Stilen

Denne historie startede som en stil jeg skrev i dansk, som "afgangsprojekt" i syvende, men jeg vil prøve at brygge videre på den.
Karakterene er karikaturer af elever fra min egen klasse.

Victoria går i 7. C og kalder sig selv en nørd. Hun er en mønsterelev i alle fag, fra dansk til fysik. Men da hun en dag afleverer en dansk-opgave til sin lærer, Søren, ændres hendes forhold til lærerne, skolen og hendes venner sig drastisk. Victoria kommer ind i en periode af sit liv fyldt med kamp, afmagt og desperation, hvor den eneste der ser ud til at kunne redde fra hende selv, er den eneste der ikke må.

0Likes
0Kommentarer
183Visninger

1. Aflevering

Søren satte sig til rette bag katederet og scannede klassen med sit altseende blik. Det var afleveringsdag, og Søren var helt klar over hvem der ikke var færdig med deres stil. Han vidste også hvem der kun lige havde nået minimumslængden på stilen, og hvem der havde skrevet alt for meget. Og så havde han en klar fornemmelse af hvilken historie, han ville synes bedst om.

Karl og Jens, ”udskuddene” – han vidste godt at han ikke burde bruge den salgs udtryk, men alle vidste det, og drengene gjorde ikke synderligt for at ændre det, havde tilsyneladende accepteret det – sad og grinede og larmede alt for meget, men så snart hans blik nåede dem, krympede de sig, og Søren vidste at hans fornemmelse var rigtig.

 Da hans blik gled videre udover klassen, faldt det på Arvid, klassens popdreng, der egentlig havde potentiale til at blive noget stort, selvom han var bange for at bruge det. Han var åbenbart rigtig vild med sin position i klassen. Resten af hans slæng, Nikolaj, Florian og Mathias, var tre drenge af det samme stof, ikke helt dumme, men ikke med ret meget indhold. De havde alle tre lavet deres opgaver, men også kun lige. Arvid, derimod, havde sikkert lavet en fin historie, selvom den sikkert var blevet for lang.

Tøserne Mathilde og Karla. To piger, der ikke havde andet i hovedet end shopping og fester. Opgaven var ikke lavet.

 Filip, Peter og Martin. Filips historie var nok lige lidt for kort, Martin og Peters var sikkert blevet gode.

Victoria og Maria sad ved siden af hinanden og pjattede. To intelligente piger, der var præcis som Søren mente at den slags skulle være. Da Victoria så at hans blik var landet på dem, drejede hun sig lidt og smilede til ham. De to havde helt sikkert lavet deres stile.

”Nå, lad os så få de historier samlet ind!” sagde Søren lidt højrøstet for at overdøve snakken i klassen. Som forventet begyndte de sædvanlige undskyldninger, ”jeg har ikke printet den ud”, ”min computer gik i stykker”, og den klassiske ”er den til i dag?” og Søren kiggede træt udover klassen og sagde at alle der ikke havde afleveret skulle aflevere dem fredag, samtidig med at dem der havde lavet stilen gik op til katederet med dem.

Da Søren fredag aften satte sig ved sit rodede skrivebord, var han klar til at rette elevernes stile. Han vidste godt at det ville tage lang tid, men han var meget opsat på at blive færdig i aften.

Mange af stilene var meget ensformige, de fleste i klassen havde desværre ikke så meget fantasi, men et par stykker skilte sig ud. Marias, Arvids, og Mathias’ var blevet rigtig gode.

Endelig kom han til den historie han havde ventet på. Han havde med vilje lagt Victorias historie i bunden af bunken, ville gemme det bedste til sidst. Da han tog siderne ud af plastiklommen, kunne han næsten ikke vente med at komme i gang med at læse. Hans øjne lyste med en særlig glød, da han lænede sig ind over papiret, men den slukkedes snart. Han fandt snart ud af at Victorias historie slet ikke var Victorias historie, han kunne læse at hun slet ikke havde haft sine tanker med da hun skrev den.

Måske havde han forventet for meget af hende. Måske kunne hun slet ikke skrive så godt som han først havde troet. Selvfølgelig havde han kun haft mulighed for at se hendes talent udfolde sig i et år, men han syntes alligevel at han havde fået et ret godt indblik i hvad hun kunne. Han havde åbenbart taget fejl.

Mandag morgen, et par minutter i otte, kom Victoria daskende ind gennemskolens hovedindgang. Normalt var Victoria ikke et morgenmenneske, men denne morgen havde hun uanede mængder af energi. De skulle have dansk i første time, og hun håbede at Søren havde nået at rette deres stile. Victoria vidste godt at det ikke havde været hendes bedste stil, men hun syntes alligevel at den var blevet ret god. Da hun kom ind i klassen, blev hun mødt af Maria, med hendes søde kommentar til Victorias forsinkelse ”jeg troede ikke at du kom!” som Victoria hørte næsten hver morgen. Victoria svarede ikke, gav bare Maria et kram, og gik over til sin plads, lige i tide til at klokken ringede. Da Søren et par minutter senere kom ind i klassen, havde han ganske som Victoria havde håbet, en stor bunke papir i favnen.

”Nå, er der nogen der ikke vil have deres stile tilbage” sagde Søren i spøg, og med det samme rakte Jens hånden i vejret. ”bare ærgerligt, Jens!” grinede han, mens han begyndte at gå rundt i lokalet med historierne. ”Karl, Nikolaj, Jens, Florian…” traskede han rundt i lokalet og uddelte papirerne. Da han kom til ”Victoria” Havde hans stemme noget i sig, som den aldrig havde haft før, når han snakkede til hende. Victoria opfangede det med det samme, og blev lige pludselig meget nervøs for hvad der stod på responsarket bagerst i den lille bunke af historie. Victoria åbnede langsomt op for plastik lommen, og bladrede om til den bagerste side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...