At flygte fra sit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 jun. 2013
  • Opdateret: 25 jun. 2013
  • Status: Igang
Susan er flygtet fra sit gamle liv. Væk fra alt og alle. Taget et nyt sted hen. Taget med det første skib væk fra den gamle storby. Hendes rejse er dog lang og hun har arbejde der skal laves. Når hun ankommer skal det hele jo været ordnet. Susan vil på rejsen forsøge at konfrontere sit liv istedet for at flygte fra det

0Likes
0Kommentarer
119Visninger
AA

1. At flygte fra sit liv

Jeg har fundet min inspiration i billedet "Færge"

Teknisk info om maleriet: Ulrik Møller. Færge, 2013. Olie på lærred, 190 × 240 cm (foto: Anders Sune Berg)

Susan befandt sig på et skib. Klokken var omkring 23:00. Hun sad og ventede på maden, inde i skibets restaurant. Underholdning var der masser af. Der var placeret adskillige trækasser i varierende størrelser, som scenen var bygget af. Hun sad, utålmodigt og så over på det røde tæppe, der nu snart ville blive trukket til side, hvor artister og sangere ville komme ud. Tjeneren kom i et hurtigt tempo hen til hende, med hendes tallerken med ordene: ”Undskyld ventetiden, frue”. Hun rakte sin arm hen mod vinglasset. Inden armen formåede at nå sin destination, splintredes glasset i 1000 stykker, da tjenerens hånd ved et uheld ramte det.

Sådan er det jo. Ting går i stykker og ting bliver lavet. Det hele bliver sat ind i systemet, hvor det nu hører til. Og alt fortsætter som før. Det gamle tandhjul bliver hurtigt kasseret og glemt. Et tandhjul i en motor. En mursten i et hus. Et liv går tabt og et nyt træder til. Sådan er alt. Ved alle ting, materielle ting eller tanker. Gamle går tabt, og nye træder til. Uden at mærke de gamles for-svinden, fortsætter man uvident sit gamle liv. Som om intet var sket.

Det var præcis det Susan gjorde. Derfor befandt hun sig på skibet. Hun flygtede fra sit gamle liv og forsøgte at starte et nyt. Hendes tidligere liv var kompliceret. Alt var noget rod. Men alt det havde hun forladt. Bare forladt og stukket af. På vej mod sit nye liv. Natten var mørk, tung og kold. Ikke en lyd. Alt var stille lige bortset fra de rumlende motorer fra skibet. Susan var ende-lig efter den store middag, gået ned i sin kahyt.

Hun havde arbejde, der skulle laves. Susan havde mistet sit job kort inden, hun forlod sit gamle liv, så det var på tide at finde noget nyt. Hun satte sig på sengen med den gamle bærbar og tændte den. Et blankt Word dokument nærmest stirrede på hende. Hvad skulle hun skrive? Skulle hun skrive, hvad hun tidligere havde lavet? Nej. Hun begyndte at svede. ”NEJ” Indvendte hun til sig selv. Hun ville ikke tænke på det liv, der nu var fortid. Hun fik vejrtrækningsproblemer. Hun måtte have frisk luft. Hun åbnede koøjet, med den venstre arm, mens hun med den højre knappede den sorte overfrakke op. Hun fik igen vejret og vendte tilbage til bærbaren, der var placeret på sengen.

”Susan Markstrøm Hansen” tastede hun ned som overskrift. ”NEJ” Nærmest råbte hun til sig selv. Det var hendes gamle navn. Hun indså først nu, hvor svært det ville være at glemme sit gamle liv. Hun rettede hurtigt overskriften til ”Susan Hansen”, inden hun hurtigt fortsatte med at skrive. ”Født 2. januar 1980” skrev hun videre. Hun havde lige siden barnsben, drømt om at blive noget stort. Følge efter andres fodspor. Hun havde drømt om at blive en stor forretningskvinde. Men hendes forældre havde altid sagt: ”Du skal under ingen omstændigheder på handelsskole”. De havde altid haft andre meninger end hende. Sådan havde det altid været. Andre meninger og holdninger om alt.  

Efter godt en times skriveri valgte hun, at holde en pause. Det var varmt, trods det åbne koøje. Hun tænkte, at hun hellere lige måtte gå op og få noget frisk luft. Hun åbnede den lille dør, og gik ud på gangen og op ad en bred lang trappe. En af lamperne flakkede stille. Det var blevet sent. Var klokken 01:00 eller 02:00? Hun havde ikke rigtig nogen tidsfornemmelse herude. Der var under alle omstændigheder ikke nogle mennesker at se i miles omkreds. Hun nåede toppen af trappen og fandt vej op på dækket.

Hun spadserede videre hen til restaurantens vinduer og kiggede ind. Der var lys derinde, men ingen at se. Tjenerne og kokkene var nok gået i seng. Ligesom resten af skibet. Det var nærmest som om, at alt var stille. Hun nød stilheden. En stilhed så dejlig. En hun ikke var vant til at opleve før i sit tidligere liv. Hun var vant til, at blive kostet rundt med. Følt sig undertrykt og ude af stand til at gøre noget. Hun funderede over hvor mange andre, der havde det som hende. Hvor mange andre, der havde valgt den forkerte kæreste. Hvor mange andre hvis liv var blevet ødelagt bare på grund af én person.

En person. Hvad kan én person egentlig udrette? Hun tænkte videre. Én person kan få flere tusinde menneskers liv til at gå i stykker. Én person kan udrette så fatale skader, at ikke engang tiden vil fjerne det tomrum og det kaos i ens liv, som vedkommende skabte. ”Eller kan det?” Tænkte hun. Mennesker bliver erstattet. Ting bliver udskiftet. Livets gang.

Hun gik ud mod stævnen af skibet. Hun spottede en skygge, stå-ende derhenne, kiggende op mod månen, som næsten var dækket af den omkringliggende tåge. ”Hej” Sagde hun lavmælt. Personen vendte sig om og et ansigt kom til syne. ”Hej” Sagde personen sagte. ”Jeg hedder Susan” Sagde hun. ”Hej Susan” Svarede han. Hvorfor sagde han ikke hvad han hed? ”Hvorfor er du så med på den her færge?” Spurgte han. ”Jeg vil bare prøve noget nyt” Sagde hun, da hun ikke ville sige den rigtige årsag. ”At flygte fra sine problemer er altid en dårlig udvej” Sagde han lavmælt. Flygte? Hun mindedes da ikke, at hun havde sagt det til ham? Havde han stået ude foran hendes dør? Nej, det var ikke en mulighed, da hun ikke havde sagt det højt. ”Hvordan vidste du det?” Sagde hun stille. ”Jeg har en evne til at gennemskue mennesker” Sagde han med et smil på læben. ”Efter så mange falske personer, jeg har mødt gennem tiden, har jeg lært at undgå dem” Sagde han trist. ”Men lær af mine fejl” Sagde han i en bestemt tone. ”Flygt ikke fra dine fejl, men lev med dem og konfrontér dem” Sagde han videre. Så vendte han sig om og gik. Blev langsomt til en silhuet. Forsvandt i tågen omkring dækket.

Hun gik igen ned af den bredde trappe og ind i sin kahyt. Hun lagde sig på sengen. Hvad ville han egentlig, med det han sagde? Hun tænkte ikke videre over det. Hun valgte at lægge sig til at sove.

Hun åbnede søvnigt øjnene og kiggede rundt i kahytten. Det var blevet forfærdeligt koldt. Hun havde glemt at lukke koøjet, da hun lagde sig til at sove. Hun rejste sig søvnigt op og skulede ud over de talrige bølger. ”Er det stadig mørkt?” Tænkte hun. Hun vendte sig og kastede et hurtigt blik på det store vægur placeret over hendes seng. 04:15. Det var stadig nat. Hun kunne ikke sove mere. Hun tændte sin bærbar og stirrede på Word dokumentet, der nu var blevet til adskillige ord og ikke kun en kedelig overskrift. Hun havde skrevet knap halvanden side. Hun havde indtil videre så meget som muligt forsøgt at undgå minder fra det tidligere liv. Hun husker hvad personen på dækket sagde. ”Flygt ikke, men konfrontér det”.

Hun ændrede nu hvad der stod på linjen ”Tidligere bosted”. Hun væmmes ved ordene hun skrev. ”Møllersgade 25, St. Tv.”. Ved hvert enkelt lille tastetryk følte hun skam. Skam over, at hun havde valgt lige netop ham. Lige netop den lejlighed. Den der var fyldt med sorg, gråd og tristhed. Hun skrev videre. Hun tastede langsomt, men bestemt.

Hun skrev. Bare skrev. Uden at tænke på, at lade følelserne overtage. Ingen skulle bestemme over hende mere. Aldrig mere. Hun skrev videre. Væmmedes ved hvert enkelt lille ord hun skrev. Men hun ville overvinde den frygt, der tidligere på natten havde opfyldt hendes sind og krop.

Færdig. Alt fra hendes gamle liv, der var nødvendigt at nævne, var nu opskrevet. Opskrevet. Uendeliggjort. Lyset skinnede ind af vinduet. Det var morgen. Klokken var 07:00. Hun havde gjort det. Gjort det hun var mest ræd for. Konfronteret det, der havde gjort hende mest ondt. Konfronteret det hun flygtede fra. Hun var nu klar. Klar til sit nye liv. Klar til at fortsætte uden at se tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...