hun skulle begynde. Endelig følte hun sig fri og kunne selv bestemme, hvor hun helst ville være. Det var en fantastisk følelse, der fik hende til at smile.
     Lena havde ingen anelse om, hvor hun befandt sig eller hvor hun skulle gå hen. Hun kunne høre sin mave brokke sig over den smule mad den havde fået, og besluttede sig for at prøve at finde en hyggelig lille café – ligesom dem hun havde set i fjernsynet, måske.

Lena fandt en lille hyggelig café, der lå på hjørnet af en sidegade til Strøget. Hun satte sig derind og fik lidt fred fra alle de mange mennesker og nye indtryk. Hun sad oppe ved disken, hvor en masse barstole var linet op på en lang række. En ung mand, måske et par år ældre end Lena selv, stod bag disken og smilede til hende.
     ”Og hvad kunne denne unge dame så tænke sig?” spurgte han. Lena smilte og anede faktisk ikke hvad hun skulle svare.
     ”Øh – noget at spise. Bare... Et eller andet,” svarede hun den unge fyr. Hun smed tasken og jakken på disken, lige ved siden af sig selv, så hun kunne holde øje med det. Hun havde altid fået af vide, at man skulle passe på i de store byer – der var mange folk, der kunne finde på at stjæle tasker og punge.
     Den unge mand nikkede og forstod åbenbart hvad hun mente med mad, for kort tid efter kom han med en ordentlig tallerken til hende. Lena spiste maden langsomt, så hun også kunne få slappet lidt af. Det havde været en lang dag, og der var mange meninger hun skulle danne om de forskellige ting.
     Den unge mand kunne se, at hun så træt ud. I hvert fald spurgte han inde til Lena, og hun fortalte om sin lange rejse og den hårde barndom. Han stod bare og nikkede på de rigtige tidspunkter, og Lena fik egentlig ikke spist særlig meget af måltidet, hun havde for travlt med at fortælle.
     ”Mon ikke din mor savner dig?” spurgte han. Det havde Lena ikke rigtig tænkt over, før end han spurgte. Men hun mente nu nok, at de kunne klare sig selv derhjemme. Hun var jo nødt til at tænke på sig selv. Og det gav manden hende ret i, men mente nu stadig, at hun ikke burde være rejst så langt væk. Det irriterede Lena, at han ikke kunne forstå hvorfor hun var rejst. Hun ville jo bare leve sit eget liv, væk fra den dumme familie, som hun mente havde svigtet hende. Det havde aldrig været nemt, at være hende, og hun havde kæmpet hårdt for at gøre alle tilfredse.
     ”Men du er jo bare smuttet. Du sagde ikke engang farvel.” Det måtte Lena nok give manden ret i. Han gav hende efterfølgende en længere forklaring om, hvordan en forælder tænker og hvorfor de gør som de gør. Hun kunne måske godt forstå hvad det var han sagde, men hun havde bare ikke lyst til at være derhjemme.
     ”Nej, det har du nok ikke,” sagde han og tørrede bordet af, efter han havde fjernet Lenas næsten fulde tallerken, ”men du er bare en teenager. Alle teenagere synes at forældrene er dumme og ikke forstår noget som helst. Men jeg tror faktisk på, at din mor sætter mere pris på det du gør, end du lige går og regner med. Jeg synes du skal ringe til hende og så se at komme hjemad.” Lena rystede på hovedet. Nej, hun ville ikke hjem igen. Hun var rejst til København for at udleve sin drøm og blive glad igen.
     ”Så du siger, at din mor ikke gør dig glad?” Lena sukkede. Jo, hendes mor gjorde hende glad. Åh, hvorfor skulle de voksne også altid have ret? Måske var det bare bedre at være hjemme i mors trygge hjem, hvor hun kendte alt og alle. Måske kunne hun nøjes med at rejse til Århus? Eller Aalborg? Hun skulle måske bare være lidt ældre og gøre det på en ordentlig måde. Måske var voksne ikke så slemme alligevel. Hun ville i hvert fald gøre hvad hun kunne, for at forfølge sin drøm. Hun ville aldrig glemme den, og måske ville hun en dag alligevel komme til København.

Lena ringede til sin mor, der græd mere end hun før havde hørt. De fik en god snak og Lena lovede at tage et tog hjem med det samme.
     ”Du har et smukt hjerte min pige. Jeg er så glad for det du gør. Jeg elsker dig så højt, du må aldrig mere forlade mig. Åh, kom hjem til mig,” havde moren bedt og en tåre var faldet ned ad Lenas kind. Åh, hvor hun savnede sin mors varme omfavnelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...